Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1985/21@1985-05-23/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

Indholdsfortegnelse

1. Indledning 2. Lovens område 3. Lovens formål 4. Myndigheder 4.1. Vandløbsmyndighederne 4.1.1. Kompetencefordeling 4.1.2. Uenighed mellem vandløbsmyndigheder 4.2. Miljøstyrelsen 4.3. Landvæsensretterne 4.4. Overgangsregler 5. De umiddelbare rettigheder 5.1. De umiddelbare dræningsrettigheder 5.2. Bestemmelser om sejlads 5.2.1. Begrænsninger i sejladsretten 5.2.1.1. Vandløbsloven 5.2.1.2. Miljøbeskyttelsesloven 5.2.1.3. Naturfredningsloven 5.2.2. Udvidelse af sejladsretten 5.2.3. Fælles regler 6. Klassifikation og registrering af vandløb 7. Regulativer for offentlige vandløb 7.1. Grundlaget for regulativerne 7.2. Regulativernes indhold 7.3. Regulativernes tilvejebringelse 7.4. Revision af regulativer 8. Regulering m.v. af vandløb, herunder etablering af udpumpningsanlæg, broer m.v. 8.1. Regulering af vandløb, tørlægning af søer og anlæg af nye vandløb 8.2. Udpumpningsanlæg med digeanlæg til afvanding 8.3. Broer, opstemningsanlæg, flodemål m.m. 8.4. Behandling af sager om regulering, udpumpningsanlæg, broer m.v. 9. Vandløbsvedligeholdelse 10. Restaurering af vandløb 10.1. Restaureringens formål og omfang m.v. 10.2. Behandling af forslag til restaureringer 11. Tilsyn 12. Forskellige bestemmelser 12.1. Bidrag 12.2. Gebyrer 12.3. Andre bestemmelser

13. Klage

14. Ikrafttrædelsesbestemmelser

Bilag: Overenskomst om rørledning i henhold til § 8 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering af vandløb

1. Indledning

Vandløbsloven (lov nr. 302 af 9. juni 1982) trådte i kraft den 1. november 1983, jfr. bekendtgørelse nr. 420 af 7. september 1983. Loven afløser vandløbsloven af 1949, jfr. lovbekendtgørelse nr. 523 af 26. september 1973.

Ved lov om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove (lov nr. 250 af 23. maj 1984) § 2 er vandløbsloven blevet ændret.

Bliver vandløbsmyndigheden opmærksom på et ulovligt forhold, skal den foranledige det ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om forhold af ganske underordnet betydning, jfr. § 54a.

I ekstraordinære situationer kan vandløbsmyndigheden iværksætte foranstaltninger uden forudgående meddelse af påbud og på den forpligtedes regning, jfr. § 55. I disse situationer yder politiet om fornødent bistand efter regler fastsat efter forhandling mellem miljøministeren og justitsministeren.

Endelig er der i § 77 a indsat en bestemmelse om, at reglerne om fristfastsættelse og forhåndsvarsling, § 76, stk. 2 og § 77, stk. 1, ikke finder anvendelse på meddelelse om standsning af arbejder, som er påbegyndt uden fornøden tilladelse eller godkendelse, eller meddelelse om at efterkomme en tidligere truffet afgørelse.

En af hovedændringerne i loven er et ændret myndighedssystem. Kompetencen på det lokale og regionale plan til at træffe afgørelse i de materielle (tekniske) sager om anlæg af vandløb og om vandløbsvedligeholdelse og -regulering overføres fra landvæsensretterne til de kommunale råd. Landvæsensretternes opgave bliver fremover udelukkende at afgøre de økonomiske sager om erstatning eller bidragsfordeling, som de kommunale råd ikke har kunnet forlige.

Loven har desuden en egentlig formålsbestemmelse. Her af fremgår det, at vandløbenes evne til afledning af vand skal tilstræbes sikret, men at administrationen af loven samtidig skal ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som er fastsat i henhold til anden lovgivning. Hovedsigtet med denne bestemmelse i loven er, at det tilstræbes at sikre, at vandløbenes benyttelse sker under hensyntagen til den målsætning, der er fastlagt for det enkelte vandløb i recipientkvalitetsplanlægningen efter miljøbeskyttelseslovens § 61 e.

Det er endvidere en nyskabelse i loven, at vandløbsmyndighederne har mulighed for at restaurere vandløb. Ved vandløbsrestaurering forstås en række nærmere angivne foranstaltninger, som forbedrer de fysiske muligheder for et alsidigt dyre- og planteliv. Iværksættelsen af restaureringsprojekter giver således mulighed for at forbedre tilstanden i vandløbet, så den i højere grad bringes i overensstemmelse med den fastlagte målsætning.

De nævnte hovedændringer uddybes nedenfor. Andre væsentlige ændringer i loven er ligeledes omtalt nedenfor.

Samtidig med lovens ikrafttræden udsendtes følgende bekendtgørelser:

Bekendtgørelse nr. 423 af 7. september 1983 om klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb.

Bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering af vandløb.

Bekendtgørelse nr. 422 af 7. september 1983 om henlæggelse af opgaver og beføjelser efter vandløbsloven til miljøstyrelsen.

Den 1. marts 1985 træder bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb i kraft. Bekendtgørelsens § 9 er ændret i forhold til miljøministeriets bekendtgørelse nr. 423 af 7. september 1983, som samtidig ophæves.

Miljøstyrelsen udsender desuden en vejledning om vandløbsvedligeholdelse.

2. Lovens område

De ferskvandsområder, som er omfattet af loven, er angivet i lovens § 2. Afgrænsningen svarer til den afgrænsning, der var gældende efter den tidligere lov. Loven omfatter således vandløb og herunder også grøfter, kanaler, og rørledninger, søer, damme og lignende indvande samt udpumpningsanlæg med tilhørende diger, sluser, broer og andre indretninger. Omløbskanaler ved opstemningsanlæg m.v. er ligeledes omfattet af lovens bestemmelser.

De pågældende vandløb m.v. er imidlertid kun omfattet, hvis flere end en enkelt har interesse i deres tilstedeværelse og vedligeholdelse.

Vandløb, der fra udspring til udløb i havet udelukkende ligger på en ejendom, er derfor ikke omfattet af loven, medmindre de har interesse for andre som fiskevand, til sejlads, opstemning eller andet. Det er således få vandløb, der ikke er omfattet af lovens bestemmelser. Miljøministeren har dog mulighed for at inddrage sådanne »enkeltmandsvandløb« under loven, jfr. § 2, stk. 2, 2. pkt. Beføjelsen kan kun anvendes, hvis den vandløbsmyndighed, der ønsker det pågældende vandløb inddraget under loven, samtidig er villig til at optage vandløbet som offentligt, jfr. § 9. Det indebærer bl.a., at der skal udarbejdes et regulativ for vandløbet, og at vedligeholdelsen overtages af vandløbsmyndigheden. Muligheden for at inddrage »enkeltmandsvandløb« under vandløbsloven, tænkes især anvendt i situationer, hvor vandløbsmyndighederne finder, at der er behov for at få vandløbslovens bestemmelser til at gælde for det pågældende vandløb. Det kan især være bestemmelserne om regulering og vedligeholdelse, der kan have interesse.

Vandløbsloven regulerer en række forhold vedrørende vandløb, her i blandt vandløbenes almindelige benyttelse, vandløbenes vedligeholdelse og restaurering, regulering af vandløb samt anlæg af nye vandløb, og etablering af udpumpningsanlæg, broer, opstemningsanlæg m.m.

3. Lovens formål

Loven tilstræber at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand, spildevand og drænvand. Administrationen af loven skal imidlertid ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som er fastsat i henhold til anden lovgivning.

Vandløbsmyndighederne må derfor tage hensyn til den planlægning omkring vandløbene, som foretages efter anden lovgivning. Det er primært målsætningerne for de enkelte vandløb i recipientkvalitetsplanerne, som må inddrages, men derudover bør vandindvindings-, frednings- og landbrugsplaner også tages i betragtning i forbindelse med administrationen af loven. Vandløbsmyndigheden skal ligeledes være opmærksom på, om vandløbet er omfattet af andre fredningsbestemmelser såsom fredninger efter kapitel III eller § 43 i naturfredningsloven.

4. Myndigheder

4.1. Vandløbsmyndighederne

4.1.1. Kompetencefordeling

Den hidtidige administrative inddeling af vandløbene i offentlige og private vandløb opretholdes. De kommunale råd bliver fremover vandløbsmyndighed, således at materielle (tekniske) sager vedrørende amtsvandløb henlægges til amtsrådene, mens de tilsvarende sager vedrørende kommune- og private vandløb henlægges til kommunalbestyrelserne.

Amtsrådet er endvidere den kompetente myndighed i forbindelse med godkendelse og ændring af offentlige pumpelag.

Amtsrådet har yderligere kompetencen i sager om vandløbsregulering m.v., når reguleringsforanstaltningerne m.v. foretages i forbindelse med en tilladelse fra amtsrådet efter miljøbeskyttelsesloven til udledning af spildevand til vandløbet eller efter vandforsyningsloven til vandindvinding fra vandløbet (bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983, § 3, stk. 3).

Uden for hovedstadsområdet har kommunalbestyrelsen endvidere efter aftale med amtsrådet mulighed for at overlade sagsbehandlingen til amtsrådet, hvis der skal foretages reguleringsforanstaltninger m.v. i et vandløb, der er omfattet af § 43 i naturfredningsloven (bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983, § 3, stk. 4).

Amtsrådets opgaver efter loven varetages i Københavns kommune og Frederiksberg kommune af hovedstadsrådet (bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983, § 4). Denne bestemmelse har især praktisk betydning i forbindelse med oprettelse af offentlige pumpelag i de to kommuner.

4.1.2. Uenighed mellem vandløbsmyndigheder

Opstår der uenighed mellem vandløbsmyndigheder om administrationen af vandløb, som berører flere kommuner eller amtskommuner afgøres sagen af miljøstyrelsen (bemyndigelsen til miljøministeren i lovens § 7, stk. 6 til at afgøre uenighed er henlagt til miljøstyrelsen, jfr. bekendtgørelse nr. 422 af 7. september 1983 om henlæggelse af opgaver og beføjelser efter vandløbsloven til miljøstyrelsen).

Uenigheden kan fremkomme ved administration af vandløb, som danner grænse mellem (amts)kommuner eller i forbindelse med vandløb, der gennemløber flere (amts)kommuner. Indholdsmæssigt kan den angå behandlingen af enkeltsager, eller spørgsmålet om optagelse af et vandløb som offentligt vandløb, herunder om hvordan det pågældende vandløb skal klassificeres, og hvorledes regulativet skal udformes. Miljøstyrelsen kan kun løse en uenighed, hvis det drejer sig om en materiel (teknisk) sag, hvorimod spørgsmålet må indbringes for landvæsenskommissionen, hvis uenigheden går på økonomiske spørgsmål som f.eks. fordelingen af vedligeholdelsesudgifter for offentlige vandløb (jfr. nedenfor, hvor landvæsenskommissionernes opgaver efter loven præciseres).

4.2. Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen er ankeinstans for de materielle (tekniske) afgørelser, der træffes af amtsråd og kommunalbestyrelser i henhold til loven. Miljøstyrelsen administrerer endvidere den tilskudsordning, der er indført, til dækning af anlægsudgifter m.v. ved større restaureringsprojekter (lovens § 37, stk. 3).

4.3. Landvæsensretterne

Med den ny vandløbslov begrænses landvæsensretternes funktion i forhold til de opgaver, de hidtil har varetaget. Fremover er landvæsensretternes kompetence at træffe afgørelser i økonomiske sager om erstatning eller bidragsfordeling.

I forbindelse med erstatning for ekspropriation efter vandløbsloven skal vandløbsmyndigheden søge at opnå forlig om erstatningen. Hvis der ikke kan opnåes forlig, eller hvis afgørelsen påklages, indbringes erstatningsspørgsmålet for landvæsenskommissionen, som træffer afgørelse (lovens § 72, stk. 3). I andre økonomiske spørgsmål, herunder bidragsfordeling og skadeserstatning, skal vandløbsmyndigheden tilsvarende søge forlig, og i mangel af sådant indbringes sagen for landvæsenskommissionen (lovens § 74, stk. 2 og 3).

Landvæsensretterne har herudover kompetence på en række andre områder i følge lovens bestemmelser.

Spørgsmål om vedligeholdelsesbyrdens fordeling for private vandløb kan indbringes for vandløbsmyndigheden. Kan denne ikke opnå forlig indbringes sagen for landvæsenskommissionen (lovens § 35, stk. 3). Landvæsenskommissionen har ligeledes kompetence til at fastsætte hvilke ejendomme, der skal yde bidrag til offentlige pumpeanlæg (lovens § 41). Landvæsenskommissionen kan desuden bestemme, at der for anlægsbidrag gives pant i den afgiftspligtige ejendom forud for andre hæftelser af privatretlig oprindelse, ligesom den kan fastsætte vilkårene for udpantningen (lovens § 65, stk. 2).

Landvæsenkommissionen er ankeinstans for vandløbsmyndighedens afgørelser efter lovens § 67, stk. 1 og § 68, stk. 1-3. Ved udstykning eller afgivelse af arealer til veje fra ejendomme med bidragspligt efter vandløbsloven kan vandløbsmyndigheden på anmodning fordele bidraget på de udlagte parceller, samt fastsætte hvordan udgifterne ved fordelingen skal udredes. Vandløbsmyndighedens afgørelse kan, jfr. lovens § 67, stk. 2, indbringes for landvæsenskommissionen. Vandløbsmyndighedens afgørelse om bidragsbetaling som følge af en forøget afløbsmængde til vandløbet (lovens § 68, stk. 1), tilførsel af spildevand, der forøger arbejdet ved vandløbets oprensning væsentligt (lovens § 68, stk. 2), eller på grund af indvinding af vand, som forøger vedligeholdelsen væsentligt (lovens § 68, stk. 3), kan ligeledes ankes til landvæsenskommissionen, jfr. lovens § 68, stk. 4. Landvæsenskommissionen kan yderligere afgøre spørgsmål, om hvorvidt en foranstaltning efter loven medfører erstatningspligt, jfr. lovens § 71, stk. 2.

De opgaver, der er henlagt til landvæsenskommissionen efter loven, afgøres i Københavns kommune af den særlige landvæsenskommission, som er nævnt i vandforsyningslovens § 9, stk. 2 (vandløbslovens § 7, stk. 5).

Landvæsenskommissionens kendelser kan indankes for overlandvæsenskommissionen (lovens § 80, stk. 1) efter de klagebestemmelser, der følger af lovens kapitel 16.

I sager vedrørende offentlige vandløb er vandløbsmyndigheden rekvirent.

4.4. Overgangsregler

Sager, der er under behandling ved en landvæsensret ved lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, jfr. lovens § 87.

5. De umiddelbare rettigheder

5.1. De umiddelbare dræningsrettigheder

Grundejere har ret til at sænke grundvandet på deres ejendom til den dybde, som er nødvendig for dyrkningen, jfr. lovens § 3, stk. 1. Grundvandssænkningen må foregå ved almindelig udgrøftning og ved dræning med afløb til bestående vandløb. Bredejere må aflede overfladevand og vand fra almindelige drænings- og udgrøftningsanlæg til vandløb fra egen grund. Den umiddelbare ret til afvanding til bestående vandløb, som følger af loven, svarer til rettighederne i den tidligere lov.

Hvis benyttelsen i medfør af lovens § 3 udøves over et offentligt vandløb, må eventuelle regulativbestemmelser om drænudløb, vandingssteder, anlægspladser m.m. respekteres, jfr. nedenfor pkt. 7.

Regulering af vandløb i forbindelse med afvanding kræver som hidtil en tilladelse.

Afvandingsarbejder, der omfatter flere end bredejerne, kræver ligeledes fortsat vandløbsmyndighedernes godkendelse, jfr. lovens § 21, hvorefter nye vandløb kun må anlægges efter vandløbsmyndighedens bestemmelse.

Loven indeholder en bemyndigelse til miljøministeren til at fastsætte nærmere bestemmelser om regulering af de umiddelbare dræningsrettigheder i okkerpotentielle områder (lovens § 3, stk. 4). Beføjelsen er endnu ikke anvendt, men tænkes benyttet, hvis der iværksættes en mere generel okkerbekæmpelsesordning på baggrund af den forsøgsordning, som er etableret i medfør af okkerloven. Den igangværende forsøgsordning skal afklare problemerne omkring udledning af okker i vandløb m.v.

5.2. Bestemmelser om sejlads

Sejlads med ikke-motordrevne småfartøjer er efter lovens § 4, stk. 1 tilladt for almenheden. Adgangen til sejlads omfatter således sejlads med robåde, kajakker, kanoer og lignende småfartøjer, som drives uden mekanisk kraft. Sejladsretten gælder for vandløb, hvor der er flere bredejere, og som ikke er undergivet særskilt ejendomsret. Sejlads må dog ikke udøves på vandløb, der udelukkende er anlagt til særligt formål eller for en bestemt kreds af grundejere, eller hvor der ved tidligere lov er truffet anden bestemmelse, jfr. lovens § 5.

Sejladsen må ikke være til skade eller ulempe for vandløbet eller for andres jagt, fiskeri og rørskær. Sejladsretten giver i øvrigt ikke ret til at betræde andres ejendom. Vandløbsmyndigheden bør ved tilsynet med vandløbet være opmærksom på, at sejladsen udøves under tilstrækkelig hensyntagen hertil.

5.2.1. Begrænsning i sejladsretten

5.2.1.1. Vandløbsloven

Vandløbsmyndigheden kan, jfr. lovens § 4, stk. 3, fastsætte begrænsning i sejladsretten. Muligheden for at begrænse sejladsen kan anvendes f.eks. af hensyn til vandløbets vedligeholdelse eller til beskyttelse af vandløbets tilstand i øvrigt, herunder de fysiske forhold og dets dyre- og planteliv.

Man skal i denne forbindelse særligt gøre opmærksom på, at sejlads kan have en negativ indflydelse på fiskebestandene. Den uro, selve sejladsen giver anledning til, vil således kunne skræmme fisk bort fra deres foretrukne levesteder og dermed udøve en stresspåvirkning. Intens sejlads og deraf følgende langvarig stresspåvirkning kan resultere i en forøget dødelighed.

Det mekaniske slid, der vil ske på bredder (brinker) og på lavvandede strækninger ved kollision, landgang og grundstødning vil bevirke en øget erosion i bredzonen og en ændring af bundens substrat. Herved vil såvel standpladser (skjul) som gydemuligheder for en række laksefisk kunne blive forringet.

Ved intens sejlads vil kølvandsbølger endvidere have mulighed for at løsrive mere eller mindre klæbrige ægtråde eller æghobe af andre fiskearter f.eks. aborre. Disse negative påvirkninger er selvsagt størst i de mindre vandløb.

For de vandløb, som skal tjene som laksefiskvande, vil der især kunne være behov for sejladsreguleringer i perioden 1. oktober til 1. juni, mens der for de vandløb, der skal tjene som karpefiskvande primært vil kunne være behov for reguleringer i perioden 15. april til 15. juni.

Begrænsningerne kan i al almindelighed have form af forbud mod sejlads evt. kun i visse tidsafgrænsede perioder, samt af begrænsninger med hensyn til bådenes type og størrelse.

Der kan desuden fastsættes begrænsninger af hensyn til beskyttelsen af vandløbet, hvis almenhedens færdsels- og opholdsrettigheder i følge naturfredningsloven udøves i forbindelse med sejladsretten. Sådanne begrænsninger kræver ikke forelæggelse for fredningsnævnet, jfr. naturfredningslovens § 56, stk. 2.

Det bemærkes, at de af vandløbsmyndighederne i medfør af vandløbsloven fastsætte sejladsbestemmelser skal respektere sejladsregulering fastsat i medfør af miljøbeskyttelsesloven og naturfredningsloven, således at der ikke kan gives sejladsret i videre omfang end fastsat efter de nævnte love.

5.2.1.2. Miljøbeskyttelsesloven

Amtsrådet kan i medfør af bestemmelsen i § 14 i miljøbeskyttelsesloven meddele forbud mod sejlads i vandløb, der udnyttes af vandforsyningsanlæg.

5.2.1.3. Naturfredningsloven

En regulering af den ikke-erhvervsmæssige sejlads kan også finde sted efter naturfredningsloven, idet miljøministeren efter anmodning fra vedkommende amtsråd kan udstede en bekendtgørelse herom i medfør af naturfredningslovens § 60 a, stk. 2.

Initiativet til en bekendtgørelse om sejladsregulering efter naturfredningsloven er således henlagt til amtsrådet, og det er op til dette at sørge for den fornødne koordinering mellem bestemmelserne i en sådan bekendtgørelse og bestemmelser i vandløbsregulativet for det pågældende område.

Naturfredningslovens formål er dels at beskytte naturen, dels at tilgodese befolkningens friluftsliv. I modsætning til i vandløbsloven indgår friluftslivets interesser således her som en del af formålet. Med hensyn til mulighederne for at regulere ikke-erhvervsmæssig sejlads efter naturfredningslovens § 60 a, stk. 2, er det ved vedtagelsen af denne paragraf udtrykkeligt poienteret, at der skal tages hensyn til beskyttelsesinteresser, fredningsinteresser, erhvervsinteresser og bredejernes særlige interesser. Bestemmelsen giver derfor baggrund for at gennemføre detaljerede bestemmelser, der omfatter f.eks. koncessionsordninger for kanoudlejning, kvoteordninger etc.

Hvor der er tale om en detaljeret sejladsregulering på baggrund af en afvejning af beskyttelses- og friluftsinteresser og/ eller, hvor der er tale om større sammenhængende vandsystemer, kan sejladsreguleringen derfor mest hensigtsmæssigt ske i medfør af naturfredningslovens bestemmelser. I følge bemærkningerne til bestemmelsen i naturfredningsloven antages den dog kun at have et begrænset anvendelsesområde, idet der specielt er tænkt på regulering af sejladsen på vandløb med sejlads i større omfang som f.eks. Gudenå og Suså.

5.2.2. Udvidelse af sejladsretten

Vandløbsmyndigheden har ligeledes, jfr. lovens § 4, stk. 3, mulighed for at udvide sejladsretten på offentlige vandløb til at omfatte sejlads med større eller motordrevne både. Tilladelse til motorbådssejlads bør i reglen være begrænset med hensyn til motoreffekt og hastighed. Som hovedregel bør motorbådssejlads tillades i forbindelse med erhvervsfiskeri. Der kan fastsættes gebyrer til vandløbets vedligeholdelse for sejlads på offentlige vandløb med større eller motordrevne både, jfr. lovens § 4, stk. 4.

Hvis vandløbsmyndigheden fastsætter regler for gebyrer, vil det være hensigtsmæssigt, at disse optages i regulativet for det pågældende vandløb.

5.2.3. Fælles regler

For offentlige vandløb skal beslutninger om begrænsninger eller udvidelser i sejladsretten fremgå af regulativerne, jfr. lovens § 12. Beslutningen om regulering af sejladsretten får først retsvirkning, når regulativet evt. ved et tillæg er ændret i overensstemmelse hermed.

Det kan endvidere anbefales, at eventuelle begrænsninger, der fastsættes i medfør af naturfredningslovens § 60 a, stk. 2, nævnes i regulativet til oplysning for brugere af sejladsretten. Det vil endvidere være hensigtsmæssigt, at regulativet indeholder dele af de almindelige bestemmelser for sejlads, der følger af handelsministeriets bekendtgørelse nr. 430 af 24. august 1976 om særlige regler for sejlads m.m. i visse danske farvande, som ændret ved industriministeriets bekendtgørelse nr. 324 af 7. juni 1980.

Det bør ligeledes overvejes at foretage en hensigtsmæssig skiltning om begrænsninger i sejladsretten.

6. Klassifikation og registrering af vandløb

De nærmere regler om vandløbsmyndighedernes opgaver i forbindelse med klassifikation og registrering af vandløb er fastsat i bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb.

Vandløb inddeles administrativt i offentlige og private vandløb. De offentlige vandløb er endvidere inddelt i amtsvandløb og kommunevandløb.

Lavere liggende strækninger af vandløb, der gennemløber flere kommuner, må ikke henregnes til en lavere klasse end de højere liggende strækninger, jfr. lovens § 9, stk. 4. Som hovedregel må det også gælde inden for samme kommune, at lavere liggende strækninger ikke kan klassificeres lavere end højere liggende strækninger.

Bredejere har som hidtil mulighed for at foreslå, at private vandløb skal optages som offentlige vandløb. Det forventes især, at bredejere ved private vandløb vil finde denne mulighed nærliggende, hvis vandløbsmyndigheden pålægger dem væsentlige ændringer i den hidtidige vedligeholdelsespraksis i forbindelse med, at vandløbsadministrationen tilrettelægges i overensstemmelse med recipientkvalitetsplanerne. Vandløbsmyndigheden er ikke pligtig til at overtage et privat vandløb på begæring.

Vandløbsmyndighedens beslutninger om klassifikation skal meddeles efter bestemmelserne i lovens §§ 75 og 76 og kan påklages efter bestemmelserne i kapitel 16.

Vandløbsmyndighederne skal foretage en hensigtsmæssig registrering af såvel offentlige som private vandløb. Registreringen kan antage forskellige former, men skal opfylde det formål, at offentligheden kan få et overblik over de bestemmelser m.v., der er gældende for det enkelte vandløb. Registrene skal føres vandløbsvis og indeholde oplysninger om kendelser, forlig, afgørelser og regulativer for vandløbet.

7. Regulativer for offentlige vandløb

Regulativerne er retsgrundlaget for administrationen af de offentlige vandløb.

Der udarbejdes ikke regulativer for private vandløb, men vandløbsmyndigheden kan fastsætte bestemmelser om vandløbets vedligeholdelse og dets skikkelse eller vandføringsevne, jfr. lovens §§ 36 og 15. De nærmere regler om regulativudarbejdelsen og om regulativernes indhold er fastsat i bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb.

7.1. Grundlaget for regulativerne

Vandløbsmyndigheden udarbejder i forbindelse med forslag til regulativer en redegørelse for grundlaget for og konsekvenserne af regulativforslaget, jfr. bekendtgørelsens § 9. Redegørelsen optages som bilag til regulativet.

Redegørelsen skal omfatte en oversigt over de planer, der har betydning for vandløbets administration, herunder recipientkvalitetsplaner, vandindvindingsplaner, fredningsplaner og landbrugsplaner samt oplysning om, hvorvidt vandløbet er registreret efter § 43 i naturfredningsloven.

Vandløbslovens administration har betydning for afvandingsmulighederne. I praksis er det i særlig grad jordbrugsarealerne i afstrømningsområdet, der berøres.

Redegørelsen bør derfor også omfatte oplysninger om afvandingsforholdene i afstrømningsområdet, i den udstækning de berøres af regulativændringer.

Finder vandløbsmyndighederne, at der er behov for at redegøre for afvandingsforholdene, kan landbrugsministeriet, arealdatakontoret, yde bistand hermed.

I det omfang vandløbsmyndigheden er bekendt med, at der af fiskeriministeren i medfør af ferskvandsfiskeriloven er udarbejdet eller godkendt plan for udsætning af fisk m.m. i vandløbet, bør redegørelsen også omfatte oplysninger herom.

7.2. Regulativernes indhold

I bekendtgørelsens § 10 er det fastsat, hvilke forhold regulativerne skal indeholde bestemmelser om.

Regulativerne skal efter bestemmelserne være bilagt et kort, der viser vandløbets beliggenhed. For at sikre en hensigtsmæssig identifikation af vandløbet anbefales det, at kortbilaget forsynes med UTM-koordinatnet.

Lovens § 12 om indholdet af regulativer er i bekendtgørelsen bl.a. udvidet med en adgang for vandløbsmyndighederne til at bestemme placeringen af udløbet for dræn- og spildevandsledninger svarende til den hidtidige retstilstand.

Det er ikke hermed tanken, at vandløbsmyndighederne skal fastsætte så detaljerede bestemmelser om placeringen af dræn- og spildevandsledninger, at det forudsætter et anmeldelsessystem for almindelige drænudløb. Men vandløbsmyndigheden kan eksempelvis i medfør af bestemmelsen friholde visse vandløbsstrækninger for disse udløb, hvis det er påkrævet af hensyn til vedligeholdelsen. Der kan ligeledes fastsættes bestemmelser om, hvor tæt dræn- og spildevandsledninger må placeres på den regulativmæssige fastsatte bundkote, så det sikres, at man ikke ved placeringen af udløb, tvinger vandløbsmyndigheden til indgreb i vandløbene, som har karakter af regulering. Sådanne bestemmelser skal respekteres i forbindelse med eventuel udnyttelse af dræningsretten efter lovens § 3, jfr. ovenfor under pkt. 5.1.

Vandløbsmyndighederne har ansvaret for vedligeholdelsen af de offentlige vandløb. I regulativerne fastlægges vandløbsmyndighedernes forpligtelse detaljeret for det enkelte vandløb.

Efter lovens § 27, stk. 1 skal vandløb vedligeholdes således, at det enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke ændres. Det følger heraf, at vandløbsmyndighederne som led i vedligeholdelsen er forpligtet til at sikre den fastlagte skikkelse eller vandføringsevne, men ikke er berettiget til at forbedre den, idet et sådant indgreb er en regulering, der kun kan gennemføres, såfremt de særlige regler herom følges, jfr. bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v. Er vandløbet endvidere registreret som »§ 43-vandløb« i medfør af naturfredningsloven, forudsætter sådanne indgreb endvidere en behandling af sagen i medfør af denne bestemmelse.

Det skal fremhæves, at regulativernes bestemmelser om vedligeholdelsen nøje skal følges af vandløbsmyndighederne, således at enhver ændring af vedligeholdelsens tilrettelæggelse ikke kan gennemføres, før bestemmelserne herom i regulativerne er ændrede.

Det bemærkes, at særbidrag til vandløbsvedligeholdelsen, der er pålagt bredejere eller andre, skal fremgå af regulativet. Placeringen af evt. grødeoptagningspladser kan endvidere angives i regulativets kortbilag.

I regulativet skal der endvidere fastsættes bestemmelser om vandløbsmyndighedernes tilrettelæggelse af tilsynet.

Vandløbsmyndighedernes konkrete beslutninger om anvendelsen af det enkelte vandløb skal fremgå af regulativet, således at den enkelte bruger af vandløbet ved gennemsyn af regulativet kan se, hvilke begrænsninger der er for anvendelsen af det enkelte vandløb. Herudover kan den enkelte vandløbsbruger ved gennemsyn af bilaget til regulativet orientere sig om bestemmelser, der er knyttet til vandløbet i medfør af anden lovgivning.

Vandløbets fysiske tilstand og dets vedligeholdelse skal fremover fastlægges i regulativet på baggrund af den målsætning for det pågældende vandløb, som fremgår af planlægningen, herunder især recipientkvalitetsplanlægningen. Ved fastlæggelsen af vandløbets fysiske tilstand bør der tages udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand. Samtidig må det sikres, at de bestående afvandingsmæssige interesser fortsat tilgodeses.

Efter den tidligere lov skulle afledningen af vand alene sikres ved fastsættelse af en geometrisk skikkelse for vandløbet, dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg. Hermed tages imidlertid ikke hensyn til de miljømæssige krav, der stilles i vandløb, som har en høj miljømæssig målsætning i recipientkvalitetsplanen. Målsætningen for disse vandløb forudsætter en varierende vandløbsform med hensyn til bredde, dybde og skråningsanlæg. Med loven er der derfor åbnet mulighed for, at afledningen af vand i sådanne vandløb kan sikres gennem faste krav til vandføringsevnen som et alternativ til en fastsat skikkelse.

Ved et vandløbs vandføringsevne forstås, at det skal kunne aflede en given vandføring (regulativ-vandføringen), uden at vandstanden er højere end et fastsat niveau (regulativ-vandstanden), der fastsættes under hensyntagen til de tilgrænsende arealer. Regulativ-vandføringen kan fastsættes som en procentdel af vandløbets maksimumvandføring (dvs. den største vandføring over en længere periode, helst ikke mindre end 20-25 år). Der kan f.eks. vælges en regulativ-vandføring på 90 pct. af maksimumvandføringen, hvilket vil indebære, at det statistisk set kan forventes, at en større vandføring (end regulativ-vandføringen) vil forekomme hvert 10. år.

I forbindelse med vandløbsloven har miljøstyrelsen udsendt et nyt standardregulativ. Det anbefales, at vandløbsmyndigheden følger standardregulativet ved udarbejdelse af regulativer, eller bruger det som en checkliste for at sikre, at alle forhold, som regulativet skal indeholde bestemmelser om, kommer med i det nye regulativ.

7.3. Regulativernes tilvejebringelse

Forslag til regulativ skal fremlægges til gennemsyn for offentligheden i mindst 8 uger. Forslaget skal samtidig sendes til udtalelse hos berørte myndigheder, jfr. § 12, stk. 2 i bekendtgørelsen.

Med berørte myndigheder sigtes primært til amtskommunen. Indenfor hovedstadsområdet skal hovedstadsrådet som recipientansvarlig myndighed høres. Der henvises i denne forbindelse bl.a. til pkt. 4.3.1. i miljøministeriets cirkulære nr. 222 af 1. december 1978 om naturfredningslovens § 43 (om vådområder). Der sikres herved overensstemmelse mellem regulativ og planlægning. Tvivlspørgsmål kan søges løst i miljøstyrelsen. Forslag til regulativer for amtsvandløb bør sendes til berørte kommuner. Berører vandløbet flere kommuner eller amtskommuner forudsættes det, at disse inddrages i regulativarbejdet på et tidligt tidspunkt. Det må bl.a. sikres, at regulativet ikke indeholder bestemmelser om vandløbsvedligeholdelse og -kvalitet, som hindrer opfyldelsen af målsatte anvendelser andre steder i vandløbet. Forslag til regulativer bør ligeledes sendes til høring i fiskeriministeriet. Miljøstyrelsens ferskvandlaboratorium er indstillet på at give råd og vejledning. Om udtalelser fra landbrugsministeriet henvises til pkt. 7.1.

Klageberettigede organisationer underrettes samtidig om, at der er udarbejdet forslag til regulativ samt oplyses om indsigelsesfristen. Det bør overvejes, om det i det enkelte tilfælde vil være rimeligt ligeledes at underrette de lokale landboorganisationer, Friluftsrådet og Dansk Dambrugerforening.

Vedtagelse af regulativer skal offentliggøres samtidig med, at der oplyses hvor og inden for hvilken frist, afgørelsen kan påklages. Det bør overvejes, om det i det enkelte tilfælde vil være rimeligt at orientere de berørte lodsejere direkte om vedtagne regulativer. Vandløbsmyndighedens vedtagelse af regulativer kan påklages efter bestemmelserne i lovens kapitel 16.

Som efter den hidtidige lov har vandløbsmyndighederne mulighed for i samarbejde at udarbejde fællesregulativer for vandløbssystemer. Uoverensstemmelser mellem vandløbsmyndighederne i denne forbindelse indbringes for miljøstyrelsen, jfr. lovens § 7, stk. 6.

Nye regulativer skal udarbejdes i overensstemmelse med reglerne i førnævnte bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 og udformes efter bestemmelserne i loven. De gældende regulativer bevarer deres gyldighed indtil, der vedtages nye regulativer, jfr. lovens § 88.

7.4. Revision af regulativer

Det anbefales, at vandløbsmyndigheden starter revisionen af gældende regulativer ved de vandløb, som er højest prioriteret i følge recipientkvalitetsplanlægningen, og at man tager de regulativer først, hvor der er størst uoverensstemmelse mellem målsætningen og det gældende regulativ.

Man anbefaler, at tidsfølgen for revisionen af regulativer afstemmes mellem kommuner og amtskommuner inden for samme afstrømningsområde.

1. januar 1993 er fastsat som den frist, inden for hvilken alle regulativer skal være revideret, jfr. bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985, § 17, stk. 2.

Regulativerne skal indeholde revisionsbestemmelser, jfr. § 10 i bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985, så det sikres, at det med jævne mellemrum vurderes, om ændring i forudsætningerne herunder i plangrundlaget bør medføre justering af regulativet.

8. Regulering m.v. af vandløb, herunder etablering af udpumpningsanlæg, broer m.v.

De nærmere regler om myndighedernes behandling af sager om regulering m.v. af vandløb er fastsat i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v. samt om restaurering af vandløb.

Disse regler skal følges af vandløbsmyndighederne i alle sager, uanset om initiativet til en regulering tages af en bredejer eller af vandløbsmyndigheden.

8.1. Regulering af vandløb, tørlægning af søer og anlæg af nye vandløb

Som hidtil må vandløbene ikke ændres medmindre, der forudgående er opnået tilladelse. Loven fastsætter hvilke indgreb, der betragtes som en regulering. Efter lovens § 16 er således enhver ændring af vandløbets skikkelse, herunder af dets forløb, bredde, bundkote og skråningsanlæg en regulering i lovens forstand. Ændringer i vandløbet i forbindelse med vandløbsrestaurering, jfr. lovens kapitel 8, eller ved anlæg eller ændring af broer, omstemningsanlæg m.m., jfr. lovens kapitel 10, er der fastsat særlige bestemmelser for.

Der er fortsat forbud mod at ændre vandstanden i søer, herunder mod at tørlægge dem, samt mod at anlægge nye vandløb, medmindre der forudgående er opnået godkendelse.

8.2. Udpumpningsanlæg med digeanlæg til afvanding

Som hidtil må udpumpningsanlæg til afvanding ikke etableres uden forudgående godkendelse.

Private anlæg, dvs. anlæg, som de berørte bredejere er enige om at oprette og organisere som private pumpelag, kræver vandløbsmyndighedens godkendelse, jfr. lovens § 38. Den kompetente myndighed er vandløbsmyndigheden for det vandløb, der ansøges om udpumpningstilladelse til.

Kan der ikke opnåes enighed om etablering af et privat anlæg, kan amtsrådet godkende oprettelse af et offentligt pumpelag.

Amtsrådets opgaver som ansvarlig for de offentlige pumpelag fremgår nærmere af bekendtgørelsens kapitel 4, herunder er indholdet af pumpelagsvedtægterne samt pumpelagsbidragenes fordeling og opkrævning præciseret. Amtsrådet kan efter bestemmelsen i § 17, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 anmode ansøgeren om at udarbejde udkast til vedtægt for laget.

Eksisterende landvindingslag betragtes som offentlige pumpelag.

8.3. Broer, opstemningsanlæg, flodemål m.m.

Anlæg af broer, overkørsler eller lignende og nedlægning af rørledninger, kabler m.v. i vandløbet kræver vandløbsmyndighedens godkendelse. Efter de hidtidige regler kræves udelukkende godkendelse af anlæg, der påvirker vandets frie løb. Som konsekvens af formålsbestemmelsen i loven skal der fremover også tages hensyn til den fastlagte vandløbskvalitet, idet anlæg desuden kræver godkendelse, hvis de i øvrigt kan være til skade for vandløbet, jfr. lovens § 48. Etablering af et styrt vil således kræve vandløbsmyndighedens godkendelse, selv om det ikke har indflydelse på vandets frie løb, da det kan hindre den naturlige op- og nedvandring af fisk og den øvrige vandløbsfauna.

Vandløbsmyndigheden skal i godkendelsen af opstemningsanlæg m.v. bl.a. fastsætte regler om indstrømningsanlægs, frislusers og lignende indretningers dimensioner, koter m.v. til sikring af vandets frie løb samt den naturlig op- og nedvandring af fisk og den øvrige vandløbsfauna. Man henleder i denne forbindelse opmærksomheden på de særlige bestemmelser i ferskvandsfiskerilovens kapitel 4 til sikring af vildfiskens passage.

Der skal yderligere fastsættes regler om opstemningsanlægs drift, sammenholdt med bestemmelserne i lovens § 27, stk. 4, og regler om flodemål herunder om flodemålsmærker samt om kontrol af flodemål.

Det bemærkes, at udnyttelse af et opstemningsanlæg til andet formål, f.eks. overgang til udnyttelse af vandkraften til energiproduktion, ligeledes kræver vandløbsmyndighedens forudgående godkendelse.

8.4. Behandling af sager om regulering, udpumpningsanlæg, broer m.v.

Bekendtgørelsen indeholder regler om hvilke oplysninger, der skal foreligge i forbindelse med det enkelte projekt, jfr. bekendtgørelsens § 17.

Vandløbsmyndigheden kan ved behandlingen af sagen indhente yderligere oplysninger, jfr. § 17, stk. 2. i bekendtgørelsen.

Når vandløbsmyndigheden skal afgøre om en regulering m.v. bør godkendes, skal der tages hensyn til samtlige afvandingsinteresser ved vandløbet, og det skal sikres, at det ansøgte er foreneligt med hensynet til den målsætning, der er fastlagt for vandløbets miljømæssige kvalitet, jfr. lovens § 1.

Forudsættes der godkendelse efter bestemmelserne i naturfredningsloven, miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven eller ferskvandsfiskeriloven, kan vandløbsmyndigheden først meddele tilladelse, når der foreligger en godkendelse efter disse love (bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983, § 23). I den forbindelse skal det fremhæves, at der er indført et kompetenceskift for at koordinere administrationen af vandløbsloven og en række andre love, jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 3. og 4. og ovenfor under pkt. 4.1.

Før vandløbsmyndigheden tager stilling til, om sagen bør fremmes, afholdes en høringsrunde, hvor vandløbsmyndigheden indhenter udtalelse om sagen fra andre interesserede myndigheder. Fredningsmyndigheder og fiskeriministeriet samt endvidere andre kommunalbestyrelser og amtsråd med interesse i sagen bør høres. I hovedstadsområdet skal der endvidere indhentes en udtalelse fra hovedstadsrådet. Det bør overvejes, om det i det enkelte tilfælde vil være rimeligt at indhente en udtalelse fra de lokale landboorganisationer, Friluftsrådet og Dansk Dambrugerforening.

Specielt i forbindelse med tørlægning af eller sænkning af vandstanden i søer skal der desuden indberettes til miljøstyrelsen, såfremt søen anvendes til badning eller antages at have betydning for den fremtidige, almindelige vandforsyning på grund af sin beliggenhed og størrelse.

Beslutter vandløbsmyndigheden at fremme sagen, skal den offentliggøre en meddelelse om ansøgningen i stedlige blade, samt oplyse at det er muligt at fremkomme med indsigelser inden for en frist på mindst 4 uger. Under offentlighedsfasen kan vandløbsmyndigheden afholde et møde om sagen.

Skønner vandløbsmyndigheden, at det ansøgte ikke har væsentlig indflydelse på vandløbets afstrømningsmæssige eller miljømæssige forhold, kan den beskrevne procedure for behandling af visse sager fraviges, jfr. bekendtgørelsens § 21. Formålet med denne bestemmelse er at give vandløbsmyndigheden mulighed for umiddelbart at meddele tilladelse i mindre sager om anlæg af nye vandløb og anlæg af eller ændring af broer, overkørsler eller lignende. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at vandløbsmyndigheden i samme udstrækning har mulighed for at tillade igangsættelse af anlægsarbejder, selv om vandløbsmyndighedens afgørelse påklages, jfr. § 36 i bekendtgørelsen (i bilag til cirkulæret er optaget forslag til formulering af aftaler i den slags sager).

Det fremgår af bekendtgørelsens § 23 hvilke forhold, der skal være indeholdt i en godkendelse. En godkendelse af en foranstaltning skal indeholde endelig afgørelse om eventuelle økonomiske spørgsmål, om arealerhvervelser og rådighedsindskrænkninger samt om erstatninger for disse, jfr. lovens kapitler 13 og 14.

Ved godkendelsen kan vandløbsmyndigheden fastsætte en ramme for, hvor meget de endelige udgifter kan tillades at fravige overslagsprisen. Berørte lodsejere kan endvidere tage forbehold herfor.

Afgørelser meddeles efter bestemmelserne i lovens §§ 75 og 76.

Vandløbsmyndighedernes godkendelse af reguleringer m.v. af vandløb skal registreres, jfr. § 8 i bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb. Oplysninger om de i godkendelsen indeholdte ændringer af forholdene ved vandløbet skal endvidere snarest muligt indgå i regulativet evt. i form af et tillæg. I disse tilfælde kræves det dog ikke, at den foreskrevne procedure i bekendtgørelsen om vandløbsregulativer m.v. følges.

Vandløbsmyndighederne har mulighed for at opkræve gebyrer for behandlingen af sager efter lovens kapitel 6, 9 og 10, jfr. kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983. Gebyrordningen er nærmere omtalt nedenfor, pkt. 12.2.

Vandløbsmyndighedens beslutninger om regulering m.v. kan påklages efter bestemmelserne i bekendtgørelsens kapitel 9 sammenholdt med lovens kapitel 16.

9. Vandløbsvedligeholdelse

I forbindelse med lovens ikrafttræden vil miljøstyrelsen udsende en vejledning om vandløbsvedligeholdelse. Vejledningen anviser, hvordan vandløbsvedligeholdelsen i det enkelte tilfælde kan tilrettelægges og udføres mest hensigtsmæssigt, så formålsbestemmelsen i vandløbsloven tilgodeses.

Vedligeholdelsen af offentlige vandløb påhviler vandløbsmyndigheden. Bredejerne har ansvaret for vedligeholdelsen af private vandløb. Vandløbsmyndigheden har mulighed for at fastsætte bestemmelser om vedligeholdelsens omfang og udførelse i private vandløb, jfr. lovens § 36.

Vandløbsvedligeholdelsen skal sikre, at vandløbene kan anvendes til afledning af vand, men samtidig skal den udføres, så vandløbskvaliteten svarer til den miljømæssige målsætning for vandløbet, jfr. lovens § 1. Vandløbsmyndigheden skal således gradvist ændre den hidtidige vedligeholdelsespraksis, så vedligeholdelsen bringes i overensstemmelse med de krav, der stilles til vandløbets fysiske forhold i recipientkvalitetsplanerne. I vejledningen er der opregnet en række forskellige vedligeholdelsesmetoder svarende til vandløb med forskellig recipientkvalitetsmålsætning. Vedligeholdelsen kan ikke ændres i strid med bestemmelserne i regulativet.

Hidtil er grødevæksten stort set alene blevet begrænset ved mekaniske metoder. Der åbnes nu adgang for at anvende biologiske metoder. Her tænkes primært på skyggegivende vegetation på vandløbets bredder. Vandløbsmyndigheden har mulighed for at foretage beplantning langs vandløb, og for at påbyde bredejere at bevare skyggegivende vegetation, jfr. lovens § 34. Vandløbsmyndigheden bør ikke disponere over større arealer til beplantning, end der kan kræves friholdt for dyrkning m.v. i medfør af lovens § 69. Beplantning langs vandløbene kan i visse tilfælde ikke gennemføres uden tilladelse efter naturfredningslovens § 47 a.

Udgifterne til beplantning og dens vedligeholdelse påhviler vandløbsmyndigheden.

Afskåret grøde skal nu optages, medmindre grøden ikke er til skade for vandløbet eller for det vandområde, som vandløbet udmunder i (lovens § 27, stk. 3). Det er ligeledes i loven fastsat, at slam, grøde og andet, der ophobes ved stemmeværker eller lignende ikke må videreføres, hvis det er til skade for vandløbet (lovens § 27, stk. 4). Bestemmelser til sikring heraf kan for offentlige vandløb optages i regulativerne.

10. Restaurering af vandløb

10.1. Restaureringers formål og omfang m.v.

De nærmere bestemmelser om fremgangsmåden ved vandløbsmyndighedernes restaurering af vandløb er fastsat i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v. samt om restaurering af vandløb.

Formålet med en vandløbsrestaurering er at genskabe en vandløbskvalitet svarende til den målsætning, der er fastsat for vandløbet i recipientkvalitetsplanlægningen. Restaurering kan foretages ved de fysiske indgreb, som er udtømmende angivet i lovens § 37, stk. 1. Der kan f.eks. udlægges grusbanker eller etableres forskellige former for fiskeskjul.

Iværksættelse af vandløbsrestaureringer forudsætter, at vandløbets evne til afledning af vand ikke påvirkes væsentligt. Det forudsættes ligeledes, at restaureringen ikke medfører væsentlige anlægs- eller driftsudgifter for jordbruget til opretholdelse af de bestående afvandingsforhold. Det bemærkes, at en restaurering ikke udelukker en senere forbedring af de afstrømningsmæssige forhold i vandløbet. Sådanne sager skal behandles efter reglerne i lovens kapitel 6 om regulering af vandløb.

Der har hidtil kun været iværksat få restaureringsprojekter, og derfor er det eksisterende erfaringsmateriale begrænset. Det anbefales derfor, at der i en overgangsperiode etableres yderligere forsøg i forskellige dele af landet, så der bl.a. skabes et bedre grundlag for at vurdere de afvandingsmæssige konsekvenser af vandløbsrestaureringer. I en periode vil det således være nødvendigt ved nogle restaureringsprojekter, at vandløbsmyndigheden igangsætter forsøg på enkeltstrækninger af vandløbet, inden det egentlige projekt startes op.

Man henleder endvidere opmærksomheden på, at en mere miljøvenlig vedligeholdelse i nogle situationer i sig selv kan have en tilstrækkelig restaurerende effekt på vandløbet.

I offentlige vandløb gennemføres foranstaltningerne af vandløbsmyndigheden. Er flere kommuner eller amtskommuner involveret, udarbejder de berørte vandløbsmyndigheder i samarbejde et restaureringsforslag.

I hovedstadsområdet bør restaureringsprojekter udarbejdes i samarbejde med hovedstadsrådet som recipientansvarlig myndighed.

Ønskes et privat vandløb inddraget under et restaureringsprojekt iværksat af vandløbsmyndigheden, må vandløbet forinden overtages som offentligt.

Ønsker bredejere at gennemføre restaureringsprojekter, skal projektet forudgående godkendes af vandløbsmyndigheden efter de almindelige bestemmelser i lovens kapitel 6 om regulering af vandløb.

Hvis vandløbet er fredet eller beskyttet efter bestemmelserne i § 43 i naturfredningsloven, kræver iværksættelsen af et restaureringsprojekt, at der forinden indhentes godkendelse fra fredningsnævnet eller fra amtsrådet, i hovedstadsområdet fra hovedstadsrådet.

Udgifterne ved vandløbsrestaureringer, der iværksættes af vandløbsmyndigheden, afholdes af vandløbsmyndigheden. Ved større restaureringsprojekter er der mulighed for at søge om tilskud til dækning af anlægsudgifter m.v. fra miljøstyrelsen. Ansøgningen om tilskud skal indeholde en udførlig redegørelse for restaureringsprojektet, jfr. bekendtgørelsens § 29. Hvis projektets økonomi er baseret på det ansøgte tilskud, må igangsættelsen afvente tilsagn om tilskud.

10.2. Behandling af forslag til restaureringer

Vandløbsmyndighedens forslag til restaureringsprojekt fremlægges for offentligheden til gennemsyn. Bredejere og andre interesserede skal underrettes skriftligt om fremlæggelsen.

Forslaget sendes samtidig til de klageberettigede organisationer. Det bør overvejes, om det i enkelte tilfælde vil være rimeligt at underrette de lokale landboorganisationer, Friluftsrådet og Dansk Dambrugerforening om forslaget.

Forslaget sendes samtidig til høring hos berørte myndigheder. De høringsrelevante myndigheder kan være andre kommuner eller amtskommuner, der berøres af projektet, miljøstyrelsens ferskvandslaboratorium, fiskerimyndigheder og miljøstyrelsen.

Formålet med offentlighedsfasen er at give bredejerne og andre med interesse i vandløbet mulighed for på et så tidligt tidspunkt som muligt at blive orienteret om de påtænkte restaureringsforanstaltninger. Intentionen er at sikre borgerne størst mulig medindflydelse allerede på planlægnings- og projekteringsstadiet.

Vandløbsmyndigheden kan som led i inddragelsen af borgerne afholde et offentligt møde under offentlighedsfasen. Mødet giver vandløbsmyndigheden lejlighed til at præsentere restaureringsprojektet nærmere, samt mulighed for at andre berørte myndigheder, organisationer og enkeltpersoner kan deltage i diskussionen af restaureringsforslaget.

Beslutningen om vedtagelse af et restaureringsprojekt skal offentliggøres og kan påklages efter bestemmelserne i lovens kapitel 16. De vedtagne restaureringsforanstaltninger skal optages i regulativet for det pågældende vandløb.

11. Tilsyn

Tilsynet med amtsvandløb og offentlige pumpelag hører under amtsrådet som følge af, at amtsrådet er vandløbsmyndighed for amtsvandløbene og de offentlige pumpelag, jfr. lovens § 7, stk. 1.

Amtsrådets tilsynsopgaver varetages i København og Frederiksberg kommuner af hovedstadsrådet.

Kommunalbestyrelsen fører tilsvarende tilsyn med kommunevandløb og private vandløb som vandløbsmyndighed for disse vandløb, jfr. lovens § 7, stk. 2.

Kommunalbestyrelsen har som hidtil mulighed for efter aftale at overdrage den tekniske udførelse af tilsynet til amtsrådet. Overdragelsen af tilsynet vil f.eks. være hensigtsmæssigt ved de vandløb, hvor amtskommunen i forvejen fører tilsyn med vandkvaliteten i sin egenskab af recipientkvalitetsansvarlig myndighed. Kompetencen til at gribe ind over for ulovlige forhold m.v. ligger imidlertid fortsat hos den vandløbsmyndighed, som er ansvarlig for det pågældende vandløb og for tilsynets udførelse efter loven.

Vandløbsmyndigheden bestemmer hvornår, der foretages et systematisk tilsyn, hvor de forhold, der nævnes nedenfor, kontrolleres.

Ved private drænings- og udgrøftningsanlæg kan tilsynet dog begrænses til at udføres i forbindelse med konkrete sager, der rejses over for vandløbsmyndigheden.

Tilsynet omfatter kontrol med, hvorledes vedligeholdelsen er udført. I den forbindelse skal vandløbsmyndigheden påse, om der (fortsat) er behov for at fastsætte bestemmelser om skikkelse eller vandføringsevne for private vandløb, jfr. lovens § 15. Vandløbsmyndigheden skal ligeledes vurdere, om der er behov for at fastsætte eller ændre bestemmelser om vedligeholdelsen af private vandløb, jfr. lovens § 36.

For såvel offentlige som private vandløb omfatter tilsynet en vurdering af, om der er behov for meddelelse af påbud om opsamling af slam m.v. ved stemmeværker (lovens § 27, stk. 4) og om hegning af arealer, der benyttes til græsning for løsgående husdyr (lovens § 29).

Tilsynet omfatter endvidere kontrol med broer og opstemningsanlæg, jfr. bestemmelserne i lovens kapitel 10. Herunder skal flodemål kontrolleres, og det bør undersøges, om der er behov for at fastsætte eller ændre flodemål i medfør af lovens § 49. Vandløbsmyndigheden skal endvidere vurdere, om der er behov for at meddele påbud om nedlæggelse eller ændring af opstemningsanlæg, der er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten, jfr. lovens § 50.

Af øvrige forhold, som tilsynsmyndigheden må være opmærksom på, kan nævnes sejlads på vandløb, herunder om der er behov for regulering af sejladsretten, jfr. lovens § 4, stk. 3.

Ved tilsynet skal det desuden kontrolleres, om der er sket beskadigelser eller begået ulovlige forhold ved vandløb og anlæg m.v. omfattet af loven.

Bliver vandløbsmyndigheden opmærksom på et ulovligt forhold skal den foranledige det ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om forhold af ganske underordnet betydning, jfr. lovens § 54 a. Hvis vandløbsmyndigheden bliver opmærksom på et igangværende ulovligt forhold, må den således, medmindre forholdet er af ganske underordnet betydning, søge at bringe det til ophør gennem meddelelse om standsning af den ulovlige handling. I denne forbindelse må vandløbsmyndigheden overveje, om der kan ske retlig lovliggørelse gennem meddelelse af den fornødne tilladelse, eller om der kan ske fysisk lovliggørelse gennem krav om ændring eller fjernelse af det ulovlige forhold.

Ved tilsynet skal det desuden undersøges om tidligere meddelte påbud eller forbud er efterkommet (lovens § 54). Er påbud eller forbud efter loven ikke efterkommet, må vandløbsmyndigheden tage stilling til, om der skal indgives politianmeldelse i henhold til lovens § 85, samt til om vandløbsmyndigheden skal foretage det fornødne på den forpligtedes regning, jfr. lovens § 54, stk. 3.

Vandløbsmyndigheden har mulighed for i visse situationer at træffe særlige foranstaltninger, jfr. lovens § 55. Politiet yder om fornødent bistand hertil efter regler fastsat efter forhandling mellem miljøministeren og justitsministeren.

Tilsynet indebærer endelig en kontrol af, at der ikke er dyrket, hegnet, bebygget m.v. i strid med bestemmelserne i lovens § 69.

Hvis vandløbsmyndigheden ved tilsynet bliver opmærksom på forhold, der er i strid med bestemmelserne i ferskvandsfiskeriloven, indberettes dette til fiskerimyndighederne. Der indberettes tilsvarende til andre relevante myndigheder, hvis vandløbsmyndigheden bliver opmærksom på andre forhold, der er i strid med anden lovgivning, og som hindrer opfyldelsen af målsætningen for vandløbet.

Et tilsyn tilrettelægges således, at lodsejerne og andre med interesse i vandløbet har mulighed for at deltage i tilsynet.

12. Forskellige bestemmelser

12.1. Bidrag

Grundejere m.v. kan være pålagt bidrag til dækning af udgifter til regulering og vedligeholdelse, jfr. bl.a. lovens § 24, § 31, stk. 2 og § 35. Ejere af anlæg, som påfører vandløb ulemper, jfr. bestemmelserne i lovens § 68, kan pålægges at yde bidrag til vandløbets regulering og vedligeholdelse. Man skal i denne forbindelse understrege vigtigheden af, at myndighederne ved godkendelse af spildevandsudledninger i medfør af miljøbeskyttelsesloven sikrer etablering af forsinkelsesbassiner for at undgå unødvendige belastninger af og behov for reguleringer af vandløbene.

Udgifter, som vandløbsmyndigheden har afholdt på forskud, eller som er afholdt på dennes garanti, har samme fortrinsret som de kommunale skatter, der hviler på faste ejendomme. Ved manglende betaling af bidragene, kan de inddrives ved udpantning, jfr. lovens § 65.

Bidrag til regulering og vedligeholdelse af amtsvandløb og bidrag til offentlige pumpelag opkræves sammen med og efter samme regler som de kommunale ejendomsskatter, jfr. lovens § 65, stk. 3.

Amtsrådet skal hvert år inden den 1. oktober oplyse kommunalbestyrelsen om de bidrag, der ved amtsvandløb påhviler hver enkelt ejendom. I § 13 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v. er dette bestemt, for så vidt angår pumpelagsbidrag.

Bidrag til regulering og vedligeholdelse af kommunevandløb opkræves tilsvarende sammen med og efter samme regler som de kommunale ejendomsskatter. De nævnte bidrag skal opføres som en særlig post på ejendomsskatteopgørelserne, således at vandløbs- og pumpelagsbidrag opføres hver for sig. Hvis der er pålagt ejendomme bidragspligt til dækning af lån optaget af kommunalbestyrelsen eller på dennes garanti i forbindelse med foranstaltninger efter vandløbsloven, som de pågældende ejendomme har fordel af, skal kvitteringsblanketterne for de kommunale ejendomsskatter påføres en tydelig trykt eller påstemplet henvisning hertil.

12.2. Gebyrer

Baggrunden for hjemmelen til, at der kan fastsættes regler om vandløbsmyndighedernes og miljøstyrelsens adgang til at opkræve gebyrer, er i følge bemærkningerne til bestemmelsen et ønske om at skabe mulighed for gennem gebyrer at dække sagsomkostninger for en række af de sager, hvor sagsomkostningerne efter det hidtidige myndighedssystem betales af parterne.

Vandløbsmyndighedens adgang til at opkræve gebyrer er fastsat i § 25 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v. Gebyrer kan opkræves for sager om regulering af vandløb m.v., etablering af udpumpningsanlæg, broer og opstemningsanlæg. Efter bestemmelsen henregnes gebyret til anlægsudgiften, såfremt anlægsarbejderne gennemføres, for at sikre, at gebyret fordeles forholdsmæssigt på de ejendomme, der er berørt af det pågældende projekt. Gebyret kan først opkræves, når det er bestemt, at sagen skal fremmes, jfr. § 19 i bekendtgørelsen.

Vandløbsmyndigheden kan undlade at opkræve gebyr for mindre sager efter bekendtgørelsens §§ 8, 9 og 14.

Såfremt vandløbsmyndigheden beslutter at indføre en gebyrordning, er man begrænset af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 25. Der kan således maksimalt opkræves 2 pct. af anlægsudgiften dog mindst 3000,- kr., og kun sager efter bekendtgørelsens §§ 8, 9 og 14 kan fritages for gebyr.

Det anbefales, at vandløbsmyndigheden træffer beslutning om, hvordan gebyrordningen skal tilrettelægges i kommunen/ amtskommunen, og at beslutningen herom bekendtgøres på sædvanlig vis.

Miljøstyrelsen har efter § 26 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 en tilsvarende adgang til at opkræve gebyr for behandlingen af klagesager.

I forbindelse med realitetsafgørelsen i klagesagen træffer miljøstyrelsen beslutning om den endelige fordeling af gebyret i klagesagen. Miljøstyrelsen har således mulighed for at fordele gebyret, så det ikke udelukkende belaster klageren. Efter omstændighederne kan miljøstyrelsen således bestemme, at den der får medhold i klagen friholdes for gebyr, men at dette pålægges den part, der ikke får medhold. Der kan ligeledes blive tale om at fordele gebyret mellem klagerne, hvis flere klager, samt om at henregne gebyret til anlægsudgiften, såfremt anlægsarbejderne gennemføres.

Der kan forekomme situationer, hvor det vil være rimeligt, at vandløbsmyndigheden betaler gebyret for klagesagen. Har en ansøger eksempelvis betalt gebyr i 1. instansen i forbindelse med en godkendelse af et projekt, forekommer det urimeligt, at gebyret i en klagesag pålægges ansøgeren, hvis vandløbsmyndighedens godkendelse ophæves af miljøstyrelsen.

12.3. Andre bestemmelser

Hvis en foranstaltning efter vandløbsloven berører et anlæg, der kan eksproprieres til efter anden lovgivning, afgør den ansvarlige for det berørte anlæg, hvilke foranstaltninger, der skal træffes af hensyn til anlægget og dets udvidelsesmuligheder, og hvem der skal udføre de arbejder, der skal udføres på det berørte anlæg, jfr. lovens § 64, stk. 1. Sagen behandles i øvrigt efter vandløbslovens almindelige regler.

Berøres bestående afvandingsforhold eller mulighederne for en fremtidig ordning af sådanne af et anlæg, der kan eksproprieres til efter bestemmelserne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, skal anlægsmyndigheden og vandløbsmyndigheden forud for besigtigelsesforretningen forhandle om hvilke foranstaltninger, der skal træffes af hensyn til afvandingsforholdene, jfr. lovens § 64, stk. 2.

Med anlæg tænkes på offentlige anlæg som veje og jernbaner. Endvidere er eksempelvis flyvepladser og militære anlæg omfattet af bestemmelsen.

I tilfælde af enighed mellem myndighederne kan nødvendige ekspropriationer gennemføres efter den nævnte lov, såfremt ekspropriationskommissionen kan tiltræde aftalen. I andre tilfælde følges de almindelige regler herom i vandløbsloven.

13. Klage

Afgørelser truffet efter vandløbsloven skal meddeles skriftligt. Underretningen skal indeholde oplysninger om klagemyndighed og -frist. Ansøgeren eller de, der er ansvarlige for forholdet skal underrettes, og herudover skal der ske underretning til berørte myndigheder, enhver der må antages at have en individuel, væsentlig interesse i sagen samt til Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, som efter loven er klageberettigede i visse typer af sager, jfr. lovens § 84, stk. 2. De nævnte foreninger skal kun underrettes, såfremt de er klageberettigede, jfr. § 35, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.

Det er ikke præciseret i loven hvilke privatpersoner, der skal have meddelelse om en afgørelse, men i eksempelvis regulerings- og vedligeholdelsessager efter kapitel 6 og 7 vil det være naturligt, at de bredejere og andre lodsejere, der berøres af regulering m.v., får underretning om den meddelte tilladelse.

Den kreds af privatpersoner, der skal have underretning om en afgørelse, kan således være ret omfattende, og der er derfor givet mulighed for, at de nævnte privatpersoner og organisationer underrettes ved offentlig annoncering, jfr. lovens § 75, stk. 2, 3. pkt.

Omfatter en afgørelse et påbud eller forbud, skal der være fastsat en frist for afgørelsens efterkommelse, jfr. lovens § 76, stk. 2.

Inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud, skal adressaten for disse beslutninger skriftligt underrettes om sagen og gøres bekendt med sin adgang til aktindsigt og til at udtale sig efter offentlighedsloven, jfr. § 77, stk. 1.

Disse bestemmelser finder imidlertid ikke anvendelse på meddelelse om standsning af arbejder, som er påbegyndt uden fornøden tilladelse eller godkendelse, eller meddelelse om at eftekomme en tidligere truffet afgørelse, jfr. lovens § 77 a.

Hovedstrukturen i myndighedssystemet på klageområdet er, at miljøstyrelsen er klageinstans for afgørelser truffet af vandløbsmyndigheden, mens landvæsenskommissionens kendelser kan påklages til overlandvæsenskommissionen. De mere detaljerede bestemmelser om klagemyndigheder fremgår af pkt. 4 oven for om myndighedssystemet.

I bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v. er klageadgangen nærmere afgrænset, for så vidt angår de nævnte organisationer.

Der er fastsat en klagefrist på 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Fristens længde svarer til de frister, der gælder i miljøbeskyttelsesloven. Klage indgives igennem den myndighed, der har truffet afgørelsen, jfr. lovens § 83.

En klage har generelt opsættende virkning for påbud eller forbud meddelt efter vandløbsloven. Visse kategorier af anlægsarbejder kan iværksættes uanset, at der er indgivet klage over tilladelsen, jfr. bestemmelserne i § 36 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v.

14. Ikrafttrædelsesbestemmelser

Ved vandløbslovens ikrafttræden den 1. november 1983 ophæves landbrugsministeriets cirkulære nr. 256 af 18. oktober 1949 om vandløbsbøgers indretning og førelse, cirkulære nr. 48 af 2. marts 1950 om kommunernes pligter og beføjelser i henhold til vandløbsloven af 11. april 1949, cirkulære nr. 26 af 15. februar 1951 om vandløbsloven, cirkulære nr. 51 af 7. marts 1962 om behandling af sager om tilladelse efter vandløbslovens § 48 til vandingsanlæg og cirkulære nr. 93 af 3. maj 1963 om vedligeholdelse af offentlige vandløb m.v.

Dette cirkulære erstatter miljøstyrelsens cirkulære af 23. september 1983 om vandløbsloven.

Underskrift 1

Miljøstyrelsen, den 26. februar 1985 Jens Kampmann / Poul Erik Sørensen

Bilag

Overenskomst om rørledning i henhold til § 8 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering af vandløb.

Vi undertegnede NN som ejer af matr.nr.. . . . . . . . . .

og PP som ejer af matr.nr. . . . . . . . .

er år 19 . . . . . . . . den . . . . . . . . . .blevet enige om nedlægning af en rørledning over matr.nr. . . . . . . . . . . .

Rørledningen nedlægges med dimension . . . . . . . .

og fald i henhold til et af . . . . . . . . .

udarbejdet projekt dateret. . . . . . . . .

Arbejdet gennemføres på NN's foranstaltning, idet PP inden . . . . . . til NN indbetaler et ikke tilskudsberettiget beløb, stort . . . . . . .

Eventuelt tilskud tilfalder herefter alene NN.

Arbejdet skal påbegyndes snarest muligt efter, at lån og tilskud er i orden, og det skal være fuldført inden den . . . . . . . . .

Den fremtidige vedligeholdelse af rørledningen foretages af . . . . . . .

idet de ved ovennævnte arbejdes gennemførelse tilvejebragte forhold bevares.

Overenskomsten tinglyses (med henvisning til et vedlagt rids) på NN's foranstaltning som servitutstiftende på matr.nr. . . . . . . . . .

Påtaleberettiget er . . . . . . . . . . . . . . den . . . . . . 19 . . . . (sign) NN. (sign) PP. . . . . . . . . . . kommune godkender herved i medfør af § 8 i

bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering, m.v., herunder restaurering af vandløb ovennævnte overenskomsts bestemmelser om rørledning.

Godkendelsen meddeles efter bestemmelserne i vandløbslovens §§ 75 og 76 og kan påklages til miljøstyrelsen, jfr. lovens kapitel 16 og kapitel 9 i bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983 om vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering af vandløb.

. . . . . . . den . . . . . . 19 . . . . .

P.K.V.

Versioner

1. 1985-05-23