Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/209@1983-03-24/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

Som et led i regeringens spareplan er det af afgørende betydning, at der sker en begrænsning af udgifterne til folkeskolen. De sparemål, der er opstillet for folkeskolens vedkommende, vil set på landsbasis kunne opfyldes, hvis kommunerne i skoleåret 1983/84 og følgende skoleår undgår stigninger i løntimeforbruget pr. elev, og hvis kommuner, hvor der i skoleåret 1982/83 er sket forbedringer, nedsætter standarden, således at den kommer til at svare til den standard, der var gældende i skoleåret 1981/82. Ministeriet skal derfor kraftigt henstille, at kommunerne i skoleåret 1983/84 og følgende skoleår fastsætter løntimeforbruget pr. elev således, at det ikke overstiger forbruget pr. elev i skoleåret 1981/82. Kommunerne vil på denne måde kunne opnå, at det samlede løntimeforbrug falder i takt med det faldende elevtal.

Denne henstilling, der skal ses i fortsættelse af de tidligere henstillinger om at undgå udgiftsstigninger på folkeskoleområdet, jfr. undervisningsministeriets cirkulærer af 26. februar 1980 og 9. februar 1981, omfatter såvel normalundervisning som specialundervisning og reduktionstimer. I det omfang, der inden for et af områderne forekommer stigninger, bør de modsvares af tilsvarende fald i udgifterne inden for et andet område. Mulighederne for at nedsætte standarden inden for hvert enkelt område i forhold til skoleåret 1981/82 bør derfor indgå i overvejelserne. Som det fremgår af undervisningsministeriets publikation »Folkeskolen i de enkelte kommuner 1981/82« (se side 348), var det gennemsnitlige løntimeforbrug pr. elev i skoleåret 1981/82 for landet som helhed 2,25. Så snart der foreligger oplysninger om forbruget i skoleåret 1982/83, vil der blive udsendt meddelelse herom til kommunerne.

I. På normalundervisningsområdet har det gennemsnitlige lærerskematimeforbrug pr. elev målt på landsbasis i de seneste år været nogenlunde konstant. De nyeste oplysninger, der vedrører skoleåret 1981/82, viser, at det gennemsnitlige lærerskematimeforbrug pr. elev for dette skoleår ligger på 1,52 mod 1,53 året før. Ændringen i forbruget må ses på baggrund af ændringen i aldersfordelingen blandt eleverne. Forbruget ligger godt 10 pct. over den vejledende gennemsnitsnorm for lærerskematimeforbruget pr. elev på 1,38, der er udsendt fra undervisningsministeriet. Som det fremgår af ovenstående, er det af afgørende betydning, at kommunerne undgår stigninger i forhold til forbruget i skoleåret 1981/82.

De tidligere udsendte cirkulærer om begrænsning af udgifterne til folkeskolen indeholder en række anvisninger til kommunerne om mulighederne for at begrænse lærerskematimeforbruget. Ministeriet har således bl.a. tilrådet kommunerne at tilrettelægge en styring af folkeskolens lærerskematimeforbrug med udgangspunkt i det ønskede lærerskematimetal pr. elev, og man har stærkt henstillet, at kommunerne søger at undgå at danne klasser med for lave elevtal ved fordelingen af børn i 1. klasser. Man har endvidere peget på muligheden for at foretage mindre omlægninger af skoledistrikterne i forbindelse med den årlige indskrivning, for at foretage klassesammenlægninger og -opbrydninger og for at forhøje klassekvotienterne i 10. klasse. Med hensyn til disse muligheder henvises til cirkulærerne af 26. februar 1980 og 9. februar 1981, der i uddrag er optrykt som bilag til dette cirkulære.

Ministeriet er opmærksomt på, at der ved skoler med lavt elevtal vil kunne opstå særlige vanskeligheder med at fastholde et uændret lærerskematimeforbrug pr. elev. Man skal derfor i det følgende pege på en række muligheder, som kommunerne især på disse skoler vil kunne udnytte i bestræbelserne på at begrænse lærerskematimeforbruget:

1. Der er ikke noget til hinder for, at kommunen afsætter en pulje af lærerskematimer , inden for hvilken timefordelingsplanen ved den pågældende skole skal udarbejdes, blot det sikres, at puljen har en sådan størrelse, at det er muligt at tilrettelægge en undervisning, der opfylder lovens krav.

2. Der kan foretages distriktsomlægning, således at et eller flere af en skoles ældste klassetrin overføres til en anden skole . En sådan distriktsomlægning kan foretages af kommunalbestyrelsen efter reglerne om vedtagelse af skoleplansændringer, og beslutningen åbner ikke mulighed for beboerafstemning efter folkeskolelovens § 22, stk. 5. Kommunerne må i denne forbindelse være opmærksomme på, at en skole skal omfatte mindst 3 sammenhængende klassetrin, jfr. § 23, stk. 1, 1. pkt. Amtsrådet kan dog i særlige tilfælde dispensere fra denne bestemmelse, jfr. lovens § 23, stk. 4.

3. Efter § 23, stk. 2, 2. pkt., kan en klasse om nødvendigt - dvs. hvis elevtallet ikke muliggør, at der kan oprettes eller opretholdes en klasse for hvert klassetrin - omfatte flere klassetrin inden for 1.-6. klassetrin. Beslutning herom kan træffes efter reglerne om vedtagelse af skoleplansændringer. Med hjemmel i § 23, stk. 4, kan amtsrådet i særlige tilfælde tillade, at også elever fra 7. klassetrin omfattes af en sådan ordning.

4. Amtsrådet kan ifølge § 22, stk. 2, 2. pkt., i særlige tilfælde tillade, at der i en skoles børnehaveklasse optages børn fra flere skoledistrikter . Bestemmelsen tager bl.a. sigte på tilfælde, hvor en skole er for lille til at have en børnehaveklasse.

5. I medfør af bestemmelsen i § 23, stk. 1, 3. pkt., kan skoler for de 3 eller 4 yngste klassetrin henlægges under en anden skoles ledelse , medmindre børnetallet overstiger 100. En sådan omdannelse til forskole uden selvstændig ledelse og selvstændigt skolenævn er ikke omfattet af reglerne om beboerafstemning i § 22, stk. 5, men hvis forskolen senere besluttes nedlagt, udløser denne beslutning mulighed for beboerafstemning. I denne forbindelse henledes opmærksomheden på, at en omdannelse til forskole i visse tilfælde vil kunne udløse krav om rådighedsløn (ventepenge).

6. Undervisningsministeriet vil være åben over for forsøg med alders og fagintegreret undervisning ved små skoler.

Ud over de nævnte muligheder, som især tager sigte på skoler med lavt elevtal, skal man for så vidt angår lærerskematimeforbruget til valgfagsundervisningen henvise til, at i medfør af § 22, stk. 2, kan kommunen for at øge antallet af elever på valgfagsholdene tilrettelægge valgfagsundervisningen således, at den er fælles for elever fra flere skoler. Der er endvidere efter § 22, stk. 3, mulighed for at tilrettelægge valgfagsundervisningen i samarbejde med den kommunale ungdomsskole. Hvor disse muligheder skønnes mindre velegnede, vil antallet af elever på valgfagsholdene kunne øges ved, at valgmulighederne for den enkelte elev mindskes. Opmærksomheden henledes dog på, at tilbuddet om undervisning i valgfag ifølge lovens § 9, stk. 5, mindst skal have samme omfang som tilbuddet om undervisning i tilbudsfag, jfr. folkeskolelovens § 4, stk. 2, og § 7, stk. 2. Der henvises i øvrigt til undervisningsministeriets cirkulæreskrivelse af 25. juni 1981 om mulighederne for at begrænse frafaldet fra folkeskolens valgfag, jfr. navnlig afsnit 3 og 4.

II. På spiecialundervisningsområdet er der i de seneste år for landet som helhed sket en stigning i det gennemsnitlige lærerskematimeforbrug pr. elev. Som det fremgår af ovenstående, er det af afgørende betydning, at denne stigning bringes til ophør, og at kommunerne, hvis der i skoleåret 1982/83 er tale om en stigning, nedsætter forbruget pr. elev til det forbrug, der var gældende i skoleåret 1981/82. Det gælder både den specialundervisning, som kommunerne skal sørge for, d.v.s. undervisning i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 1, og den del af undervisningen i henhold til § 19, stk. 2, som kommunerne administrerer. Ministeriet har på grundlag af indberetninger fra kommunerne beregnet, at det gennemsnitlige lærerskematimeforbrug pr. elev til specialundervisning i skoleåret 1981/82 lå på 0,31, mens det var 0,28 året før.

I cirkulæret af 9. februar 1981 om begrænsning af udgifterne til folkeskolen er der peget på en række muligheder, som kommunerne vil kunne udnytte i bestræbelserne på at begrænse lærerskematimeforbruget til specialundervisning. Det nævnes således, at kommunalbestyrelsen i kraft af sin bevillingsmyndighed har mulighed for at styre udviklingen inden for specialundervisningen, og det anføres, at specialundervisningen for den enkelte elev bør tilrettelægges således, at den ikke udstrækkes over længere perioder end nødvendigt. Endvidere understreges det, at specialundervisning i klassen med bistand af en særlig lærer kun kan finde sted i enkelte af ugens timer, og at denne form for specialundervisning ligesom enkeltmandsundervisning kun kan iværksættes, når der er en særlig pædagogisk begrundelse herfor. Endelig henvises der til, at der i § 7, stk. 2-4, i cirkulære af 4. februar 1972 om folkeskolens specialundervisning af elever med adfærdsproblemer og psykiske lidelser og i § 6, stk. 2, 3 og 5, i cirkulære af 22. maj 1974 om folkeskolens specialundervisning af læseretarderede elever er fastsat visse grænser for undervisningens omfang. Med hensyn til disse muligheder henvises til cirkulæret af 9. februar 1981, der i uddrag er optrykt som bilag 2 til dette cirkulære.

Ministeriet skal herudover pege på følgende forhold, som kommunerne kan tage i betragtning i bestræbelserne på at begrænse lærerskematimeforbruget til specialundervisning:

1. Det følger af skolestyrelseslovens § 1, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen træffer beslutning om bevillinger til kommunens skolevæsen, at lærerrådets konkrete beslutninger om henvisning til specialundervisning skal ligge inden for de rammer, der er fastsat af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan mest hensigtsmæssigt styre lærerskematimeforbruget til specialundervisning ved i forbindelse med budgetlægningen at fastsætte et bestemt lærerskematimetal pr. elev, som højst må anvendes til alle former for specialundervisning ved kommunens skolevæsen. Hvis der af ganske særlige grunde skulle opstå behov for etablering af specialundervisning, som går ud over de fastsatte bevillinger, må spørgsmålet om ekstrabevilling forelægges for kommunalbestyrelsen, inden specialundervisning iværksættes.

Som det fremgår af ovenstående, bør kommunerne ved fastsættelsen af omfanget af bevillingerne til specialundervisningen også tage hensyn til det generelle fald i elevtallet.

2. Henvisning til specialundervisning, som ikke er af foreløbig karakter, skal ske på grundlag af en skolepsykologisk undersøgelse, jfr. § 11, stk. 2, i folkeskoleloven.

Der kan i denne forbindelse peges på, at den specialundervisning, der gives i henhold til reglerne i cirkulære af 22. maj 1974 om folkeskolens specialundervisning af læseretarderede elever, altid forudsætter, at gældende henvisningsregler er fulgt.

Henvisning af foreløbig karakter kan kun finde sted i tilfælde, hvor det af hensyn til eleven skønnes nødvendigt, at den pågældende får observationsundervisning i klassen eller henvises til observationsklinik (skoleklinik), jfr. § 8, stk. 4, i cirkulære af 4. februar 1972 om folkeskolens observationsundervisning.

3. Da oplysningerne om timeforbruget til specialundervisning viser, at forbruget er meget forskelligt fra kommune til kommune, er der grund til at understrege, at det bør tilstræbes, at den almindelige undervisning tilrettelægges således, at de naturlige behov, som den enkelte elev har for, at der bliver taget visse individuelle hensyn, ikke medfører, at elever henvises til specialundervisning.

Ministeriet skal herudover pege på, at de regler, der uden for specialundervisningsområdet er fastsat om supplerende undervisning for tilflyttede elever m.fl., jfr. bekendtgørelse nr. 178 af 5. marts 1976, kun kan anvendes til at afhjælpe vanskeligheder, som skyldes elevens fravær eller overflytning til ny skole.

III. Henstillingen om at fastholde 1981/82-niveauet omfatter også forbruget af timereduktioner , som har været stigende i de senere år. For landet som helhed var det gennemsnitlige forbrug af reduktionstimer pr. elev således i skoleåret 1981/82 0,46 mod 0,40 året før. En stor del af denne stigning skyldes dog ferieforlængelsen for lærerne. Ministeriet er opmærksom på, at der på dette område kan forekomme stigninger, der i det væsentlige er uafhængige af kommunale beslutninger. I det omfang, det ikke er muligt at foretage en tilsvarende nedsættelse af andre timereduktioner, bør eventuelle stigninger modsvares af besparelser på andre områder.

IV. For så vidt angår andre udgifter end lærerlønsudgifter , er en stor del af disse udgifter uafhængige af elevtallet. Ministeriet skal dog også på dette område opfordre kommunerne til at undersøge mulighederne for at begrænse udgifterne. Specielt for så vidt angår udgiften til undervisningsmidler , bør skolerne i videst muligt omfang udnytte de eksisterende samlinger af undervisningsmidler, som findes på skolebiblioteker og amtscentraler, således at udgifterne til nyanskaffelser af lærebøger m.v. kan nedsættes. Kommunerne og amtskommunerne bør samarbejde om at opnå besparelser gennem hensigtsmæssig opbygning og udnyttelse af samlingerne i amtscentralerne for undervisningsmidler. Endvidere har skolerne mulighed for at tilrettelægge undervisningen i fagene sløjd, håndarbejde, hjemkundskab og formning med henblik på det mindst mulige materialeforbrug.

Undervisningsministeriet overvejer endvidere mulighederne for at lempe kommunernes befordringsforpligtelse med hensyn til opsamlingsstedets placering i forhold til hjem/daginstitution, jfr. cirkulære af 26. november 1980 om befordring af elever i folkeskolen.

V. De mere langsigtede perspektiver i problemstillingen omkring det faldende børnetal og dettes betydning for folkeskolen som helhed vil, som det fremgår af det som bilag 3 optrykte notat om temaplanlægning på folkeskoleområdet, blive taget op i den kommende vejledning om kommunal sektorplanlægning på skoleområdet, hvor man vil inddrage følgende tema: »Folkeskolens tilpasning til det faldende elevtal«. For at forberede kommunerne på dette arbejde har man fundet det hensigtsmæssigt allerede nu at orientere kommunerne om de tanker, undervisningsministeriet gør sig vedrørende dette tema.

Underskrift 1

Undervisningsministeriet, den 15. december 1982 BERTEL HAARDER /Birte Pinstrup

Bilag 1.

Uddrag af undervisningsministeriets cirkulære af 26. februar 1980 om begrænsning af udgifterne til folkeskolen

Ud over de muligheder, der er nævnt ovenfor, skal man pege på følgende muligheder, som kommunerne vil kunne udnytte i forbindelse med bestræbelserne på at nedbringe lærerskemaforbruget:

1. Skoledistrikterne

Ifølge § 22, stk. 1, i folkeskoleloven hører der til hver skole et skoledistrikt, der ifølge lovens § 24, stk. 1, nr. 1, skal fastlægges ved bestemmelse i kommunens skoleplan. Man skal her pege på, at der efter § 24, stk. 1, nr. 1, er mulighed for, at kommunerne kan opnå en smidiggørelse af skoledistrikterne ved optagelse i skoleplanen af en bestemmelse om, at der kan foretages mindre distriktsomlægninger i forbindelse med den årlige indskrivning. Kommunerne vil på denne måde kunne forbedre mulighederne for at afpasse tilgangen af elever til de enkelte skolers kapacitet.

Der henvises til undervisningsministeriets cirkulære nr. 224 af 3. december 1975 om udformningen af skoleplaner i folkeskolen, pkt. 1.

2. Klassesammenlægninger og -opbrydninger

Ifølge folkeskolelovens § 23, stk. 3, skal det ved fordelingen af børn i 1. klasser tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin i grundskolen. Som nævnt i forbindelse med omtalen af den vejledende timefordelingsplan er der efter loven visse muligheder for at afpasse lærerskematimeforbruget efter elevtallet, således at der er mulighed for at bevare en klasse samlet trods faldende elevtal. Hvis disse muligheder ikke er tilstrækkelige, er der efter loven intet til hinder for, at man af økonomiske grunde foretager opbrydning eller sammenlægning af bestående klasser.

3. 10. klasse

Under hensyn til, at det har vist sig, at lærerskematimeforbruget pr. elev ligger særlig højt i 10. klasse, hvilket formentlig har sammenhæng med, at den gennemsnitlige klassekvotient her er særlig lav, skal man pege på de muligheder, der efter loven er for at opnå større enheder.

Bestemmelsen i lovens § 23, stk. 3, hvorefter det ved fordelingen af børn i 1. klasser skal tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin, omfatter ikke 10. klasse. Der kan derfor frit foretages klasseopbrydninger og -sammenlægninger med henblik på at opnå en rimelig klassestørrelse. Ligesom på 7.-9. klassetrin gælder det dog, at der ikke kan foretages klassedeling på grundlag af elevernes valg af fag og kurser, jfr. § 23, stk. 3, 2. pkt.

Man skal endvidere pege på muligheden for, at kommunens skoleplan udformes således, at kun enkelte af kommunens skoler omfatter 10. klasse, således at eleverne i overensstemmelse med skoleplanen må skifte skole efter 9. klassetrin.

Bilag 2.

Uddrag af undervisningsministeriets cirkulære af 9. februar 1981 om begrænsning af udgifterne til folkeskolen

II. Undervisningen i normalklasser

Specielt med hensyn til muligheden for at afpasse lærerskematimeforbruget efter elevtallet i klasserne henvises til ministeriets vejledning af 14. marts 1980 om udarbejdelse af timefordelingsplaner i folkeskolen, hvor det er nærmere beskrevet, hvorledes kommunerne kan tilrettelægge en styring af folkeskolens lærerskematimeforbrug med udgangspunkt i ønskede lærerskematimetal pr. elev. Der henvises endvidere til afsnit I, 1, i ministeriets cirkulære af 9. december 1975 om udformningen af undervisningsplaner i folkeskolen, hvoraf det fremgår, at der i undervisningsplanen kan optages flere timefordelingsplaner, hver for sig gældende for klasser, hvis forventede elevtal ligger inden for nærmere angivne rammer - eller eventuelt for klassetrin, hvis gennemsnitlige elevtal pr. klasse ligger inden for sådanne rammer. I kommuner, hvor der er store udsving i klassernes elevtal fra år til år, kan det anbefales, at man udnytter denne mulighed, således at ændrede elevtal i klasserne fører til, at andre timefordelingsplaner træder i kraft. Dette gælder uanset, om resultatet bliver forskelligt ugentligt timetal for elever på samme klassetrin. Såfremt undervisningsplanerne ikke udformes med henblik på en sådan automatisk regulering af timefordelingsplaner efter klassestørrelse, er det nødvendigt, at man hvert år overvejer revision af undervisningsplanen på baggrund af de forventede elevtal i klasserne med sigte på at undgå stigning i lærerskematimeforbruget pr. elev.

Ministeriet skal således tilråde, at kommunerne tilrettelægger en styring ud fra ønskede lærerskematimetal pr. elev på de enkelte klassetrin.

Det fremgår af indberetningerne fra kommunerne, at den gennemsnitlige klassekvotient i normalklasser i indeværende skoleår trods henstillingerne i cirkulæret af 26. februar 1980 er faldet til 18,7 fra 18,8 i skoleåret 1979/80. Betragter man den gennemsnitlige klassekvotient for hvert klassetrin for sig, viser det sig, at den gennemsnitlige klassekvotient er lavest på de yngste klassetrin. (De gennemsnitlige klassekvotienter vil fremgå af undervisningsministeriets publikation »Folkeskolen i de enkelte kommuner 1980-81«). Hvis denne udvikling fortsætter, må der forudses et yderligere fald i den gennemsnitlige klassekvotient i de kommende år, og selv om der, som det fremgår af ovenstående, inden for visse grænser er mulighed for at afpasse lærerskematimeforbruget efter elevtallet, vil der alligevel være risiko for, at lærerskematimeforbruget og det øvrige ressourceforbrug pr. elev vil stige. Da kommunernes fastsættelse af elevtallet i 1. klasserne kan få konsekvenser for lærerskematimeforbrugets omfang i en årrække, skal ministeriet stærkt henstille, at kommunerne søger at undgå at danne klasser med for lave elevtal ved fordelingen af børn i 1. klasser i skoleåret 1981/82 og følgende skoleår. Man forventer, at denne henstilling får indflydelse på justeringen af udbygningsplanerne, jfr. den med skrivelse af 19. december 1980 udsendte vejledning vedrørende justering af udbygningsplanerne for folkeskolen og fritidsundervisningen for perioden 1. januar 1982 til 31. december 1985. Man skal specielt pege på det hensigtsmæssige i, at kommunerne ser dannelsen af 1. klasser i sammenhæng med det lokale til- og fraflytningsmønster. Hvis det må forudses, at klassernes elevtal i løbet af få år vil falde betydeligt, må der tages hensyn hertil ved fordelingen af børn i 1. klasser.

Ministeriet skal endvidere erindre om, at kommunerne ikke er forpligtet til uden videre at videreføre børnehaveklasser samlet som 1. klasser.

III. Specialundervisning

Ministeriet skal i denne forbindelse pege på nogle forhold, som kommunerne kan tage i betragtning under overvejelserne om nedsættelse af lærerskematimeforbruget til specialundervisning:

1. Kommunalbestyrelsen fastsætter rammerne for specialundervisningen dels ved beslutning om bevillinger til kommunens skolevæsen, dels gennem vedtagelse af skoleplanen og undervisningsplanerne.

Kommunalbestyrelsen har i kraft af sin bevillingsmyndighed en mulighed for at styre udviklingen inden for specialundervisningen. Det stigende forbrug af lærerskematimer til specialundervisning igennem de senere år tyder på, at den enkelte kommune i forbindelse med budgetlægningen må søge at regulere omfanget af den specialundervisning, der skal finde sted i kommunen, og at fastsætte retningslinier for den overordnede styring heraf.

2. Det bør tilstræbes at koncentrere specialundervisningen for den enkelte elev således, at den ikke udstrækkes over længere perioder end højst nødvendigt, og at den ikke gives under former, der er unødig ressourcekrævende. Der henvises i øvrigt til reglerne om løbende vurdering af udviklingen hos elever, der modtager specialundervisning.

3. Specialundervisning i klassen med bistand af en særlig lærer kan efter undervisningsministeriets regler herom finde sted i enkelte af ugens timer. Denne form for specialundervisning bør ligesom enkeltmandsundervisning kun iværksættes, når der foreligger en særlig pædagogisk begrundelse herfor. Man skal henlede opmærksomheden på, at specialundervisning i klinik eller på hold er former, der tilfredsstiller ønsket om elevens forbliven i klassen og høj undervisningseffekt.

4. I undervisningsministeriets cirkulære af 4. februar 1972 om folkeskolens specialundervisning af elever med adfærdsproblemer og psykiske lidelser (observationsundervisning) § 7, stk. 2-4, og cirkulære af 22. maj 1974 om folkeskolens specialundervisning af læseretarderede elever § 6, stk. 2, 3 og 5, er fastsat visse grænser for undervisningens omfang.

Bilag 3.

Notat om temaplanlægning på folkeskoleområdet

Som et led i budget- og plansamarbejdet mellem staten og kommunerne besluttedes det i foråret 1982 at understøtte kommunernes sektorplanlægning gennem tilføjelsen af et statsligt fastlagt tema i forbindelse med den sektorplanrunde, som starter i efteråret 1982. Dette initiativ forventes at få virkning på udgiftsudviklingen fra 1984.

Der blev bl.a. fastlagt følgende tema for den kommende planrunde:

Folkeskolens tilpasning til det faldende elevtal

For at sammenkæde bestræbelserne på at opnå øjeblikkelige besparelser i overensstemmelse med retningslinierne i det foranstående cirkulære med de mere langsigtede bestræbelser på omstilling og nytænkning skal de foreløbige overvejelser om temaplanlægningens form og indhold kort skitseres her.

1. Folkeskolen og det faldende elevtal

Med baggrund i det foranstående cirkulæres henstilling til kommunerne om at indrette sig på et ressourceforbrug og en standard, der betragtet pr. elev ikke overstiger dem, der gjaldt i skoleåret 1981-82, vil en lang række af landets kommuner stå i en situation, der kræver ganske væsentlige omstillinger i skolevæsenet, når det fortsat faldende elevtal tages i betragtning. Ifølge Danmarks Statistiks seneste befolkningsprognose (Nyt fra DS, nr. 90 af 6. maj 1982) vil bestanden af 7-16 årige falde fra de nuværende ca. 760.000 til ca. 630.000 ved udgangen af 1980'erne. Først omkring 1995 forventes der atter en svag stigning fra det foreløbige minimum på ca. 571.000 børn og unge i denne aldersgruppe, jfr. underbilag 1.

Dette fald i antallet af børn og unge i den undervisningspligtige alder vil ikke ytre sig med samme vægt i alle kommuner. Nogle steder vil faldet blive større og andre steder mindre end landsgennemsnittet, jfr. de amtsopdelte oversigter i underbilag 2-3.

Hvis det skal lykkes at få skabt en tilpasning og omstilling, der sikrer, at ressourceforbruget pr. elev ikke på noget tidspunkt i de kommende år overstiger niveauet fra skoleåret 1981-82, kræver det både en realistisk fremtidsvurdering og en betydelig lokal opfindsomhed med hensyn til langsigtede løsningsmuligheder. De tidligere års planlægning på folkeskoleområdet har ikke i alle tilfælde afspejlet en sådan realisme og grundighed, hvorfor »struktur-tilpasning« vil blive et nøglebegreb i den forestående revisionsrunde pr. 1. januar 1984.

Med temaplanlægningen appelleres til den fornødne beslutsomhed i kommunerne, når det gælder valget af nødvendige/ønskelige lokale initiativer for at sikre, at strukturtilpasningen foretages så hurtigt som overhovedet muligt. De nødvendige overvejelser forud for disse beslutninger vil bl. a. kunne tage udgangspunkt i de forslag, der er indeholdt i foranstående cirkulære, idet disse også på længere sigt vil kunne medvirke til at lette omstillingsprocessen på folkeskoleområdet.

2. Temaet

Skolestrukturen

Den kommunale skolestruktur er ofte et resultat af en udvikling over en meget lang årrække. Den nuværende befolknings størrelse, sammensætning, placering m.v. svarer ikke i alle tilfælde særlig godt hertil. Det er endvidere et spørgsmål, hvordan den vil gøre det i de nærmeste år og på det lidt længere sigt. De store befolkningsforskydninger fra land til by, fra bykerner til omegnskvarterer osv. medfører, at en skolestruktur, der er meget statisk, vil være uhensigtsmæssig i forskellige dele af kommunen til forskellige tider. Planlægningsopgaven består derfor i at tilvejebringe den fornødne fleksibilitet, og ikke mindst i at bibeholde den, således at problemet ikke blot udskydes et par år eller længere.

Tilvejebringelsen af denne fleksibilitet støder stort set over alt på to hovedproblemer, nemlig skolebygningerne statiske karakter, og de vanskeligheder, der er forbundet med en smidig udnyttelse af lærernes arbejdskraft . Temaplanlægningen vil derfor i hovedsagen vedrøre disse to problemstillinger. Den vil således skulle omfatte en vurdering af behovet og mulighederne for at foretage skolestrukturændringer, f.eks. gennem skolesammenlægninger, skolenedlæggelser og/eller ændringer af skoletype, samt en stillingtagen til gennemførligheden heraf, og de forudseelige befolknings- og skolemæssige konsekvenser. Som følge heraf må der i planlægningen tages stilling til mulighederne for - ved de enkelte skoler - at tilpasse lærerstabens størrelse, dens fordeling på fuldtids- og deltidsbeskæftigelse, på fag, på aldersgrupper, osv., til eventuelle ændringer i den fysiske skolestruktur. Med henblik på at tilvejebringe en øget fleksibilitet i lærernes ansættelsesforhold vil ministeriet tilstræbe, at der indgås aftaler om kombinationsbeskæftigelse på områder, hvor dette endnu ikke er sket, samt aftaler om afspadsering i kommende skoleår af lærernes overtimer. Desuden vil man tage skridt til, at der skabes øgede muligheder for adgang til deltidsbeskæftigelse.

Skolen og lokalsamfundet

Den kommunale folkeskoles to hovedressourcer, lærerne og skolebygningerne, må anvendes på den for befolkningen som helhed bedste måde. Hvis disse ressourcer i en periode er større end nødvendigt for at opfylde behovet for undervisning af elever på grundskoleniveau, må det overvejes, hvordan man alternativt kan udnytte dem. Det er netop vigtigt i en fleksibel løsning ikke at afskære sig fra muligheden af på et senere tidspunkt igen at kunne udvide grundskoleaktiviteterne i et eller flere bestemte områder i kommunen. Derfor må ressourceudnyttelsen ske på andre områder for en årrække. Skolebygningerne vil kunne anvendes i en lang række andre sammenhænge, uden at de nødvendige ændringer er så store, at en tilbageførelse til den oprindelige brug er umulig eller uøkonomisk. Der tænkes her bl.a. på undervisnings- og fritidsaktiviteter for kommunens andre aldersgrupper. Ledigblivende lokalekapacitet ved de bestående skoler kan muligvis bruges til at tilvejebringe rammerne om hensigtsmæssige skolefritidsordninger, der foruden at være billige kan være trivselsmæssigt fordelagtige.

Temaplanlægningen må, som det fremgår af ovenstående, ikke ses i et for snævert del-sektorperspektiv, idet det vil være afgørende for omstillingens gennemslagskraft, at der tænkes på tværs af tilvante forestillinger og gammelkendte grænser af administrativ og faglig art.

Temaplanlægningens form

Det er et princip i den version af temaplanlægning, som er valgt i denne første omgang, at den skal være frivillig for kommunerne. Dog således at man kun undlader at behandle et temaemne, hvis det kan begrundes med, at problemstillingen ikke foreløbig har betydning for kommunen.

Temaet konkretiseres nærmere i revisionsvejledningen og omtales i det nye fælles plancirkulære for de undervisningsområder, som omfattes af skolestyrelseslovens § 35 (cirkulære om planlægning inden for undervisningsområdet efter skolestyrelseslovens § 35, 3. november 1982), samt af to nye vejledninger i forbindelse med revisionen af sektorplanlægningen dels for de kommunalt, dels for de amtskommunalt placerede undervisnings- og uddannelsesforanstaltninger. Vejledningerne, der foruden revisionen omfatter temaplanlægningen, er for første gang samlet for hvert af disse to hovedområder inden for uddannelsesplanlægningen, og de forventes udsendt til kommuner og amtskommuner ultimo januar 1983.

Underbilag 1. Antal 7-16 årige i Danmark 1982 - 2000 --------------------------------------------------------------------- Antal 7-16 årige Rekrutteret fra fødsels årgangene --------------------------------------------------------------------- 1983 748.000 1966-75 1984 727.000 1967-76 1985 709.000 1968-77 1986 697.000 1969-78 1987 686.000 1970-79 1988 673.000 1971-80 1989 651.000 1972-81 1990 630.000 1973-82 --------------------------------------------------------------------- 1991 613.000 1974-83 1992 598.000 1975-84 1993 582.000 1976-85 1994 575.000 1977-86 1995 572.000 1978-87 1996 571.000 1979-88 --------------------------------------------------------------------- 1997 573.000 1980-89 1998 578.000 1981-90 1999 588.000 1982-91 2000 598.000 1983-92 --------------------------------------------------------------------- Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik, nr. 90 af 6. maj 1982, samt materiale i Danmarks Statistik. Antal 7-16 årige i amtskommunerne i 1982 og 1990 --------------------------------------------------------------------- Område Antal Ændring: 1982-1990 1982 1990 Antal Pct. --------------------------------------------------------------------- 1. Hovedstadsregionen ... 234.000 181.600 -53.200 -23 2. Vestsjællands Amts- kommune ................. 43.600 36.600 - 7.000 -16 3. Storstrøms Amts- kommune ................. 37.900 32.100 - 5.800 -15 4. Bormholms Amts- kommune ................. 6.900 6.200 - 700 -10 5. Fyns Amtskommune ..... 67.800 57.000 -10.800 -16 6. Sønderjyllands Amts- kommune ................. 39.800 33.800 - 6.000 -15 7. Ribe Amtskommune ..... 34.700 30.100 - 4.600 -13 8. Vejle Amtskommune .... 52.000 44.000 - 8.000 -15 9. Ringkøbing Amts- kommune ................. 44.300 38.900 - 5.400 -12 10. Århus Amts- kommune ................. 88.400 74.800 -13.600 -15 11. Viborg Amts- kommune ................. 36.600 31.900 - 4.700 -13 12. Nordjyllands Amts- kommune ................. 73.600 63.000 -10.600 -14 --------------------------------------------------------------------- 1- 4. Øst for Storebælt 323.200 256.500 -66.700 -21 5-12 Vest for Storebælt 437.200 373.500 -63.700 -15 --------------------------------------------------------------------- 1-12. Hele landet .... 760.400 630.000 -130.400 -17 --------------------------------------------------------------------- Kilde: Nyt fra Danmarks Statitik, nr. 90 af 6. maj 1982, samt materiale i Danmarks Statistik. Underbilag 2. Antal 7-16 årige i amtskommunerne i 1990 og 1995 --------------------------------------------------------------------- Område Antal Ændring: 1990-1995 1990 1995 Antal Pct. --------------------------------------------------------------------- 1. Hovedstadsregionen ... 181.600 160.000 -21.600 -12 2. Vestsjællands Amts- kommune ...... 36.600 33.700 - 2.900 -8 3. Storstrøm Amts- kommune ... 32.100 29.300 - 2.800 -9 4. Bornsholms Amts- kommune ... 6.200 5.700 - 500 -8 5. Fyns Amts- kommune ... 57.000 52.300 - 4.700 -8 6. Sønderjyllands Amts- kommune ... 33.800 31.700 - 2.100 -6 7. Ribe Amts- kommune .. 30.100 28.500 - 1.600 -5 8. Vejle Amts- kommune .... 44.000 40.300 - 3.700 -8 Ringkøbing Amts- kommune ... 38.900 35.600 - 3.800 -8 10. Århus Amts- kommune .... 74.800 66.600 - 8.200 -11 11. Viborg Amts- kommune ... 31.900 29.800 - 2.100 -7 12. Nordjyllands Amts- kommune ... 63.000 59.000 - 4.000 -6 --------------------------------------------------------------------- 1- 4. Øst Storebælt ... 256.500 228.700 -27.800 -11 5-12. Vest for Storebælt .. 373.500 343.800 -29.700 -8 --------------------------------------------------------------------- 1-12. Hele landet .. 630.000 572.500 -57.500 -9 Kilde: Se underbilag 2.

Versioner

1. 1983-03-24 · til 1991-12-11