Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1985/133@1986-03-25/da

Indhold

1. Indledning
2. 1. § 4, stk.
3. Underskrift 1

Lov om grundejerbidrag til offentlige veje (vejbidragsloven) foreligger nu som lovbekendtgørelse nr. 369 af 6. august 1985.

Vejbidragsloven, der med sin oprindelige udformning trådte i kraft den 1. januar 1973, afløste og standardiserede de indtil da gældende regler om bidrag til offentlige veje i den københavnske gadelov af 14. december 1857 og i de kommunale vejvedtægter, der med gadeloven som forbillede blev indført i købstæderne og de bymæssigt bebyggede dele af de tidligere sognekommuner.

Vejbidragsloven har undergået visse ændringer siden 1973, senest ved lov nr. 185 af 8. maj 1985, § 3. Dette cirkulære gennemgår loven i dens nuværende affattelse. De ændringer, der er sket ved ændringsloven af 1985, er omtalt under cirkulærets pkt. 19, 23 og 28.

Vejbidragsloven må ses i sammenhæng med lov om private fællesveje (lovbekendtgørelse nr. 370 af 6. august 1985) og lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. august 1985).

1. Reglerne om vejbidrag bygger som hidtil på det forhold, at tilstedeværelsen af en offentlig vej i almindelighed medfører økonomiske fordele for de tilgrænsende ejendomme. Dette gælder både ved anlæg af en ny offentlig vej og ved overtagelse af en eksisterende privat fællesvej som offentlig vej. I begge tilfælde overtager det offentlige udgifterne ved vejens fremtidige vedligeholdelse. Denne fordel og eventuelle andre fordele, f.eks. de offentlige vejes normalt bedre standard, må grundejerne betale for efter reglerne i vejbidragsloven.

Dette principielle udgangspunkt fraviges selvsagt ved foranstaltninger, der kun i ringe omfang tilgodeser en trafikbetjening af ejendommene langs vejen og først og fremmest udføres af hensyn til den offentlige trafik. Derfor fastsætter vejbidragsloven visse grænser for grundejernes bidragspligt, f.eks. ved at begrænse de vejbredder, hvortil grundejerne skal betale. Således kan bl.a. arealerhvervelser og større udretninger af vejens længdeprofil ikke pålignes grundejerne. Endvidere begrænses bidragspligten ved adgangsbegrænsede veje.

2. Vejbidragsloven tilvejebringer principiel ligestilling i bidragsmæssig henseende mellem grundejere ved hovedlandeveje, landeveje og kommuneveje, idet der til alle kategorier af veje kan opkræves bidrag. Reglen i lovens § 6 om begrænsning i bidragspligten ved adgangsbegrænsede veje vil dog i praksis betyde, at det i en række tilfælde vil være udelukket at opkræve bidrag i forbindelse med anlæg eller udbygning af hovedlandeveje og landeveje.

Definitioner (§ 1)

3. I § 1 defineres henholdsvis offentlige veje og stier og private fællesveje. Definitionerne er de samme som i lov om offentlige veje og privatvejsloven.

Ved definitionen af vejbidrag i § 1, stk. 4, fastslås det, at der ved vejbidrag kun forstås de bidrag, der pålægges i henhold til vejbidragsloven. Lovens regler omfatter således ikke de bidrag, der pålægges i henhold til privatvejsloven.

Ifølge privatvejslovens §§ 42 og 62 finder vejbidragslovens fordelingsregler dog anvendelse på anlægs-, istandsættelses- og vedligeholdelsesudgifter vedrørende private fællesveje.

Lovens gyldighedsområde (§ 2)

4. Loven finder efter § 2, stk. 1, anvendelse på alle kategorier af offentlige veje hovedlandeveje, landeveje og kommuneveje - i de områder, der er omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III. Det gælder efter denne lovs § 13 byzoneområder samt Københavns kommune. Endvidere andre stedligt begrænsede områder, hvor reglerne i afsnit III er indført efter kommunalbestyrelsens bestemmelse, eksempelvis sommerhusområder og mindre bysamfund i landzoneområder. Det er en forudsætning for pålæg af vejbidrag, at ejendomme på beslutningstidspunktet er omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III.

5. For hovedlandeveje og landeveje gælder efter § 2, stk. 2, den særregel, at vejbidragslovens regler efter vejbestyrelsens bestemmelse også kan anvendes uden for byzoneområder, selv om reglerne i privatvejslovens afsnit III ikke er indført. Det gælder landzoneområder, hvor der er en samlet bebyggelse, eller en samlet bebyggelse kan forventes. I disse tilfælde kan vejbidrag dog kun kræves i begrænset omfang, nemlig til nye fortovsanlæg, men ikke ud over 2,5 m i hver side og til holdebane og parkeringsanlæg inden for en bredde af i alt 6 m.

Baggrunden for bestemmelsen er, at såvel fortovsanlæg som holdebaner og parkeringsanlæg fortrinsvis tjener grundejernes interesser.

Efter § 2, stk. 4, gælder lovens regler også for offentlige stier.

Pålæg af vejbidrag (§ 3)

6. Pålæg af vejbidrag sker ved vejbestyrelsens foranstaltning, dvs. for hovedlandeveje vejdirektoratet, for landeveje amtsrådet og for kommuneveje kommunalbestyrelsen.

Hvor vejbidrag pålignes ejendomme ved hovedlandeveje og landeveje, skal kommunalbestyrelsen dog efter bestemmelsen i § 19 bistå med administrationen af vejbidraget.

Efter § 3 er det en betingelse for, at en ejendom kan pålægges vejbidrag, at ejendommen grænser til eller kommer til at grænse til offentlig vej.

Det er ejerne af disse ejendomme, og som hovedregel kun disse, der kan pålægges bidrag. Der er som hidtil ikke mulighed for at pålægge brugere af vejen bidrag, når disse ikke har ejendom, der grænser til vejen. Dog kan nu ifølge § 10 flere veje, der i færdselsmæssig henseende udgør en enhed, behandles under et med hensyn til bidragspåligningen, således at det enkelte bidrag kommer til at vedrøre mere end den vej, den bidragspålignede ejendom er beliggende ved.

En ejendom betragtes som grænsende til vejen, selv om der mellem ejendommen og vejen er f.eks en græsrabat eller et skråningsareal, der er registreret som offentligt vejareal.

Fra bestemmelsen om, at de tilgrænsende grundejere kan pålægges vejbidrag, gælder der undtagelser efter reglerne i §§ 5-8.

7. Vejbidrag kan efter § 3 pålægges i 3 grupper af tilfælde, nemlig til dækning helt eller delvis af udgifterne til

1) anlæg af nye offentlige veje,

2) udbygning af private fællesveje i forbindelse med vejenes overtagelse som offentlige, og

3) udvidelse af de befæstede arealer i eksisterende veje.

De to første grupper svarer til de tidligere bestemmelser i Københavns gadelov og vejvedtægterne.

Hvis udbygning ikke skønnes nødvendig i forbindelse med en privat fællesvejs overtagelse som offentlig, fordi vejen allerede har den fornødne standard, kan vejbidrag ikke kræves. Der kan således ikke pålægges bidrag til dækning af vejbestyrelsernes udgifter ved vejens udskillelse af matriklen. Derimod kan vejbestyrelsen betinge overtagelse af vejen med, at grundejerne afholder denne udgift. Dette er dog ikke et vejbidrag i lovens forstand og kræver derfor, at betingelsen accepteres af de grundejere, eventuelt grundejerforening, der skal afholde udgiften. Pålæg af vejbidrag kan heller ikke motiveres alene med, at grundejerne fremtidig fritages for vedligeholdelsesudgifterne.

Den tredie gruppe af tilfælde drejer sig om udbygning af eksisterende offentlige veje.

Efter bestemmelserne kan vejbestyrelsen til enhver tid pålægge grundejerne bidrag - herunder også til fornødne jordarbejder - til udvidelse af de befæstede arealer i offentlige veje til den i § 4, stk. 1, angivne maksimale bredde. Udlagte græsrabatter, og færdselsarealer, der mere lejlighedsvis har fået tilkørt grus, betragtes efter praksis ikke som befæstede arealer.

Bestemmelsen gælder uden hensyn til, om der tidligere er pålagt bidrag til vejen. Med de i § 4 angivne begrænsninger kan bidrag kræves til enhver udgift ved vejudvidelsen, ligesom der vil kunne kræves bidrag til en udvidelse af det befæstede areal, selv om der dermed er forbundet arealerhvervelse. Selve arealerhvervelsen kan der dog ikke kræves bidrag til, jfr. § 4, stk. 2.

Bestemmelsen giver ikke vejbestyrelsen hjemmel til at pålægge vejbidrag til en forbedring af en bestående belægning, selv om denne er af midlertidig karakter. Vejbestyrelsen vil dog ved vejens anlæg eller i forbindelse med dens overtagelse som offentlig kunne tage forbehold om, at en bestemt del af vejarbejdet, f.eks. den endelige belægning, først skal finde sted senere, og om, at vejbidrag for denne del senere vil blive opkrævet, jfr. § 13.

Beslutningen om pålæg af vejbidrag skal efter § 3, stk. 2, træffes i forbindelse med gennemførelsen af arbejdet. Acontovejbidrag kan opkræves, inden arbejdet er afsluttet.

Vejbidragets nærmere omfang (§ 4)

8. § 4 angiver visse begrænsninger med hensyn til de udgifter, hvortil der kan kræves bidrag.

Efter § 4, stk. 1, kan der ikke kræves bidrag til vejanlæg i større bredde end 20 m. Begrundelsen herfor er, at vejbredder over 20 m i højere grad må anses for begrundet i hensynet til den gennemgående færdsel end til udnyttelsen af de tilgrænsede arealer.

For ejendomme, der ved lokalplan eller anden bestemmelse er forbeholdt boligbebyggelse med en- eller tofamilieshuse, kan bidrag ikke kræves til vejanlæg i større bredde end 12 m, og heraf kan højst 6 m vedrøre kørebanen og højst 6 m vejens øvrige dele (fortov, cykelsti, rabat m.v.). Begrundelsen for denne indskrænkning er, at ejendommens anvendelse til parcelhusbyggeri kun nødvendiggør en almindelig boligvej.

Bestemmelsen om, at der kun kan opkræves grundejerbidrag til anlægsarbejder på 6 m til kørebane og 6 m til vejens øvrige dele, når en vej alene betjener områder med parcel- og rækkehuse m.v., har vist sig at give mindre rimelige resultater, når et vejsystem planlægges under et med stamveje, fordelingsveje og boligveje. I disse tilfælde vil stamvejene ofte have en større bredde, således at de øvrige veje, navnlig boligvejene, kan anlægges med væsentlig mindre breddde. Loven åbner derfor mulighed for at acceptere grundejerbidrag for en anlægsbredde op til 20 m, selv om vejen alene betjener parcel- og rækkehusområder m.v. under forudsætning af, at vejbidraget pålægges for vejsystemet under et efter § 10. Denne mulighed bør dog kun anvendes, hvis den gennemsnitlige vejbredde i systemet ikke væsentligt overstiger den normale grænse på 6 + 6 m. Såfremt vejens bredde overskrider de begrænsninger, der er angivet i § 4, stk. 1, må grundejernes bidrag beregnes efter forholdet mellem den faktiske anlægsbredde og den maksimale bredde, der er beskrevet i loven.

Efter § 4, stk. 2, kan udgifter til arealerhvervelser eller til erstatning for servitutpålæg eller ulemper ikke medregnes i de udgifter, der kræves dækket af vejbidrag.

Det samme gælder udgifter ved større reguleringer af vejens længdeprofil, herunder anlæg af støttemure. Sådanne reguleringer må antages i særlig grad at skulle tjene den gennemgående færdsel og ikke udnyttelsen af de tilgrænsende ejendomme.

§ 4, stk.

Stk. 1. 3, fastslår, hvilke udgifter til vandafledning der kan medregnes i de udgifter, hvortil der kan kræves bidrag, og stk. 4, at udgifter til normal belysning kan regnes med i anlægsudgifterne. Dette svarer til praksis på baggrund af, at belysning må anses for et normalt tilbehør til offentlige veje, jfr. ministeriet for offentlige arbejders cirkulærer af 26. september 1979 og 4. november 1981 om vejbelysning. Det er en forudsætning, at belysningen opsættes i forbindelse med et af de i § 3, stk. 1, nr. 1 og 3, nævnte arbejder. Ved en privat fællesvejs overtagelse som offentlig vej vil et arbejde, der alene omfatter etablering af vejbelysning, kunne anses for en udbygning af vejen, hvortil der kan pålægges bidrag efter § 3, stk. 1, nr. 2. Efter § 4, stk. 5, kan der medregnes et administrationstillæg, dog højst 9 pct. af anlægsudgifterne. Hvis rådgivende ingeniør har været benyttet, og udgiften hertil er medregnet i anlægsudgifterne, kan der dog ikke medregnes administrationstillæg for den del af arbejdet, ingeniøren har bistået med, da vederlaget til denne vil omfatte udgifter til den administration, han har udført. Hvis den rådgivende ingeniør alene foretager projekteringen af projektet, men ikke forestår eller holder tilsyn med selve arbejdet, kan vejbestyrelsen medtage både ingeniørhonoraret og 9 pct. af de øvrige anlægsudgifter. Renter af anlægsudgifterne kan i overensstemmelse med hidtidig praksis ikke pålignes grundejerne. Begrænsninger i bidragspligten m.v. (§§ 5-8)

9. Efter §§ 5, 6 og 8 gælder der visse begrænsninger i grundejernes bidragspligt, og efter § 7 regler om nedsættelse eller bortfald af bidragspligten.

Vand- og vejarealer (§ 5)

10. Ved bidragspåligningen skal der efter § 5, stk. 1, bortses fra vandarealer langs vejen, der ikke er ansat til ejendomsværdi. Dette vil navnlig gælde offentlige vandløb.

Efter § 5, stk. 2, kan vejbidrag ikke pålægges arealer af offentlige veje og private fællesveje, der støder op til dvs. indmunder i eller krydser - den offentlige vej, på hvilken anlægsforanstaltninger udføres. Begrundelse herfor er, at der til disse veje enten som offentlige selvstændigt kan opkræves bidrag fra de tilgrænsende ejere, eller at de som private veje skal vedligeholdes af grundejerne.

11. Færdselsarealer, der ikke efter privatvejslovens § 2 er private fællesveje, pålignes bidrag ligesom andre tilgrænsende ejendomme.

Ligeledes kan efter § 5, stk. 2, en kort, blind privat fællesvej, der indmunder i den offentlige vej, pålignes bidrag som en ejendom, der grænser til den offentlige vej. En sådan vej betragtes således ikke som selvstændig vej i vejbidragsloven. Det bidrag, der pålignes fællesvejens areal, fordeles mellem ejerne af de ejendomme, der grænser til fællesvejen efter reglerne i § 11.

Når der ved en vej er vand- eller vejarealer, der i henhold til § 5 ikke kan pålægges bidrag, må de andre grunde ved vejen bære tilsvarende større bidrag.

Adgangsbegrænsede veje (§ 6)

12. Vejbidrag kan ifølge § 6, stk. 1, ikke pålægges ejere af ejendomme ved vejstrækninger, hvortil der i henhold til adgangsbestemmelser, der er etableret af fædselsmæssige grunde af hensyn til den gennemgående trafik - og som kan håndhæves af det offentlige, ikke kan opnås direkte adgang fra ejendommene.

Bestemmelsen om, at der ikke kan pålægges ejere af ejendomme ved adgangsbegrænsede veje bidrag, svarer til praksis og til tilsvarende bestemmelse i lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje.

Ejendomme, der har fuld adgang til en i øvrigt adgangsbegrænset vej, kan pålignes fuldt bidrag. Hvis adgangsbegrænsninger eller anden bestemmelse - eksempelvis truffet ved ekspropriation eller ved lokalplan - om en ejendoms adgangsforhold kun medfører en indskrænkning af benyttelsen af ejendommens adgang, men ikke fuldstændig forbyder adgang fra ejendommen til vejen, skal bidraget efter § 6, stk. 4, nedsættes i det omfang, bestemmelsen medfører en begrænsning i ejendommens udnyttelsesmuligheder.

Henvisningen i § 6, stk. 1, til § 5, stk. 2, 2. pkt., angiver, at ejendomme ved facadeløse veje gennem denne bestemmelse indirekte kan komme til at bidrage til den facadeløse vejs istandsættelse, nemlig som deltagere i betalingen af bidrag, der pålægges en kort, blind privat fællesvej.

13. Fra bestemmelsen om, at vejbidrag ikke kan pålægges ejendomme ved adgangsbegrænsede veje, gælder der undtagelser.

Selv om der er etableret adgangsbegrænsning for en vej, kan ifølge § 6, stk. 2, ejerne af ejendommene ved den adgangsbegrænsede vej pålægges bidrag, hvis vejen er led i et samlet vejsystem til udelukkende eller overvejende trafikbetjening af et udstykningsområde. Bestemmelsen skyldes, at moderne udstykninger ofte bygger på et system af hovedfordelingsveje, fordelingsveje og stamveje, der alle er facadeløse, idet parcellerne kun får adgang til boligveje. Hvis hovedreglen skulle følges, ville det ikke være muligt at fordele udgifterne til de facadeløse veje på de ejendomme, til hvis fordel vejanlægget er udført. Hvis også ejere af ejendommene ved boligvejene skal inddrages i udgiften, må arbejderne på stamvejen og boligvejene udføres som et samlet arbejde i medfør af § 10, og privatvejslovens § 57, stk. 4.

Vejbidrag kan endvidere efter § 6, stk. 3, pålægges ejendomme ved adgangsbegrænsede veje i tilfælde, hvor ejendommens beliggenhed ved vejen i særlig grad udnyttes - f.eks. ved bebyggelse, ved udstillingsvinduer eller lignende - til trods for den manglende adgang. Bidraget må her fastsættes i forhold til det omfang, ejendommens ejer faktisk udnytter beliggenheden ved vejen.

Bortfald eller nedsættelse af vejbidrag (§ 7)

14. § 7 indeholder regler om bortfald eller nedsættelse af resterende vejbidrag - herunder tilbagebetaling af kontant erlagte vejbidrag - såfremt der efter påligningen indtræder en situation, der ifølge § 6 kunne have givet anledning til bortfald eller nedsættelse af bidraget.

Jernbaner og lufthavne (§ 8)

15. En særlig begrænsning af bidragspligten for jernbaner og lufthavne er fastsat i § 8. En tilsvarende bestemmelse findes i lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje. De nævnte anlæg skal kun betale vejbidrag i det omfang, dele af det samlede anlæg kan udnytte vejens tilstedeværelse som en fordel. Dette vil typisk være tilfældet på strækninger med stationsanlæg, arealer udlejet til private og i alle tilfælde, hvor der er overgange og overkørsler til anlægget. Omvendt vil anlægget være afskåret fra at udnytte vejens tilstedeværelse ud for selve driftsarealet (spor, startbaner m.v.). I tvivlstilfælde, f.eks. hvor skråningsarealer teoretisk kan udnyttes til bazarbebyggelse, har anlægget adgang til at give afkald på sådan udnyttelse. I så fald må vejbestyrelsen respektere dette afkald og undlade at kræve vejbidrag. På den anden side er et sådant afkald bindende for anlægget, og såfremt dette på et senere tidspunkt måtte ønske adgang til vejen, må der optages forhandling med vejbestyrelsen om efterbetaling af vejbidrag. Det bidragspligtige areal, der skal fastlægges efter § 8, 3. pkt., beregnes efter reglen i § 11, stk. 6, dvs. på grundlag af facadelængden og den faktiske grunddybde, dog højst 40 m fra vejen.

Vejbestyrelsens bidrag og senere pålæg af bidrag (§ 9)

16. I § 9, stk. 1, fastslås det generelt, at hvis vejbidrag som følge af reglerne i §§ 6-8 ikke kan pålægges samtlige tilgrænsende grundejere eller eventuelt kun i reduceret omfang, skal vejbestyrelsen for den pågældende vej afholde de beløb, der ikke kan opkræves.

17. Hvis de forhold, der har påvirket fritagelse for eller nedsættelse af vejbidraget i henhold til §§ 6 og 7, forandrer sig inden for en periode af 15 år, kan bidrag ifølge § 9, stk. 2, pålægges eller forhøjes, dog med reduktion af bidraget i forhold til den forløbne del af 15 års perioden. Fritagelse for bidrag efter § 8 vil ligeledes kunne tages op til revision på grund af ændrede omstændigheder.

Vejbidrag for flere veje (§ 10)

18. Som en undtagelse fra hovedreglen i § 3, om at vejbidrag skal pålægges ejerne af de til vejen grænsende grunde, gives der ved § 10 mulighed for at pålægge vejbidrag for flere veje under et, når disse udgør en færdselsmæssig enhed. Dette forudsætter dog, at der samtidig træffes beslutning om at udføre arbejder på samtlige de medtagne veje. Det kan dog bestemmes, at dele af arbejderne, f.eks. vedrørende enkelte vejstrækninger, først skal udføres senere, jfr. § 13. I mange tilfælde beror det på tilfældigheder, om sådanne veje, som udgør en færdselsmæssig enhed, betragtes som en eller flere veje. Når flere veje løber i forlængelse af hinanden og i et udstykningsområde med et samlet vejsystem, vil det dog være rimeligt at karakterisere systemet som »en færdselsmæssig enhed«. Da der for private fællesveje findes en tilsvarende bestemmelse i privatvejslovens § 57, stk. 4, vil beslutningen kunne omfatte flere veje, hvor nogle er offentlige veje og nogle private fællesveje.

Bidragsfordelingen (§ 11)

19. Da størrelsen af vejbidraget for de enkelte ejendomme bør afhænge af den betydning, vejen har for disse, gælder det efter § 11, stk. 1, at vejbidraget skal fordeles mellem de bidragspligtige grundejere på grundlag af

1) ejendommens facadelængde mod vejen

2) størrelsen af ejendommenes arealer og

3) måden, hvorpå ejendommene benyttes eller må forventes benyttet eller ejendomsværdien.

Da ejendommenes udnyttelse normalt giver sig udslag i ejendomsværdien, kan vejbestyrelsen i stedet for benyttelseskriteriet vælge at lægge ejendomsværdien til grund, for så vidt ejendommen ikke er fritaget for vurdering eller ikke er ansat til ejendomsværdi.

Ved ejendomsværdien forstås kontantejendomsværdien, jfr. § 5, stk. 5, i lov om vurdering af faste ejendomme (lovbekendtgørelse nr. 415 af 21. juni 1982).

Hvis ejendomsværdikriteriet benyttes i stedet for benyttelseskriteriet, gælder der efter § 11, stk. 3, den særregel, at der i tilfælde, hvor arbejdernes udførelse skyldes betydelig eller tung færdsel til eller fra enkelte ejendomme ved vejen, forlods skal pålægges disse ejendomme et passende særligt bidrag, inden grundejernes anpart af de øvrige udgifter fordeles. Begrundelsen herfor er, at ejendomsværdikriteriet i sådanne tilfælde ikke altid vil give de fornødne korrektioner af bidragsfordelingen.

Da det i den hidtidige praksis har vist sig, at benyttelse alene af et enkelt fordelingskriterium ikke sjældent giver uretfærdige resultater, er det i § 11, stk. 2, fastsat, at de respektive fordelingskriterier: areal, facadelængde og benyttelse (ejendomsværdi) skal anvendes med en vis mindste vægt, nemlig facadelængde 10 pct., areal 25 pct. og benyttelse eller ejendomsværdi 25 pct. De resterende 40 pct. kan fordeles på de fastsatte kriterier efter vejbestyrelsens skøn.

Efter § 11, stk. 4, kan fordeling af vejbidrag foretages efter areal eller med ensartede beløb pr. parcel, når der i henhold til byplanvedtægt, kommuneplan eller lokalplan kun vil blive tilladt en ganske ensartet benyttelse af de ejendomme, der grænser til vejen. Indtil en kommuneplan foreligger, kan bestemmelsen anvendes, hvis den ensartede benyttelse er fastlagt i de efter kommuneplanlovens § 15 fastsatte foreløbige rammer.

Når store områder udstykkes, er det ofte en urimelig belastning af den kommunale administration at kræve, at arealstørrelsen skal lægges til grund for fordelingen, og i parcelhusområder er det ikke særlig motiveret at lade de enkelte parcellers tilfældige arealindhold have indflydelse på vejbidragets størrelse. I disse tilfælde bør bestemmelsens mulighed for at pålægge parcellerne et ensartet bidrag anvendes.

Når alene arealkriteriet anvendes, kan ejerne af ubebyggede grunde, der ikke udnyttes erhvervsmæssigt, ifølge § 16, stk. 2, forlange, at betalingspligten for en trediedel af bidraget udskydes for et åremål af indtil 10 år. Samme ret har ejerne af grunde, der er bebygget med en- eller tofamilieshuse for den del af arealet, der overstiger 1.400 m2.

Efter § 11, stk. 5, skal der for hjørnegrunde og andre grunde, som har facade mod mere end en vej, kun beregnes et passende reduceret vejbidrag. Pålæg af fuldt bidrag til de to eller flere veje, hvortil en sådan ejendom grænser, vil normalt blive for tyngende for ejendommens ejer.

Hvis en hjørnegrund efter § 6, stk. 1, er fritaget for vejbidrag til en adgangsbegrænset vej, medfører grundens facade mod denne vej ikke reduktion af bidrag til anden offentlig vej, jfr. § 11, stk. 5, 2. pkt.

Ifølge § 11, stk. 6, fastsættes arealstørrelsen for de ejendomme, der er nævnt i § 16, stk. 1 dvs. ejendomme, der benyttes til landbrug, skovbrug, frilandsgartneri, herunder frugtplantage - efter facadelængden og den faktiske grunddybde, dog højst 40 m fra vejen.

Da det ikke er rimeligt, at ejendomme, som i forvejen har krav på henstand med såvel betaling som forrentning af vejbidrag efter vejbidragslovens § 16, stk. 1, yderligere skal have en reduktion i vejbidraget, når ejendommene gennem lokalplan eller byplanvedtægt forudsættes anvendt på en mere intensiv måde, f.eks. til industri eller større boligbebyggelse, og når vejanlægget helt eller delvis er en forudsætning for denne fremtidige benyttelse, har ændringsloven af 1985 indført en særbestemmelse om dette forhold. Herefter kan vejbestyrelsen i disse tilfælde fravige den normale 40 m grænse i § 11, stk. 6.

Fordeling efter aftale (§ 12)

20. Ifølge § 12 kan fordelingsreglen i § 11 fraviges ved aftale mellem vejbestyrelsen og grundejerne. Fravigelse kan kun ske, såfremt samtlige grundejere tiltræder aftalen.

Fremlæggelse og indkaldelse (§ 13)

21. Til beskyttelse af grundejernes interesser foreskriver § 13 en pligt for vejbestyrelserne til, inden endelig beslutning om vejbidrag træffes, over for lodsejerne at gøre rede for, hvilke arbejder der agtes udført, hvilken anpart der agtes pålagt grundejerne, og hvorledes bidraget agtes fordelt mellem disse.

Hvis arbejdet agtes udført i flere tempi, f.eks. med en foreløbig belægning i første omgang og senere med en endelig belægning, skal dette angives. Bidrag til senere endelig belægning kan kun pålægges, hvor det udtrykkeligt er angivet over for grundejerne, at sådant bidrag er omfattet af beslutningen.

Vejbestyrelsen kan vælge, om den vil fremlægge sit forslag til almindeligt eftersyn efter offentlig kundgørelse, suppleret med underretning om fremlæggelsen (stk. 1), eller om den vil indkalde grundejerne til møde om sagen (stk. 3). I begge tilfælde skal der gives grundejerne en vis frist til at fremkomme med indsigelser, og inden disse frister er udløbet, kan ifølge stk. 4 endelig beslutning om pålæg og fordeling ikke træffes. Om beslutningen skal der sendes meddelelse til grundejerne.

Anlægsudgifternes afholdelse (§ 14)

22. Efter § 14 skal udgifterne ved vejarbejdet foreløbig udredes af vejbestyrelsen. De bidragspligtige kan forlange en afdragsordning for beløb over en vis størrelse. Det er dog fastsat, at vejbestyrelsen kan kræve vejbidraget betalt kontant, hvis de bidragspligtige kan opnå lån i pengeinstitutter på samme vilkår som dem, kommunen tilbyder grundejerne efter § 15.

Betaling af vejbidragene (§ 15)

23. Afdragstiden skal efter § 15 fastsættes af vejbestyrelsen for hvert enkelt arbejde under hensyn til bidragets størrelse. Beløb på under 1.000 kr. kan dog kræves betalt kontant. Afdragstiden kan ikke være under 5 år og ikke over 15 år.

Skyldige beløb skal forrentes af de bidragspligtige efter en rentefod, der efter ændringsloven af 1985 fastsættes af vejbestyrelsen. Beløb, der efter § 16 først forfalder på et senere tidspunkt, forrentes dog ikke.

I de tilfælde, hvor en del af vejbidraget efter § 11, stk. 1, fordeles på grundlag af ejendomsværdien, kan vejbestyrelsen efter § 15, stk. 2, bestemme, at denne del af bidraget skal betales i form af en fast promille af de enkelte ejendommes ejendomsværdi til enhver tid. Stigning i ejendomsværdierne kan bevirke en stigning i ydelserne og dermed en forkortelse af den fastsatte afdragsperiode. Vejbestyrelsen kan derfor i sådanne tilfælde nedsætte størrelsen af fremtidige ydelser, således at afdragsperioden bliver uændret. Grundejere, hvis ydelse på grund af en stigning i ejendomsværdien forhøjes i væsentlig grad, har ret til at forlange, at afdragene omregnes således, at den oprindeligt fastsatte bidragsperiode opretholdes.

Udsættelse med betaling af vejbidrag (§ 16)

24. Efter § 16 kan der i visse tilfælde kræves udsættelse med betaling af en del af vejbidraget. Der kan ikke tilskrives renter til dette beløb.

Det gælder efter § 16, stk. 1, bidrag, der pålægges ejendomme, der benyttes til landbrug, skovbrug eller frilandsgartneri, herunder frugtplantage, og som ikke er udstykket i parceller. Ejerne af sådanne ejendomme kan forlange udsættelse af betalingen og forrentningen af den del af bidraget, der overstiger bidraget for en almindelig bebygget parcelhusgrund i det pågældende område. Når arealet overgår til anden anvendelse, herunder når parcellerne udstykkes, bortfalder udsættelsen, og der skal da efter bestemmelserne i § 15 fastsættes et tidsrum for betaling af beløbet.

Baggrunden for bestemmelsen i § 16, stk. 1, er, at de nævnte ejendomme, så længe de udnyttes ekstensivt, ikke har samme interesse i offentlige vejanlæg som industrivirksomheder, parcelhuse m.v.

Udsættelse med betaling og forrentning af en del af vejbidraget kan efter § 16, stk. 2, endvidere kræves af ejere af visse andre ejendomme. Det gælder ejendomme, der er ubebyggede, og som ikke udnyttes erhvervsmæssigt, men kun i de tilfælde, hvor vejbidrag efter § 11, stk. 4, er fordelt alene på grundlag af ejendommenes arealer.

Det samme gælder desuden grunde, der er bebygget med en- eller tofamilieshus, men kun for den del af arealet, der overstiger 1.400 m2, og det er en forudsætning, at ingen del af ejendommen udnyttes erhvervsmæssigt, og at bidrag er fordelt alene på grundlag af ejendommenes arealer.

I begge sidstnævnte tilfælde kan der forlanges udsættelse med betaling og forrentning af en trediedel af det pålagte vejbidrag i indtil 10 år. Når perioden er udløbet, skal der efter reglerne i § 15 fastsættes et tidsrum for betaling af det resterende bidrag.

Omfordeling af vejbidrag (§ 17)

25. Efter § 17 kan vejbestyrelsen foretage en omfordeling af resterende vejbidrag, hvis omstændigheder, der blev taget i betragtning ved fordelingen, er ændret væsentligt. Der kan være rimeligt grundlag for en sådan omfordeling, når ændrede forhold har til følge, at nogle grundejeres andele bliver uforholdsmæssig store i forhold til andre - tilsvarende - grundejeres andele.

Udpantning (§ 18)

26. Som hidtil har vejbestyrelsen efter § 18, stk. 1, pant og fortrinsret i den bidragspligtige ejendom som for kommunale ejendomsskatter for beløb, som er betalt forskudsvis. Denne fortrinsret gælder også beløb, udbetalt i henhold til vejbestyrelsens garanti. Tinglysning af kravene er ikke nødvendig for at opnå fortrinsstillingen, men betalingsordningerne skal ifølge § 18, stk. 2, fremgå af kommunale ejendomsskatteopgørelser.

Administration af vejbidrag (§ 19)

27. Efter § 19 skal primærkommunerne bistå vejbestyrelsen for en landevej eller hovedlandevej med administrationen af vejbidrag efter regler, der fastsættes af ministeren for offentlige arbejder efter forhandling med Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening. Begrundelsen herfor er, at primærkommunerne har det nødvendige administrative apparat til bidragsopkrævning, og at det herved også opnås, at samme principper for bidragsfordeling følges inden for samme bebyggelse. Reglen svarer i øvrigt til den hidtidige ordning efter vejbestyrelseslovens § 17, stk. 7. Regler for primærkommunens administration af vejbidrag er endnu ikke udfærdiget.

Klagebestemmelser (§ 20)

28. § 20 om klageadgangen svarer til klagebestemmelsen i lov om private fællesveje, hvorefter ministeriet for offentlige arbejder er klageinstans. Ændringsloven af 1985 tillægger dog ministeren for offentlige arbejder hjemmel til at undtage afgørelser inden for nærmere angivne områder for klageadgang efter stk. 1.

Bestemmelsen vil dog ikke på nuværende tidspunkt blive anvendt til at begrænse klageadgangen for afgørelser efter vejbidragslovens bestemmelser, jfr. bekendtgørelse nr. 488 af 18. november 1985 om begrænsning af klageadgang efter vejlovgivningen.

Klage over vejdirektoratets - som vejbestyrelse for hovedlandeveje - afgørelser kan ligeledes indbringes for ministeren for offentlige arbejder.

Klagefristen er 4 uger og kan ikke af vejbestyrelsen fastsættes til en kortere frist. Afgørelser, der kan påklages, skal indeholde oplysning om, til hvilken myndighed klage kan ske og om fristen herfor.

Efter § 20, stk. 6, afgøres tvistigheder mellem kommunale myndigheder af ministeren for offentlige arbejder.

29. I forbindelse med dette cirkulære ophæves følgende tidligere cirkulærer m.v.:

1. Cirkulære af 28. januar 1973 om lov om grundejerbidrag til offentlige veje.

2. Cirkulære af 3. oktober 1974 om ændringer i vejlovgivningen, afsnit C.

3. Cirkulære af 20. november 1975 om ændringer i vejlovgivningen, afsnit C.

4. Cirkulære af 10. august 1978 om ændringer i vejlovgivningen, afsnit C.

5. Cirkulæreskrivelse af 2. marts 1982 om højeste rentesats for forrentning af vejbidrag m.v.

Underskrift 1

Ministeriet for offentlige arbejder, den 6. december 1985 ARNE MELCHIOR /Leif Larsen

Versioner

1. 1986-03-25, til 2015-12-04