Cirkulære om registrering og udpegning af vandløb med henblik på godkendelsesordningen efter naturfredningslovens § 43 (Til samtlige amtsråd og hovedstadsrådet)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/6@1982-03-10/da
Indhold
1. Indledning
Ifølge naturfredningslovens § 43, stk. 1 og 2 kræves godkendelse fra amtsrådet henholdsvis hovedstadsrådet til ændringer af det åbne forløb af offentlige og større private vandløb. Miljøministeren kan ifølge naturfredningslovens § 43, stk. 2, 2. pkt. bestemme, at denne vandløbsbeskyttelse kan udvides til også at omfatte private vandløb med en bundbredde på under 1,5 meter.
Endvidere kan ministeren bestemme, at nærmere angivne kategorier af offentlige vandløb og større private vandløb ikke skal være omfattet af godkendelsesordningen, jfr. § 43, stk. 4.
Ministeren kan ifølge § 43, stk. 7, fastsætte nærmere forskrifter for den vandløbsudpegning, som disse bestemmelser indebærer, herunder tidsfrister for arbejdets udførelse samt for administrationen af ordningen.
Den for tiden gældende godkendelsesordning for vandløb, søer og moser findes i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 614 af 1. december 1978 om godkendelse m.v. efter naturfredningslovens §§ 43 og 45 af anlæg i forbindelse med visse vådområder.
I miljøministeriets cirkulære nr. 222 af 1. december 1978 om naturfredningslovens bestemmelser (§§ 43 og 45) om anlæg m.v. i forbindelse med visse vådområder (vandløb, søer og moser), der udsendtes samtidig med bekendtgørelsen, er nævnt, at der vil blive udsendt en vejledning om det registrerings- og analysearbejde, som forudsættes som grundlag for administrationen af bestemmelserne i § 43, jfr. cirkulærets afsnit 1 og 10.
2. Registrering og udpegning af vandløb
Fredningsstyrelsen har udarbejdet en vejledning om registrering og udpegning af vandløb, som ønskes omfattet af naturfredningslovens § 43.
Vejledningen skal tjene til, at amtsrådene henholdsvis hovedstadsrådet så vidt muligt følger ensartede retningslinjer for bedømmelsen af vandløbene med henblik på udpegning af de vandløb - såvel offentlige som private - der fremover skal være omfattede af godkendelsesordningen efter naturfredningslovens § 43. Vejledningen indeholder generelle retningslinjer såvel for udpegning af vandløb, der ønskes omfattet af godkendelsesordningen, som for udskillelse af vandløb, som ikke ønskes omfattet af godkendelsesordningen. I vejledningen omtales det eksisterende analyse- og registreringsmateriale, der bør danne udgangspunktet for arbejdet. Endvidere peges der på en række forhold, der som hovedregel bør indebære, at de pågældende vandløb bliver omfattet af en godkendelsesordning.
Amtsrådene og hovedstadsrådet skal på dette grundlag gennemføre en registrering og udpegning af de vandløb, der skal omfattes eller udelades af godkendelsesordningen. Dette arbejde skal ses i sammenhæng med den igangværende fredningsplanlægning, jfr. side 36-37 i Vejledning i fredningsplanlægning, nr. 1.
Det vil i denne forbindelse være hensigtsmæssigt, om kommunalbestyrelserne inddrages i fornødent omfang, navnlig for så vidt angår kommunevandløbene. Endvidere vil en række organisationer som f. eks. Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Friluftsrådet kunne bidrage med oplysninger af værdi for registreringsarbejdet.
Fredningsstyrelsen skal endvidere anbefale, at amtsrådene og hovedstadsrådet, når man har vedtaget et forslag til hvilke vandløb, der ønskes omfattet af godkendelsesordningen, fremlægger dette forslag for offentligheden til gennemsyn i 1 måned.
Efter en eventuel fremlæggelse indsendes forslaget til miljøministeren med de bemærkninger, som er fremkommet under den offentlige fremlæggelse, samt amtsrådets/ hovedstadsrådets eventuelle kommentarer hertil.
3. Udarbejdelse af kortmateriale
Amtsrådene og hovedstadsrådets analyse og vurdering af vandløbene skal resultere i udarbejdelsen af kort, der viser de vandløbsstrækninger, som foreslås omfattet eller udeladt af godkendelsesordningen i § 43, jfr. stk. 2, 2. punkt og stk. 4.
Om signaturer og kortmaterialet i øvrigt herunder de oplysninger, der skal ledsage kortene, henvises til fredningsstyrelsens vejledning, pkt. 9.
2 sæt af kortene udført i målestok 1: 50.000 indsendes til miljøministeren til godkendelse efter § 43, stk. 2, 2. pkt. og stk. 4. Indsendelsen sker til fredningsstyrelsen, Amaliegade 13, 1256 København K. Efter miljøministerens godkendelse udfærdiges de endelige kort med de ændringer, som eventuelt følger af ministerens godkendelse.
4. Tidsrammer for arbejdet
Amtsrådene og hovedstadsrådet foretager registreringer og udpegningen af vandløb og indsender kort til miljøministerens godkendelse inden 1. juli 1983. Miljøministeren vil under hensyn til, hvorledes registreringsarbejdet forløber, lade godkendelsesordningen træde i kraft for hele landet under et eller for nærmere afgrænsede dele af landet.
Gennemgangen af kortene og ordningens bekendtgørelse vil under forudsætning af kortenes rettidige indsendelse til fredningsstyrelsen kunne påregnes at være afsluttet inden 31. december 1983.
5. Miljøministerens bekendtgørelse om godkendelsesordningen
Efter gennemgang og godkendelse af kortmaterialet, jfr. afsnit 3, udsteder miljøministeren en bekendtgørelse om, hvilke vandløb der herefter vil være omfattet af godkendelsesordningen. I bekendtgørelsen vil der blive henvist til det for vedkommende amtskommune/ hovedstadsrådet udfærdigede og til enhver tid af miljøministeren godkendte kortmateriale. Kortene skal være tilgængelige for offentligheden for gennemsyn ved henvendelse til amtsrådene/ hovedstadsrådet.
6. Revision af kortene over vandløb omfattet af godkendelsesordningen
Under amtsrådenes og hovedstadsrådets arbejde med fredningsplanlægning vil der kunne fremkomme oplysninger om vandløbene, der gør det rimeligt at foretage en revision af, hvilke vandløb der omfattes af godkendelsesordningen.
Det samme gælder med hensyn til anden sektorplanlægning, f. eks. landbrugsplanlægning.
Et kortmateriale visende et sådant forslag til revision vil kunne indsendes til miljøministeren til godkendelse.
Der kan dog ikke forventes godkendt ændringer af kortene før et færdigt forslag til fredningsplan foreligger til godkendelse.
7. Information til offentligheden
Ved bekendtgørelsens ikrafttræden skal offentligheden orienteres om indholdet af den fremtidige godkendelsesordning. Denne information må ske i et samarbejde mellem amtsrådene, henholdsvis hovedstadsrådet og fredningsstyrelsen. Fredningsstyrelsen vil tage initiativ hertil, når de første resultater af registrerings- og udpegningsarbejdet foreligger.
Underskrift 1
Miljøministeriet, den 14. januar 1982 Erik Holst / Ole Plougmann