Gelex

Cirkulære om ændringer i byggeloven

GældendeVersion 1982-06-24
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/70@1982-06-24/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Ved lov nr. 66 af 10. marts 1982 er der gennemført ændringer i byggeloven (lovbekendtgørelse nr. 530 af 25. oktober 1976). Ændringerne træder i kraft den 1. maj 1982. Byggeloven er herefter optrykt som lovbekendtgørelse nr. 152 af 15. april 1982. Lovbekendtgørelsen er optaget som bilag til dette cirkulære.

Ændringerne omfatter følgende forhold:

- fortrinsret for beløb, som kommunalbestyrelsen udreder forskudsvis i medfør af byggelovens §§ 18, stk. 2, og 14, jfr. § 17, og

- bemyndigelse for boligministeren til at bestemme, at byggestyrelsens afgørelser af klager efter byggelovens § 23 skal være endelige.

1. Fortrinsret

Ifølge byggelovens § 18, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen påbyde afhjælpning af mangler, der frembyder fare for ejendommens beboere eller andre. Kommunen fastsætter en frist for arbejdets udførelse og kan, hvis påbuddet ikke er fulgt inden fristens udløb, selv afhjælpe manglerne på ejerens bekostning. Det beløb, som kommunalbestyrelsen herved udreder forskudsvis, er nu sikret samme fortrinsret som kommunale ejendomsskatter, jfr. lovens § 29.

Fortrinsretten efter § 29 gælder tillige i de tilfælde, hvor der er opnået dom for, at mangler ved vedligeholdelsen skal udbedres, jfr. lovens § 14, men hvor ejeren alligevel ikke efterkommer dommen, således at kommunen efter § 17, stk. 3, finder det nødvendigt at udbedre manglerne på ejers regning.

Der skal ske tinglysning af fortrinsretten. Dette er en ordensforskrift, som ikke har betydning for fortrinsrettens gyldighed.

Baggrunden for lovændringen er, at det i praksis har været vanskeligt at benytte byggelovens regler om afhjælpning af mangler fuldt ud, idet kommunerne i mange tilfælde har været tilbageholdende med at lade arbejderne udføre på ejerens bekostning, da man ikke har haft sikkerhed for de udlagte udgifter.

Fortrinsretten gælder kun for de nævnte forhold. Der er således ikke indført fortrinsret for de beløb, der udredes i forbindelse med afspærring og rømning efter byggelovens § 18, stk. 1.

Den gennemførte fortrinsret udvider ikke området for eller anvendelsen af de påbud, der kan gives efter byggelovens § 17, jfr. § 14 og § 18. Anvendelsen af § 17, jfr. § 14 forudsætter som hidtil, at der er væsentlige mangler ved ejendommen, og påbud efter § 18, stk. 2, forudsætter, at der efter kommunalbestyrelsens vurdering foreligger mangler, som frembyder konkret personfare, samt at et hurtigt indgreb er nødvendigt for at fjerne faren.

Som det fremgår af ordlyden af § 18, stk. 2, er formålet med bestemmelsen »at afhjælpe mangler, der frembyder fare for ejendommens beboere eller andre«. Efter bestemmelsen kan der meddeles ejeren påbud om at foretage de arbejder, der er nødvendige til fjernelse af faren. Efterkommes påbuddet ikke af ejeren inden den fastsatte frist herfor, er det de arbejder, der er indeholdt i påbuddet, som kommunalbestyrelsen kan gennemføre for ejerens regning.

Området for § 18, stk. 2, er således, at bygningens tidligere lovlige tilstand kan retableres ved kommunalbestyrelsens foranstaltning for ejerens regning gennem de reparationer, der er nødvendige for at afværge faren, og som opfylder byggelovgivningens forskrifter. Vurderingen af hvilke arbejder, der i det enkelte tilfælde er nødvendige til at fjerne faren, beror på kommunalbestyrelsens skøn, men det er byggestyrelsens opfattelse, at bestemmelsen ikke kan udstrækkes videre end til nødvendige reparationer til afværgelse af faren.

Byggestyrelsen skal henstille, at det, forinden der meddeles påbud efter byggelovens § 17, jfr. § 14 undersøges, om der for den pågældende ejendom er indbragt sag for huslejenævnet eller Grundejernes Investeringsfond i medfør af §§ 22 og 60 i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, eller om der er taget skridt til administration på ejerens vegne i medfør af lov om tvungen administration af udlejningsejendomme. I sådanne tilfælde bør kommunalbestyrelsen være tilbageholdende med at bringe byggeloven i anvendelse, når der ikke er tale om forhold, der berører lejernes sikkerhed, og derfor er omfattet af byggelovens § 18.

Lovændringen træder som anført i kraft 1. maj 1982, og fortrinsretten vil herefter omfatte beløb, der vedrører arbejder, som er påbegyndt for ejers regning efter den nævnte dato. Beløb, som vedrører arbejder, som er afsluttet eller igang den 1. maj 1982, vil således være omfattet af de hidtil gældende regler, hvor der ikke er fortrinsret.

2. Klage

Som følge af boligministeriets strukturændring den 1. januar 1979 opstod der midlertidigt en yderligere klageinstans, idet byggestyrelsens afgørelser kunne påklages til boligministeren. Ved lovændringen bemyndiges boligministeren til at delegere sine beføjelser efter byggeloven, herunder behandlingen af klagesager, til byggestyrelsen. Denne bemyndigelse er udnyttet, idet der samtidig er gennemført ændring af boligministeriets bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til byggestyrelsen. Herefter vil byggestyrelsens afgørelser i klagesager efter lovens § 23 være endelige.

Verserende klagesager, som er indbragt for byggestyrelsen, og hvori der træffes afgørelse inden 1. maj 1982, vil blive behandlet færdig efter de hidtil gældende regler. Der vil i disse sager blive givet klagevejledning om, at sagen vil kunne påklages til boligministeriet, departementet. Klager, som indbringes for eller afgøres af byggestyrelsen efter denne dato, vil følge de nye regler og derfor ikke kunne påklages til boligministeriets departement. Da der ved kommunalbestyrelsers og amtsråds afgørelser normalt skal gives klagevejledning om, at sagen kan påklages til boligministeren i medfør af byggelovens § 23, vil dette ikke give problemer i forbindelse med lovændringen. Byggestyrelsen skal dog henstille, at det af klagevejledninger, som gives efter 1. maj 1982, fremgår, at klage skal ske til byggestyrelsen, Stormgade 10, 1470 København K.

Underskrift 1

Byggestyrelsen, den 16. april 1982 MARIUS KJELDSEN /Ella Blousgaard

Bilag

Bekendtgørelse nr. 152 af 15. april 1986 af Byggelov.

(Udelades her)

Versioner

  1. 1982-06-24