Cirkulære om ændringer i lov om sommerhuse og campering m.v. (Til samtlige kommunalbestyrelser)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1983/89@1983-09-20/da
Indhold
I Indledning
Ved lov nr. 207 af 25. maj 1983 er lov om sommerhuse og campering m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 495 af 19. september 1975, blevet ændret.
Ændringerne træder i kraft den 1. juli 1983. Ved lovens ikrafttræden overgår kompetencen til at afgøre de i miljøministeriet beroende, men endnu ikke færdigbehandlede sager vedrørende §§ 7 og 7 a til kommunerne.
II Formålet med lovændringen
Ved lovændringen er det bl.a. tilsigtet:
- at opretholde forbudet mod at bo hele året i sommerhusområder. Der skal fortsat i særlige tilfælde være mulighed for at opnå dispensation fra forbudet, men den hidtidige restriktive praksis ønskes bevaret.
- at henlægge adgangen til at meddele dispensation efter §§ 7 og 7 a til kommunerne.
- at »rense« sommerhusområderne for ulovlig helårsbeboelse på længere sigt. Som middel hertil er der ud fra menneskelige hensyn etableret en speciel overgangsordning for de personer, der i strid med det hidtidige forbud har etableret helårsbeboelse i sommerhusområder. Ordningen administreres af kommunerne og skal en gang for alle gøre op med den ulovlige helårsbeboelse.
- at indføre regler om påtale og straf, således at håndhævelse af lovens regler kan ske hurtigt og effektivt og dermed medvirke til at hindre nye ulovlige helårsbosætninger.
III De nye bestemmelser i sommerhusloven
A. Dispensation efter § 7
Adgangen til at meddele dispensation fra forbudet mod opførelse af mere end en beboelsesbygning henlægges til kommunalbestyrelsen til endelig afgørelse (§ 7).
Ved ændringen af § 7, stk. 1, er der ikke sket nogen reel ændring af den hidtidige retstilstand. Bestemmelsen er derfor fortsat ensbetydende med et forbud mod opførelse af mere end en beboelse på en selvstændigt matrikuleret ejendom i et sommerhusområde, medmindre kommunalbestyrelsen giver tilladelse hertil.
Ændringen i stk. 1 medfører alene, at det nu er vedkommende kommunalbestyrelse, der skal give den nævnte tilladelse. Kommunalbestyrelsens afgørelse er endelig og kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jfr. § 7, stk. 2. Ved lovens § 10 b er det blevet udtrykkeligt præciseret, at overtrædelse af § 7 eller af vilkår fastsat efter § 7 er strafsanktioneret.
B. Dispensation efter § 7a
Adgangen til at meddele dispensation fra forbudet mod helårsbeboelse henlægges til kommunalbestyrelsen (§ 7 a).
Ved ændringen af § 7 a, stk. 1, er det nu tydeliggjort, i hvilke perioder det er ulovligt at foretage overnatning i et sommerhus. Det er således forbudt at anvende et sommerhus til overnatning i perioden 1. oktober til 31. marts, bortset fra overnatning i forbindelse med kortvarige ferieophold, week-ends eller lignende. Bestemmelsen svarer til den, der fastsætter perioden for lovlig benyttelse af sommerhuse i de byplanvedtægter eller lokalplaner m.v., der udlægger et område til sommerhusområde. Ved kortvarige ferieophold forstås højst 3-4 uger. Opholdet kan ikke anses for afbrudt ved nogle enkelte overnatninger andetsteds.
Efter ændringen af § 7 a, stk. 2, er det kommunalbestyrelsen, der kan dispensere fra forbudet mod helårsbeboelse. En tilladelse vil ifølge lovbestemmelsen alene kunne meddeles i særlige tilfælde. Tilladelsen kan gøres betinget og har efter hidtidig praksis været givet som en personlig tilladelse. Ved meddelelsen af dispensationer efter § 7 a, stk. 2, anbefales det at henlede opmærksomheden på reglen i § 7 b, stk. 2, om dispensationens bortfald ved afbrydelse af helårsbeboelsen.
Der vil ikke blive tale om central styring af kommunernes administration, hvorfor der ikke vil blive udstedt retningslinier for administrationen af bl.a. § 7 a.
På et spørgsmål fra folketingets miljø- og planlægningsudvalg om, hvad der skal forstås ved dispensation »i særlige tilfælde«, jfr. § 7 a, stk. 2, har miljøministeren dog til illustration af ministeriets praksis på området oplyst, at der er givet personlige dispensationer i følgende tilfælde:
»- til ejere eller forpagtere af dagligvarebutikker og af de i sommerhuslovens § 1, stk. 4, nævnte virksomheder, når det har været nødvendigt af hensyn til virksomhedens drift.
- til personer, der i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen fejlagtigt af kommunen har fået oplyst, at denne lovligt kunne benyttes til helårsbeboelse.
- ved alvorlig sygdom og invaliditet, hvor en rimelig tilværelse kun har kunnet opnås i sommerhuset. Helbredsmæssige årsager i øvrigt har normalt ikke bevirket, at der er givet dispensation.«
Inden der træffes afgørelser efter § 7 a, stk. 2, bør kommunerne indhente oplysninger om følgende forhold:
- husstandens størrelse og sammensætning.
- bygningernes teknisk-konstruktive standard og egnethed til helårsbeboelse.
- bygningernes størrelse.
- vej- og kloakforhold i området samt eventuel vintervedligeholdelse.
- andre relevante oplysninger til bedømmelse af ansøgningen, herunder forholdet til den øvrige planlægning i området.
Det anbefales videre, at kommunalbestyrelsen først meddeler en eventuel dispensation i henhold til § 7 a, stk. 2, når der er forløbet 2 uger efter, at kommunalbestyrelsen har oplyst ejerne af de tilgrænsende ejendomme om, at der søges om dispensation fra stk. 1, og om at eventuelle bemærkninger kan fremsættes inden 2 uger.
De ejendomme, der er nævnt i § 7 a, stk. 3, er ejendomme i sommerhusområder, der før området blev udlagt til sommerhusområde, lovligt benyttedes til helårsbeboelse. Såfremt disse ejendomme siden da uafbrudt har været benyttet til helårsbeboelse, kan de fortsat benyttes som lovlig helårsbeboelse uden dispensation efter § 7 a, stk. 2. Såfremt helårsbeboelsen ophører over en vis periode, kræver fornyet helårsbeboelse dog dispensation efter stk. 2, se under punkt C 1.
C. Afbrydelse af lovlig helårsbeboelse (§ 7 b)
1. Efter den hidtidige praksis har en afbrydelse (på ca. 1 år) af helårsbeboelsen af ejendomme, der lovligt kunne benyttes hertil, før området blev udlagt til sommerhusområde, medført, at retten til helårsbeboelse bortfaldt. Ved lovændringen er grænsen for bortfald af retten til helårsbeboelse sat til 3 år.
2. De i § 7 b, stk. 2, nævnte ejendomme kan kun lovligt anvendes til helårsbeboelse på grundlag af en dispensation fra forbudet mod helårsbeboelse i § 7 a, stk. 1, i modsætning til de ovenfor under C.1. nævnte ejendomme. Ved en afbrydelse af helårsbeboelsen i henhold til en dispensation bortfalder denne. Kommunalbestyrelsen kan dog opretholde dispensationen, hvis særlige grunde taler for det.
D. Klageregler m.v.
Ved sommerhuslovens ændring af 25. maj 1983 er der gennemført den ændring af klageadgangen, at klager over afgørelser truffet i henhold til §§ 7 a, stk. 2, og 7 b, stk. 2, samt ændringslovens § 3, stk. 1, nu er henlagt til det efter miljøbeskyttelsesloven etablerede ankenævn. Miljøankenævnet får dog, for så vidt angår klager efter sommerhusloven, en særlig sammensætning, idet det foruden formanden eller dennes stedfortræder består af 2 medlemmer, der beskikkes efter indstilling fra Kommunernes Landsforening og fra Amtsrådsforeningen i Danmark og Hovedstadsrådet i forening.
Det henstilles, at kommunalbestyrelsens afgørelse indeholder oplysning om, at afgørelsen kan påklages til miljøankenævnet samt om klagefristens længde.
Klageberettiget er personer med en væsentlig individuel interesse, amtsrådet/ Hovedstadsrådet samt vedkommende grundejerforening.
Om forståelsen af, hvem der kan have en sådan interesse, er der i bemærkningerne til betænkning af 11. maj 1983, afgivet af folketingets miljø- og planlægningsudvalg, fremsat nogle synspunkter, der må lægges til grund ved fortolkningen af begrebet »væsentlig, individuel interesse«. Klageberettiget er herefter alene ansøgeren samt enkeltpersoner med en væsentlig, individuel interesse, som f.eks. naboer. Derimod er foreninger og andre grupper ikke klageberettigede.
Klagefristen på 4 uger regnes fra den dag, afgørelsen er meddelt de pågældende eller er offentliggjort. Afgørelsen anses normalt for at være meddelt de pågældende dagen efter, at kommunalbestyrelsen har afgivet afgørelsen til postbesørgelse, eller datoen for offentliggørelse.
For at sikre, at alle klageberettigede får mulighed for at holde sig underrettet om trufne afgørelser, skal kommunerne tilstille kopi af de trufne afgørelser (afslag og tilladelser) til amtsrådet/ Hovedstadsrådet og så vidt muligt til vedkommende grundejerforening. Det henstilles, at kommunalbestyrelsen offentliggør meddelte tilladelser.
Man henleder opmærksomheden på, at anken skal stiles til miljøankenævnet, men indgives til den kommunalbestyrelse, der har truffet afgørelsen. Kommunalbestyrelsen videresender klagen til planstyrelsen, der fungerer som sekretariat for miljøankenævnet. Når kommunalbestyrelsen skal videresende klagen til planstyrelsen, bør den fremsætte bemærkninger til klagen samt vedlægge kopi af sagens akter. I sine bemærkninger bør kommunalbestyrelsen tage stilling til eventuelle nye anbringender eller oplysninger fra en klager.
Opmærksomheden henledes på, at kommunalbestyrelsen skal påse, at de, der har fået underretning om afgørelsen, underrettes om klagen og om klagens opsættende virkning på tilladelsen.
E. Tilsyn og straffebestemmelser m.v. (§§ 10, 10 a, 10 b og 10 c)
1. § 10
Pligten til at berigtige forhold, der strider mod sommerhusloven, påhviler den, der er ejer respektive bruger af ejendommen, uanset om den pågældende har haft noget ansvar for etableringen af det ulovlige forhold.
For at der kan dømmes til lovliggørelse under tvang af fortløbende bøder, skal der foreligge et af kommunalbestyrelsen meddelt påbud om lovliggørelse.
2. § 10 a
Der har hersket en vis tvivl om, hvem der førte tilsyn med overholdelse af lovens §§ 7 og 7 a. I § 10 a er det derfor nu præciseret, at pligten til at føre tilsyn med reglerne og vilkår fastsat i medfør heraf nu påhviler kommunalbestyrelsen, der skal søge ulovlige forhold lovliggjort og om fornødent søge sagen indbragt for domstolene.
3. § 10 b
Før ændringen af sommerhusloven den 25. maj 1983 var der ikke en særlig hjemmel til at straffe overtrædelser af bestemmelserne i lovens §§ 7 og 7 a. Der er nu i § 10 b, stk. 1, indført hjemmel til at idømme bødestraf for overtrædelse af bestemmelserne.
4. § 10 c
Det påhviler kommunalbestyrelsen at sørge for tinglysningen af eventuelle betingelser, der knyttes til afgørelser truffet i medfør af § 7, samt for tinglysning af tilladelser efter § 7 a.
F. Overgangsordning for allerede etableret ulovlig helårsbeboelse i sommerhusområder
I ændringslovens § 3, stk. 1, er der givet kommunalbestyrelsen hjemmel til at give dispensation fra forbudet i lovens § 7 a, stk. 1, til personer, der den 10. februar 1983 uden fornøden tilladelse anvendte en beboelsesbygning i et sommerhusområde til helårsbeboelse. Opmærksomheden henledes på, at det ikke er en betingelse for at være omfattet af overgangsordningen, at de pågældende er tilmeldt folkeregisteret på sommerhusbopælen.
Før der træffes afgørelser i henhold til § 3, stk. 1, i ændringsloven, skal det henstilles, at kommunalbestyrelsen indhenter de i cirkulærets afsnit III, punkt B, 3. afsnit, nævnte oplysninger, samt oplysning om, hvor længe ansøgeren har haft bopæl i sommerhuset, og om vedkommende eventuelt har anden bopæl.
I § 3, stk. 2, i ændringsloven er der givet miljøministeren hjemmel til at fastsætte en frist for indsendelse af ansøgninger til kommunalbestyrelsen om dispensation i henhold til overgangsordningen. Denne frist er fastsat til den 1. oktober 1983.
Opmærksomheden henledes på, at ansøgninger, der først modtages efter den 1. oktober 1983, skal behandles efter de almindelige regler i § 7 a.
I henhold til ændringslovens § 3, stk. 3, er der givet miljøministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om indkaldelse af ansøgninger efter overgangsordningen i § 3.
De berørte kommuner skal herefter gennem annoncering i lokalpressen eller husstandsomdelte pjecer give orientering til dem, der uden tilladelse bor hele året i kommunens sommerhusområder om:
- overgangsordningen.
- fristen for indsendelse af dispensationsansøgning.
- konsekvenserne af ikke at indsende ansøgningen om dispensation inden den fastsatte frist.
Denne annoncering m.v. er i øvrigt et led i den informationskampagne, der skal finde sted i forbindelse med ændringslovens ikrafttræden.
Kommunen skal videre i det omfang, man har konkret kendskab til ulovligt boende, sende en direkte meddelelse til de pågældende med orientering om de ovenfor nævnte oplysninger. Opmærksomheden henledes på, at en stor del af de ulovligt boende kan findes via folkeregisteret.
IV Kommunernes opfølgning af lovændringen
Ved modtagelse af tilmelding til folkeregisteret om indflytning i et sommerhus bør kommunen gøre opmærksom på, at det er ulovligt og strafbart ifølge sommerhusloven at benytte sommerhuset som fast bopæl i tiden 1. oktober - 31. marts.
I forbindelse med Bygnings- og Boligregisteret og det kommunale ejendomsstamregister stilles nogle faciliteter til rådighed for kommunerne som hjælp til opfølgning af lovændringen. Miljøministeriet vil senere udsende en cirkulæreskrivelse, hvori der redegøres for den praktiske anvendelse.
Miljøministeriet skal henstille, at kommunen ved påstempling af ejendomsværdi på skøder vedrørende sommerhuse påstempler oplysning om, at ejendommen kun må benyttes som sommerhus.
Underskrift 1
Miljøministeriet, den 1. juli 1983. Christian Christensen / Erik Lindegaard