Cirkulære om overførsel af domfældte i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, til behandlingsinstitutioner og plejehjem m.v. (* 1).
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1985/2@1985-04-19/da
Justitsministeriet fastsætter herved følgende regler om overførsel af domfældte i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, til behandlingsinstitutioner og plejehjem m.v., bortset fra psykiatriske sygehuse, herunder sygehusafdelinger:
Personkredsen.
§ 1.
Stk. 1. Personer, som er idømt straf af fængsel eller hæfte, kan overføres til egnet hjem eller institution, når
1. den domfældte har et behov for særlig behandling eller pleje, som bedst tilgodeses i den pågældende institution, og
2. der på grund af domfældtes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder er stærke grunde, der taler imod, at strafudståelsen finder sted i anstalt eller arresthus.
Stk. 2. Overførsel kan dog ikke finde sted, såfremt væsentlige retssikkerhedsmæssige hensyn taler imod.
Institutionerne.
§ 2.
Stk. 1. Overførsel kan finde sted til døgninstitutioner og lignende, hvor den domfældte under institutionsmæssige forhold kan modtage den behandling eller særlige pleje, som gør overførslen hensigtsmæssig.
Stk. 2. Overførsel kan finde sted til såvel private som offentlige institutioner og hjem, herunder til institutioner under kriminalforsorgen. Samtykke.
§ 3.
Stk. 1. Overførsel kan i almindelighed kun finde sted, når den domfældte samtykker heri. Forelæggelsesprocedure.
§ 4.
Stk. 1. Bestemmelse om overførsel træffes af justitsministeriet på begæring af anstalten (arresthuset), kriminalforsorgens afdelinger, institutionerne eller den domfældte. Begæring fra domfældte, kriminalforsorgens afdelinger eller institutionerne fremsættes over for anstalten (arresthuset).
Stk. 2. Anstalten (arresthuset) forelægger sagen for justitsministeriet til afgørelse. Såfremt overførsel anbefales, skal anstalten (arresthuset) inden forelæggelsen i samarbejde med visitationsmyndigheden, jfr. stk. 3 og 4, have fastlagt de nærmere retningslinier for opholdet, herunder
1. hvilke vilkår, der skal gælde for opholdet, hvis domfældte overføres, herunder om der skal gælde særlige begrænsninger i domfældtes frihed, fx at tilladelse til at forlade institutionen uden ledsagelse kun må gives med samtykke af anstalten (arresthuset) eller justitsministeriet,
2. i hvilket omfang anstalten (arresthuset) og eventuelt afdelingen skal underrettes om forløbet af anbringelsen, væsentlige ændringer i forholdene, overtrædelse af vilkårene m.v., og
3. efter hvilke retningslinier opholdet i institutionen kan bringes til ophør. Såfremt det findes hensigtsmæssigt, kan anstalten (arresthuset) træffe aftale med en afdeling af kriminalforsorgen om, at denne forhandler med visitationsmyndigheden med henblik på fastlæggelse af de nævnte retningslinier.
Stk. 3. Vedrører sagen overførsel til en institution under kriminalforsorgen, sker fastlæggelsen af de nævnte retningslinier i samarbejde med institutionen.
Stk. 4. Vedrører sagen overførsel til en institution uden for kriminalforsorgen, sker fastlæggelsen af de nævnte retningslinier i samarbejde med den centrale visitationsmyndighed, som også skal have erklæret sig villig til at modtage domfældte og til at opfylde de forpligtelser, som fremgår af reglerne i dette cirkulære, jfr. § 7, stk. 3 og § 8, stk. 2-4.
Stk. 5. Domfældte skal gøres bekendt med de i henhold til stk. 2, og § 7, stk. 1, fastsatte vilkår og i almindelighed ved sin underskrift erklære at ville overholde disse.
Stk. 6. Indstilling til justitsministeriet skal indeholde en udførlig redegørelse for den domfældtes forhold. I indstillingen skal endvidere redegøres for karakteren af den institution, den domfældte begæres overført til, samt for de vilkår, der er fastlagt i henhold til stk. 2. Med indstillingen skal følge oplysninger om, hvorvidt den domfældte er egnet til udgang uden ledsager samt oplysning om eventuelle tidligere erfaringer i forbindelse med udgang og lignende. Domsudskrifter, stamrulleudskrift, genpart af eventuelle mental- og personundersøgelseserklæringer og af eventuelle tidligere tilsynserklæringer samt andre bilag, som kan bidrage til sagens oplysning, skal vedlægges.
Høring.
§ 5.
Stk. 1. Såfremt domfældte er omfattet af reglerne om høring af politiet vedrørende udgang, indhenter anstalten (arresthuset) før forelæggelsen for justitsministeriet en udtalelse fra vedkommende statsadvokat. Sådan udtalelse skal indhentes, uanset om der tidligere er givet tilladelse til uledsaget udgang.
Stk. 2. Med høringsskrivelsen skal følge de i § 4, stk. 6, nævnte oplysninger og bilag.
Stk. 3. Såfremt domfældte er på fri fod, skal der i alle tilfælde før forelæggelsen for justitsministeriet indhentes en udtalelse fra statsadvokaten. Iværksættelse af overførslen.
§ 6.
Stk. 1. Når der er truffet bestemmelse om overførsel, påser anstalten (arresthuset), at overførslen iværksættes uden ugrundet ophold.
Stk. 2. Når § 49, stk. 2, undtagelsesvis anvendes over for domfældte på fri fod, bestemmer justitsministeriet, hvilken anstalt (arresthus) der skal iværksætte overførslen og varetage de øvrige opgaver, som er pålagt i henhold til dette cirkulære. Anstalten (arresthuset) foretager inden overførslen strafberegning og gør domfældte bekendt med denne.
Stk. 3. Hvis det er forbundet med særlig ulempe at lade domfældte give møde i anstalten (arresthuset), kan anstalten (arresthuset) tilsige domfældte til at møde i det stedlige arresthus, som iværksætter strafudståelsen. Domfældte rejser normalt uden ledsager til vedkommende hjem eller institution umiddelbart efter, at udståelsen er iværksat. Det stedlige arresthus underretter telefonisk anstalten (arresthuset) om tidspunktet for iværksættelsen af strafudståelsen og om afrejsetidspunktet fra mødestedet. Anstalten (arresthuset) påser, at domfældte indfinder sig i institutionen og underretter i tilfælde af udeblivelse politiet.
Stk. 4. Til domfældte, der overføres efter reglerne i dette cirkulære, udleveres et bevis herfor. Hertil benyttes formular D.f.k. 146. Opholdsvilkår.
§ 7.
Stk. 1. Ophold i institutionen sker på vilkår, at domfældte ikke begår strafbart forhold. I det omfang andet ikke er fastsat i henhold til § 4, stk. 2, gælder i øvrigt de almindelige regler for ophold i vedkommende institution.
Stk. 2. De vilkår, som er aftalt i henhold til § 4, stk. 2, eller som er fastsat af justitsministeriet i forbindelse med overførselsbeslutningen, kan kun ændres med justitsministeriets samtykke.
Stk. 3. Der ydes løsladelsesbeløb til domfældte for den tid, de er anbragt i institutionen. Løsladelsesbeløbet opgøres af anstalten (arresthuset) og sendes til vedkommende social- og sundhedsforvaltning, som udbetaler beløbet til domfældte ved løsladelsen. Til institutioner under kriminalforsorgen sender anstalten (arresthuset) en opgørelse af løsladelsesbeløbet, hvorefter institutionen selv udbetaler beløbet til domfældte. Indberetning.
§ 8.
Stk. 1. Anstalten (arresthuset) foretager indberetning til Det centrale Kriminalregister om overførsel og om eventuel senere tilbageførsel til anstalt (arresthus).
Stk. 2. Såfremt der som led i behandlingen gives en domfældt tilladelse til at rejse til udlandet, påhviler det lederen af vedkommende hjem eller institution forud - eventuelt telefonisk - at underrette anstalten (arresthuset), der herefter underretter justitsministeriet.
Stk. 3. I tilfælde af bortgang eller udeblivelse påhviler det hjemmet eller institutionen at underrette anstalten (arresthuset) omgående. Anstalten (arresthuset) underretter herefter straks politiet.
Stk. 4. I øvrigt forudsættes det, at hjemmet eller institutionen løbende underretter anstalten (arresthuset) og eventuelt afdelingen, jfr. § 4, stk. 2, pkt. 2, om forløbet af anbringelsen, herunder om væsentlige ændringer i domfældtes forhold og om væsentlige overtrædelser af de vilkår, overførslen er sket på, herunder om eventuelt strafbart forhold. Prøveløsladelse og benådning.
§ 9.
Stk. 1. Sager vedrørende løsladelse på prøve behandles af den anstalt (det arresthus), som i henhold til § 6, stk. 1, eller stk. 2, har iværksat overførslen, efter de almindelige regler herom. Tilsvarende gælder ved behandlingen af eventuelle sager om benådning.
Stk. 2. Til brug ved overvejelserne af løsladelsesspørgsmålet indhenter anstalten (arresthuset) en udtalelse, der så vidt muligt skal afgives skriftligt fra den institution, hvor domfældte har ophold. Udtalelser fra kriminalforsorgens afdelinger indhentes i overensstemmelse med reglerne i § 5, stk. 1 og 2, i cirkulære af 16. juni 1982 om behandling af sager om løsladelse på prøve m.v. Tilbageførsel. A. Fra institutioner uden for kriminalforsorgen.
§ 10.
Stk. 1. Bestemmelse om tilbageførsel træffes af vedkommende visitationsmyndighed. Den anstalt (det arresthus), som har iværksat overførslen, afgiver snarest indberetning til justitsministeriet om tilbageførslen. Indberetning skal være ledsaget af en udtalelse, der så vidt muligt skal afgives skriftligt, fra vedkommende institution om forløbet af anbringelsen og om begrundelsen for tilbageførslen.
Stk. 2. Bestemmelse om tilbageførsel kan endvidere træffes af justitsministeriet efter indstilling fra anstalten (arresthuset), såfremt domfældte gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af de vilkår, overførslen er sket på, eller såfremt kriterierne for anbringelsen ikke længere er til stede. Indstillingen skal indeholde en udførlig begrundelse for, at tilbageførsel bør finde sted. Domfældte skal så vidt muligt gøres bekendt med indstillingen og have lejlighed til at udtale sig herom.
Stk. 3. Hvis domfældtes adfærd gør det påkrævet, kan tilbageførsel efter anstaltens (arresthusets) bestemmelse ske omgående, så vidt muligt efter forud indhentet telefonisk samtykke fra justitsministeriet. I sådanne tilfælde skal anstalten (arresthuset) snarest afgive indstilling som nævnt i stk. 2.
Stk. 4. Visitationsmyndigheden og anstalten (arresthuset) kan efter aftale træffe bestemmelse om midlertidig tilbageførsel. Såfremt denne udstrækkes ud over 4 uger, afgiver anstalten (arresthuset) indberetning herom til justitsministeriet.
Stk. 5. Tilbageførsel skal normalt ske uden ugrundet ophold, såfremt den domfældte fremsætter begæring herom. Anstalten (arresthuset) afgiver indberetning herom til justitsministeriet.
Stk. 6. Indtil pladsforholdene i anstalten (arresthuset) tillader, at tilbageførsel finder sted, kan domfældte midlertidigt anbringes i (andet) arresthus. B. Fra institutioner under kriminalforsorgen.
§ 11.
Stk. 1. Tilbageførsel kan ske, hvis
1. den domfældte findes skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af de vilkår, overførslen er sket på,
2. den domfældtes fortsatte ophold i institutionen er til alvorlig gene for behandlingsmiljøet, eller
3. kriterierne for anbringelsen ikke længere er til stede.
Stk. 2. Bestemmelse om tilbageførsel træffes af justitsministeriet efter indstilling fra institutionen eller anstalten (arresthuset). Indstilling fra institutionen sendes til anstalten (arresthuset), som videresender den med sin udtalelse til justitsministeriet. Indstillingen skal være ledsaget af en redegørelse fra institutionen om forløbet af anbringelsen samt en udførlig begrundelse for, at tilbageførsel bør findes sted. Domfældte skal så vidt muligt gøres bekendt med institutionens redegørelse og indstilling og have lejlighed til at udtale sig herom.
Stk. 3. Hvis domfældtes adfærd gør det påkrævet, kan tilbageførsel efter institutionens eller anstaltens (arresthusets) bestemmelse ske omgående, så vidt muligt efter forud indhentet telefonisk samtykke fra justitsministeriet. I sådanne tilfælde skal institutionen eller anstalten (arresthuset) snarest afgive indstilling som nævnt i stk. 2.
Stk. 4. Reglerne i § 10, stk. 4 - 6, finder tilsvarende anvendelse.
§ 12.
Stk. 1. Såfremt en domfældt tilbageføres, skal vedkommende anstalt (arresthus) i alle tilfælde overveje, om der er grundlag for at rejse spørgsmål om overførsel til anden institution. Overførsel til anden institution.
§ 13.
Stk. 1. Ved overførsel til anden institution finder reglerne i § 4 tilsvarende anvendelse. Der skal ikke indhentes fornyet udtalelse fra statsadvokaten i henhold til § 5. Behandling af klager.
§ 14.
Stk. 1. Klager over afgørelser, der er truffet af anstalten (arresthuset), behandles efter de regler, der gælder for behandling af klager fra indsatte i kriminalforsorgens institutioner. I tilfælde, hvor domfældte er overført til en institution under kriminalforsorgen, finder disse regler tilsvarende anvendelse for så vidt angår klager over institutionen. Ikrafttræden m.v.
§ 15.
Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 1. februar 1985.
§ 16.
Stk. 1. Sager, der efter reglerne i dette cirkulære skal forelægges justitsministeriet, sendes til: Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Klareboderne 1, 1115 København K.
Underskrift 1
Justitsministeriet, den 6. januar 1985 ERIK NINN-HANSEN / W. Rentzmann (Til kriminalforsorgens anstalter, afdelinger, pensioner og arrestinspektørerne).