Cirkulære om befordringsgodtgørelse i henhold til lov om offentlig sygesikring
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/204@1983-03-24/da
Indhold
Socialministeriet har udsendt ny bekendtgørelse af 8. december 1982 om befordringsgodtgørelse i henhold til lov om offentlig sygesikring. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 1983. Der er sket følgende ændringer:
a) Minimumsgrænsen for at yde befordring er hævet fra 25 til 60 kr., dog ikke for personer, der modtager folke-, invalide- eller enkepension eller hvis ægtefælle modtager hustrutillæg. For dem er grænsen fortsat 25 kr.
b) Afstandsgrænsen er hævet fra 30 til 50 km.
1. Befordringsgodtgørelse ydes til:
a) Gruppe 1-sikrede, som modtager pension efter de sociale pensionslove, eller hvis ægtefælle modtager hustrutillæg efter folke- eller invalidepensionslovene, når der er tale om transport til og fra alment praktiserende læge eller speciallæge.
b) Gruppe 1-sikrede, når der er tale om transport til og fra akut skadebehandling hos alment paktiserende læge eller speciallæge, og når tilskadekomnes tilstand nødvendiggør befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj. Samme ret har personer, som under midlertidigt ophold her i landet har ret til den offetlige sygesikrings ydelser som gruppe 1-sikrede efter lovens § 1, stk. 4, (personer med bopæl i Grønland og personer med bopæl på Færøerne, der er A-medlemmer) eller som ifølge internationale forpligtelser har ret til den offentlige sygesikrings ydelser som gruppe 1-sikrede.
c) Gruppe 1-sikrede, når der er tale om transport til og fra speciallæge, såfremt afstanden mellem den sikredes bopæl eller faste opholdssted og speciallægens konsultationssted overstiger 50 km. Samme ret har de under b) nævnte personer, der under midlertidigt ophold her i landet har ret til lovens ydelser som gruppe 1-sikrede. Når sikrede bor eller opholder sig i en by eller bymæssig bebyggelse, skal 50 kilometergrænsen beregnes fra det geografiske midtpunkt i byen eller den bymæssige bebyggelse til speciallægens konsultationssted.
d) Barn af en person, der er gruppe 1-sikret, har ret til befordringsgodtgørelse på samme betingelser som gruppe 1-sikrede, når barnet er under 16 år og hjemmeboende. Dette gælder dog ikke, når samlevende forældre med hver sin sikringsform har angivet, at barnet skal være gruppe 2-sikret.
1. Befordring skal ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel. Ved valget af befordringsmiddel må der lægges vægt på patientens tilstand, og på de foreliggende muligheder for at anvende offentlige befordringsmidler. Befordring med vognmand, taxa o.l. bør kun godtgøres i særlige tilfælde, hvor de almindelige befordringsmidler ikke kan anvendes på grund af patientens helbredstilstand. Det sociale udvalg kan om fornødent rådføre sig herom med lægen, men der bør ikke i almindelighed indhentes lægeerklæring om befordringsmidlets art.
Ved benyttelse af eget befordringsmiddel kan patienten kun få befordringsgodtgørelse, hvis det ikke har været muligt for patienten at benytte offentlige transportmidler, således at den pågældende ellers ville have været henvist til at benytte hyrevogn.
Godtgørelsen for benyttelse af eget befordringsmiddel beregnes efter laveste sats i finansministeriets til enhver tid gældende cirkulære om godtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel på tjenesterejser.
3. Befordringsgodtgørelse ydes kun, når udgiften med det billigste forsvarlige befordringsmiddel til og fra behandling m.v. overstiger 60 kr. Det sociale udvalg vil dog kunne yde befordringsgodtgørelse, også hvor befordringsudgiften er mindre end 60 kr., for så vidt det drejer sig om patienter, der til stadighed har brug for lægehjælp.
For folke-, invalide- og enkepensionister eller personer, hvis ægtefælle modtager hustrutillæg er grænsen dog fortsat 25 kr.
Udover befording efter sygesikringslovens regler kan der ydes hjælp efter § 46 i lov om social bistand, til dækning af befordringsudgifter til økonomisk trængende personer, der ikke er pensionister.
Til pensionister vil der kunne ydes hjælp efter reglerne om personlige tillæg, jfr. folkepensionslovens § 13, invalidepensionslovens § 14 og enkepensionslovens § 3, stk. 2.
4. Når der er tale om rejse, der nødvendiggør overnatning uden for hjemmet, ydes der overnatningsgodtgørelse (og time- og dagpenge) efter laveste sats i finansministeriets til enhver tid gældende cirkulære om time- og dagpenge.
5. Ud over selve befordringsgodtgørelsen til patienten ydes der befordringsgodtgørelse til en ledsager i tilfælde, hvor det på grund af patientens alder eller helbredstilstand må anses for påkrævet, at en anden person ledsager patienten. Til en ledsager, som har krav på befordringsgodtgørelse, ydes der på rejser, der nødvendiggør overnatning uden for hjemmet, overnatningsgodtgørelse samt time- og dagpenge efter laveste sats i finansministeriets til enhver tid gældende cirkulære om time- og dagpenge m.v.
6. Pligten til at yde befordringsgodtgørelse påhviler den kommune, i hvilken patienten opholder sig på det tidspunkt, da befordringen rekvireres. Hvis en person opholder sig i en anden kommune end den, hvori vedkommende bor, er det således den faktiske opholdskommune - og ikke bopælskommunen - der skal yde befordringsgodtgørelsen.
Når der ydes befording af en person fra et midlertidigt opholdssted uden for bopælskommunen, skal vedkommende kommune yde tilbagekørsel til det midlertidige opholdssted, men ikke til bopælen, jfr. § 18, stk. 2, 2. pkt. i sygesikringsloven.
7. Det er en betingelse for ydelse af befordringsgodtgørelse i forbindelse med besøg hos alment praktiserende læge, at den pågældende læge yder lægehjælp til eller foretager undersøgelse af patienten for den offentlige sygesikrings regning i medfør af gældende overenskomst.
I tilfælde, hvor der ikke foreligger godkendt overenskomst om lægehjælp, fordi en eksisterende overenskomst ikke har kunnet fornyes, fastsættes regler om befordringsgodtgørelse i forbindelse med regler om refusion af lægehjælpsudgifter ifølge sygesikringslovens § 12, stk. 3. Patienten skal altså enten være tilmeldt den pågældende læge eller have adgang til lægehjælp hos denne læge efter overenskomstbestemmelse om vederlagsfri lægehjælp til personer, som midlertidigt opholder sig uden for deres bopæl. Hvis den læge som patienten er tilmeldt, er forhindret i at yde lægehjælp, ydes der befordringsgodtgørelse i forbindelse med patientens besøg hos en anden alment praktiserende læge, hos hvilken patienten ifølge overenskomst er berettiget til behandling eller undersøgelse for den offentlige sygesikrings regning.
8. Der ydes befordringsgodtgørelse i forbindelse med besøg hos speciallæge på betingelse af, at den offentlige sygesikring helt eller delvis afholder udgiften ved speciallægehjælpen, og at der foreligger henvisning fra alment praktiserende læge. Befordringsgodtgørelse ydes dog kun i forbindelse med besøg hos den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultation nærmest ved patientens opholdssted. Hvis denne speciallæge er forhindret i at yde lægehjælp, ydes der befordringsgodtgørelse til den nærmeste, som ikke er forhindret.
Søger patienten fjernere boende speciallæge, kan han få befordringsgodtgørelse med det beløb, han havde ret til, hvis han havde søgt den nærmest boende speciallæge.
9. Har en person mod bedre vidende uberettiget modtaget befordringsgodtgørelse, kan det sociale udvalg efter de almindelige principper i den sociale lovgivning pålægge vedkommende at tilbagebetale det beløb, der er modtaget med urette.
10. Klage over det sociale udvalgs afgørelser om patienters ret til befordringsgodtgørelse efter sygesikringslovens regler kan indbringes for amtsankenævnet, i København og Fredriksberg kommuner for Den sociale ankestyrelse.
Underskrift 1
SIKRINGSSTYRELSEN, DEN 9. DECEMBER 1982 F. B. SVARRER /Ib Valsborg