Gelex

Cirkulære om offentlig støtte til lette kollektivboliger, finansieret med indekslån (* 1)

OphævetVersion 1982-06-16fra 1982-06-16 til 1997-06-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/53@1982-06-16/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

AFSNIT I

1. Ved lov nr. 82 af 17. marts 1982 om offentlig støtte til indeksfinansieret boligbyggeri og om ændring af lov om boligbyggeri er indført ændrede regler for den offentlige støtte til bl. a. opførelse og drift af lette kollektivboliger (boliger for ældre, syge og svagelige, jfr. § 73 i lov om boligbyggeri). Loven, der i dette cirkulære kaldes indeksstøtteloven, findes som bilag 1 til cirkulæret. Den træder i kraft den 1. april 1982. De nye regler består navnlig i følgende:

a. Der er for hvert af årene 1982 og 1983 fastsat en årlig støttekvote på 300 lette kollektivboliger, hvilket er samme årlige antal som efter den hidtidige støtteordning. Loven fastsætter ikke nogen kvote for tiden efter 1983.

b. For at få offentlig støtte skal byggeriet belånes med indeksregulerede realkreditlån (indekslån), jfr. lov nr. 81 af 17. marts 1982 om indeksregulerede realkreditlån.

c. Realkreditlån til lette kollektivboliger er hidtil blevet ydet inden for den almindelige lånegrænse for helårsboliger på 80 pct. For indekslån til kollektivboliger er fastsat en særlig lånegrænse på 90 pct.

d. Fra 1. april 1982 kan der ikke længere bevilges rentesikring til nybyggeri af lette kollektivboliger. I stedet yder staten rentebidrag til betaling af hele renten samt administrations- og reservefondsbidrag på indekslånet. Allerede meddelte tilsagn om rentesikring opretholdes, og den hidtil bevilgede rentesikring løber videre.

e. Rentebidrag ydes kun til lån med pant i fast ejendom, optaget i et realkreditinstitut, og ikke - som rentesikringen - til eventuel anden belåning mellem 80 pct. og 90 pct. af værdien.

2. Dette cirkulære er et supplement til boligministeriets cirkulære af 1. september 1976 om støtte til lette kollektivboliger m.v., her kaldet 1976-cirkulæret. Nærværende cirkulære medfører ændring af lånegrænsen for realkredit i 1976-cirkulærets punkt 5 og erstatter hele dets punkt 14-16.

3. I øvrigt gælder 1976-cirkulæret fortsat, bortset fra de ændringer, som er omtalt nedenfor i punkt 17 vedrørende rammebeløb, teknikerhonorar, pris og tid samt vinterbyggeri. Dette betyder, at 1976-cirkulærets bestemmelser om beboerne (pkt. 12), bygherren (pkt. 13), udvælgelse af projekter (pkt. 17) og om beboerindskudslån (pkt. 18) opretholdes. Det samme gælder bestemmelserne om de tekniske og økonomiske krav (pkt. 19-23), om støtteproceduren (pkt. 24-36) samt om kommunalbestyrelsers tilsyn (pkt. 37). Vedrørende fastsættelse af skæringsdagen henvises til afs. I, pkt. 15 i boligstyrelsens cirkulære af . 1982 om støtte til almennyttigt byggeri, der finansieres med indekslån.

Indeksregulerede realkreditlån

4. Efter den særlige lov om indeksregulerede realkreditlån (lov nr. 81 af 17. marts 1982) ydes indekslån af realkreditinstitutterne som serielån og berigtiges som kontantlån. Indekslån er karakteriseret ved, at afdrag og restgæld løbende justeres i overensstemmelse med et på forhånd bestemt indeks.

5. Hovedstol og den til enhver tid gældende restgæld justeres således to gange årligt pr. 1. januar og 1. juli. Reguleringen sker på grundlag af et af Danmarks Statistik offentliggjort indeks for den forudgående maj og november.

6. Det tilstræbes, at låntagerens afdrag det første år efter den afdragsfri termin udgør 4,9 pct. af hovedstolen. Afdragene udgør første gang, d.v.s. ved den anden termin, 2,4 pct. af hovedstolen. Afdragene reguleres herefter med 75 pct. af den halvårlige procentvise stigning i nettoprisindekset eller i timelønsindekset for industriens arbejdere, hvis udviklingen i sidstnævnte indeks er langsommere. I tilfælde af fald i timelønsindekset sker der dog en forholdsmæssig nedsættelse af afdraget, der svarer til hele det procentvise fald i indekset. I denne situation spiller udviklingen i nettoprisindekset således ingen rolle.

7. Lånenes løbetid er ikke kendt på forhånd, fordi afdragsprofilen afhænger af udviklingen i de to nævnte indeks. Betaling af afdrag ophører dog senest efter 351/2 år, hvorefter restgælden kan opsiges af realkreditinstitutterne med 1 måneds varsel. Til indfrielse af restgælden kan der ydes indekslån efter nærmere regler, der fastsættes af boligministeren. Under forudsætning af en årlig stigning i det regulerede indeks på 9 pct. vil lånene være amortiserede over en periode på godt 25 år. En svagere prisstigningstakt giver en kortere løbetid, hvorimod en kraftigere prisstigningstakt giver en længere løbetid.

Rentebidrag

8. Rentebidrag der betales af staten, udgør efter § 3 i indeksstøtteloven et beløb, der svarer til udgiften til forrentning af indekslån samt administrations- og reservefondsbidrag. Renten er i loven om indeksregulerede realkreditlån fastsat til 21/2 pct. p.a.

9. Rentebidrag ydes med virkning fra indekslånets optagelse og udbetales bagud i tilknytning til de terminer, som er fastsat i pantebrevene. Udbetalingen sker til det långivende realkreditinstitut på grundlag af en specificeret opgørelse fra instituttet. Rentebidrag ydes i hele lånets løbetid, som efter lov om indeksregulerede realkreditlån højest kan være 351/2 år på uforandrede vilkår, jfr. pkt. 7.

10. Boligministeren kan efter indeksstøttelovens § 4 helt eller delvis bringe betaling af rentebidrag til ophør, såfremt ejendommens økonomi forbedres, eller ændrede forhold for byggeriet taler derfor, herunder at der indtræder en stigning i det almindelige lejeniveau.

11. Rentebidrag vil under alle omstændigheder bortfalde, såfremt boligerne overgår til formål, der omfattes af lov om social bistand, f. eks. beskyttede boliger, hvor det påhviler kommunen at sørge for driften. Rentebidrag kan heller ikke ydes til lette kollektivboliger, der anvendes som kommunale pensionistboliger, jfr. lov om boligydelse til pensionister.

12. Der vil ikke blive ydet rentebidrag i forhold til eventuel overfinansiering eller finansiering af byggeudgifter, som ikke har kunnet godkendes. Omfatter byggeriet erhvervsareal eller andre arealer, hvortil der ikke kan ydes støtte - herunder også sociale institutioner og boliger, der er nævnt i § 74 i lov om boligbyggeri (daginstitutioner for børn, unge og ældre samt plejehjem og beskyttede boliger) - reduceres anskaffelsessummen med den del af byggeudgifterne, der vedrører sådanne arealer. Rentebidraget beregnes derefter i forhold til den således reducerede anskaffelsessum.

Kommunegaranti

13. Efter § 5, stk. 3, i indeksstøtteloven skal kommunegaranti ydes for den del af lånet, der på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 65 pct. af ejendommens værdi, dog højst inden for 90 pct. af værdien, som normalt er den godkendte anskaffelsessum, jfr. § 56 i lov om boligbyggeri. Garantien omfatter til enhver tid så stor en del af lånets restgæld, som det oprindelige garantibeløb udgjorde af hovedstolen. Den del af restgælden, der ikke omfattes af garantien, har panteret forud for den garanterede del af restgælden.

14. Efter lov nr. 629 af 23. december 1980 om ændring af de kommunale styrelseslove gælder ikke længer et ubetinget krav om tilsynsmyndighedens godkendelse af en kommunes garanti for lån, således som det har været angivet i 1976-cirkulærets pkt. 5, jfr. § 75 i lov om boligbyggeri.

15. Kommuner har fortsat adgang til efter § 75 i lov om boligbyggeri - jfr. pkt. 5 i 1976-cirkulæret og pkt. 14 i dette cirkulære - at yde lån og garanti for lån til de der omhandlede institutter og boliger, herunder lette kollektivboliger. Sådanne lån og garantier kan - som hidtil - ydes op til 100 pct. af værdien.

AFSNIT II

16. Færdigbehandlede ansøgninger i boligstyrelsen om rentesikring efter de hidtidige bestemmelser vil blive imødekommet med tilsagn fra boligstyrelsen om rentebidrag af kvoten for 1982 efter de nye regler i forhold til belåning med indekslån af 90 pct. af den godkendte anskaffelsessum. Tilsagnene vil blive betinget af, at ansøgerne bekræfter at ville modtage støtte efter de nye regler, og at kommunen afgiver garantierklæring i overensstemmelse med indeksstøttelovens § 5, stk. 2, jfr. dette cirkulæres pkt. 13. Iøvrigt gælder boligministeriets cirkulære af 1. september 1976 om offentlig støtte til lette kollektivboliger m.v. og de ændringer, som er omtalt i pkt. 2 og 17.

AFSNIT III

17. Ifølge indeksstøtteloven skal lov om boligbyggeri tages op til revision i folketingsåret 1982-83 med henblik på en tilpasning til de gennemførte ændringer. Som led i denne lovrevision vil det blive overvejet at udsende et nyt cirkulære om støtte til lette kollektivboliger. Indtil da henledes opmærksomheden på følgende ændringer:

a. De absolutte priskrav (rammebeløb), jfr. 1976-cirkulærets pkt. 19 og bilag 1. pkt. 38 (uddrag af boligministeriets cirkulære af 4. juni 1975 om støtte til almennyttigt boligbyggeri m.v.) er ændret ved afsnit II (pkt. 6) i cirkulære af 8. november 1977 om ændringer i lov om boligbyggeri m.v. Det væsentligste angår ændringer af det maksimale tillæg fra 10 pct. til 6 pct., når boligerne har et mindre areal end gennemsnittet. På samme måde er der tale om ændring af det maksimale tillæg, når byggeriet udformes som lavt byggeri (parcel- og rækkehuse, gårdhuse o.lign.).

b. Regler om beregning af honorar til teknikere, jfr. 1976-cirkulærets bilag 1, punkt 39, afsnit 1-4, er afløst af boligstyrelsens cirkulæreskrivelse af 1. september 1979 om nye regler for teknisk rådgivning og bistand inden for almennyttigt boligbyggeri m.v.

c. Bestemmelserne om fast pris og tid og om vinterbyggeri, jfr. 1976-cirkulærets bilag 1, pkt. 40 og 41, er nu henholdsvis byggestyrelsens cirkulære af 11. november 1981 om pris og tid på bygge- og anlægsarbejder og byggestyrelsens bekendtgørelse af samme dato om byggeri i vinterperioden.

AFSNIT IV

boligformer for ældre og handicappede.

18. Som det også fremgår af 1976-cirkulæret, er lette kollektivboliger kun en del af det samlede udbud af særlige, offentligt støttede boligformer for ældre og handicappede. Af øvrige boligformer er især tale om følgende:

Beskyttede boliger: Efter lov om social bistand skal kommunen sørge for, at der for personer, der ikke kan klare sig i en almindelig bolig, men hvis tilstand dog ikke nødvenddiggør optagelse i plejehjem o.lign., er mulighed for at få en beskyttet bolig, der er særlig indrettet for personer med vedvarende lidelser. Disse boliger er institutioner efter bistandsloven, og beboerne har ikke selvstændig lejeaftale.

Kommunale pensionistboliger: Disse boliger tilvejebringes også af kommunen, enten i selvstændige bebyggelser eller ved lejemål i almennyttige boliger eller institutioner. Der stilles ikke særlige krav til boligens indretning. Boligerne kan tildeles pensionister, der økonomisk eller på anden måde er vanskeligt stillet. Der ydes - afhængig af boligens størrelse - en særlig gunstig form for boligydelse efter lov om boligydelse til pensionister.

Boliger, som i det almennyttige byggeri indrettes for ældre og handicappede: Ved indeksstøtteloven er fastsat, at der af de årlige kvoter i 1982 og 1983 til almennyttigt boligbyggeri på 12.000 boliger skal indrettes 1.000 boliger til beboelse for ældre og handicappede. Der henvises til boligstyrelsens cirkulære af 25. marts 1982 om boliger for ældre og handicappede i almennyttigt byggeri.

19. Som det er anført i 1976-cirkulærets pkt. 17 in fine, kan lette kollektivboliger være særligt egnede i områder, hvor der ikke opføres almennyttigt boligbyggeri, og hvor det ikke vil være økonomisk hensigtsmæssigt at etablere en egentlig institution efter bistandsloven med beskyttede boliger. Lette kollektivboliger kan også opføres af et almennyttigt boligselskab som en særlig afdeling.

20. Som også nævnt i 1976-cirkulærets pkt. 3 skal kommunens valg af boligformer for ældre m.fl. ikke kunne bestemmes af mulighederne for statsstøtte, men alene af arten og omfanget af behovet for disse boliger. Om bortfald af rentesikring og anden støtte efter lov om boligbyggeri til boliger, som ændrer status til beskyttede boliger eller kommunale pensionistboliger, henvises til denne lovs § 76. Om bortfald af rentebidrag henvises til pkt. 11 i dette cirkulære.

Underskrift 1

Boligstyrelsen, den 30. marts 1982 H. E. RASMUSSEN /Vibeke Køie

Bilag 1.

Lov nr. 82 af 17. marts 1982 om offentlig støtte til indeksfinansieret boligbyggeri og om ændring af lov om boligbyggeri

(Udelades her)

Versioner

  1. 1982-06-16 · til 1997-06-23