Cirkulære om ret for EF-statsborgere m.v. til næring efter næringsloven og restaurationsloven samt til visse beskikkelser (Til politimestrene, politidirektøren i København og Københavns magistrat)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1983/77@1983-08-17/da
Indhold
I følge EØF-traktatens art. 52, 59 og 60, jfr. art. 58 og 66, er etablering og udveksling af tjenesteydelser liberaliseret i forholdet mellem Danmark og de øvrige medlemslande i De europæiske Fællesskaber.
Kravene om dansk indfødsret og om bopæl i Danmark gælder således ikke for EF-statsborgeres adgang til at drive virksomhed som handlende, håndværker og industridrivende, som speditør og som vognmand og for opnåelse af næringsbrev som auktionsholder, som vekselerer, som ejendomshandler og som restauratør og hotelvært. Endvidere omfatter de i næringslovens § 5, stk. 1-3, og restaurationslovens § 4, stk. 1, fastsatte hjemstedskrav ikke selskaber m.v., der driver de samme næringer. Næring som ejendomshandler kan dog ikke udøves i selskabsform. Det i restaurationslovens § 21 indeholdte bopælskrav for pensionatsværter er ligeledes undtaget.
Kravenes bortfald gælder kun for personer og selskaber m.v., der er omfattet af De europæiske Fællesskabers regler om etablering og tjenesteydelser som defineret i de af Rådet den 18. december 1961 vedtagne »almindelige planer« om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden samt i den frie udveksling af tjenesteydelser (officiel dansk tekst findes i De europæiske Fællesskabers Tidende, specialudgave, 2. serie, IX, side 3 ff og 7 ff).
I henhold hertil har medlemsstaternes statsborgere - uanset bopæl, og uanset at bopælen er uden for Fællesskabets område - ret til at etablere sig med henblik på udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed på en anden medlemsstats territorium. Samme ret tilkommer selskaber, som er stiftet i overensstemmelse med lovgivningen i en medlemsstat, og hvis vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed er beliggende inden for Fællesskabet. Såfremt der alene ønskes oprettet agenturer, filialer eller datterselskaber her i landet, eller der - uden at etablering finder sted - skal udføres tjenesteydelser her i landet, er det yderligere en betingelse, at de pågældende statsborgere er etableret i en medlemsstat - eller for de selskabers vedkommende, der kun har vedtægtsmæssigt hjemsted i Fællesskabet - at deres virksomhed har faktisk og vedvarende tilknytning til erhvervslivet i en medlemsstat. Ved selskaber forstås i henhold til EØF-traktatens artikel 58, stk. 2, privatretlige selskaber, heri indbefattet kooperative selskaber samt alle andre juridiske personer, der henhører under den offentlige ret eller privatretten med undtagelse af selskaber, som ikke drives med gevinst for øje, dvs. som ikke normalt arbejder mod vederlag.
Efter EF-domstolens praksis omfatter EFs etableringsregler også danske statsborgere, såfremt de har tilknytning til en anden medlemsstat. Tilknytningen vil normalt bestå i bopæl evt. tillige etablering i den anden medlemsstat. Såfremt den danske statsborger bor udenfor EF, omfattes den pågældende kun af EFs etableringsregler, såfremt der godtgøres faktisk og vedvarende tilknytning til erhvervslivet i en anden medlemsstat.
Udstedelse af næringsbrev til fremmede selskaber m.v. i de tilfælde, hvor der efter lovene kræves næringsbrev - og dermed fravigelse af hjemstedskravet i næringslovens § 5, stk. 2 og 3, eller restaurationslovens § 4, stk. 1, - får kun praktisk betydning, hvor selskaber m.v. ønsker at udføre tjenesteydelser her i landet uden at etablere sig. I disse tilfælde må det påses, at det pågældende selskab opfylder de foran nævnte betingelser for at kunne udføre tjenesteydelser her i landet.
Næringslovens § 5, stk. 4, 1. pkt., og restaurationslovens § 4, stk. 2, er anvendelig på filialer af selskaber m.v., der er omfattet af Fællesskabernes regler om etablering.
Såfremt et EF-selskab, der er omfattet af foranstående regler, opretter datterselskab eller filial her i landet, har datterselskabet eller filialen ret til at drive næring eller til at få næringsbrev efter næringslovens § 5 og restaurationslovens § 4. Virksomhed som ejendomshandler vil dog ikke kunne drives af selskaber eller filialer.
Ophævelsen af bopæls- og indfødsretskravet i næringslovens § 2, stk. 1, og i restaurationslovens § 3, stk. 1, indebærer, at de tilsvarende krav i en række bestemmelser i de to love, der henviser hertil, bortfalder.
Dette gælder således de i næringslovens § 3, stk. 2, 2. pkt., og § 5, stk. 3, og restaurationslovens § 3, stk. 3, 2. pkt., og § 4, stk. 1, 2. pkt., indeholdte bopæls- og indfødsretskrav overfor bestyrere, henholdsvis direktører og bestyrelsesmedlemmer i selskaber, der er omfattet af fællesskabsreglerne.
Det samme gælder det i næringslovens § 5, stk. 4, 3. pkt., indeholdte bopæls- og indfødsretskrav overfor filialbestyrere samt de i restaurationslovens § 9, stk. 3, indeholdte tilsvarende krav overfor den der omhandlede bestyrer.
For en EF-statsborger, der ikke har bopæl i Danmark, men som efter foranstående har umiddelbar ret til at drive selvstændig næringsvirksomhed, kræves det ikke, at virksomheden skal ledes af en bestyrer. (Kravet om bestyrer kan kun stilles i de tilfælde, hvor industriministeren i medfør af næringslovens § 3, stk. 2, giver dispensation til at drive næring eller til at få næringsbrev).
Efter restaurationslovens § 9 skal den daglige drift af virksomheden ledes af næringsbrevindehaveren selv eller af en bestyrer. I de tilfælde, hvor indehaveren ikke kan varetage den daglige ledelse af virksomheden, skal der - også hvor indehaveren er en EF-statsborger, der har ret til at drive virksomhed uden dispensation være en bestyrer til at varetage den daglige ledelse.
Kravene om dansk indfødsret og om bopæl i Danmark gælder heller ikke for EF-statsborgeres adgang til beskikkelse som statsautoriseret revisor, ejendomsmægler, translatør og tolk, skibsmægler, varemægler og dispachør eller til optagelse i revisorregistret. Disse liberale erhverv kan ikke drives af selskaber eller filialer.
I de tilfælde, hvor personer eller selskaber m.v., der er omfattet af foranstående, anmoder om næringsadkomst til en af de næringer, hvor straffelovens § 78, stk. 2, finder anvendelse (næringsbrev som vekselerer, som ejendomshandler og som restauratør og hotelvært), eller hvor det efter loven er en betingelse, at vedkommende ikke er under konkurs (auktionsholder, vekselerer, ejendomshandler, alkoholbevilling), skal den næringsbrevudstedende myndighed kræve dokumentation for, at disse betingelser er opfyldt. Dokumentation for vandel og for, at ansøgeren ikke er under konkurs, som også kræves som betingelser for adkomsten til at udøve de ovennævnte former for liberale erhverv, sker ved fremlæggelse af dokumenter udstedt af en kompetent retlig eller administrativ myndighed i ansøgerens hjemland eller seneste opholdsland. En fortegnelse over de i medlemslandene til udstedelsen kompetente myndigheder er vedlagt som bilag til cirkulæret.
Dette cirkulære træder i stedet for cirkulære nr. 88 af 22. april 1976 om ret for EF-statsborgere m.v. til næring efter næringsloven og restaurationsloven.
Underskrift 1
INDUSTRIMINISTERIET, DEN 24. JUNI 1983 Ib Stetter /P. Thorell
Bilag
Fortegnelse over myndigheder, der er kompetente til at udstede attester om vandel og konkurs
Belgien
VANDEL
Centralstrafferegisteret (casier judiciaire central).
KONKURS
De notarer, for hvilke erklæringer under ed afgives.
Danmark
VANDEL
Politiet
KONKURS
De notarer (byretsdommeren; i København byrettens notarialkontor) som modtager de højtidelige forsikringer.
Tyskland
VANDEL
Bundesjustizministerium, Stresemannstrasse 6, D-5300 Bonn-Bad Godesberg, Vesttyskland.
KONKURS
Notarerne samt konsulerne inden for deres embedsområde med hensyn til at modtage erklæringer under ed.
Frankrig
VANDEL
a) For personer født i Frankrig: strafferegisterkontoret (service du casier judiciaire), som føres ved justitskontoret for fødestedets overret (tribunal de grande instance);
b) For personer født i udlandet og for personer, hvis fødselsattest er gået tabt, eller hvis identitet er tvivlsom: Centralstrafferegisterkontoret (service du casier judiciaire central), som føres i Justitsministeriet, 23, Allee d'Orleans, 44 Nantes.
KONKURS
Attest nr. 2 fra strafferegisteret (casier judiciaire), som enten udstedes af strafferegisterkontoret (service du casier judiciaire) ved justitskontoret for fødestedets overret (tribunal de grande instance) eller efter anmodning fra udenlandske fremmedpolitimyndigheder eller udenlandske myndigheder, som er kompetente for landbrug, industri eller handel, af det centrale strafferegisterkontor (service du casier judiciaire central).
Irland
VANDEL
De notarer (Notaries Public), som modtager erklæringer under ed eller højtidelige forsikringer.
KONKURS
De notarer (Notaries Public), som modtager erklæringer under ed eller højtidelige forsikringer.
Italien
VANDEL
Statsadvokaturen (Procura della Repubblica) på fødestedet; statsadvokaturen ved Roms ret (Procura della Repubblica del tribunale di Roma) for udlændinge og italienere født i udlandet.
KONKURS
Fødestedets statsadvokatur (Procura della Repubblica); statsadvokaturen ved Roms ret (Procura della Repubblica del tribunale di Roma) for udlændinge og italienere født i udlandet.
Luxembourg
VANDEL
Generalstatsadvokaturen (le parquet general) - Strafferegisterkontoret (service du casier judiciaire).
KONKURS
Generalstatsadvokaturen (le parquet general) - Strafferegisterkontoret (service du casier judiciaire).
Nederlandene
VANDEL
Udstedelsen af en vandelsattest (verklaring omtrent het gedrag) sker ved borgmesteren i den kommune, i hvis folkeregister den pågældende er optaget; opholder den, der fremsætter anmodningen, sig i udlandet, er den kommune kompetent, i hvis register han sidst var optaget.
KONKURS
En notar, som udsteder en kopi af et af ham optaget autentisk dokument, hvori den af den pågældende under ed afgivne erklæring bekræftes.
Det forenede Kongerige
VANDEL
For modtagelse af erklæringer under ed eller højtidelige forsikringer
a) i England, Wales og Nordirland: edskommissærer (Commissioners for Oaths), fredsdommere (Justices of the Peace) eller notarer (Notaries Public);
b) i Skotland: fredsdommere (Justices of the Peace) eller notarer (Notaries Public), i Skotland er notarerne dog kun berettiget til at modtage højtidelige forsikringer.
KONKURS
For modtagelse af erklæringer under ed eller højtidelige forsikringer
a) i England, Wales og Nordirland: edskommissærer (Commissioners for Oaths), fredsdommere (Justices of the Peace) eller notarer (Notaries Public);
b) i Skotland: fredsdommere (Justices of the Peace) eller notarer (Notaries Public), i Skotland er notarerne dog kun berettiget til at modtage højtidelige forsikringer.
Grækenland
VANDEL
Oplysninger foreligger endnu ikke.
KONKURS
Oplysninger foreligger endnu ikke.