Gelex

Cirkulæreskrivelse om den skattemæssige behandling af aktiesalg til holdingselskaber (Til de skattelignende myndigheder)

OphævetVersion 1985-04-19fra 1985-04-19 til 1996-01-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1985/12@1985-04-19/da

Indhold
  1. Indledning

Ved lov nr. 615 af 19. december 1984 om aktiesalg til holdingselskaber er der gennemført ændringer i ligningslovens § 16B. Et eksemplar af loven vedlægges.

I det følgende er der redegjort for hovedprincippene i ordningen. Et mere udførligt cirkulære vil senere blive udsendt.

Der er endvidere redegjort for retningslinierne for dispensation fra lovens regler. Disse retningslinier vil blive indarbejdet i cirkulæret.

1. Bestemmelsen i ligningslovens § 16B, stk. 1, jfr. stk. 6 og 7, hvorefter den, der afstår aktier til det selskab, som har udstedt dem, skal medregne afståelsessummen i sin skattepligtige indkomst, er uændret i forhold til tidligere.

Andragender om dispensation fra denne regel skal som hidtil indsendes til det stedlige amtsskatteinspektorat, for Københavns og Frederiksberg kommuners vedkommende til de pågældende skattedirektorater.

2 a. De nye bestemmelser i ligningslovens § 16B, stk. 2-5, tilsigter at forhindre, at en aktiebesidder gennem "holdingstiftelse" kan tage midler ud af et selskab på fordelagtige vilkår, selv om den pågældende i realiteten bevarer sin indflydelse i selskabet. Ved "holdingstiftelse" forstås en disposition, hvor aktiekapitalen i et selskab (datterselskab) helt eller for en stor dels vedkommende overdrages til et andet selskab (holdingselskabet).

Selv om der tales om "holdingstiftelse", behøver det selskab, til hvilket aktieoverdragelsen finder sted, ikke at være et til formålet oprettet selskab. Det kan være et selskab, der allerede i en årrække har udøvet holdingselskabsfunktioner. Det kan også være et helt udenforstående selskab, der erhverver de omhandlede aktier.

b. Reglerne tager først og fremmest sigte på personers aktieafståelser, men finder også anvendelse på aktieafståelser, foretaget af andre skattepligtige, herunder selskabers aktieafståelser.

I cirkulæret vil der blive redegjort for behandlingen af dødsboer i forbindelse med de nye regler.

3. a. Efter de nye regler medregnes den fulde afståelsessum i overdragerens skattepligtige almindelige indkomst, hvis aktierne afstås til et selskab, en forening eller fond (holdingselskab), der er eller i løbet af det pågældende indkomstår bliver indehaver af 25 pct. eller derover af aktiekapitalen i det selskab, der har udstedt aktierne (datterselskabet).

Det afgørende er altså ikke, om den, der afstår aktierne, er hovedaktionær i det pågældende selskab, men derimod om det selskab, der erhverver aktierne, er eller i løbet af indkomståret bliver holdingselskab. Også andre end hovedaktionærer, der afstår aktier til holdingselskabet, bliver således omfattet af reglerne. Der kan dog dispenseres fra beskatningen, jfr. nedenfor.

b. Reglerne gælder dog ikke, hvor aktionæren ved aktieafståelsen har afviklet samtlige aktionærinteresser i den pågældende koncen, altså såvel i datterselskabet som i holdingselskabet. I så fald beskattes salgssummen efter aktieavancebeskatningsloven. Reglerne finder kun anvendelse, hvis overdrageren beholder eller erhverver aktier enten i holdingselskabet eller i datterselskabet, eller hvis overdrageren - uden selv at eje aktier i holdingselskabet eller i datterselskabet - direkte eller indirekte kan udøve en væsentlig indflydelse i disse selskaber.

Reglerne finder heller ikke anvendelse på den del af vederlaget, der udredes i form af aktier i holdingselskabet. Denne del af vederlaget beskattes efter aktieavancebeskatningsloven.

4. Ikrafttræden

Loven har virkning for aktieafståelser i hele det indkomstår, der ikke er afsluttet den 4. december 1984 (datoen for lovforslagets fremsættelse), og i alle senere indkomstår.

De nye regler vil således gælde for aktieafståelser foretaget af personer og selskaber i 1984, hvis de anvender kalenderåret som indkomstår. Hvis den pågældende anvender et forskudt indkomstår, er det afgørende, om aktieafståelsen har fundet sted før eller efter den dag i 1984, hvor et nyt indkomstår begyndte.

Aktieafståelser, som er foretaget før det tidspunkt, hvor de nye regler finder anvendelse, behandles i det hele efter de hidtidige regler. Den særlige 5-års regel i § 16B, stk. 4, skal ikke anvendes i disse tilfælde. 5-års reglen går ud på, at § 16B, stk. 2-3, i visse tilfælde skal anvendes på aktieafståelser inden for de 5 senest forudgående indkomstår. Reglen i stk. 5, sidste pkt., hvorefter skattefriheden for datterselskabsudbytter bortfalder, gælder heller ikke ved aktieafståelser før skæringstidspunktet.

5. Dispensation

Ministeren for skatter og afgifter kan tillade, at afståelsessummer fritages for almindelig indkomstbeskatning, således at de almindelige aktieavancebeskatningsregler i stedet finder anvendelse.

Som omtalt i punkt 3, litra b, finder de nye skærpede regler ikke anvendelse i de tilfælde, hvor sælgeren efter aktieafståelsen har afviklet samtlige aktionærinteresser i virksomheden.

Spørgsmålet om dispensaton bliver derfor kun aktuelt i tilfælde, hvor sælgeren direkte eller indirekte har beholdt aktionærtilknytningen til de pågældende selskaber eller en tilknytning, der kan sidestilles hermed. En dispensation vil medføre, at overdrageren skal beskattes efter aktieavancebeskatningslovens regler og ikke af den fulde afståelsessum.

I det følgende er omtalt retningslinierne for dispensation fra lovens regler. Det anførte tager sigte på personers aktieafståelser. Disse retningslinier vil som nævnt blive indarbejdet i cirkulæret.

Loven omfatter også under visse betingelser selskabers aktieafståelser. Dispensationsadgangen omfatter også sådanne aktieafståelser. Udgangspunktet er, at retningslinierne også gælder her. Der kan dog her foreligge særlige forhold, som kan begrunde en videregående dispensationsmulighed. De nærmere retningslinier for dispensation i disse tilfælde vil ligeledes blive optaget i cirkulæret.

A. Dispensation for afståelser foretaget den 4. december 1984 eller senere.

a. Det vil normalt være en betingelse for tilladelse til at anvende de almindelige regler om aktieavancebeskatning, at overdrageren er undergivet fuld skattepligt i Danmark, således at normal avancebeskatning finder sted.

b. Der kan være grund til at dispensere, hvis nærmere omstændigheder viser, at den bibeholdte aktionærindflydelse er af underordnet betydning, og navnlig hvis dette skyldes andre årsager end ønsket om at fortsætte som deltager i den erhvervsmæssige virksomhed, der drives af de pågældende selskaber.

c. Dispensation kan endvidere efter omstændighederne gives i tilfælde, hvor overdrageren ganske vist erhverver eller bibeholder aktionærinteresser i koncernen, men hvor denne i overvejende grad er kontrolleret af uafhængige personer eller selskaber. Om dette er tilfældet, må bero på en konkret vurdering.

d. Endvidere kan der forekomme tilfælde, hvor holdingselskabet ved egne midler er i stand til at udrede vederlaget for aktierne, således at erhvervelsen ikke kan siges at være finansieret ved midler hidrørende fra det selskab, der har udstedt aktierne. Også her kan der, hvis omstændighederne i øvrigt taler for det, være anledning til at give dispensation. Der kan herved tages hensyn til, fra hvilket tidspunkt og fra hvilken kilde holdingselskabets midler er tilvejebragt.

e. Udover de ovennævnte tilfælde kan der normalt forventes tilladelse til beskatning efter aktieavancebeskatningsreglerne, når den overvejende del af afståelsesvederlaget består i aktier i holdingselskabet.

f. Endvidere kan der også efter en konkret vurdering være grund til at give dispensation, hvor det efter de foreliggende omstændigheder synes klart, at baggrunden for dispositionen er ønsket om at foretage et generationsskifte og ikke ønsket om at overføre opsparede midler fra virksomheden til den skattepligtige.

Hvis den skattepligtige afgiver samtlige aktionærinteresser og indflydelsen over virksomheden, vil forholdet som nævnt falde uden for de nye regler, således at dispensation er upåkrævet. Der sker her kun beskatning efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Hvis der derimod er tale om et glidende generationsskifte, således at aktierne og indflydelsen overføres til nye ejere ad flere gange, er forholdet omfattet af de skærpede regler. Der kan her være anledning til at give dispensation, således at man ikke udelukker muligheden for gennemførelsen af et rimeligt og fornuftigt generationsskifte.

For at der skal kunne gives dispensation i disse tilfælde, skal følgende betingelser normalt være opfyldt:

1) Afståelsen skal ske som led i en plan for et glidende generationsskifte. Efter denne plan skal generationsskiftet fuldbyrdes over en kortere årrække.

2) De enkelte trin i generationsskiftet skal omfatte væsentlige andele af den skattepligtiges aktionærinteresser.

3) Dispensation ved glidende generationsskifte gives i første række, hvor der i forbindelse med holdingstiftelse sker en gradvis overdragelse til aktionærens eller ægtefællens afkom. Glidende generationsskifte kan dog også begrunde dispensation, hvor overdragelsen sker til andre end afkommet, f.eks,. andre familiemedlemmer, medarbejdere eller efter omstændighederne til udenforstående.

Der må foreligge dokumentation for, at generationsskiftet skal ske inden for en kortere årrække. En sådan dokumentation kan f.eks. være en aftale mellem aktionæren og de pågældende, der skal indtræde i holdingselskabet. Efter omstændighederne kan det være tilstrækkeligt, at der foreligger en køberet, som de pågældende kan gøre gældende inden for den afstukne tidsramme.

g. Det bemærkes generelt, at det må bero på en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder i de enkelte tilfælde, om der skal gives dispensation eller ej. Efter omstændighederne vil der også, når ganske særlige forhold taler for det, kunne være anledning til at give dispensation i andre tilfælde end de foran beskrevne.

h. Hvis en del af vederlaget udredes ved oprettelse af gældsbreve, vil det normalt være en forudsætning for at give dispensation, at gældsbrevets pålydende svarer til denne del af vederlaget. Det må tillige forudsættes, at sådanne gældsbreve oprettes med en direkte nominel rente svarende til det herskende renteniveau under hensyn til løbetid og andre vilkår. Der kan således ikke forventes tilladelse til overdragelse på vilkår, der indebærer, at overdrageren konstaterer et kurstab på den modtagne forskrivning.

i. I tilfælde, hvor holdingselskabet må forventes at erhverve samtlige aktier i det selskab, der er genstand for overdragelse, vil dispensation normalt være betinget af, at der ikke søges om sambeskatningstilladelse mellem selskaberne med den følge, at rentebetalinger til den sælgende aktionær kommer til fradrag i sambeskatningsindkomsten. Dette udelukker ikke, at der søges om sambeskatning, eller at en sådan tilladelse gives, men der må ikke søges om sambeskatning på sådanne vilkår, som medfører, at rentebetalinger til den sælgende aktionær kommer til fradrag i sambeskatningsindkomsten.

B. Dispensation for afståelser foretaget eller aftalt før 4. december 1984

De anførte retningslinier skal som udgangspunkt også finde anvendelse på aktiesalg, der har fundet sted før den 4. december 1984 og er omfattet af de nye regler.

Den omstændighed, at dispositionen er truffet før den 4. december 1984, kan dog begrunde, at der gives dispensation i et videre omfang.

a. Et glidende generationsskifte, der er indledt før 4. december 1984, bør normalt kunne begrunde, at der gives dispensation. For konkrete afståelser, der har fundet sted efter den 4. december 1984 som et led i et sådant generationsskifte, må det så vidt muligt sikres, at overdrageren ikke får skattemæssig fordel af et kurstab på en modtagen forskrivning, jfr. foran, pkt. A, litra h. Også for konkrete afståelser i indkomståret 1984 foretaget før den 4. december 1984 kan det efter omstændighederne kræves, at overdrageren ikke opnår en sådan skattemæssig fordel.

b. Har aktionæren før 4. december 1984 disponeret i overensstemmelse med en meddelt forhåndbesked, vil dette begrunde, at dispensationen gives.

c. Også andre end de foran anførte forhold kan tale for, at der dispenseres fra lovens regler, for så vidt angår aktieafståelser foretaget før den 4. december 1984.

Dette vil være tilfældet, hvor det vil være retligt umuligt at omgøre dispositionen, fordi en af den skattepligtige uafhængig trediemand af en eller anden grund bliver berørt af dispositionen og modsætter sig en omgørelse. Det er forudsat, at der ikke er taget forbehold om omgørelse.

Som eksempel på retlig umulighed kan nævnes tilfælde, hvor der i forbindelse med holdingstiftelse er optaget medarbejdere eller andre som aktionærer i holdingselskabet. Det kan også tænkes, at der i mellemtiden er sket dødsfald, og at det derfor ikke er muligt at omgøre dispositionen.

Der kan imidlertid også være tilfælde af økonomisk umulighed, fordi aktionæren har disponeret over salgssummen på en sådan måde, at omgørelse i praksis ikke er mulig. Det kan således tænkes, at aktionæren har brugt pengene, f.eks. ved at han har investeret dem i anden virksomhed eller ved, at aktionæren som led i en bodeling ved et ægtefælleskifte har betalt sin ægtefælle et kontant salgsvederlag.

Det kan gives dispensation, hvis det viser sig, at omgørelse er enten retlig eller økonomisk umulig. Ved vurdering heraf vil der blive lagt vægt på, om oplysningerne om umulighed er veldokumenterede, og om dispensation er nødvendig for at opnå et rimeligt resultat.

C. Tilfælde, hvor der ikke kan dispenseres

De tilfælde, hvor der efter det foranstående ikke vil være grundlag for at give dispensation, vil i første række være tilfælde, hvor en eller flere aktionærer gennem holdingstiftelse tager midler ud af selskabet ved i realiteten at sælge til sig selv samtidig med, at den eller de pågældende fortsætter med at drive virksomheden. Mindre forskydninger i ejerforholdene kan ikke i sig selv begrunde dispensation. Den skattepligtige tager den overvejende del af vederlaget ud i form af kontanter eller tilgodehavender, og der sker i realiteten ikke nogen ændring af ejerforholdet. I sådanne tilfælde vil der ikke være grundlag for dispensation. Dette gælder både for afståelser, der sker efter den 4. december 1984 og for afståelser, der er sket før dette tidspunkt, forudsat at det ikke er umuligt at omgøre dispositionen. Det er også sådanne aktieafståelser, som gav anledning til lovforslagets fremsættelse, jfr. bemærkningerne til lovforslag L 95.

Ansøgning om dispensation indgives til ministeriet for skatter og afgifter, skattedepartementet, Slotsholmsgade 12, 1216 København K. Skattedepartementet, den 24. januar 1985

Jens Rosman

/ Erik S. M. Hansen

Bilag

Lov nr. 615 af 19. december 1984 om ændring af ligningsloven

(Udelades her)

Versioner

  1. 1985-04-19 · til 1996-01-29