Cirkulære om våben m.v. (Til politiet)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1985/137@1986-03-25/da
I. Tilladelser m.v., der meddeles af politiet
§ 1.
Stk. 1. Politimesteren (politidirektøren) meddeler tilladelse (våbentilladelse) til at indføre, ved overdragelse at erhverve, at besidde, bære eller anvende, at overdrage eller at overlade andre besiddelsen af følgende våben m.v.:
1. Håndskydevåben, herunder kulsyregeværer og kulsyrepistoler, samt piber, låsestole og baskyler til sådanne våben.
2. Ammunition til håndskydevåben, derunder også patronhylstre, tændskruer, fænghætter, brandrør og projektiler.
3. De skarpe våben samt slag- og stødvåben, der er omfattet af forbuddet i våbenbekendtgørelsens § 7.
4. De i våbenlovens § 1, stk. 2, a-b, nævnte genstande, for så vidt disse agtes erhvervet m.v. af personer under 18 år.
Stk. 2. Politimesteren (politidirektøren) meddeler tilladelse til at erhverve og anvende sprængstoffer, herunder alle eksplosive stoffer, der kan anvendes som spræng- eller skydemiddel.
Stk. 3. Politimesteren (politidirektøren) meddeler tilladelse til udførsel af jagtvåben og ammunition hertil til de nordiske lande, jfr. våbenbekendtgørelsens § 11, stk. 2.
Stk. 4. Politimesteren (politidirektøren) meddeler samtykke til udstedelse af jagttegn. I utvivlsomme tilfælde meddeles samtykket dog af rigspolitichefen.
Stk. 5. Politimesteren (politidirektøren) meddeler samtykke til, at et medlem af en skytteforening får en våbenpåtegning på medlemsbeviset.
II. Tilladelse til handlende, brugsforeninger m.v.
§ 2.
Stk. 1. Tilladelse til forhandling af de i § 1, stk. 1, nr. 1-3, omhandlede våben m.v. bør kun meddeles sådanne erhvervsdrivende, herunder brugsforeningsuddelere, i politikredsen, som har et rimeligt kendskab til våben og til våbenhandel, og som har mulighed for at opbevare våbnene på betryggende måde, jfr. § 10 i våbenbekendtgørelsen, og om hvilke der ikke foreligger sådanne oplysninger om personlige forhold eller hidtidig vandel eller anden erhvervsudøvelse, at det må anses for betænkeligt, at der meddeles dem tilladelse til at forhandle våben.
§ 3.
Stk. 1. Der kan meddeles stående tilladelser til indkøb af våben - bortset fra glatløbede haglgeværer med en pibelængde på under 55 cm, pistoler, revolvere, fuldautomatiske geværer og lignende særligt farlige skydevåben - hos indenlandske leverandører. Det er dog en forudsætning for levering i henhold til en sådan stående tilladelse, at leverandørerne er villige til på politiets begæring at udlevere de fakturaer eller genparter heraf, som vedrører vedkommende forhandler.
Stk. 2. Der kan meddeles stående tilladelser til indkøb af ammunition hos indenlandske fabrikanter eller importører.
Stk. 3. Politimesteren (politidirektøren) skal betinge en tilladelse i henhold til stk. 1 og stk. 2 af, at der af den handlende føres en særlig bog over samtlige køb og salg af våben m.v. med angivelse af fabrikationsnummer for hvert enkelt våben. Det skal fremgå af tilladelsen, at salg kun må ske mod forevisning af den fornødne tilladelse m.v., i almindelighed ledsaget af erhververens legitimation med billede. Kravet om forevisning af billedlegitimation for den handlende kan kun fraviges, hvis politiet i det enkelte tilfælde har samtykket heri. Våbenbogen skal bl.a. indeholde nøjagtige oplysninger om arten af den i forbindelse med en handel foreviste billedlegitimation samt dennes nummer eller, hvor billedlegitimation ikke har været forevist den handlende, oplysninger om, hvilken politimyndighed, der har samtykket heri og datoen for dette samtykke. Det skal endvidere være et vilkår, at politiet til enhver tid skal have adgang til bøgerne og til at foretage lagereftersyn, og at politiet, når den stående indkøbstilladelse ophører, træffer bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med bøgerne, herunder om bøgerne skal udleveres til politiet eller overgives til den, der fører virksomheden videre.
§ 4.
Stk. 1. Polititilladelse er ufornøden til levering af våben - bortset fra de i § 3, stk. 1, nævnte særligt farlige skydevåben - fra fællesforeningen for Danmarks brugsforeninger til fordelingscentralerne i Herstedvester, Holstebro, Odense, Vejen, Viby J, Vordingborg og Ålborg og fra de nævnte fordelingscentraler til de brugsforeninger, hvis uddelere er godkendt som forhandlere af våben. Der skal af fællesforeningen og fordelingscentralerne føres regnskab over leveringerne med specificeret fortegnelse over antal, art, kaliber og fabrikationsnummer. Fællesforeningen og fordelingscentralerne skal på politiets begæring udlevere regnskabet.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. punktum, finder tilsvarende anvendelse med hensyn til levering af ammunition til de nævnte våben fra fællesforeningen til fordelingscentralerne og derfra til brugsforeningerne.
Stk. 3. Politiet skal kræve, at vedkommende brugsforening fører en særlig bog over samtlige køb og salg af våben m.v., jfr. § 3, stk. 3.
§ 5.
Stk. 1. Tilladelser til importører og forhandlere til at indføre de i § 1, stk. 1, nr. 1-3, omhandlede våben fra udlandet samt tilladelser til køb her i landet af glatløbede haglgeværer med en pibelængde på under 55 cm, pistoler, revolvere, fuldautomatiske geværer og lignende særligt farlige skydevåben skal meddeles i hvert enkelt tilfælde. Der er intet til hinder for, at tilladelserne omfatter flere våben.
Stk. 2. Tilladelse til importører og forhandlere til at indføre maskinpistoler og maskingeværer fra udlandet må ikke meddeles uden forudgående forelæggelse for justitsministeriet. III. Tilladelse til andre end handlende m.v.
§ 6.
Stk. 1. Tilladelse må kun meddeles personer, der har bopæl i vedkommende politikreds, og om hvis personlige forhold og hidtidige vandel der ikke foreligger oplysninger, som gør det betænkeligt at imødekomme ansøgningen.
§ 7.
Stk. 1. Det er endvidere en forudsætning, at ansøgeren har en efter politiets skøn rimelig interesse i at opnå tilladelsen. Der vil således f.eks. kunne meddeles tilladelser til håndskydevåben i følgende grupper af tilfælde: 1) Til medlemmer af skytteforeninger, som har adgang til på foreningens godkendte skydebane at udøve øvelses- eller konkurrenceskydning med et våben af den konstruktion og kaliber, ansøgningen vedrører. De under overbestyrelsen for De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger stående skytteforeninger kan uden tilladelse erhverve og besidde øvelsesvåben og ammunition hertil. Til andre skytteforeninger kan der af politiet meddeles tilladelse til at erhverve og besidde øvelsesvåben og ammunition hertil under forudsætning af, at der på den pågældende forenings godkendte bane må anvendes våben af den art og kaliber, ansøgningen vedrører, og at foreningen disponerer over sådanne lokaler, at våben og ammunition kan opbevares forsvarligt. Medlemmer af skytteforeninger kan uden tilladelse på foreningens godkendte bane bære og anvende foreningens våben. 2) Til foreninger, der arrangerer fugle- og skiveskydning på en af politiet godkendt bane. 3) Til personer, som er i besiddelse af jagttegn. Opmærksomheden henledes på forbuddet i jagtlovens § 16 og § 16 a vedrørende skydevåben og ammunition, der ikke må anvendes til jagt. Vildtforvaltningskonsulenter kan, uden at tilladelse er fornøden, overlade jagtvåben til personer i forbindelse med aflæggelse af den obligatoriske jagtprøve og til personer, der deltager i Vildtforvaltningens instruktionskurser. Det samme gælder lærere, der underviser ved kurser tilrettelagt af landsdækkende jagt- og flugtskydningsorganisationer, samt lærere, der underviser ved kurser tilrettelagt af oplysningsforbund og ungdomsskoler, og som har deltaget i Vildtforvaltningens lærerkurser, i forbindelse med instruktion af jagtprøveaspiranter i skydning med jagtvåben på godkendt skydebane. Det forudsættes, at den pågældende lærer forestår instruktionen. 4) Til personer, der godtgør at have brug for våbenet til bekæmpelse af skadedyr i virksomheder inden for landbrug, skovbrug, gartneri eller frugtavl, eller i øvrigt til erhvervsmæssige formål, f.eks. dyrlæger, slagtere og kunstskytter. 5) Til museer, offentlige samlinger og lignende. 6) Til personer, der godtgør at være våbensamlere, og som alene ønsker tilladelse til at erhverve og besidde våben af særlig historisk interesse. 7) Til personer, der søger tilladelse til at erhverve og besidde et jagtvåben og som godtgør at have en ganske særlig interesse i at besidde det pågældende våben, f.eks. med henblik på senere overdragelse til livsarvinger, der endnu er mindreårige.
Stk. 2. Herudover bør tilladelse kun meddeles i særlige tilfælde.
§ 8.
Stk. 1. Ansøgninger, der vedrører glatløbede haglgeværer med en pibelængde under 55 cm, pistoler, revolvere, fuldautomatiske geværer og lignende særligt farlige skydevåben bør kun imødekommes under ganske særlige omstændigheder, og såfremt ansøgeren er fyldt 21 år samt kendt som en absolut pålidelig person. Der kan ikke af politiet meddeles tilladelse til indførsel eller erhvervelse af sådanne våben til private våbensamlinger eller til dekorative formål eller til indførsel eller erhvervelse af maskinpistoler og maskingeværer uanset formålet.
Stk. 2. Pistol- og revolvertilladelser til medlemmer af skytteforeninger kan dog meddeles efter reglerne i justitsministeriets cirkulæreskrivelser af 2. juni 1972, 6. februar 1973 og 27. april 1976.
§ 9.
Stk. 1. Modtager politiet en ansøgning om tilladelse til at besidde et våben, der må formodes at hidrøre fra besættelsestiden, skal ansøgeren opfordres til at dokumentere sin adkomst til våbenet. Må det antages, at våbenet er undergivet statens ejendomsret, skal sagen forelægges for justitsministeriet.
§ 10.
Stk. 1. Til de i § 1, stk. 1, nr. 3, omhandlede våben bør tilladelse kun meddeles, når våbenet agtes anvendt i ansøgerens erhverv, i sportsøjemed (fægterekvisitter) eller til dekorativt formål.
Stk. 2. Til knojern og totenschlægere og lignende farlige våben kan politiet ikke meddele tilladelse. Til springknive, springstiletter og genstande, der ganske må ligestilles hermed, bør tilladelse kun gives i særlige tilfælde.
§ 11.
Stk. 1. Til personer under 18 år bør våbentilladelse kun gives, såfremt forældremyndighedens indehavere skriftligt har meddelt samtykke dertil.
Stk. 2. Til personer i alderen 16 til 18 år, som har erhvervet jagttegn i henhold til jagtlovens § 45, stk. 3, bør der - medmindre ansøgeren er politiet ufordelagtigt bekendt - efter ansøgning meddeles tilladelse til jagtvåben.
Stk. 3. De i § 7, stk. 1, nr. 2, nævnte foreninger kan få tilladelse til at overlade skydevåben til personer under 18 år til brug på banen under forudsætning af, at de pågældende er under stadigt opsyn.
Stk. 4. Teltholdere, der hos politiet har indhentet den efter politivedtægten fornødne tilladelse til afholdelse af skydning ved skydeborde, skal være berettiget til i medfør af den nævnte tilladelse at overlade luft- og fjederbøsser til personer under 18 år til brug ved skydning ved skydebordet under forudsætning af, at de pågældende er under stadigt opsyn.
Stk. 5. I øvrigt bør der som regel kun i de i § 7, stk. 1, nr. 1, omhandlede tilfælde meddeles personer under 18 år tilladelser til skydevåben. Der kan ikke af politiet meddeles sådanne personer tilladelser til de i § 10 omhandlede våben. IV. Tilladelsernes form og indhold m.v.
§ 12.
Stk. 1. Våbentilladelser skal udfærdiges skriftligt.
Stk. 2. Det skal fremhæves, at tilladelsen til enhver tid kan tilbagekaldes, og at den, såfremt den ikke bliver benyttet, skal tilbagesendes til politiet senest ved gyldighedsfristens udløb.
Stk. 3. Meddelte tilladelser skal registreres af politiet. Genpart af tilladelsen opbevares af politiet.
§ 13.
Stk. 1. Tilladelse til at indføre våben, der omfattes af indførselsforbuddet, kræves ved enhver indførsel fra udlandet samt i tilfælde, hvor våbenet medbringes eller forsendes fra Færøerne eller Grønland.
Stk. 2. Indførselstilladelser meddeles med en gyldighedstid på ikke over 6 måneder for så vidt angår tilladelser til forhandlere, såvel grossister som detaillister, og i øvrigt med en gyldighedstid på ikke over 3 måneder. Det bør endvidere af tilladelsen, der skal indeholde en nøjagtig angivelse af de pågældende våben, fremgå, at tilladelsen skal forevises for toldvæsenet til afstempling ved indførselen.
Stk. 3. Indførselstilladelse til andre end handlende m.v. bør i almindelighed kun meddeles i tilfælde, hvor vedkommende ansøger har anmodet om og opfylder betingelserne for at opnå tilladelse til at besidde, bære eller anvende det pågældende våben. Efter omstændighederne kan en indførselstilladelse dog gives på betingelse af, at våbenet deponeres hos politiet med henblik på senere genudførsel eller afhændelse.
§ 14.
Stk. 1. Tilladelse til indkøb af våben gives med en gyldighedstid på ikke over 3 måneder. Det skal i tilladelserne fremhæves, at vedkommende forhandler skal tilbagesende tilladelsen til politiet, efter at den er forsynet med påtegning om de stedfundne leveringer, for skydevåbens vedkommende med oplysning om de leverede våbens fabrikat, kaliber og fabrikationsnummer.
Stk. 2. For tilladelser til indkøb af ammunition kan der fastsættes en længere gyldighedstid. Tilladelsen bør omfatte et sædvanligt forbrug af ammunition til det pågældende våben. Tilladelserne skal af forhandlerne påtegnes om stedfundne leveringer og af indehaverne afleveres til politiet ved fornyelse.
§ 15.
Stk. 1. Tilladelser til at besidde, bære eller anvende våben kan i hvert enkelt tilfælde begrænses nærmere på en under hensyn til det opgivne formål hensigtsmæssig måde, jfr. § 7, stk. 1. Det skal fremgå af tilladelserne, om de giver adgang til tillige at besidde ammunition til våbenet.
Stk. 2. Det skal i tilladelserne fremhæves, at våbenet skal opbevares forsvarligt, for så vidt angår skydevåben i overensstemmelse med reglerne i § 10 i våbenbekendtgørelsen, og at bortkomst af våbenet eller ammunition dertil straks skal anmeldes til politiet.
Stk. 3. Opmærksomheden henledes på, at personer, som den 1. juli 1963 var i besiddelse af ikke-automatiske salongeværer af kaliber ikke over .22 eller ammunition hertil, fortsat kan besidde disse våben m.v. uden tilladelse, men de pågældende må ikke bære eller anvende dem uden tilladelse.
§ 16.
Stk. 1. En tilladelse til at udføre jagtvåben, jfr. våbenbekendtgørelsens § 11, stk. 2, kan kun meddeles, hvis ansøgeren foreviser modtagerens indførselstilladelse eller en erklæring fra modtagerlandets kompetente myndighed om, at man ikke har indvendinger imod, at danske myndigheder meddeler udførselstilladelse. Dette gælder dog ikke i sager vedrørende udførselstilladelse til Grønland.
Stk. 2. Udførselstilladelse i henhold til våbenbekendtgørelsens § 11, stk. 2, meddeles med en gyldighedstid på ikke over 6 måneder. Tilladelsen skal indeholde en nøjagtig angivelse af det, der skal udføres, og af modtageren. Det skal endvidere fremgå, at tilladelsen skal forevises for toldvæsenet til afstempling ved udførselen og senest ved gyldighedstidens udløb tilbagesendes udstederen.
Stk. 3. Samtidig med udstedelsen af udførselstilladelsen sender politimesteren (politidirektøren) en genpart af tilladelsen til rigspolitichefen med henblik på underretning af modtagerlandets myndigheder. V. Særlige bestemmelser vedrørende kontrolordningen for glatløbede haglgeværer m.v.
§ 17.
Stk. 1. Våbentilladelse til glatløbede haglgeværer m.v. meddeles efter de foran anførte retningslinier.
Stk. 2. Våbentilladelse til glatløbede haglgeværer med en pibelængde på mindst 55 cm og til ammunition hertil meddeles uden nogen antalsmæssig begrænsning.
§ 18.
Stk. 1. Indehavere af jagttegn og medlemmer af skytteforeninger, der har en våbenpåtegning på medlemsbeviset, kan uden våbentilladelse til eget brug erhverve, besidde, bære og anvende følgende genstande:
1. Glatløbede haglgeværer med en pibelængde på mindst 55 cm, der højst er af kaliber 12, og som ikke kan indeholde mere end 2 haglpatroner,
2. piber og baskyler til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1,
3. færdigladede haglpatroner til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1, såfremt haglene er løstliggende og har en diameter på højst 3,5 mm, samt omladehætter og halvladte eller tomme patronhylstre til de nævnte haglpatroner.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte personer kan endvidere til eget brug erhverve og besidde andre glatløbede haglgeværer med en pibelængde på mindst 55 cm.
Stk. 3. Tidligere indehavere af jagttegn, der opfylder betingelserne for at erhverve jagttegn, kan fortsat besidde de genstande, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2 og stk. 2, men ikke den i stk. 1, nr. 3, nævnte ammunition m.v.
§ 19.
Stk. 1. Samtykke til udstedelsen af jagttegn meddeles maskinelt af rigspolitichefen, medmindre den, der ansøger om jagttegn, er under 18 år, eller der vedrørende ansøgeren er registreret oplysninger hos politiet om hans vandel efter den 1. januar 1986, der gør det tvivlsomt, om samtykke bør meddeles. I sådanne tilfælde meddeles samtykke af bopælsstedets politimester (politidirektøren) eller for så vidt angår personer, der ikke er bosat i Danmark, af politidirektøren.
§ 20.
Stk. 1. Politimesteren (politidirektøren) bør kun nægte at godkende skytteforeninger til at give våbenpåtegning, jfr. våbenbekendtgørelsens § 4, stk. 1, hvis det efter en konkret vurdering af foreningens forhold må anses for utilrådeligt, at en sådan godkendelse gives.
Stk. 2. Samtykke til, at et medlem af en skytteforening får våbenpåtegning på medlemsbeviset, gives af politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor medlemmet har bopæl. Til medlemmer, der ikke har bopæl i Danmark, gives samtykket af politidirektøren.
§ 21.
Stk. 1. Samtykke til udstedelse af jagttegn eller til våbenpåtegning på et medlemsbevis må kun gives, hvis der ikke foreligger oplysninger om den pågældendes personlige forhold og hidtidige vandel, der gør det betænkeligt at give samtykket. Ved vurderingen heraf lægges der ikke vægt på kriminelle forhold, der er begået før den 1. januar 1986.
Stk. 2. Politiet skal, inden samtykke til udstedelse af jagttegn til personer under 18 år gives, sikre sig, at forældremyndighedens indehavere har erklæret sig bekendt med de rettigheder, der efter våbenloven er knyttet til et jagttegn.
Stk. 3. Samtykke til våbenpåtegning på et medlemsbevis for en person under 18 år må kun gives på begæring af forældremyndighedens indehavere. Forinden samtykke til våbenpåtegning gives, skal politiet sikre sig, at forældremyndighedens indehavere har erklæret sig bekendt med de rettigheder, der efter våbenloven er knyttet til et medlemsbevis med våbenpåtegning.
Stk. 4. Førstegangsmeddelelse af samtykke til våbenpåtegning på et medlemsbevis må kun ske på medlemmets egen begæring.
Stk. 5. Politiet vejleder efter anmodning personer, der påtænker at ansøge om jagttegn eller om våbenpåtegning, om deres udsigt til at få politiets samtykke hertil.
§ 22.
Stk. 1. Samtykke til våbenpåtegning på et medlemsbevis gives normalt på en særlig blanket.
Stk. 2. Anmeldelse i henhold til våbenbekendtgørelsens § 6 skal ske på en særlig blanket. Genpart af anmeldelsen kvitteret af politiet udleveres til anmelderen.
Stk. 3. Politimesteren (politidirektøren) indsender løbende meddelelse til rigspolitichefen om meddelte samtykker til våbenpåtegning på medlemsbeviser og om modtagne anmeldelser i henhold til våbenbekendtgørelsens § 6.
§ 23.
Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 1986.
Stk. 2. Cirkulære nr. 80 af 12. april 1965 om meddelelse af tilladelser til køb m.v. af våben og ammunition ophæves.
Underskrift 1
Justitsministeriet, den 11. december 1985 Erik Ninn-Hansen / Fr. Chr. Schydt