Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/35@1982-06-16/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

Med vedtagelsen af kommuneplanloven i 1975 blev der givet mulighed for at gennemføre landzonelokalplaner for områder, hvor der - uanset at de skal forblive i landzone - er et behov for at fastlægge en regulering af bebyggelsesforholdene m.v. efter bestemmelserne i kommuneplanlovens § 18.

Ved lov nr. 159 af 6. maj 1980 om ændring af lov om by- og landzoner gennemførtes blandt andet en ændring i zonelovsadministrationen, således at kompetencen til at meddele tilladelse efter lovens §§ 6-8 til udstykning og byggeri i landzone automatisk overføres til kommunalbestyrelsen for områder, der er omfattet af en landzonelokalplan.

Blandt andet foranlediget af lovændringen udsender miljøministeriet et revideret cirkulære af dags dato om by- og landzoneloven.

Ved forhandlingerne med de kommunale organisationer om det nye zonelovscirkulære er der fremkommet ønske om supplerende retningslinier for lokalplanlægningen i landzone.

Formålet med denne cirkulæreskrivelse er på denne baggrund at redegøre for forskellige forhold vedrørende lokalplaner for landsbyområder, der skal forblive i landzone.

1. Forholdet til regionplanlægningen og kommuneplanlægningen.

Der er i zonelovscirkulæret af 1982, kap. III, pkt. 5, redegjort for zonelovsadministrationen i forhold til region-, kommune- og lokalplaners bestemmelser for landzone.

Som det fremgår heraf, skal regionplanerne indeholde retningslinier for zonelovsadministrationen, dels i det åbne land, dels i landsbyer og mindre bebyggelser. På grundlag af de regionplanmæssige retningslinier fastsættes mere konkrete bestemmelser i kommuneplanen både som grundlag for udarbejdelsen af lokalplaner og som grundlag for kommunens administration vedrørende det åbne land.

Det er en forudsætning for at området kan bevares i landzone, at lokalplanen ikke giver mulighed for egnetlig byudvikling. I tilfælde af at der er tale om bymæssig bebyggelse, skal arealet overføres til byzone, se også pkt. 2 nedenfor.

I forbindelse med udarbejdelsen af en landzonelokalplan må kommunalbestyrelsen påse, at den kvote eller andre retningslinier for byggeri i landzone, som er forudsat i regionplanen, ikke overskrides. Kvoten kan således, ligesom region- og kommuneplanmæssige bestemmelser i øvrigt, være afgørende for, om der skal fastsættes bestemmelser, der med hensyn til boligbyggeriets omfang indebærer en skærpelse i forhold til det generelle krav om, at der ikke må ske en egentlig byudvikling, jfr. nedenfor under pkt. 6 om § 20-redegørelsen.

2. Hvornår skal der, og hvornår bør der udarbejdes en lokalplan for en landsby?

Spørgsmålet om hvornår der skal udarbejdes en lokalplan for et landzoneområde - her en landsby - må altid afgøres konkret.

Det er kommunalbestyrelsen, der i første instans må vurdere og tage stilling til, om en påtænkt udstykning, bebyggelse eller ændret anvendelse er af en sådan karakter, at foranstaltningen udløser lokalplanpligt efter bestemmelsen i kommuneplanlovens § 16, stk. 3.

Udløser en foranstaltning lokalplanpligt, vil det ofte være et spørgsmål, om området ikke bør overføres til byzone.

Om lokalplanpligt henvises i øvrigt til miljøministeriets cirkulære nr. 39 af 11. februar 1977 (opsamlingscirkulæret), pkt. 5. Endvidere indeholder »Nyt fra planstyrelsen«, nr. 10, september 1980, eksempler på principielle afgørelser om lokalplanpligt.

Bortset fra de tilfælde, der er omfattet af lokalplanpligten efter § 16, stk. 3, er det kommunalbestyrelsen, der afgør, om det er hensigtsmæssigt, at der gennemføres en landzonelokalplan.

Der kan for eksempel tænkes at være behov for en lokalplanlægning, der fastsætter bestemmelser for udstyknings-, vej- og bebyggelsesforholdene i et eksisterende mindre landsbysamfund for et begrænset antal nybebyggelser inde i landsbyen eller for at bevare den bestående bebyggelses ydre fremtræden. Som et andet eksempel kan nævnes en lokalplan for en mindre landsby med det formål at åbne for en vis begrænset tilvækst af bebyggelse uden for landsbyens nuværende geografiske rammer. Baggrunden kan være at skaffe boliger til folk, der skal arbejde i landsbyen.

Ved kommunalbestyrelsens afgørelse af om der skal gennemføres en landzonelokalplan for et område bør overvejes, om det som følge af den påtænkte foranstaltning vil være hensigtsmæssigt at fastlægge bindende retningslinier for området før zonelovssagens afgørelse, eller om man vil kunne regulere udviklingen på tilfredsstillende måde ved kun at opnå dispensation fra by- og landzoneloven. I disse overvejelser må også indgå spørgsmålet, om der i øvrigt er behov for en regulering af forholdene i landsbyen.

En landzonelokalplan bør for at udgøre et egnet grundlag for at overføre zonelovskompetencen til kommunalbestyrelsen indeholde en stillingtagen til bebyggelsesforholdene m.v. i hele landsbyen. Lokalplanen skal derfor normalt ikke blot omfatte det område, hvor der er et aktuelt behov for byggeri. Herved opnås også en klar afgrænsning mellem amtsrådets/Hovedstadsrådets og kommunalbestyrelsens zonelovskompetence.

Om redegørelsen efter kommuneplanlovens § 20 for lokalplanens baggrund, herunder forholdet til regionplanens retningslinier, henvises til pkt. 6 nedenfor, samt til zonelovscirkulæret af 1982, kap. III, pkt. 6.

De mindre landsbyer i landzone vil kun undtagelsesvis være omfattet af de foreløbige rammer efter kommuneplanlovens § 15, såfremt området skal forblive i landzone. Det kan derfor være en forudsætning for at gennemføre en lokalplan i disse tilfælde, at kommunens § 15-rammer suppleres som angivet i miljøministeriets cirkulære nr. 188 af 10. oktober 1978, nr. 3, om proceduren for ændring og supplering af de godkendte § 15-rammer. Der henvises endvidere til pkt. 5 nedenfor om gennemførelsen af landzonelokalplaner.

Når der foreligger en kommuneplan, skal et lokalplanforslag for en landsby beliggende i landzone være i overensstemmelse med kommuneplanens rammer, jfr. kommuneplanlovens § 25.

3. Indholdet af landzonelokalplaner.

For så vidt angår udformningen af bestemmelser i en landzonelokalplan henviser man til planstyrelsens Vejledning i kommuneplanlægning nr. 2 om lokalplaners indhold og Vejledning nr. 4 om bevarende lokalplaner. Man kan endvidere henvise til den af Hovedstadsrådet udsendte planlægningsrapport nr. 16 om landsbyer i hovedstadsregionen 1979, der i afsnit B indeholder en vejledning i lokalplanlægning, specielt for mindre bysamfund. Dette afsnit af Hovedstadsrådets rapport er af Landsbykommissionen optrykt og udsendt under titlen: Lokalplanlægning i landsbyer, København 1980. - De nævnte publikationer kan fås ved henvendelse til planstyrelsen, sekretariatet.

Kommuneplanloven indeholder ingen mindstekrav til indholdet af en landzonelokalplan. Bestemmelsen i § 18, stk. 2, gælder kun for et område, der overgår til byformål eller til sommerhusbebyggelse. Hvis der skal gennemføres en lokalplan, bør denne imidlertid som nævnt omfatte hele landsbyen. Hvis der ikke allerede er taget stilling til lokalplanens indhold i § 15-rammerne eller kommuneplanens rammedel, må der ved udarbejdelsen af forslag til en lokalplan tages stilling til, i hvilket omfang der - udover den regulering der er begrundet i den aktuelle bebyggelse m.v. - er behov for at træffe bestemmelser om vej- og bebyggelsesforhold, områdets anvendelse, herunder til offentlige anlæg, m.v. Et eksempel på udformningen af en landzonelokalplan findes i Kommuneplanvejledning nr. 4, afsnit III, eksempel a.

Man henleder navnlig opmærksomheden på undtagelsesbestemmelsen i kommuneplanlovens § 18, stk. 3, for ejendomme, der ifølge en kommuneplan skal anvendes til jordbrugsformål. For sådanne ejendomme kan der ikke i en lokalplan fastsættes bestemmelser efter § 18, stk. 1, nr. 3, om ejendommens størrelse og afgrænsning, nr. 6 om bebyggelsens beliggenhed og terrænhøjde, nr. 8 om de enkelte bygningers anvendelse (til jordbrugsformål) eller nr. 9 om udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer og bevaring af beplantning m.v. Undtagelsesbestemmelsen for landbrugsejendomme omfatter også de hertil hørende beboelsesbygninger med have eller parkanlæg. Der kan derfor ikke med hjemmel i kommuneplanloven træffes bestemmelse om at bevare særligt karakteristiske haveanlæg eller beplantning m.v. ved landbrugsejendomme. Derimod er undtagelsesbestemmelsen i § 18, stk. 3, ikke til hinder for at træffe bestemmelse efter § 18, stk. 1, nr. 7, om bebyggelsens omfang og udformning, for eksempel med hensyn til bygningshøjde og farver, eller efter § 18, stk. 1, nr. 14, om bevaring af eksisterende bebyggelse. Blandt andet af hensyn til bestemmelsen i § 18, stk. 3, bør det af lokalplanen fremgå, hvilke landbrugsejendomme der i kommuneplanen er forbeholdt til fortsat anvendelse til dette formål. Se for eksempel Kommuneplanvejledning nr. 4, afsnit III, eksempel a. § 2, stk. 2.

4. Forholdet til miljøbeskyttelsesloven.

De senere års tilvækst af boligbebyggelse til og bosætning i landsbyer af personer uden lokal erhvervsmæssig tilknytning har i en række tilfælde bevirket, at der er opstået konfliktsituationer som følge af lugt- og støjgener, navnlig fra landbrugsejendomme med animalsk produktion. Generne er som hovedregel en følge af, at ny boligbebyggelse placeres for tæt på landbrugsejendomme eller placeres med en forkert beliggenhed i forhold til disse. Miljøstyrelsen har i en vejledning nr. 1/1980 om miljøbeskyttelsesloven i landsbyerne givet nogle retningslinier om miljøbeskyttelseslovens anvendelse ved behandling af visse forureningstilfælde i landsbyerne. Det anføres blandt andet heri, at mange konfliktsituationer vil kunne undgås ved en hensigtsmæssig placering af såvel boliger som forurenende virksomheder i landsbyerne. Det siges endvidere, at det er vigtigt, at kommunalbestyrelserne i forbindelse med lokalplanlægningen i den udstrækning, det er planmæssigt muligt, sikrer, at eksisterende virksomheder - herunder landbrug - respekteres i rimeligt omfang ved friholdelse af tilstrækkelige arealer mellem beboelser og den enkelte virksomhed. Det vil mest hensigtsmæssigt kunne ske ved, at der - eventuelt ved bestemmelse herom i en lokalplan - ikke tillades udstykning og boligbebyggelse inden for en vis afstand fra virksomheden - afhængig af dennes karakter. Til forebyggelse af støjulemper bør ny bebyggelse ligeledes respektere visse afstande til større veje og jernbaner. Der henvises i øvrigt til miljøministeriets cirkulære af 22. februar 1977 om kortlægning og planlægning efter miljøbeskyttelseslovens kap. 9 og sammenhængen med region- og kommuneplanlægningen, samt til miljøstyrelsens vejledning nr. 2/1974 om miljøhensyn ved planlægning.

5. Gennemførelsen af landzonelokalplaner.

Planstyrelsen udsendte i 1976 Kommuneplanvejledning nr. 3 om lokalplaners tilvejebringelse. Denne vejledning er udgået, og den vil sammen med Kommuneplanvejledning nr. 2, om lokalplaners indhold, blive taget op til revision med henblik på udsendelse af en ny vejledning om lokalplaners indhold til tilvejebringelse. Indtil der foreligger en revideret udgave, henviser man for så vidt angår lokalplaners tilvejebringelse til »Nyt fra planstyrelsen«, nr. 8, der er udsendt i december 1979, og som handler om lokalplanproceduren.

Der redegøres deri blandt andet i afsnit 2 for proceduren i forbindelse med indsendelse af lokalplanforslag til planstyrelsen og andre statslige myndigheder, herunder landbrugsministeriet. Som bilag til publikationen er blandt andet optrykt miljøministeriets cirkulæreskrivelse af 30. marts 1979 om varetagelse af statslige myndigheders sektorhensyn i kommuneplanlægningen, og planstyrelsens cirkulære af 5. juli 1978 vedrørende varetagelsen af de landbrugsmæssige interesser under lokalplanproceduren.

I afsnit 4 omtales proceduren for lokalplanforslag, som kræver ændringer i de godkendte § 15-rammer. Som bilag til »Nyt fra planstyrelsen« er optrykt miljøministeriets cirkulære nr. 188 af 10. oktober 1978, om proceduren for ændringer og suppleringer af de godkendte § 15-rammer.

.6 § 20-redegørelsen.

Ifølge kommuneplanlovens § 20 skal lokalplanen ledsages af en redegørelse for, hvorledes planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området, herunder midlertidige rammer godkendt efter § 15, stk. 2. Om eventuelle ændringer og suppleringer af § 15-rammerne henvises til ovennævnte cirkulære af 10. oktober 1978, navnlig pkt. 3.

For så vidt angår landzonelokalplaner må § 20-redegørelsen specielt omfatte følgende forhold.

Baggrunden for, at der gennemføres en lokalplan for det pågældende landzoneområde, for den valgte afgrænsning af området og for lokalplanens indhold i hovedtræk. Herunder må redegøres for begrundelsen for afgrænsningen af det område, der er forbeholdt til fortsat jordbrugsformål.

Der må gives en redegørelse for lokalplanens forhold til den øvrige planlægning i området, primært de regionplan- og kommuneplanmæssige forudsætninger.

Hvis lokalplanen åbner mulighed for ny boligbebyggelse i eller uden for landsbyen, må § 20-redegørelsen indeholde oplysning om omfanget af det mulige antal nye boliger og om en eventuel fastsat udbygningstakt i overensstemmelse med regionplanens retningslinier eller om en aftale mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen, jfr. zonelovscirkulæret 1982, kap. III, pkt. 5.

Det bør endvidere fremgå af § 20-redegørelsen, at zonelovskompetencen i medfør af by- og landzonelovens § 9 er overgået til kommunalbestyrelsen ved lokalplanens endelige vedtagelse eller godkendelse, jfr. miljøministeriets cirkulære nr. 115 af 14. juli 1980 om ændringer i lov om by- og landzoner, pkt. 2. Om overførsel af zonelovskompetencen for så vidt angår områder, der er omfattet af en landzonelokalplan, hvortil forslaget er vedtaget før den 1. juli 1980, henvises til zonelovscirkulæret, kap. VII, pkt. 35.

7. Landsbykommissionens betænkning.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at Landsbykommissionens betænkning, der i form af 6 delbetænkninger er udsendt i 1980, indeholder en række synspunkter om landsbyerne og planlægning. Det gælder særlig betænkning nr. 930 fra maj 1981: Kultur, planlægning og medindflydelse, samt betænkning nr. 931 fra august 1981: Bidrag til en landsbypolitik. Disse synspunkter bør indgå i overvejelserne i forbindelse med både kommune- og lokalplanlægningen.

Underskrift 1

Planstyrelsen, den 11. marts 1982 Edmund Hansen / Erik Dencker

Versioner

1. 1982-06-16 · til 1992-12-07