Gelex

Cirkulære om den skattemæssige behandling af aktiesalg til holdingselskaber

OphævetVersion 1985-08-12fra 1985-08-12 til 1996-01-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1985/50@1985-08-12/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Ved lov nr. 615 af 19. december 1984 om aktiesalg til holdingselskaber er der gennemført ændringer i ligningslovens § 16 B.

I cirkulæreskrivelse nr. 12 af 24. januar 1985 om den skattemæssige behandling af aktiesalg til holdingselskaber er der givet en fremstilling i hovedtræk af de nye regler. I det foreliggende cirkulære gives der en udførligere vejledning. Hvor ikke andet fremgår, vedrører henvisninger i det følgende de enkelte bestemmelser i ligningslovens § 16 B.

1. Bestemmelsen i stk. 1, jfr. stk. 6 og 7, hvorefter den, der afstår aktier til det selskab, som har udstedt dem, skal medregne afståelsessummen i sin skattepligtige indkomst, er uændret i forhold til tidligere.

Andragender om dispensation fra denne regel skal som hidtil indsendes til det stedlige amtsskatteinspektorat, for Københavns og Frederiksberg kommuners vedkommende til de pågældende skattedirektorater.

2. a. De nye bestemmelser i stk. 2-5 tilsigter at forhindre, at en aktiebesidder gennem "holdingstiftelse" kan tage midler ud af selskabet på fordelagtige vilkår, selv om den pågældende i realiteten bevarer sin indflydelse i selskabet. Ved "holdingstiftelse" forstås en disposition, hvor aktiekapitalen i et selskab (datterselskabet) helt eller for en stor dels vedkommende overdrages til et andet selskab (holdingselskabet).

Som det nærmere fremgår nedenfor, dækker udtrykket holdingstiftelse i relation til de nye regler de tilfælde, hvor et selskab, en forening eller en fond ejer 25 pct. eller derover af aktiekapitalen i et andet selskab.

Selv om der tales om "holdingstiftelse", behøver det selskab, til hvilket aktieoverdragelsen finder sted, ikke at være et til formålet oprettet selskab. Det kan være et selskab, der allerede i en årrække har udøvet holdingselskabsfunktioner. Det kan også være et helt udenforstående selskab, der erhverver de omhandlede aktier.

Også selskabers aktieafståelse til de i stk. 5, 2. pkt., nævnte personer er omfattet af de nye regler, når de pågældende er eller bliver indehavere af mindst 25 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet.

b. Reglerne tager først og fremmest sigte på personers aktieafståelser, men finder som anført under visse omstændigheder også anvendelse på selskabers aktieafståelser.

Derimod finder de skærpede regler ikke anvendelse på dødsboers aktieafståelser. Efter stk. 3 finder de nye regler, for så vidt angår aktier tilhørende personer, kun anvendelse under nærmere angivne forhold, der medfører, at den, der afstår aktierne, fortsat bevarer aktier eller indflydelse i datterselskabet eller i holdingselskabet. Da dødsboers aktieafståelser i det hele er et led i afviklingen af afdødes formueforhold, finder de skærpede regler ikke anvendelse i disse tilfælde. De skærpede regler finder heller ikke anvendelse, hvis dødsboet afstår aktier, der har tilhørt den længstlevendes bodel, samt ved afståelser fra et dødsbo, der er opstået ved skifte af et uskiftet bo.

3. a. Efter den nye bestemmelse i stk. 2 medregnes den fulde afståelsessum i overdragerens skattepligtige almindelige indkomst, hvis aktierne afstås til et selskab, en forening eller fond (holdingselskab), der er eller i løbet af det pågældende indkomstår bliver indehaver af 25 pct. eller derover af aktiekapitalen i det selskab, der har udstedt aktierne (datterselskabet). Ved afgørelsen af, om det købende selskab er eller inden for indkomståret bliver indehaver af 25 pct. af aktiekapitalen, kan der i denne forbindelse ikke ses bort fra konvertible obligationer, selv om disse først ombyttes med aktier i et senere indkomstår.

Det afgørende er ikke, om den, der afstår aktierne, er hovedaktionær, men derimod om det selskab, der erhverver aktierne, er eller i løbet af det købende selskabs indkomstår bliver holdingselskab. Også andre end hovedaktionærer, der afstår aktier til holdingselskabet, bliver således omfattet af reglerne. Der kan dog dispenseres fra beskatningen, jfr. nedenfor under pkt. 9.

b. Hvis overdrageren er skattepligtig efter stk. 2 af afståelsessummen, skal den pågældende efter stk. 4 på tilsvarende måde beskattes af afståelsessummen for aktier i dette selskab, som han inden for de 5 senest forudgående indkomstår forud for afståelsen, dvs. indkomståret, hvori afståelsen finder sted, og de 4 indkomstår forud herfor, har afstået til selskabet, der bliver holdingselskab. Der må således eventuelt ske en regulering af allerede foretagne ansættelser.

Stk. 4 finder kun anvendelse, hvis overdrageren indkomstbeskattes af hele eller dele af afståelsessummen efter stk. 2. Derfor anvendes stk. 4 ikke, hvis overdrageren opnår dispensation efter stk. 6. Stk. 4 anvendes heller ikke, hvis hele afståelsessummen ikke vederlægges med aktier i holdingselskabet.

Det er yderligere en betingelse for anvendelsen af stk. 4, at overdrageren ikke alene er skattepligtig her til landet af den aktuelle aktieafståelse, men også var skattepligtig her til landet af de tidligere års afståelser på tidspunktet for disse afståelser.

Det er derimod uden betydning, at de tidligere års afståelser eventuelt ikke har udløst beskatning efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

c. Stk. 2 finder ikke alene anvendelse på aktier, anparter i anpartsselskaber, andelsbeviser og lignende. Reglerne omfatter også konvertible obligationer og retten til at tegne sådanne.

d. Reglerne omfatter de forskellige former for afståelse, herunder i første række salg af aktier. Reglerne gælder dog også ved overdragelse af aktier ved gave. I så fald fastsættes afståelsessummen efter samme retningslinjer som anført i § 5, stk. 2, i lov om særlig indkomstskat.

e. Stk. 2 gælder ikke, hvor aktionæren ved aktieafståelsen har afviklet samtlige aktionærinteresser i den pågældende koncern, altså såvel i datterselskabet som i holdingselskabet. I så fald beskattes salgssummen efter aktieavancebeskatningsloven.

I de tilfælde, hvor den skattepligtige omfattes af de nye regler, f.eks. fordi han kun har afstået en del af aktierne i datterselskabet til holdingselskabet, skal han beskattes af den fulde afståelsessum, i det omfang den består i kontanter eller tilgodehavender i holdingselskabet.

Hvis en del af vederlaget består i aktier i holdingselskabet, skal aktieavancebeskatningsloven anvendes på denne del af vederlaget, således at det alene er fortjenesten, der beskattes. Dette gælder alene vederlag i form af aktier og ikke vederlag i form af konvertible obligationer i holdingselskabet.

Hvor en del af vederlaget består af aktier i holdingselskabet, kan det forekomme, at den skattepligtige har erhvervet de afståede aktier på forskellige tidspunkter. Til brug ved beskatningen efter aktieavancebeskatningsloven skal det gøres op, hvor stor en del af den enkelte aktieerhvervelse der skal anses for vederlagt med aktier i holdingselskabet. Det drejer sig om den del af den enkelte erhvervelse, som svarer til forholdet mellem den del af afståelsessummen, der vederlægges med aktier, og den samlede afståelsessum. Den samme fremgangsmåde anvendes, hvis de afståede aktier er opdelt i flere aktieklasser. En tilsvarende fordeling foretages, når en almindelig aktionær har erhvervet de afståede aktier på samme tidspunkter, men for forskellige anskaffelsessummer. Dette kan være tilfældet hvor erhvervelsen er sket ved nytegning og ved fondsaktier.

Den anskaffelsessum, som skal lægges til grund ved beregningen af fortjeneste eller tab efter aktieavancebeskatningsreglerne, vil for hovedaktionærer, som kun afstår en del af aktierne i datterselskabet, skulle opgøres således:

Anskaffelsessummen for hele aktiebeholdningen fordeles først imellem de afståede aktier og de aktier, som beholdes. Fordelingen foretages på grundlag af aktiernes pålydende.

Anskaffelsessummen for de afståede aktier fordeles herefter imellem de afståede aktier, der vederlægges med aktier i holdingselskabet, og de afståede aktier, der vederlægges på anden måde. Fordelingen foretages på grundlag af aktiernes pålydende. Den del af anskaffelsessummen for de afståede aktier, der ved denne fordeling henføres til de aktier, der vederlægges med aktier i holdingselskabet, lægges til grund ved opgørelsen af fortjeneste eller tab efter aktieavancebeskatningsreglerne.

Den resterende del af anskaffelsessummen for de afståede aktier kommer ikke til fradrag, heller ikke ved senere afståelse af de resterende aktier.

Til belysning heraf kan opstilles følgende forenklede eksempel.

Eksempel:

En hovedaktionær har anskaffet følgende aktier: kr. Køb af nom. 200.000 kr. aktier, kurs 125 250.000 1. marts 1982: Køb af nom. 50.000 kr. aktier, kurs 300 150.000 -------------------------------------------------------------------- Samlet beholdning nom. 250.000 kr. Samlet anskaffelsessum 400.000 kr. 1. juli 1984 sælges til et holdingselskab aktier nom. 200.000 kr. for en samlet afståelsessum på 800.000 kr., der for en fjerdedels vedkommende består i aktier i holdingselskabet. Af de tre fjerdedele betales 200.000 kr. kontant og 400.000 kr. som tilgodehavende i holdingselskabet. De afhændede aktier, nom. 200.000 kr., 200.000 udgør ------- = 4/5 af den samlede aktiebeholdning. 250.000 Anskaffelsessummen for de afhændede aktier udgør 4/5 af den samlede anskaffelsessum: 400.000 kr. x 4/5 = 320.000 kr. Anskaffelsessummen for de afhændede aktier, der vederlægges med aktier i holdingselskabet udgør 1/4 af 320.000 kr. = 80.000 kr. Afståelsessummen for aktierne udgør 800.000 kr., hvoraf 1/4 eller 200.000 kr. vedrører den del, der består i aktier i holdingselskabet. De afhændede aktier, nom. 200.000 kr., er efter aktieavancebeskatningsloven ("first in - first out-reglen") de først erhvervede aktier, dvs. de i 1974 erhvervede aktier. Aktionæren beholder de sidste i 1982 erhvervede aktier, nom. 50.000 kr. For de i 1984 afhændede aktier opgøres den skattepligtige avance efter aktieavancebeskatningsloven således: kr. Af afståelsessummen på 800.000 kr. vedrører 1/4 den del, der består i aktier i holdingselskabet 200.000 Af anskaffelsessummen på 400.000 kr. vedrører 4/5 eller 320.000 kr. de afhændede aktier, og heraf er 1/4 den del, der består i aktier. Anskaffelsessummen herefter 80.000 ------------- Fortjeneste 120.000 Denne fortjeneste aftrappes og udgør i 1984 kun 60.000

(Såfremt fortjenesten kan rummes inden for den uudnyttede del af 65.000 kr.-fradraget, er fortjenesten herefter skattefri).

Den del af afståelsessummen, der består i kontanter og gældsbreve, i alt 600.000 kr., medregnes i den almindelige skattepligtige indkomst. Anskaffelsessummen for denne del af aktierne, 3/4 af 320.000 kr. eller 240.000 kr., kan ikke fratrækkes ved indkomstopgørelsen og heller ikke ved senere aktieafståelser.

For den resterende aktiepost, nom. 50.000 kr., udgør anskaffelsessummen, der skal benyttes ved avanceopgørelsen ved senere afståelser, 1/5 af den samlede anskaffelsessum eller 80.000 kr.

f. Efter stk. 7 finder reglerne ikke anvendelse ved afståelse til et selskab, der er under likvidation, når afståelsen sker i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.

4. Personers aktieafståelser.

For personers vedkommende medregnes afståelsessummen kun i overdragerens skattepligtige almindelige indkomst,

a. hvis overdrageren eller dennes ægtefælle enten beholder eller i forbindelse med aktieafståelsen erhverver aktier m.v., herunder konvertible obligationer, i datterselskabet eller i holdingselskabet, eller

b. hvis overdrageren eller dennes ægtefælle på tidspunktet for overdragelsen kan udøve en væsentlig indflydelse i et af de nævnte selskaber på grundlag af aktiebesiddelse m.v. eller på grundlag af aftale, vedtægt, fondsfundats eller lignende.

Det må bero på en konkret vurdering, om der foreligger en væsentlig indflydelse. Det er således ikke nødvendigt, at overdrageren kan udøve en bestemmende indflydelse i et af de pågældende selskaber. Udtrykket væsentlig indflydelse omfatter flere tilfælde end udtrykket bestemmende indflydelse.

Forbehold om stemmeret eller adgang til at udøve en væsentlig indflydelse på andet grundlag end aktiebesiddelse må sidestilles med bibeholdelse af aktionærindflydelse. Den omstændighed, at overdrageren f.eks. fortsætter som direktør i selskabet eller som formand for eller medlem af selskabets bestyrelse, er derimod ikke i denne forbindelse ensbetydende med en væsentlig indflydelse, som kan sidestilles med aktionærindflydelse.

c. Den væsentlige indflydelse skal foreligge på tidspunktet for overdragelsen, således at den skattepligtige, også efter at han har afstået aktierne, kan udøve en sådan indflydelse i et af selskaberne.

d. Hvis overdrageren ikke har en tilknytning som foran nævnt, er overdragelsen ikke omfattet af de nye regler. Overdragelsen behandles i så fald efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

5. Selskabers aktieafståelser.

Som nævnt gælder de nye regler under visse forhold også for selskabers aktieafståelser. Det er også her en betingelse, at det selskab, der erhverver aktierne, bliver indehaver af mindst 25 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet.

a. Hvis de skærpede regler ikke gjaldt for selskabers vedkommende, kunne den skattepligtige i visse tilfælde i realiteten komme uden om den skærpede beskatning ved at lade et selskab foretage aktieafståelsen.

Dette kan belyses ved følgende eksempel:

Hovedaktionær P driver sin virksomhed gennem selskabet A.

Efter § 1, stk. 3, i virksomhedsomdannelsesloven udskiller A virksomheden til et selvstændigt datterselskab D. Dette sker uden skattemæssige konsekvenser for A.

A overdrager aktierne i D til et nystiftet holdningselskab H, som også ejes af P. Hvis overdragelser sker efter 3 års ejertid, sker dette skattefrit for A, idet selskaber ikke er omfattet af hovedaktionærbeskatningen. A består herefter kun af en likvid opsamlet kapital. Ved at sælge aktierne i A eller ved at likvidere dette, kan P herefter udtage disse midler på de lempelige vilkår efter aktieavancebeskatningsloven.

I dette eksempel sker der i realiteten det samme som ved de under pkt. 2 nævnte tilfælde af holdingstiftelse blot med den forskel, at hovedaktionæren ikke afstår sine egne aktier, men lader et selskab afstå sine aktier i datterselskabet til holdingselskabet.

Samme resultat kunne også opnås, selv om datterselskabet D ikke udskilles efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse, men hvor virksomheden allerede ligger i datterselskabet, og hvor datterselskabsaktierne overdrages til holdingselskabet.

Bestemmelsen i lovens stk. 5, 1. pkt., hvorefter afståelsessummen skal medregnes i selskabets skattepligtige indkomst, tager sigte på at imødegå disse tilfælde. Bestemmelsen går ud på, at et selskabs aktieafståelse til et holdingselskab medfører beskatning efter stk. 2 og stk. 4, hvis en person eller dennes ægtefælle ved afståelsen havde en væsentlig indflydelse i det selskab, der afstår aktierne, og på samme tidspunkt havde en væsentlig indflydelse i holdingselskabet, jfr. nærmere i punkt c nedenfor.

b. Det samme skattemæssige resultat kan opnås ved, at selskabet A ikke afstår aktierne til et holdingselskab, men at A i stedet afstår aktierne i D til hovedaktionæren P eller dennes ægtefælle. Herefter vil P eje aktierne i såvel A som D.

A består også i dette tilfælde efter afståelsen af aktierne i datterselskabet af en likvid opsamlet kapital. P kan få frigivet denne kapital på de lempelige vilkår efter aktieavancebeskatningsloven, hvis han sælger aktierne i A eller likviderer dette.

Hovedaktionæren kan således også på denne måde få midlerne ud på lempelige beskatningsvilkår, samtidig med at han fortsætter med at drive virksomheden.

Bestemmelsen i lovens stk. 5, 2. pkt., går ud på, at selskabet A også i dette tilfælde skal medregne afståelsessummen i den skattepligtige indkomst.

c. Bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., kommer dog kun til anvendelse, hvis en person eller dennes ægtefælle ved afståelsen havde en væsentlig indflydelse over de i bestemmelsen omtalte selskaber, altså både over det selskab, der afstod aktierne, og over holdingselskabet.

Det må bero på en konkret vurdering, om der foreligger en væsentlig indflydelse. Det er således ikke nødvendigt, at overdrageren kan udøve en bestemmende indflydelse i de pågældende selskaber. Udtrykket væsentlig indflydelse omfatter flere tilfælde end udtrykket bestemmende indflydelse. Således vil væsentlig indflydelse kunne foreligge i tilfælde, hvor et selskabs aktieafståelse har fundet sted efter fælles overenskomst mellem flere af selskabets aktionærer, der hver især ejer mindre end 25 pct., men tilsammen en væsentlig del af aktiekapitalen i det overdragne selskab, når samme aktionærkreds også bliver ejere af aktier i holdingselskabet.

Bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., forudsætter endvidere, at holdingselskabet er eller bliver indehaver af mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det selskab, hvis aktier er blevet overdraget.

Bestemmelsen i 2. pkt. forudsætter ligeledes, at personen (eller en personkreds som foran nævnt) er eller bliver indehaver af mindst 25 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet og havde en væsentlig indflydelse i det selskab, der afstod aktierne.

d. Hvis afståelsessummen herefter skal medregnes i den skattepligtige indkomst for det selskab, der har afstået aktierne, finder selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, og stk. 3, ikke anvendelse i de seneste tre indkomstår forud for afståelsen.

For det sælgende selskab (A), der i medfør af stk. 5 skal medregne afståelsessummen for aktierne i datterselskabet (D) i sin skattepligtige indkomst, betyder det, at selskabet ikke kan få skattefrihed for de udbytter, som selskabet har modtaget fra datterselskabet (D) i indkomståret, hvori afståelsen finder sted, og de to indkomstår forud herfor.

Denne regel supplerer bestemmelsen om indkomstbeskatning hos det sælgende selskab af afståelsessummen for aktierne i datterselskabet. Herved begrænses muligheden for, at der inden afståelsen af datterselskabet kan overføres midler til det sælgende selskab i form af skattefrie udbytter, hvorved den indkomstskattepligtige afståelsessum for aktierne i datterselskabet ville blive tilsvarende formindsket.

6. Skattegodtgørelse.

Afståelsessummer omfattet af de nye bestemmelser i stk. 2, 1. pkt., stk. 4 og stk. 5, giver ligesom afståelsessummer efter stk. 1, ret til skattegodtgørelse i henhold til selskabsskattelovens § 17 A, når afståelsessummen udredes af selskaber, som er omfattede af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2.

Afståelsessummer omfattede af stk. 2, 1. pkt., stk. 4 og stk. 5, der hidrører fra en forening eller fond eller fra en af de i stk. 5, 2. pkt., nævnte personer, giver ikke ret til skattegodtgørelse.

Som nævnt finder reglerne i stk. 2, 1. pkt., ikke anvendelse på den del af afståelsessummen, der udredes i form af aktier i holdingselskabet, jfr. stk. 2, 2. pkt. Denne del af afståelsessummen, der beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, giver heller ikke ret til skattegodtgørelse. Det samme gælder, hvis der i henhold til stk. 6 opnås tilladelse til, at afståelsessummen beskattes efter aktieavancebeskatningslovens regler.

7. Forholdet mellem de nye regler og lov om skattefri virksomhedsdannelse.

I en virksomhed, der søges omdannet efter lov om skattefri virksomhedsdannelse, kan i særlige tilfælde indgå aktieposter i aktie- eller anpartsselskaber, fordi aktiebesiddelsen anses som en del af virksomheden. Dette kan f.eks. været tilfældet, hvor en entreprenør eller håndværksmester i det nystiftede selskab indskyder både driftsmidler og ejendomme, hvorfra virksomheden drives, og næringsaktier i ejendomsaktieselskaber.

Selv om der i forbindelse med omdannelsen overdrages sådanne aktier i selskaber, der herefter bliver "datterselskaber", til det nystiftede selskab (holdingselskabet), hvorved dette bliver indehaver af 25 pct. eller mere af aktiekapitalen i datterselskaberne, vil forholdet ikke være omfattet af ligningslovens § 16 B, stk. 2.

Efter § 1 i lov om skattefri virksomhedsomdannelse kan virksomhedsomdannelse finde sted efter reglerne i denne lov i stedet for efter skattelovgivningens almindelige regler.

De nye regler i ligningslovens § 16 B finder således ikke anvendelse på aktieafståelser, der som led i en virksomhedsomdannelse finder sted efter omdannelseslovens regler.

8. Ikrafttræden.

Loven har virkning for aktieafståelser i hele det indkomstår, der ikke er afsluttet den 4. december 1984 (datoen for lovforslagets fremsættelse), og i alle senere indkomstår.

Loven har hermed fået tilbagevirkende kraft, således at de skærpede regler normalt vil gælde for hele 1984. De vil således gælde for aktieafståelser foretaget af personer og selskaber i 1984, hvis de anvender kalenderåret som indkomstår. Hvis den pågældende anvender et forskudt indkomstår, er det afgørende, om aktieafståelsen har fundet sted før eller efter den dag i 1984, hvor et nyt indkomstår begyndte.

Hvis skatteyderen for eksempel har indkomstår, der løber fra 1. juli til 30. juni, og har afhændet aktierne den 1. maj 1984, får loven ikke virkning for denne aktieafståelse. Var aktierne derimod afhændet den 1. august 1984, var afståelsen sket i et indkomstår, der ikke var afsluttet den 4. december 1984, og loven ville derfor have virkning for afståelsen.

Aktieafståelser, som er foretaget før det tidspunkt, hvor de nye regler finder anvendelse, behandles i det hele efter de hidtidige regler. I så fald skal den særlige 5 års regel i stk. 4 heller ikke anvendes, og aktiesalg foretaget forud for de nye reglers anvendelsestidspunkt omfattes altså ikke af denne bestemmelse. Reglen i stk. 5, sidste pkt., hvorefter skattefriheden for datterselskabsudbytter bortfalder, gælder heller ikke datterselskabsudbytter, som er deklareret forud for det indkomstår, der ikke er afsluttet den 4. december 1984.

9. Dispensation.

Efter lovens stk. 6 kan ministeren for skatter og afgifter tillade, at afståelsessummer fritages for almindelig indkomstbeskatning, således at de almindelige aktieavancebeskatningsregler i stedet finder anvendelse.

Som omtalt i punkt 4, litra d, finder de nye skærpede regler ikke anvendelse i de tilfælde, hvor sælgeren efter aktieafståelsen har afviklet samtlige aktionærinteresser i virksomheden.

Spørgsmålet om dispensation bliver derfor kun aktuelt i tilfælde, hvor sælgeren direkte eller indirekte har beholdt aktionærtilknytningen til de pågældende selskaber eller en tilknytning, der kan sidestilles hermed. En dispensation vil medføre, at overdrageren skal beskattes efter aktieavancebeskatningslovens regler.

I det følgende er omtalt retningslinierne for dispensation fra lovens regler. Det anførte tager sigte på personers aktieafståelser.

Loven omfatter også under visse betingelser selskabers aktieafståelser. Dispensationsadgangen omfatter også sådanne aktieafståelser. Udgangspunktet er, at de retningslinier, der gælder for personer, også gælder for selskabers aktieafståelser. Der kan dog her foreligge særlige forhold, som kan begrunde en videregående dispensationsmulighed.

A. Dispensation for afståelser foretaget den 4. december 1984 eller senere.

a. Det vil normalt være en betingelse for tilladelse til at anvende de almindelige regler om aktieavancebeskatning, at overdrageren er undergivet fuld skattepligt i Danmark, således at normal avancebeskatning finder sted.

b. Der kan være grund til at dispensere, hvis de nærmere omstændigheder viser, at den bibeholdte aktionærindflydelse er af underordnet betydning, og navnlig hvis dette har andre årsager end ønsket om at fortsætte som deltager i den erhvervsmæssige virksomhed, der drives af de pågældende selskaber.

c. Dispensation kan endvidere efter omstændighederne gives i tilfælde, hvor overdrageren ganske vist erhverver eller bibeholder aktionærinteresser i koncernen, men hvor denne i overvejende grad er kontrolleret af uafhængige personer eller selskaber. Om dette er tilfældet, må bero på en konkret vurdering.

d. Endvidere kan der forekomme tilfælde, hvor holdingselskabet ved egne midler er i stand til at udrede vederlaget for aktierne, således at erhvervelsen ikke kan siges at være finansieret ved midler hidrørende fra det selskab, der har udstedt aktierne. Også her kan der, hvis omstændighederne i øvrigt taler for det, være anledning til at give dispensation. Der kan herved tages hensyn til, fra hvilket tidspunkt og fra hvilken kilde holdingselskabets midler er tilvejebragt.

e. Udover de ovennævnte tilfælde kan der normalt forventes tilladelse til beskatning efter aktieavancebeskatningsreglerne, når den overvejende del af afståelsesvederlaget består i aktier i holdingselskabet.

f. Endvidere kan der også efter en konkret vurdering være grund til at give dispensation, hvor det efter de foreliggende omstændigheder synes klart, at baggrunden for dispositionen er ønsket om at foretage et generationsskifte og ikke ønsket om at overføre opsparede midler fra virksomheden til den skattepligtige.

Hvis den skattepligtige afgiver samtlige aktionærinteresser og indflydelsen over virksomheden, vil forholdet som nævnt falde uden for de nye regler, således at dispensation er upåkrævet. Der sker her kun beskatning efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Hvis der derimod er tale om et glidende generationsskifte, således at aktierne og indflydelsen overføres til nye ejere ad flere gange, er forholdet omfattet af de skærpede regler. Der kan her være anledning til at give dispensation, således at man ikke udelukker muligheden for gennemførelsen af et rimeligt og fornuftigt generationsskifte.

For at der skal kunne gives dispensation i disse tilfælde, skal følgende betingelser normalt være opfyldt:

1) Afståelsen skal ske som led i en plan for et glidende generationsskifte. Efter denne plan skal generationsskiftet fuldbyrdes over en kortere årrække.

2) De enkelte trin i generationsskiftet skal omfatte væsentlige andele af den skattepligtiges aktionærinteresser.

3) Dispensation ved glidende generationsskifte gives i første række, hvor der i forbindelse med holdingstiftelse sker en gradvis overdragelse til aktionærens eller ægtefællens afkom. Det glidende generationsskifte kan dog også begrunde dispensation, hvor overdragelsen sker til andre end afkommet, f.eks. andre familiemedlemmer, medarbejdere eller efter omstændighederne til udenforstående.

Der må foreligge dokumentation for, at generationsskiftet skal ske inden for en kortere årrække. En sådan dokumentation kan f.eks. være en aftale mellem aktionæren og de pågældende, der skal indtræde i holdingselskabet. Efter omstændighederne kan det være tilstrækkeligt, at der foreligger en køberet, som de pågældende kan gøre gældende inden for den afstukne tidsramme.

g. Det bemærkes generelt, at det må bero på en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder i de enkelte tilfælde, om der skal gives dispensation eller ej. Efter omstændighederne vil der også, når ganske særlige forhold taler for det, kunne være anledning til at give dispensation i andre tilfælde end de foran beskrevne.

h. Hvis en del af vederlaget udredes ved oprettelse af gældsbreve, vil det normalt være en forudsætning for at give dispensation, at gældsbrevets pålydende svarer til denne del af vederlaget. Det må tillige forudsættes, at sådanne gældsbreve oprettes med en nominel rente svarende til det herskende renteniveau under hensyn til løbetid og andre vilkår. Der kan således ikke forventes tilladelse til overdragelse på vilkår, der indebærer, at overdrageren konstaterer et kurstab på den modtagne forskrivning.

i. I tilfælde, hvor holdingselskabet må forventes at erhverve samtlige aktier i det selskab, der er genstand for overdragelse, vil dispensation normalt være betinget af, at der ikke søges om sambeskatningstilladelse mellem selskaberne med den følge, at rentebetalinger til den sælgende aktionær kommer til fradrag i sambeskatningsindkomsten. Dette udelukker ikke, at der søges om sambeskatning, eller at en sådan tilladelse gives, men der må ikke søges om sambeskatning på sådanne vilkår, som medfører, at rentebetalinger til den sælgende aktionær kommer til fradrag i det overdragne selskabs indkomst.

B. Dispensation for afståelser foretaget eller aftalt før 4. december 1984.

De anførte retningslinjer skal som udgangspunkt også finde anvendelse på aktiesalg, der har fundet sted før den 4. december 1984 og er omfattet af de nye regler. Den omstændighed, at dispositionen er truffet før den 4. december 1984, kan dog begrunde, at der gives dispensation i et videre omfang. De nærmere retningslinjer herfor er omtalt i skattedepartementets cirkulæreskrivelse nr. 12 af 24. januar 1985 om den skattemæssige behandling af aktiesalg til holdingselskaber, pkt. 5 B.

C. Ansøgning om dispenation.

Ansøgning om dispensation indgives til ministeriet for skatter og afgifter, skattedepartementet, Slotsholmsgade 12, 1216 København K.

10. Omgørelse af dispositioner foretaget før den 4. december 1984.

I mange tilfælde vil overdragelsen af aktierne til holdingselskabet kunne omgøres, således at overdragelsen ophæves. Den skattepligtige vil i så tilfælde fortsat være indehaver af de aktier, som han overdrog til holdingselskabet. Hvis dispensationen omgøres, bortfalder dens skattemæssige virkninger, således at der hverken udløses beskatning efter aktieavancebeskatningsloven eller efter de nye regler.

Hvis tredjemands interesser ikke har været berørt af aktieoverdragelsen, og omgørelsen således alene består i, at den skattepligtige annullerer en aftale, han har indgået med et holdingselskab, han selv ejede, kan denne omgørelse skattemæssigt ske, uden at spørgsmålet forelægges for skattemyndighederne. I andre tilfælde må spørgsmålet forelægges for ligningsrådet, idet henvendelsen stiles til statsskattedirektoratet, Meldahlsgade 5, 1613 København V.

Det bemærkes, at ophævelse af de skattemæssige virkninger forudsætter, at aftalen også civilretligt bringes til ophør. Der kan være tilfælde, hvor dette ikke er muligt. Hvis en omgørelse ikke kan ske civilretligt, f.eks. på grund af tredjemandsinteresser, vil en omgørelse heller ikke skatteretligt kunne finde sted.

11. Refusion af erlagte offentlige afgifter i forbindelse med omgjorte dispositioner.

Ved omgørelse af den foretagne disposition vil de offentlige afgifter, der er betalt i forbindelse med den oprindelige disposition og med omgørelsen, kunne refunderes.

Såfremt overdragelsen af aktier m.v. omgøres, og eventuelle stempelpligtige dokumenter annulleres, kan særlig stempelafgift ved overdragelse af værdipapirer (børsstempelafgift) og eventuel stempelafgift tilbagebetales. Hvis også det til formålet stiftede holdingselskab likvideres, kan kapitaltilførselsafgiften tilbagebetales. Såfremt der i forbindelse med holdingstiftelsen er sket kapitaludvidelse i et eksisterende holdingselskab, vil den betalte kapitaltilførselsafgift kunne refunderes, hvis kapitalen nedsættes i forbindelse med omgørelsen.

Likvidation af holdingselskabet kan ske uden beregning af retsafgifter.

Der kan ske tilbagebetaling af afgifter betalt til aktieselskabs-registeret for dispositioner, der er omgjort. Har en anmeldelse omfattet forhold, som det pågældende selskab har været pligtig at anmelde i medfør af anden lovgivning, kan der alene ske tilbagebetaling af den del af gebyret, der overstiger det beløb, som de anmeldelsespligtige ændringer udgør. Ændringer, der skal anmeldes til registrering alene med henblik på at gennemføre omgørelsen, kan foretages uden betaling af sædvanligt gebyr.

Anmodning om tilbagebetaling af børsstempelafgift, stempelafgift og kapitaltilførselsafgift indsendes til statsskattedirektoratet, Meldahlsgade 5, 1613 København V. Anmodningen vedlægges dokumentation for, at dispositionen er omgjort, samt begge de originale børsnotaer (børsstempelafgift) og det originale stemplede dokument (stempelafgift).

Anmodning om fritagelse for retsafgift ved likvidation af holdingselskabet indsendes til skifteretten.

Anmodning om tilbagebetaling af gebyrer til aktieselskabs-registeret og fritagelse for gebyr ved ændringsmeddelelse indsendes til aktieselskabs-registeret, Kampmannsgade 1, 1604 København V. Anmodningen vedlægges dokumentation for omgørelsen samt skattemyndighedernes tilladelse til omgørelse af dispositionen, bekræftet kopi heraf eller særskilt erklæring fra skattemyndighederne om, at omgørelsen er omfattet af reglerne i dette cirkulære.

Underskrift 1

Skattedepartementet, den 13. maj 1985 Jens Rosman / Erik S. M. Hansen

Versioner

  1. 1985-08-12 · til 1996-01-29