Cirkulære vedrørende brandsikring af beboelsesbygninger, opført år 1900 og senere
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1983/54@1983-07-22/da
Indhold
Sammen med denne skrivelse udsender byggestyrelsen en ny bekendtgørelse nr. 184 af 6. maj 1983 om brandsikring af beboelsesbygninger opført år 1900 og senere.
Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i §§ 1 og 21, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 228 af 26. maj 1977 om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. Samtidig med den nye bekendtgørelse ophæves boligministeriets bekendtgørelse nr. 81 af 27. februar 1976 med senere ændringer for beboelsesbygninger opført år 1900 og senere. Bekendtgørelsen fra 1976 gælder herefter alene for beboelsesbygninger, opført før år 1900.
Såfremt beboelsesbygninger opført år 1900 eller senere er brandsikret i henhold til 1976-bekendtgørelsen, skal de ikke gennemgås i henhold til den nye bekendtgørelse, idet brandsikringen for sådanne bygninger anses for gennemført i fuldt omfang.
Den nye bekendtgørelse omfatter en række primære brandsikringskrav, som sikring af adgang for brandvæsenets stigemateriel, adskillelse af trapper fra kælder- og tagetager og fra de enkelte lejligheder, og adskillelse af hoved- og bitrapper. Disse krav omfatter de mest presserende foranstaltninger, som det er er anset for nødvendigt at få gennemført også i beboelsesbygninger, opført efter år 1900.
Mere sekundære brandsikringskrav som krav til redningsåbninger, sikring af lejlighedsskel samt krav til kælder- og loftsetager skal fremover gennemføres i forbindelse med andre foranstaltninger ved ejendommen som f.eks. ombygninger, energibesparende foranstaltninger, byfornyelse eller boligforbedring efter lovgivningen herom.
1. Kommunalbestyrelsens beslutning om gennemførelse af brandsikring af beboelsesbygninger, opført år 1900 og senere
Efter brandsikringslovens § 4 kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om at iværksætte brandsikringsforanstaltninger i beboelsesbygninger, opført år 1900 og senere. Kommunalbestyrelsen fastsætter endvidere de frister, der skal gælde for indberetning om gennemgang af disse bygninger og for opfyldelse af kravene.
Brandsikringsloven indeholder således ingen fastsatte frister for gennemførelse af brandsikringsforanstaltninger i beboelsesbygninger, opført 1900 og senere, men overlader det til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, hvornår og i hvilke etaper brandsikringen af disse bygninger skal gennemføres.
Kommunalbestyrelsens beslutning efter lovens § 4 kan omfatte enkelte bygninger, bygninger indenfor et afgrænset område som f.eks. en karreö, eller bygninger, der er opført indenfor en bestemt tidsperiode.
Kommunalbestyrelsen bør være opmærksom på, at brandsikringen bør sikres gennemført i den ældste del af bygningsmassen først, mens der for bygninger, opført efter 1940 næppe vil være noget større behov for brandsikringsforanstaltninger. Den omstændighed, at bygninger, opført efter 1940, eventuelt holdes udenfor en systematisk gennemgang, fritager ikke ejeren for at foretage brandsikring, hvor kravene undtagelsesvis ikke er opfyldt. Kommunalbestyrelsen bør derfor, hvor den bliver opmærksom på sådanne tilfælde give ejeren pålæg om at foretage den nødvendige brandsikring.
Byggestyrelsen skal endvidere gøre opmærksom på, at det af hensyn til både administrationen og udførelsen er vigtigt, at brandsikringen søges tilrettelagt med rimelige frister for arbejdets gennemførelse.
Af hensyn til ejerne, lejerne og andre beboere af ejendommene, håndværkere m.v. skal byggestyrelsen henstille, at kommunalbestyrelsen snarest træffer beslutning om, og i givet fald hvornår brandsikringen af beboelsesbygninger, opført år 1900 og senere skal iværksættes.
Kommunalbestyrelsens beslutninger efter brandsikringslovens § 4 skal enten bekendtgøres på den måde, der er sædvanlig i kommunen eller, såfremt beslutningen kun angår enkelte bygninger, ved skriftlig henvendelse til ejerne, jfr. lovens § 18.
2. Fremgangsmåden for gennemførelse af brandsikringen i beboelsesbygninger, opført år 1900 og senere
2.1 Medvirken af teknisk sagkyndig
Den nye bekendtgørelse fastsætter i § 6, at der skal medvirke en teknisk sagkyndig ved gennemgangen af bygningen og ved indberetningen til kommunalbestyrelsen om gennemgangen og de foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde kravene. I indberetningen skal ejeren oplyse, hvilken teknisk sagkundskab, der er benyttet til gennemgangen og udarbejdelsen af forslag til brandsikringen. Indberetningen skal underskrives af ejeren og den teknisk sagkyndige.
Efter bekendtgørelsens § 6, stk. 4, stilles der visse kvalifikationskrav til den teknisk sagkyndige i form af krav til uddannelse og krav om mindst 5 års praksis med relevant rådgivning. Den teknisk sagkyndige skal endvidere have sædvanlig ansvarsforsikring som teknisk rådgiver. Ansatte i kommunerne, boligselskaber m.v., som opfylder disse kvalifikationskrav, kan benyttes som teknikere for kommunens eller boligselskabets egne ejendomme.
2.2 Beboernes medvirken
Efter bekendtgørelsens § 7 skal beboerrepræsentanter, hvor sådanne er valgt i medfør af lejeloven, have adgang til at deltage i gennemgangen. Ejeren skal derfor give beboerrepræsentanterne besked om, hvornår gennemgangen finder sted, og beboerrepræsentanterne skal efter gennemgangen have lejlighed til at udtale sig over de påtænkte foranstaltninger. Beboerrepræsentanternes bemærkninger til ejerens forslag skal anføres på indberetningsskemaet eller på et bilag til skemaet. Ejeren skal endvidere give beboerrepræsentanterne underretning om, når arbejderne er udført. Også ved færdigmeldingen skal beboerrepræsentanterne have lejlighed til at komme med bemærkninger til den udførte brandsikring. Eventuelle bemærkninger skal anføres på færdigmeldingsskemaet eller på et bilag til skemaet.
Er der ikke valgt beboerrepræsentanter, skal ejeren ved meddelelse til lejerne eller ved opslag gøre lejerne bekendt med indberetningerne til kommunen, og ejeren skal give lejerne adgang til at gennemse en genpart af indberetningerne.
2.3 Kommunens medvirken
Når den nye bekendtgørelse foreskriver, at der skal medvirke teknisk sagkundskab ved gennemgangen og indberetningerne til kommunen, skyldes det, at man fortsat har ønsket at begrænse den kommunale administration ved brandsikringen mest muligt. Det er således ikke forudsat, at der i kommunerne skal foretages en detaljeret gennemgang af samtlige indberetninger for at konstatere, om de foreslåede foranstaltninger opfylder kravene til brandsikring.
Det fremgår endvidere af brandsikringslovens § 16, at brandsikringsforanstaltningerne er fritaget for byggesagsbehandling efter byggelovgivningen. Kommunalbestyrelsen kan dog bestemme - enten generelt eller for enkelte bygninger - at byggesagsbehandling skal finde sted. Hvor særlige forhold gør sig gældende, vil kommunalbestyrelsen på grundlag af indberetningsskemaet have baggrund for at forlange byggesagsbehandling. Kommunalbestyrelsens beslutninger efter brandsikringslovens § 16 om byggesagsbehandling skal enten bekendtgøres på den måde, der er sædvanlig i kommunen eller, såfremt beslutningen kun angår enkelte bygninger, ved skriftlig henvendelse til ejeren.
I henhold til bekendtgørelsens § 8 skal ejeren af en bygning, som er fredet i medfør af lovgivningen om bygningsfredning, i indberetningsskemaet oplyse herom. Forslaget til brandsikring skal af kommunalbestyrelsen indsendes til fredningsstyrelsen. Arbejderne må først igangsættes, når kommunalbestyrelsen efter modtagelsen af fredningsstyrelsens udtalelse har godkendt forslaget.
Kommunalbestyrelsens behandling af indberetningsskemaerne kan herefter sammenfattes således:
- foretage fornøden registrering til kontrol med ordningens gennemførelse,
- kontrollere at gennemgangen er foretaget af en teknisk sagkyndig,
- undersøge om beboerrepræsentanternes bemærkninger giver anledning til ændringer eller supplering af forslagene til brandsikring,
- undersøge om forslaget til brandsikring skal forelægges fredningsstyrelsen og
- vurdere om de foreliggende oplysninger umiddelbart foranlediger til at forlange byggesagsbehandling.
Med den ovenfor beskrevne fremgangsmåde med medvirken af en teknisk sagkyndig er det ikke forudsat, at kommunerne skal gennemføre nogen kontrol med brandsikringsforanstaltningernes udførelse. Det må derfor bero på kommunalbestyrelsens egen vurdering, om man ønsker at føre kontrol med brandsikringsforastaltningernes udførelse.
2.4 Færdigmelding
Når brandsikringsforanstaltningerne er udført, skal ejeren underrette kommunalbestyrelsen herom. Færdigmeldingen skal underskrives af ejeren og af den teknisk sagkyndige. Kommunalbestyrelsen skal bekræfte modtagelsen af færdigmeldingen, såfremt ejeren anmoder herom.
2.5 Dispensation
I visse tilfælde kan det være nødvendigt eller hensigtsmæssigt at foretage brandsikring på anden måde end foreskrevet i bekendtgørelsen. Kommunalbestyrelsen har i brandsikringslovens § 6 hjemmel til at dispensere fra de fastsatte krav, såfremt ejeren og den teknisk sagkyndige i indberetningen fremsætter et alternativt forslag, der sikrer beboerne lige så forsvarlige redningsmuligheder.
2.6 Påbud m.v.
Såfremt kommunalbestyrelsen har fastsat tidsfrister for brandsikringens gennemførelse, som ejeren ikke overholder, eller ejeren i øvrigt tilsidesætter sine pligter i henhold til kommunalbestyrelsens beslutninger i medfør af lovens § 4, kan kommunalbestyrelsen med hjemmel i lovens § 15 udstede påbud til ejeren om at berigtige forholdet. Efterkommer ejeren ikke det meddelte påbud, kan kommunalbestyrelsen gennemføre brandsikringen på ejerens bekostning. Beløbet kan inddrives ved udpantning i ejendommen. Det udlagte beløb har samme fortrinsret som kommunale ejendomsskatter.
Efter lovens § 20, stk. 1, litra c eller d kan ejeren straffes med bøde eller hæfte for ikke at efterkomme beslutninger eller påbud efter loven eller for at tilsidesætte vilkår eller betingelser, som er knyttet til tilladelser i henhold til loven.
2.7 Kommunalbestyrelsens beslutninger kan ikke påklages
Kommunalbestyrelsens beslutninger i medfør af brandsikringsloven kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jfr. brandsikringslovens § 17.
2.8 Indberetnings- og færdigmeldingsskemaer
Der er udarbejdet nye indberetnings- og færdigmeldingsskemaer til brug for gennemførelsen af brandsikring i beboelsesbygninger, opført år 1900 og senere. Skemaerne er udarbejdet af byggestyrelsen i samarbejde med Kommunernes Landsforening. Indberetningssskemaerne udsendes snarest til kommunerne, hvor ejerene eller de teknisk sagkyndige kan rekvirere dem. Kommunerne kan bestille yderligere eksemplarer hos Kommunetryk, Sommerstedgade 5-7, 1718 København V, tlf. nr. 01-22 97 25, eller Dafolo A/ S, Suderbovej 22-24, 9900 Frederikshavn, tlf. nr. 08-42 28 22.
3. Finansieringsmuligheder af brandsikringsudgifter i private udlejningsejendomme.
Bestemmelser om finansiering af udgifter, som det har været nødvendigt at afholde for at opfylde de krav til brandsikring, der er fastsat i medfør af loven, er indeholdt i brandsikringslovens §§ 10-12.
Efter brandsikringslovens § 10 betragtes brandsikringen som en forbedring af ejendommen. Efter lejelovgivningen kan en udlejer, der har gennemført en forbedring, kræve en lejeforhøjelse, der svarer til forøgelsen af det lejedes brugsværdi.
Ved en række gennemførte ændringer i lov om leje og lov om midlertidig regulering af boligforholdene, forøges lejen i årene 1983-86 med henholdsvis 5, 10, 12 og 15 kr. pr. m2 etageareal pr. år. Disse beløb skal bindes i Grundejernes Investeringsfond.
Frigivelse af beløbene kan i de uregulerede områder efter lejelovens § 63 a ske til finansiering af forbedringer af ejendommens beboelseslejligheder, dog skal beløbene fortrinsvis anvendes til brandsikring og energibesparende foranstaltninger. I det omfang brandsikringsarbejdet finansieres af frigivne beløb, kan der ikke gennemføres lejeforhøjelser.
I de regulerede områder kan pengene frigives til alle de formål, som vedligeholdelseskontoen kan anvendes til, men skal dog også her fortrinsvis anvendes til brandsikring og energibesparende foranstaltninger, jfr. boligreguleringslovens § 18 b og § 19, stk. 1. De bundne beløb i Grundejernes Investeringsfond vil også kunne anvendes i overensstemmelse med boligreguleringslovens § 19, stk. 2, det vil sige til ydelser på lån, der er optaget til finansiering af brandsikringsarbejder.
Såvel efter lejelovens § 63 e som efter boligreguleringslovens § 22 b skal beboerrepræsentanterne eller lejernes flertal tiltræde frigivelsen.
Med de nye hensættelser efter lejeloven og boligreguleringsloven, som fortrinsvis skal benyttes til brandsikring og energibesparende foranstaltninger, vil brandsikringen helt eller delvis kunne finansieres af disse penge uden lejeforhøjelser.
Opmærksomheden henledes endvidere på, at Grundejernes Investeringsfond efter reglerne i boligreguleringslovens §§ 58 og 59 kan yde lån til brandsikringsforanstaltninger. Lånene kan normalt kun ydes med sikkerhed inden for 85 pct. af ejendommens værdi, dog kan lån til brandsikringsarbejder ydes, selvom lånet ikke får pantesikkerhed inden for 85 pct. af pantets værdi, når pantesikkerheden suppleres med kommunal garanti efter brandsikringslovens § 10, stk. 4. Lånene forrentes med 8 pct. p.a. Investeringsfondens bestyrelse fastsætter afdragstiden og har ret til at kræve administrationsbidrag og indskud hos låntagerne.
Underskrift 1
Byggestyrelsen, den 6. maj 1983 Marius Kjeldsen /Ella Blousgaard