Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1985/141@1986-03-25/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

1. Hjemmel, tidligere regler

I lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand (bistandsloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 413 af 5. juli 1984, er det i § 30, stk. 2, bestemt, at arbejdsministeren fastsætter regler om fortrinsadgang til visse offentligt regulerede beskæftigelser for personer, der på grund af invaliditet har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked.

Reglerne er fastsat i arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 18. december 1985, der med virkning fra 1. januar 1986 erstatter arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 437 af 26. august 1976 om fortrinsadgang for invaliderede til visse offentligt regulerede beskæftigelser.

2. Høring af berørte myndigheder m.fl.

Bekendtgørelsen og nærværende cirkulære har i udkast været forelagt arbejdsdirektoratet, socialministeriet, finansministeriet (lønnings- og pensionsdepartementet), ministeriet for offentlige arbejder, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner, De samvirkende Invalideorganisationer, Det centrale Handicapråd, samt Landsarbejdsnævnet.

3. Formål

Formålet med reglerne er gennem fortrinsadgang at modvirke de vanskeligheder, som handicappede ofte møder, når de ønsker arbejde, selv under i øvrigt gunstige arbejdsmarkedsforhold.

Når der desuden på mange beskæftigelsesområder er et større udbud af end efterspørgsel efter arbejdskraft, vil det blive særligt vanskeligt at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked for arbejdssøgende med handicap - også selv om dette handicap i det konkrete tilfælde ikke har betydning for den stilling, der er tale om.

Det må imidlertid fra et samfundsmæssigt synspunkt være af væsentlig betydning, at handicappede personer, som dog er i stand til at gøre rimelig fyldest på en arbejdsplads, opnår eller bevarer kontakt med arbejdsmarkedet.

Denne almene interesse bør være en forpligtelse for alle offentlige myndigheder, som uanset deres konkret begrænsede funktionsområder er led i den samlede offentlige myndighedsøvelse.

Ud fra denne helhedsbetragtning er bekendtgørelse nr. 613 af 18. december 1985 udformet med hovedvægten lagt på samarbejdsvilje fra offentlige myndigheders side om løsning af denne opgave.

4. Hovedprincipper

Bekendtgørelsen bygger på det princip, at initiativet til placering af handicappede hos de offentlige myndigheder påhviler arbejdsformidlingen. Ved udformningen af bekendtgørelsen er man således gået ud fra, at det vil være den almindelige situation, at arbejdsformidlingen over for den ansættende offentlige myndighed tager initiativet som talsmand for den handicappede, der ønsker ansættelse. Arbejdsformidlingens vurdering af den pågældende ansøgers arbejdsevne må således indgå som et væsentligt element ved overvejelserne om ansættelse af den pågældende. Det må dog bemærkes, at dette ikke betyder en begrænsning i de enkelte myndigheders pligt til, såfremt en handicappet henvender sig direkte til den pågældende myndighed, uden arbejdsformidlingens mellemkomst at behandle en ansøgers ansættelse ud fra princippet om fortrinsadgang.

Fortrinsadgangen søges således efter bekendtgørelsens principper først og fremmest gennemført ved den forhandlingspligt over for arbejdsformidlingen, som er pålagt de myndigheder, der omfattes af bekendtgørelsen, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 3, og § 3, stk. 1 og 2, samt pkt. 11 nedenfor. Der ligger i denne forhandlingspligt en forudsætning om, at de pågældende myndigheder udsætter enhver stillingtagen til besættelse af den ledige stilling, indtil disse forhandlinger har fundet sted, og fortrinsadgangen for den handicappede ansøger er indgået i beslutningsgrundlaget.

For at sætte de enkelte konkrete tilfælde, i hvilke fortrinsadgangen af arbejdsformidlingen gøres gældende, ind i den større sammenhæng er der i bekendtgørelsen pålagt arbejdsmarkedsnævnene, i hvilke såvel arbejdsmarkedets parter som de lokale myndigheder er repræsenteret, en forpligtelse til med visse mellemrum at sammenkalde repræsentanter for de af bekendtgørelsen omfattede myndigheder til en drøftelse af almene problemer omkring ansættelse af handicappede inden for det offentlige område, jfr. bekendtgørelsens § 4 og pkt. 14 nedenfor. Under sådanne forhandlinger må der lægges vægt på, hvilken almen samfundsmæssig interesse der er knyttet til, at bestemmelserne om fortrinsadgang føres ud i livet, og disse forhandlinger skulle bidrage til et smidigt samarbejde i gensidig forståelse mellem arbejdsformidlingen og de pågældende myndigheder om løsning af det samfundsmæssige problem, som er omhandlet i lovbestemmelsen og bekendtgørelsen.

5. Ændrede regler

Bekendtgørelsen er i forhold til bekendtgørelse nr. 437 af 26. august 1976 ændret på visse punkter, hvor erfaringerne siden 1976 har peget på et behov for skærpede eller klarere bestemmelser.

Det har vist sig, at de hidtidige regler kun har haft begrænset effekt med hensyn til at skaffe handicappede ansættelse i stillinger under det offentlige uanset bestemmelserne om fortrinsadgang.

Årsagerne hertil må antages at være flere. For det første er kendskabet til reglerne om fortrinsadgang næppe tilstrækkeligt udbredt. For det andet har den vanskelige beskæftigelsessituation siden 1974 utvivlsomt mindsket de handicappedes muligheder for at opnå beskæftigelse. For det tredie har fortrinsadgangen i de senere år måttet konkurrere med en række af de beskæftigelsesfremmende særforanstaltninger, der er indført for at afhjælpe den betydelige arbejdsløshed, og endelig må det, for det fjerde, formodes, at der ikke med de hidtidige regler skabtes tilstrækkelig sikkerhed for, at den ansættende myndighed i det enkelte tilfælde gjorde sig bekendt med den handicappede ansøgers kvalifikationer og handicappets art og omfang, således at der kunne foretages en grundig og realistisk vurdering af den handicappedes mulighed for at gøre fyldest i den pågældende ledige stilling.

For at overvinde den sidstnævnte barriere for handicappedes fortrinsadgang er der i bekendtgørelsen fastsat bestemmelser om, at den handicappede ansøger har ret til en personlig samtale med den ansættende myndighed, medmindre den handicappede efter pågældende myndigheds vurdering er åbenbart ringere kvalificeret end den bedst kvalificerede af de øvrige ansøgere.

Der er samtidig foretaget en udvidelse af bestemmelserne i bekendtgørelsens § 3 om bevilling til stadepladser m.v. på baggrund af, at der i konkrete sager er rejst tvivl om bestemmelsens rækkevidde. I bekendtgørelsen nævnes nu udtrykkelig bevilling til hyrevognskørsel og desuden andre tilladelser, forpagtninger o.lign. af tilsvarende art.

Det er desuden hensigten, at der fra arbejdsmarkedsmyndighedernes side gøres en stærkere indsats dels for at informere om fortrinsadgangen for handicappede dels for, at offentlige myndigheder m.v. anmelder ledige job til arbejdsformidlingen, således at AF får lejlighed til at udvælge interesserede, der trods handicap vil kunne påtage sig jobbet.

6. Personkredsen

Den i loven og bekendtgørelsen omhandlede fortrinsadgang kan gøres gældende for alle arbejdssøgende, der på grund af handicap har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked. Bestemmelsen er således ikke begrænset til visse former for invaliditet, men fortrinsadgangen kan gøres gældende for ansøgere med fysiske som psykiske handicap, herunder intelligensmangler.

7. De omfattede arbejdsgivere

Pligten til at give fortrinsadgang til de handicappede, der er omfattet af bekendtgørelsen, påhviler ifølge § 1, stk. 1, alle statslige og kommunale myndigheder, virksomheder og institutioner, samt institutioner, hvis lønudgifter dækkes af stat og kommune med mere end halvdelen, koncessionerede virksomheder o.lign. og kommunale fællesskaber. Det vil sige, at pligten foruden egentlig offentlige myndigheder påhviler visse private, herunder selvejende institutioner, f.eks. børneinstitutioner, plejehjem m.v., hvis lønudgifter dækkes af stat og kommune med mindst halvdelen, og koncessionerede virksomheder o.lign.som f.eks. telefonselskaberne og aktieselskaber, hvor det offentlige har en dominerende aktiepost, og endvidere skoler, biblioteker, sygehuse, el-, gas-, vand- og kloakværker, rensningsanlæg o.lign., som kan være fælles for flere kommuner. Bestemmelsen er udvidet på enkelte punkter i forhold til bekendtgørelsen af 1976.

8. De omfattede job

I bekendtgørelsens § 1, stk. 2, har man fra hovedreglen om fortrinsadgang for handicappede undtaget sådanne stillinger, hvor den ansættende myndighed antager en person, som allerede er ansat i virksomheden eller institutionen.

Herved bemærkes, at såfremt myndigheden eller virksomheden ved flytning af en af sine egne ansatte til den aktuelt ledige stilling får en anden ledig stilling, som tidligere var besat af den, der flyttedes, kan der gøres fortrinsadgang for handicappede gældende ved besættelse af den således ledigblevne stilling.

Med hensyn til de arbejdsområder, på hvilke fortrinsadgangen kan gøres gældende, er man både i bekendtgørelsen af 1976 og den nugældende bekendtgørelse gået ud fra den opfattelse,at handicap som sådan er et handicap på alle uddannelsesniveauer, og at der derfor er behov for fortrinsadgangen til alle beskæftigelser for gennem den at udligne dette handicap, når den ansættende myndighed overvejer valget mellem forskellige ansøgere.

Derfor kan fortrinsadgangen gøres gældende til alle beskæftigelser hos offentlige myndigheder m.v., i hvilke den handicappede kan gøre rimelig fyldest. Dette gælder, hvad enten den stilling, der er tale om, er af overordnet karakter eller kræver en længerevarende uddannelse, eller der er tale om stillinger, som kan bestrides af personer uden egentlig erhvervsmæssig uddannelse.

Fortrinsadgangen gælder også tjenestemandsstillinger, jfr. dog tjenestemandslovens § 4, hvorefter ansættelse som tjenestemand forudsætter, at vedkommende efter bl.a. sin helbredstilstand er i stand til at bestride tjenesten i den pågældende stilling.

Under bekendtgørelsens område falder såvel ganske kortvarige beskæftigelser (herunder vikariater) som deltidsarbejde. Lærepladser er omfattet af bekendtgørelsens ordlyd, men efter læreforholdets natur kræver det i det enkelte tilfælde en særlig overvejelse, om det er hensigtsmæssigt at indplacere en elev i henhold til denne bekendtgørelse.

Der er således ikke på forhånd nogen stilling under det offentlige, til hvilken fortrinsadgangen for en handicappet ikke skal overvejes.

Det afgørende er, om den ansøger, der falder ind under bestemmelserne om fortrinsadgang, i den konkrete ledige stilling vil kunne gøre rimelig fyldest. Med »rimelig fyldest« menes, at pågældende kan bestride de funktioner, som omhandlede stilling kræver, næsten lige så godt som en person med tilsvarende kvalifikationer, men uden det handicap, som er anledning til, at fortrinsadgangen gøres gældende, ville kunne udføre arbejdet.

Den pågældende myndighed er ikke forpligtet til at forbigå en anden ansøger, hvis kvalifikationer til den konkrete stilling er væsentlig bedre end den handicappede ansøgers. Men såfremt den handicappede ansøger har næsten lige så gode kvalifikationer som den bedste af de øvrige ansøgere, er den offentlige myndighed forpligtet til at ansætte den handicappede.

9. Bevillinger o.lign.

Bestemmelserne i bekendtgørelsens § 1, stk. 3, om fortrinsadgang til visse bevillinger og § 3, stk. 1, om offentlige myndigheders pligt til ved bevilling af ledige stadepladser, avis- og bladkiosker, chokolade- og tobaksudsalg eller andre tilladelser, forpagtninger o.lign. af tilsvarende art at forhandle med arbejdsformidlingen om bevillingens tildeling til en person, for hvilken fortrinsadgangen vil kunne gøres gældende, er en fortsættelse og udvidelse af de tidligere bestemmelser i bekendtgørelsen af 1976, § 3.

På grund af tvivl om 1976-bekendtgørelsens rækkevidde på dette punkt nævner man andre tilladelser, forpagtninger o.lign. af tilsvarende art. Hvor man efter bekendtgørelsen af 1976 måtte forstå bestemmelsen om bevillinger m.v. sådan, at som hovedregel kun de særlige bevillingstyper, som var nævnt i bestemmelsen, var omfattet af fortrinsadgangen, kan fortrinsadgangen nu gøres gældende ved alle tilsvarende tilladelser, forpagtninger o.lign. De eksempler, der nævnes i bestemmelsen, er med andre ord ikke tænkt at være udtømmende. Det forudsættes dog, at der er tale om en mindre forretningsvirksomhed, der kan drives af den handicappede selv, eventuelt med beskeden medhjælp.

Bevillinger til almindelig hyrekørsel er særskilt nævnt i bekendtgørelsens § 3, stk. 2. Udgangspunktet er her en fortrinsadgang for handicappede, således at de kvalifikationskrav, der kan stilles ved tildeling af bevillinger til hyrekørsel efter de almindelige hyrekørselsregler - ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 som ændret ved bekendtgørelse nr. 605 af 16. december 1985, særlig § 2, stk. 1, jfr. lov nr. 296 af 8. juni 1978 - og som typisk omfatter adskillige års anciennitet som hyrevognschauffør og krav om hidtidig indtjening, ikke finder anvendelse på handicappede. Da det imidlertid er fundet rimeligt, at også handicappede ansøgere til hyrekørselsbevillinger skal opfylde visse minimumskrav for at komme i betragtning, skal fortrinsadgangen tilsidesættes, hvis den handicappede ikke har en vis erfaring inden for erhvervsmæssig persontransport, eller hvis den handicappede ikke er i stand til at udføre de arbejdsfunktioner, som normalt påhviler føreren af en hyrevogn.

Det bemærkes, at det efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1 og 2, påhviler den offentlige myndighed selv at rette henvendelse til arbejdsformidlingen om den ledige bevilling, således at der kan forhandles om dens eventuelle tildeling til en handicappet. For så vidt angår hyrekørselsbevillinger, fremgår pligten til at underrette arbejdsformidlingen tillige af ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 om hyrekørsel med senere ændringer § 1. Dette står i modsætning til situationen ved ledige stillinger, jfr. bekendtgørelsens § 2, hvor initiativet som udgangspunkt ligger hos arbejdsformidlingen, eventuelt den handicappede selv.

10. Ordningens administration

Administrationen af fortrinsadgangen er henlagt til arbejdsformidlingen. Dette er i overensstemmelse med det almindelige princip i bistandsloven, at arbejdsformidlingen medvirker for så vidt angår alle personer, der ved ansøgninger om bistand fra offentlig myndighed har arbejdsmarkedsmæssige problemer, jfr. socialministeriets cirkulære af 18. november 1975 og arbejdsdirektoratets cirkulærer af 24. februar 1976 og 24. april 1979 om samarbejdet mellem de sociale myndigheder og arbejdsformidlingen.

Der vil i begyndelsen af 1986 blive udsendt en henstilling til alle offentlige arbejdsgivere om at underrette arbejdsformidlingen om ledige stillinger, og der vil samtidig specielt blive gjort opmærksom på fortrinsadgangen. Arbejdsformidlingen er imidlertid ved administrationen af bekendtgørelsen ikke henvist til alene at tage skridt til at gøre fortrinsadgangen gældende i de tilfælde, hvor man ad denne vej får kendskab til, at der hos en offentlig myndighed eller virksomhed er en ledig stilling. Arbejdsformidlingen er således forpligtet til at reagere f.eks. på annoncer fra en såden myndigheds side, uanset om den pågældende myndighed eller virksomhed har foretaget henvendelse til arbejdsformidlingen før annonceringen.

Arbejdsformidlingen foretager såvel skønnet over, om en handicappet arbejdssøgende på grund af sit handicap vil have vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked, som skønnet over, hvorvidt pågældende vil kunne gøre rimelig fyldest i en stilling hos en offentlig myndighed eller virksomhed. Arbejdsformidlingen skal derfor, når der henvender sig en ansøger, for hvilken fortrinsadgangen vil kunne gøres gældende, notere sig alle relevante oplysninger om ansøgerens evner, uddannelse og færdigheder, tidligere beskæftigelse m.v., samt om den pågældendes helbredsforhold, herunder handicappets art og omfang, samt mulighederne for at foretage en arbejdsprøvning, optræning, omskoling, undervisning eller faglig uddannelse af den pågældende.

Arbejdsdirektøren fastsætter nærmere retningslinier for arbejdsformidlingens registrering af og bistand til handicappede arbejdssøgende, herunder også retningslinier for statistiske opgørelser, der kan muliggøre en vurdering af, hvorledes reglerne i bekendtgørelsen og nærværende cirkulære virker i praksis.

11. Arbejdsformidlingens henvendelse til myndigheder m.v., forhandlingspligten

Arbejdsformidlingen må herefter i det enkelte tilfælde skønne, om den pågældende har mulighed for at udføre de funktioner, som beskrivelsen af en ledig stilling kræver. Foruden den pågældendes personlige kvalifikationer skal arbejdsformidlingen også i det konkrete tilfælde tage stilling til, om virksomheden er egnet til modtagelse af denne handicappede ansøger, herunder sådanne spørgsmål som virksomhedens beliggenhed, trapper på virksomheden eller særlige faremomenter, for så vidt angår færden på virksomheden i almindelighed eller som led i denne særlige stillings funktioner. Hvis ansøgeren herefter anses for egnet, og ingen forhindringer på forhånd må anses for at udelukke ansættelse, henvender arbejdsformidlingen sig til myndigheden eller virksomheden om ansøgerens ansættelse.

Arbejdsformidlingen er således forpligtet til at tage initiativet, når en handicappet, der falder ind under fortrinsadgangens bestemmelser, henvender sig som arbejdssøgende.

Arbejdsformidlingen har pligt til i alle tilfælde, hvor der bliver en stilling ledig hos en offentlig myndighed eller virksomhed, jfr. § 1 i bekendtgørelsen, og hvor fortrinsadgangen vil kunne gøres gældende, da at rette henvendelse til den enkelte myndighed vedrørende ansættelsen af en konkret ansøger. Hvis ansættelse af den handicappede ikke umiddelbart finder sted, skal den pågældende myndighed lade beslutningen om besættelsen af den ledige stilling bero, indtil der har fundet en forhandling med arbejdsformidlingen sted om, hvorvidt den af arbejdsformidlingen foreslåede ansøger vil kunne placeres i stillingen.

Det er arbejdsformidlingens opgave under forhandlingerne med den pågældende ansættende myndighed at gøre opmærksom på den handicappedes kvalifikationer og mulighed for at gøre fyldest i stillingen samt på eventuelle mindre forandringer, f.eks. anvendelse af særlige stole, placering af lys el.lign., som, hvis de gennemførtes, ville kunne gøre det muligt at ansætte den pågældende. Arbejdsformidlingen skal herefter tilskynde den ansættende myndighed til eventuelt at lade sådanne forandringer foretage, idet der efter omstændighederne formentlig vil kunne ydes bistand til sådanne ændringers gennemførelse i henhold til bistandslovens bestemmelser. Efter bistandslovens § 42, stk. 2, kan der således bl.a. ydes hjælp til arbejdsredskaber, mindre omfattende indretning af arbejdsstedet (f.eks. særlige individuelt tilpassede arbejdsstole) og hjælp til mindre omfattende ændringer af arbejdspladsen (håndgreb, kørselsramper m.v.). Endvidere kan der ydes hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

I øvrigt gælder ingen særlige formkrav til forhandlingen, der kan foregå skriftligt eller mundtligt, eventuelt telefonisk. En betingelse for, at forhandlingspligten efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, og § 3, stk. 1 og 2, kan anses for opfyldt, må imidlertid være, at der foregår en reel forhandling. En ensidig meddelelse fra den ansættende myndighed til arbejdsformidlingen om, at den pågældende ikke findes egnet til stillingen, vil således være klart utilstrækkelig.

12. Den personlige samtale

Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 2, stk. 4, om den handicappede ansøgers ret til en personlig samtale med den ansættende myndighed, jfr. også § 3, stk. 3, er ny i forhold til bekendtgørelsen af 1976. Baggrunden for denne ny bestemmelse er en formodning om, at den blotte oplysning om, at en given ansøger til en ledig stilling er handicappet, i en del tilfælde bevirker, at denne ansøger udgår af ansættelsesmyndighedens videre bedømmelse af ansøgningsmaterialet, uden at ansættelsesmyndigheden har gjort sig nærmere overvejelser om handicappets betydning for varetagelsen af den arbejdsfunktion, der er tale om.

Gennem en personlig samtale mellem den handicappede ansøger og ansættelsesmyndigheden gives der de bedste muligheder for en realistisk og fordomsfri bedømmelse af, om handicappet har nævneværdig praktisk betydning for arbejdet i den ledige stilling. Den handicappede og ansættelsesmyndigheden kan samtidig få et indtryk af, om de eventuelle problemer, handicappet måtte volde i stillingen, kan løses ved relativt simple hjælpeforanstaltninger på arbejdspladsen.

Retten til en personlig samtale kan kun tilsidesættes, hvis den handicappede er åbenbart ringere kvalificeret end den bedst kvalificerede af de øvrige ansøgere. I sådanne tilfælde ville det virke urimeligt at påtvinge ansættelsesmyndigheden en samtale, som er udsigtsløs for den handicappede.

Adgangen til en personlig samtale er en ret for den handicappede, men det er den handicappede selv, der om fornødent, eventuelt gennem arbejdsformidlingen, må gøre opmærksom på, at der ønskes en samtale. Retten til en personlig samtale gælder også, hvor den handicappede har ansøgt om en ledig stilling uden om arbejdsformidlingen.

Ved tildeling af bevillinger o.lign., jfr. bekendtgørelsens § 3, har handicappede ansøgere en helt tilsvarende ret til en personlig samtale, uanset om bevillingen søges med arbejdsformidlingens bistand eller ej.

13. Ansættelseskompetencen

Den endelige afgørelse af, hvorvidt den pågældende ansøger kan ansættes i den konkrete ledige stilling, tilkommer den ansættende myndighed. Det er denne, som efter bedømmelse af den handicappede ansøgers samlede kvalifikationer tager stilling til, hvorvidt pågældende - alle forhold taget i betragtning - må anses for lige så kvalificeret eller næsten lige så kvalificeret som andre ansøgere.

Der vil, hvis det ikke drejer sig om ganske kortvarig beskæftigelse, i almindelighed være mulighed for en rimelig prøvetid, hvori der gives såvel den handicappede som arbejdspladsen mulighed for gensidig tilpasning. Såfremt arbejdsformidlingen bliver gjort opmærksom på, at en ansættende offentlig myndighed tilsyneladende ubegrundet har afskediget en i henhold til bekendtgørelsen ansat ansøger, er den forpligtet til at henvende sig til den pågældende myndighed med anmodning om forhandling vedrørende den omhandlede afskedigelse, og myndigheden eller virksomheden er forpligtet til at optage sådanne forhandlinger.

14. Informationsmøder

Det må anses for et væsentligt mål med lovbestemmelsen og bekendtgørelsen at fremme forståelsen af den betydning, det har, at der i størst muligt omfang sikres beskæftigelse for arbejdsduelige handicappede. Ifølge bekendtgørelsen er en sådan oplysningsvirksomhed på det lokale plan en forpligtelse for arbejdsmarkedsnævnene. Arbejdsmarkedsnævnene har særlige muligheder herfor, fordi der i nævnet er repræsenteret såvel arbejdsgiver- som lønmodtagerorganisationer og repræsentanter for de kommunale myndigheder. Det er derfor i bekendtgørelsens § 4 pålagt arbejdsmarkedsnævnene regelmæssigt og mindst 1 gang årligt at samle repræsentanter for de i § 1 omhandlede myndigheder til drøftelse af problemerne og løsning af de vanskeligheder, som i årets løb måtte have vist sig, for så vidt angår ansættelse af handicappede inden for det offentlige område. En repræsentant fra den lokale amtsafdeling af De samvirkende Invalideorganisationer skal indbydes til at deltage i drøftelsen. Drøftelsen kan eventuelt finde sted i tilknytning til et af nævnets ordinære møder.

15. Beretning

Arbejdsmarkedsnævnet i hvert område skal udarbejde en særlig beretning vedrørende administrationen af denne bekendtgørelse. Der er ikke i bekendtgørelsen foreskrevet nogen bestemt form for denne beretning, men det må anses for en selvfølge, at den giver en redegørelse for, hvor mange ansøgninger arbejdsformidlingen har haft med henblik på anvendelse af bekendtgørelsen, i hvor mange tilfælde arbejdsformidlingen herefter har ment, at fortrinsadgangen har kunnet gøres gældende, hvorledes det er gået med henvendelsen til de offentlige myndigheder, der har haft ledige stillinger, og eventuelt en redegørelse for, hvilke vanskeligheder der måtte have meldt sig under arbejdsformidlingens arbejde med disse problemer.

Arbejdsmarkedsnævnets beretning skal under alle omstændigheder indsendes til arbejdsdirektoratet og kan efter nævnets skøn offentliggøres på passende måde inden for det lokale område.

16. Ikrafttræden, ophævelse

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 18. december 1985 om fortrinsadgang for handicappede til visse offentligt regulerede beskæftigelser og nærværende cirkulære træder i kraft 1. januar 1986. Samtidig ophæves arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 437 af 26. august 1976 og arbejdsministeriets cirkulære af samme dato.

Underskrift 1

Arbejdsministeriet, den 18. december 1985 GRETHE FENGER MØLLER /H. Winther

Versioner

1. 1986-03-25, til 2026-06-23