Cirkulære om ændring af afskrivningsloven (skibe)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1985/55@1985-08-12/da
Indhold
Ved lov nr. 614 af 19. december 1984 er der gennemført ændringer i afskrivningsloven, som senest er optrykt ved lovbekendtgørelse nr. 359 af 2. juli 1984.
Tidligere cirkulærer er skattedepartementets cirkulære af 22. november 1983 om afskrivningsloven og skattedepartementets cirkulære af 2. april 1984 om ændring af afskrivningsloven (Leasing).
I dette cirkulære omtales de ændringer, der er sket ved loven af 19. december 1984.
Loven er ændret på 3 punkter.
I. I lovens afsnit III om skibe til erhvervsmæssig brug er som § 17A indsat regler, der begrænser personligt skattepligtiges afskrivninger på skibe, herunder lystbåde (punkt 1-8).
II. I lovens afsnit IV A om forskudsafskrivning på visse anskaffelser af maskiner m.v. og bygninger er foretaget en ændring, der begrænser personligt skattepligtiges mulighed for at foretage forskudsafskrivninger (punkt 9-10).
III. I lovens afsnit V A om aktiver, der udlejes (leasing), er indsat en bestemmelse, der udvider anvendelsesområdet for leasingreglerne (punkt 11-12).
I. Skibe
1. Begrænsningen i afskrivningsadgangen efter reglerne i § 17A gælder kun for fuldt eller begrænset skattepligtige personers afskrivning på skibe. Selskabers afskrivning på skibe sker altid efter de øvrige regler i lovens afsnit III, dvs. §§ 12-17. Der henvises til punkt 54-67 i skattedepartementets cirkulære af 22. november 1983.
Efter § 17A, stk. 1, skal skattepligtige personer anvende reglerne i afsnit III med de i § 17A, stk. 2-6, anførte undtagelser på skibe med mere end 10 ejere. Disse undtagelsesbestemmelser omfatter alle skibe, f.eks. fragskibe og fiskefartøjer. Det er uden betydning, om skibet anvendes til udlejning eller i egen virksomhed.
For lystbåde er reglerne mere vidtgående end for andre skibe. Personligt skattepligtige, der ejer lystbåde, skal således anvende undtagelsesbestemmelserne i stk. 2-6 uanset antallet af ejere af lystbåden. Alle lystbåde, der anvendes erhvervsmæssigt, er således omfattet af begrænsningen i afskrivningsadgangen, hvis ejeren er en fuldt eller begrænset skattepligtig person.
Det vil afhænge af en konkret vurdering om et skib skal anses for at være en lystbåd.
2. Der skal efter § 17A, stk. 2, føres en særskilt saldo for hvert skib med mere end 10 ejere samt for hver enkelt lystbåd. Saldoen omfatter også eventuelle forbedringer på skibet.
3. Begrænsningen af personligt skattepligtiges fradrag for afskrivnnger på skibe, herunder lystbåde, sker ved, at grundlaget for de skattemæssige afskrivninger nedsættes til 55 pct. af det normale afskrivningsgrundlag efter reglerne i lovens §§ 14 og 15.
Forskudsafskrivning kan således efter § 17A, stk. 3, kun foretages på grundlag af 55 pct. af den aftalte byggesum. Bestemmelsen er en undtagelse fra reglen om opgørelse af forskudsafskrivningsgrundlaget efter lovens § 14, stk. 1.
Når et skib er leveret, kan der efter § 17A, stk. 4, afskrives på 55 pct. af anskaffelsessummen. Bestemmelsen er en undtagelse fra reglerne i lovens § 15. Hvis der er foretaget forskudsafskrivninger på skibet, nedsættes afskrivningsgrundlaget opgjort efter § 17A, stk. 4, med de foretagne forskudsafskrivninger. Der henvises til eksemplet nedenfor i punkt 4.
4. Afstås et skib, der er omfattet af § 17A, skal fortjeneste eller tab ved afhændelsen efter bestemmelsen i § 17A, stk. 5, opgøres som det uafskrevne beløb med fradrag af salgssummen. Det uafskrevne beløb består af den nedskrevne værdi af skibet med tillæg af de 45 pct. af anskaffelsessummen, som ikke er afskrivningsberettiget.
Den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen pristalsreguleres efter reglerne i lovens § 2. Den ikke-afskrivningsberettigede del af købesummen pristalsreguleres derimod ikke, idet den holdes uden for den afskrivningsberettigede saldo for skibet.
Opgørelse af fortjeneste eller tab fremgår af følgende eksempel: Kr. Købesum for anpart 100.000 ------------- Ikke-afskrivningsberettiget del af købesummen (45 pct.) 45.000 ------------- Afskrivningsgrundlag (55 pct.) 55.000 ------------- Forskudsafskrivning (i alt 30 pct.) 16.500 Afskrivningsgrundlag for ordinære pristalsregulerede afskrivninger 38.500 Pristalsregulerede afskrivninger (afrundet) 18.700 ------------- Nedskreven værdi incl. pristalsregulering (afrundet) 21.200 + ikke-afskrivningsberettiget del af købesum 45.000 ------------- Uafskrevet beløb 66.200 Salgssum 50.000 ------------- Fradragsberettiget tab 16.200 -------------
Fortjeneste eller tab medregnes i den skattepligtige almindelige indkomst for afhændelsesåret uanset ejerperiodens længde. For skattepligtige, der skal anvende reglerne i § 17A, har den særlige 5-års regel i lovens § 15 A således ingen betydning.
5. Efter § 17A, stk. 6, skal skibe, der tilhører et interessentskab, kommanditselskab eller partrederi, hvor der er mere end 10 deltagere, anses for at være ejet af mere end 10 ejere. Det samme gælder ved andre lignende former for sameje, hvor afskrivningsadgangen tilkommer den enkelte deltager i samejet.
Ved opgørelsen af antallet af ejere medregnes selskabsbeskattede enheder som f.eks. aktieselskaber, selv om disses afskrivningsadgang ikke begrænses af reglerne i § 17A.
6. Dispensationsbeføjelsen i § 17A, stk. 7, betyder, at ministeren for skatter og afgifter kan give tilladelse til, at skibsejere, der omfattes at stk. 1, ikke skal anvende undtagelsesreglerne i stk. 2-6. Dispensation kan gives, når "særlige omstændigheder" taler derfor. Dette kan være tilfældet, f.eks. hvor et fiskefartøj har mere end 10 ejere, hvis disse tager aktivt del i fiskeriet. Herved kan bl.a. lægges vægt på, om ejerne anses for erhvervsfiskere efter saltvandsfiskeriloven. I denne forbindelse kræves, at den pågældende i hele det nærmest foregående kalenderår har været beskæftiget ved erhvervsmæssigt fiskeri, og at mindst 3/5 af bruttoindkomsten ved personlig virksomhed i det år hidrører fra dette fiskeri.
Dispensationsbestemmelsen kan ligeledes anvendes på andre skibe, herunder lystbåde, hvis ejeren deltager aktivt i driften af skibet som led i sin erhvervsmæssige virksomhed.
Dispensation vil afhænge af en konkret vurdering af ansøgerens forhold. Det er derimod uden betydning, hvorledes de øvrige medejeres forhold vurderes. En enkelt ejer vil således kunne få dispensation, når vedkommende opfylder betingelserne, selv om der er andre medejere, der ikke opfylder betingelserne for dispensation.
7. Efter bestemmelsen i § 32B skal overførsel af et skib til afskrivning efter § 17A sidestilles med salg og køb af skibet. Denne situation vil forekomme, hvis antallet af ejere af et skib f.eks. stiger fra 9 til 12. Ejerne af skibet skal herefter anvende reglerne i lovens § 17A, stk. 2-6. Skibsanparten skal i så fald overføres fra den fuldt afskrivningsberettigede saldo efter lovens § 13 til en særlig saldo efter § 17A, stk. 2. I forhold til den fuldt afskrivningsberettigede saldo betragtes skibet som solgt til handelsværdien. I relation til den særlige saldo betragtes overførslen som køb, og handelsværdien indgår med 55 pct. som afskrivningsgrundlag på saldoen.
8. Reglerne i § 17A har virkning, når den skattepligtige ikke har indgået aftale om erhvervelse af skibsanpart eller lystbåd før den 7. december 1984. Dokumentation for et eventuelt tidligere erhvervelsestidspunkt skal foreligge i form af en skriftlig aftale om erhvervelsen af skibsanpart eller lystbåd.
Der gælder dog en væsentlig undtagelse for så vidt angår nye skibe, herunder lystbåde. Hvis et skib er bestilt på værftet inden den 7. december 1984, men først påbegyndes eller færdigbygges efter denne dato, kan bygherren sælge lystbåden eller anparter i skibet, uden at køber bliver omfattet af begrænsningen i afskrivningsadgangen. Denne overgangsbestemmelse gælder kun førstegangssalg. Hvis den skattepligtige således videresælger anparten, vil den nye køber være omfattet af begrænsningerne i afskrivningsadgangen.
Hvis et skib overgår til afskrivning efter reglerne i § 17A som følge af, at antallet af ejere stiger til mere end 10, vil det kun være de ejere, der har erhvervet deres anpart i skibet den 7. december 1984 eller senere, der skal anvende reglerne i § 17A. De ejere, der har erhvervet en anpart i skibet før denne dato, skal anvende de øvrige regler i lovens afsnit III.
II. Forskudsafskrivninger
9. I lovens § 29 E er indsat et nyt stk. 3. Bestemmelsen betyder en ændring i personligt skattepligtiges adgang til at forskudsafskrive på driftsmidler og bygninger. Personligt skattepligtige deltagere i interessentskaber, kommanditselskaber eller lignende kan kun forskudsafskrive på driftsmidler og bygninger, hvis den enkelte persons andel i anskaffelsessummen overstiger 700.000 kr. For skattepligtige personer gælder bundgrænsen for forskudsafskrivninger således ikke pr. projekt, men for hver enkelt deltager. Reglen har ingen betydning for aktie- og anpartsselskaber eller for enkeltmandsejede virksomheder. Der henvises til punkt 164-171 i skattedepartementets cirkulære af 22. november 1983.
10. Bestemmelsen i § 29 E, stk. 3, har virkning for aktiver, hvor skriftlig aftale om erhvervelsen ikke er indgået før den 13. december 1984. Dokumentation for et eventuelt tidligere erhvervelsestidspunkt skal foreligge i form af en skriftlig aftale om erhvervelse af aktivet.
Hvis den skattepligtige fremstiller aktiverne i egen virksomhed, skal det i stedet kunne godtgøres, at det før den 13. december 1984 var planlagt at fremstille aktivet.
III. Leasingaktiver
11. I § 34 A er som stk. 3 indsat en ny bestemmelse, der udvider anvendelsesområdet for leasingreglerne i lovens afsnit V A. Disse bestemmelser omfatter som hovedregel kun aktiver med mere end to ejere. Ændringen består i, at leasingaktiver, der indgår som led i en fælles udlejningsvirksomhed, er omfattet af leasingreglerne, selv om aktivet kun har en eller to ejere. Leasingaktiver er de aktiver, der er nævnt i § 34 A, stk. 1, dvs. driftsmidler, bygninger og skibe, der udlejes som nævnt i samme bestemmelse. Der henvises til skattedepartementets cirkulære af 2. april 1984.
En fælles udlejningsvirksomhed kan f.eks. forekomme ved, at en mellemmand formidler eller administrerer udlejningen af aktiverne maskiner, biler, containere og lignende - for en kreds af personligt skattepligtige.
Bestemmelsen skal ikke anvendes, blot fordi et leasingaktiv har to ejere og dermed indgår i disses fælles udlejningsvirksomhed. Når ejeren eller ejerne af aktivet selv står for udlejningen direkte til brugeren, vil udgangspunktet være, at aktivet ikke er omfattet af bestemmelsen i stk. 3. Det vil afhænge af en konkret vurdering, hvorvidt det kan antages, at ejeren af et aktiv selv står for udlejningen.
De to øvrige generelle undtagelsesbestemmelser i leasingreglerne, der fremgår af § 34 B, stk. 1, er ikke berørt af lovændringen. Leasingreglerne skal således fortsat ikke anvendes, når et aktiv udlejes i 6 måneder eller derunder inden for ejerens indkomstår, ligesom reglerne ikke gælder for driftsmidler til en anskaffelsessum af 25.000 kr. eller derunder.
12. Bestemmelsen i § 34 A, stk. 3, har virkning for aktiver, hvor skriftlig aftale om erhvervelsen ikke er indgået før den 13. december 1984. Dokumentation for et eventuelt tidligere erhvervelsestidspunkt skal foreligge i form af en skriftlig aftale om erhvervelse af aktivet.
13. Ved en tilføjelse til ligningslovens § 18 A, stk. 1, er det fastsat, at skibe, der omfattes af § 17A i afskrivningsloven, ved formueopgørelsen skal ansættes til et beløb svarende til den pristalsregulerede, uafskrevne del af den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen med tillæg af den ikke-afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen.
Underskrift 1
Ministeriet for skatter og afgifter, den 29. maj 1985 Jens Rosman / Hanne Søgaard Hansen