Vedtægter for rejsegarantifonden
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/71@1982-06-24/da
I medfør af § 11, stk. 1, i lov nr. 150 af 10. april 1979 om en rejsegarantifond som ændret ved lov nr. 88 af 17. marts 1982 fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Rejsegarantifonden er oprettet ved ovennævnte lov. Fonden er en privat, selvejende institution med hjemsted i Lyngby.
§ 2.
Stk. 1. Fonden har til formål at yde bistand til rejsekunder, der har købt en selskabsrejse, jfr. lovens § 2, stk. 1, hos et rejsebureau, jfr. lovens § 2, stk. 2.
§ 3.
Stk. 1. Bistand fra fonden kan ydes under følgende former: 1) Påbegyndes en rejse ikke på grund af økonomiske forhold hos den virksomhed, der har arrangeret, solgt eller formidlet salget af rejsen, kan rejsekunden kræve et forudbetalt beløb godtgjort af fonden. 2) Medfører rejsearrangørens økonomiske forhold, at der ikke er sikret rejsekunder passende hjemtransport, skal fonden inden rimelig tid sørge herfor. 3) Medfører rejsearrangørens økonomiske forhold, at der indtræder væsentlig misligholdelse under rejsens forløb, kan fonden yde rejsekunden en rimelig godtgørelse. 4) Medfører rejsearrangørens økonomiske forhold, at der under rejsen ikke sikres rejsekunden passende overnatningsmuligheder samt andre fornødenheder, kan fonden sørge herfor.
Stk. 2. STK. 2. Det er en forudsætning for godtgørelse i henhold til stk. 1, nr. 1 og 3, at anmodning fra rejsekunder herom fremsættes over for fonden inden 3 måneder efter, at den rejse, som kravet vedrører, efter aftalen skulle være afsluttet.
§ 4.
Stk. 1. Fonden registrerer på grundlag af anmeldelser rejsebureauer, der arrangerer eller for udenlandske arrangører sælger eller formidler salg af selskabsrejser, og underretter bureauerne om optagelsen i registret. Forud for registreringen skal fonden sikre sig, at der af rejsebureauet over for fonden er stillet en garanti på 200.000 kr. i et pengeinstitut eller forsikringsselskab, jfr. dog lovens § 6, stk. 4. Garantien skal stilles således, at fonden efter påkrav umiddelbart kan få indbetalt garantibeløbet til dækning af krav, som fonden måtte få mod bureauet.
Stk. 2. STK. 2. Slettes et rejsebureaus registrering, jfr. lovens §§ 12-14, skal fonden straks underrette rejsebureauet herom.
§ 5.
Stk. 1. Fondens kapital tilvejebringes ved, at registrerede rejsebureauer, der arrangerer selskabsrejser eller for udenlandske rejsearrangører sælger eller formidler salg af selskabsrejser, til fonden betaler et garantibidrag på 5 kr. for hver rejsekunde.
Stk. 2. STK. 2. Fondens midler placeres med henblik på den bedst mulige forrentning under hensyntagen til, at midlerne skal være sikkert anbragt og til enhver tid i tilstrækkeligt omfang skal være til rådighed. Værdipapirer, der anskaffes for fondsmidler eller depotkonto for sådanne værdipapirer, forsynes med forbudspåtegning af industriministeriet.
Stk. 3. STK. 3. Fonden er berettiget til, hvis dens midler er utilstrækkelige til opfyldelse af fondens forpligtelser, at optage lån i et pengeinstitut og kan om fornødent anmode industriministeren om at søge finansudvalget om tilladelse til, at der for et sådant lån stilles statsgaranti.
§ 6.
Stk. 1. Fonden skal, når den har ydet rejsekunder godtgørelse, hjemtransport eller anden bistand, søge de herved afholdte udgifter dækket hos det rejsebureau, der efter lovens § 5 hæfter for udgifterne.
§ 7.
Stk. 1. Fonden ledes af en bestyrelse på tre medlemmer. Bestyrelsens formand skal opfylde de almindelige betingelser for at blive udnævnt til dommer. De øvrige to medlemmer repræsenterer henholdsvis rejsebureauerhvervet og forbrugerne. Medlemmerne og stedfortræderne for disse udnævnes for tre år af industriministeren.
Stk. 2. STK. 2. Bestyrelsen træffer ved en forretningsorden nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv. Forretningsordenen skal godkendes af industriministeren.
Stk. 3. STK. 3. De med fondens administration forbundne udgifter afholdes af fondens midler. Bestyrelsen vederlægges efter retningslinier fastsat af industriministeren efter aftale med finansministeren.
§ 8.
Stk. 1. Bestyrelsen ansætter fondens sekretariatspersonale og fastsætter dettes arbejdsopgaver samt ansættelsesvilkår i overensstemmelse med statens almindelige regler.
Stk. 2. STK. 2. Bestyrelsen kan indgå aftaler med henblik på at sikre, at den nødvendige medhjælp i konkrete tilfælde vil være til rådighed for sekretariatet til løsning af fondens opgaver.
Stk. 3. STK. 3. Den samlede bestyrelse kan meddele prokura.
§ 9.
Stk. 1. Fonden tegnes af bestyrelsens formand i forening med et af de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
§ 10.
Stk. 1. Personer, der som bestyrelsesmedlemmer eller på anden måde er beskæftiget med fondens virksomhed, er forpligtet til over for alle uvedkommende at hemmeligholde, hvad de herigennem bliver vidende om.
§ 11.
Stk. 1. Fondens regnskabsår følger kalenderåret. Fondens bestyrelse afgiver årsregnskab med beretning om fondens virksomhed til industriministeren senest 3 måneder efter regnskabsårets udløb.
Stk. 2. STK. 2. Regnskabet revideres af rigsrevisionen.
§ 12.
Stk. 1. I tilfælde af fondens eventuelle ophør træffer industriministeren efter aftale med finansministeren og efter indstilling fra bestyrelsen beslutning om anvendelse af fondens formue.
§ 13.
Stk. 1. Vedtægterne træder i kraft, når disse er godkendt af industriministeren.
Underskrift 1
Lyngby, den 30. marts 1982 BESTYRELSEN FOR REJSEGARANTIFONDEN N. O. Christensen H. H. Dahl Andersen Karen M. Greve I medfør af § 11, stk. 1, i lov om en rejsegarantifond godkendes foranstående vedtægter.
Underskrift 2
INDUSTRIMINISTERIET, DEN 21. APRIL 1982 Erling Jensen /Annette Bjåland Andersen