Gelex

Cirkulære om rente- og lejetilskud til visse private skoler (* 1) (Til alle friskoler, private grundskoler og grundskolekursus, private gymnasieskoler, private studenterkursus og private kursus til højere forberedelseseksamen, folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler)

OphævetVersion 1986-03-25fra 1986-03-25 til 1989-12-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1985/140@1986-03-25/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I medfør af § 3, stk. 3 i lov om statsstøtte til visse private skoler kan udgifter til leje af lokaler og arealer samt til renter af lån med pant i skolens faste ejendomme medtages i tilskudsgrundlaget, hvis lejemålet eller lånet er godkendt af undervisningsministeriet med virkning herfor.

For statens udgifter til rente- og lejetilskud inden for et finansår er fastsat en begrænset ramme.

Lejemål, byggeri eller ejendomskøb, hvortil sådanne tilskud søges, skal være godkendt af ministeriets byggedirektorat inden iværksættelsen. I modsat fald kan tilskud ikke påregnes.

Godkendelse med virkning for tilskudsgrundlaget vil blive meddelt efter følgende retningslinier:

Lejetilskud

1. En skole kan inden for et finansår få godkendt lejemål, herunder udvidelser, til en årlig leje på højst 60.000 kr.

2. For lejemål af pavilloner el. lign., som kan fjernes ved lejemålets ophør, må lejen ikke overstige et af byggedirektoratet fastsat beløb pr. m2 bruttoetageareal.

3. Er der interessesammenfald mellem ejer og lejer, kan lejetilskuddet nedsættes under hensyntagen til, hvad skolen ville kunne opnå som rentetilskud, hvis den selv havde ejet den lejede bygning.

Rentetilskud

4. En skole kan inden for et finansår få godkendt lån til dækning af en anskaffelsessum på højst 1 mill. kr. til byggeri, herunder ombygningsarbejder og forbedringer, samt til ejendomskøb.

Skolen kan herudover inden for et beløb på indtil 1 mill. kr. finansiere foranstaltningen uden for tilskudsgrundlaget ved kontante midler eller gennem lån uden rentetilskud. De tilskudsberettigede lån skal have prioritet inden for 5/6 af den af byggedirektoratet godkendte værdi af skolens ejendomme.

5. I særlige undtagelsestilfælde og i meget begrænset omfang kan byggedirektoratet efterfølgende og uden tilskudsvirkning godkende en forhøjelse af den maksimale grænse for foranstaltningen, hvis der indtræffer uforudselige omstændigheder, herunder ændringer af den planlagte finansiering.

Fællesbestemmelser

6. Hvis en skole inden for samme finansår iværksætter både foranstaltninger med rentetilskud og lejemål med lejetilskud eller ændrer et tilskudsgodkendt lejemål til et tilskudsberettiget ejendomskøb eller byggeri, vil lejebeløbene ved sammenligning med de tilskudsgodkendte lån blive multipliceret med 10.

7. Godkendelse af lejemål eller lån kan betinges af, at skolen ved indsendelse af drifts- og likviditetsbudgetter kan sandsynliggøre, at den er i stand til at afholde de forøgede udgifter.

Ansøgning om tilskud

8. Ansøgning om rentetilskud i forbindelse med byggeri , herunder ombygningsarbejder, skal indsendes på ministeriets skema I i 3 eksemplarer. Der skal medfølge tegninger (situationsplan, etageplaner og snit i 1:100) ligeledes i 3 eksemplarer. Tegningsgrundlaget kan være skitseprojekt el. lign., hvis der på dette grundlag kan foretages en realistisk prisberegning. Med ansøgning om rentetilskud i forbindelse med ejendomskøb skal følge kopi af endeligt udkast til slutseddel eller skøde samt matrikelkort, vurderingsattest og bygningstegninger.

Med ansøgning om tilskud til lejemål skal følge kopi af endeligt udkast til lejekontrakt samt oplysning om matrikelnummer og ejerlaug og eventuelle udgifter til el, varme o. lign., der er indeholdt i lejen.

Endvidere skal medsendes situationsplan, bygningstegninger med etageplaner, eventuel lejevurdering og huslejenævnsgodkendelse.

Tilskud er betinget af bygningsmyndighedernes godkendelse af lokalerne til den ønskede anvendelse.

9. Bestemmelserne i dette cirkulære afløser med virkning fra den 1. januar 1987 undervisningsministeriets cirkulæreskrivelse af 26. juli 1974 om rente- og lejetilskud til visse private skoler.

Underskrift 1

Byggedirektoratet, den 17. december 1985 PREBEN LARSEN /A. Carstensen

Versioner

  1. 1986-03-25 · til 1989-12-13