Cirkulæreskrivelse om ændring af værdiansættelser i gavesager (Til amtsskatteinspektoraterne)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1983/29@1983-06-07/da
Indhold
Efter reglerne i kildeskattelovens § 16, stk. 3 og 4, jfr. arveafgiftslovens § 48, stk. 2, og § 19, er parterne bundet af den værdiansættelse, de har anført i en gaveanmeldelse. Såfremt det pågældende amtsskatteinspektorat finder, at den af parterne anførte værdi ikke svarer til det overdragnes værdi i handel og vandel på gavetidspunktet, kan inspektoraterne som efterprøvende myndighed ændre værdiansættelsen. Amtsskatteinspektoraternes ændring skal dog foretages inden 3 måneder efter anmeldelsens modtagelse.
Ved ministeriet for skatter og afgifters bekendtgørelse nr. 602 af 9. december 1977 blev det bestemt, at de beføjelser, der i forbindelse med dødsfald er tillagt skattemyndigheden i henhold til kildeskatteloven, udøves af ligningskommissionen, og at bestemmelserne i skattestyrelseslovens kapitel 1 finder tilsvarende anvendelse. Der er ikke fastsat tilsvarende regler om amtsskatteinspektoraternes behandling af værdiansættelsesspørgsmål i gavesager.
Skattedepartementet skal på baggrund heraf anmode amtsskatteinspektoraterne om at give parterne i gavesager lejlighed til at ytre sig skriftligt eller ved mundtlig forhandling, forinden amtsskatteinspektoratet foretager en ændring i parternes ansættelse af gavens værdi. Dette gælder dog ikke, hvis udsættelse vil medføre overskridelsen af en lovbestemt frist eller lignende.
Underskrift 1
Skattedepartementet, den 4. marts 1983 JENS ROSMAN / Ebbe Willumsen