Cirkulære om ændring af lov om civilt beredskab (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og Hovedstadsrådet)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1985/56@1985-10-15/da
Indhold
I. INDLEDNING
Ved lov nr. 203 af 22. maj 1985 er der gennemført en række ændringer af lov nr. 342 af 23. december 1959 om det civile beredskab, som ændret ved lov nr. 76 af 10. marts 1966. Den således ændrede lov er optrykt som lovbekendtgørelse nr. 279 af 3. juni 1985.
Lovændringerne består af to hovedelementer:
- Der indføres en pligt for kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet til at planlægge deres civile beredskab samt for de berørte ministerier til at udarbejde regler for denne planlægning.
- Der tilvejebringes en hjemmel til at fravige reglerne i den kommunale styrelseslov om kommunernes styrelse i tilfælde, hvor det under krig eller truende udsigt til krig er umuligt at samle kommunalbestyrelsen eller økonomiudvalget - i magistratskommuner, magistraten.
Med ændringerne er det søgt at tilpasse loven om det civile beredskab til de ændringer i den offentlige forvaltning og de offentlige planlægningssystemer, som er fundet sted siden begyndelsen af 1970'erne.
Endvidere fastslår lovændringen den allerede gennemførte ændring, hvorefter loven om det civile beredskab er overført fra statsministeriet til indenrigsministeriet.
De øvrige bestemmelser omfattet af lovændringen er stort set en ajourføring af allerede gældende bestemmelser.
II. PLANLÆGNINGSFORPLIGTELSEN
Med lovbekendtgørelsen er der skabt en pligt for kommuner og amtskommuner til at udarbejde en plan for deres civile beredskab, en pligt for indenrigsministeren til at fastsætte almindelige regler for denne planlægning samt en pligt for de enkelte ministre til inden for deres forretningsområde at fastsætte regler for planlægning af det kommunale civile beredskab.
Planlægning af det kommunale civile beredskab skal ikke foregå i nye planlægningssystemer, men skal i overensstemmelse med de grundlæggende principper for civil beredskabsplanlægning være en del af planlægningen i fredstid.
Udgangspunktet for at påbegynde planlægningsarbejdet er, at indenrigsministeren udarbejder de almindelige regler for planlægningen.
En arbejdsgruppe i civilforsvarsstyrelsen med deltagelse af bl.a. de kommunale organisationer samt Københavns og Frederiksberg kommuner har påbegyndt dette arbejde. Det påregnes, at arbejdet er afsluttet inden udgangen af 1985 med udarbejdelse af en vejledning til kommuner og amtskommuner samt til de respektive ministerier og styrelser.
Indholdet af vejledningen vil omfatte etablering af beredskabsorganisationen og reglerne for dennes aktivering samt samvirket med de enkelte sektorforvaltninger og det kommunale civilforsvar.
De almindelige regler i vejledningen forudsættes fastlagt således, at der gives mulighed for, at kommunerne kan opbygge en organisation under hensyn til den enkelte kommunes særlige forhold.
På baggrund af de almindelige regler skal fagministerierne udarbejde regler for deres respektive fagområde.
Når de almindelige regler og fagministeriernes regler foreligger, har kommunerne et grundlag for at planlægge et kommunalt civilt beredskab.
III. »NØDSTYRELSESREGLERNE« (JFR. § 3 A)
I en beredskabssituation vil det kunne forekomme, at kollegiale organer kan blive afskåret fra at træde sammen, og i en sådan situation er det vigtigt, at der på forhånd er vedtagne og kendte regler for, hvordan det kommunale styre kan videreføres, og uopsættelige beslutninger kan træffes.
»Nødstyrelsesreglernes« ikrafttræden og ophør er undergivet en automatisk regulering, idet reglerne kun træder i kraft, hvis to betingelser er opfyldt. Det skal være fysisk umuligt at samle kommunalbestyrelsen til møde, og der skal være krig eller truende udsigt til krig. »Nødstyrelsesreglerne« sættes ikke i værk, men træder automatisk i kraft, når begge betingelser er opfyldt. Så snart det igen er muligt for kommunalbestyrelsen at træde sammen - eller der ikke længere er krig eller truende udsigt til krig - ophører nødstyrelsesreglerne med at fungere.
I praksis vil »nødstyrelsesreglerne« betyde, at kommunalbestyrelsens økonomiudvalg overtager de beføjelser, der tilkommer kommunalbestyrelsen og dens udvalg, herunder socialudvalgets selvstændige kompetence. I kommuner med magistratsordning (København, Århus, Aalborg og Odense) overtager magistraten kommunalbestyrelsens beføjelser. Hvis det heller ikke er muligt at samle økonomiudvalget (magistraten) til møde, varetages styret alene af borgmesteren (overborgmesteren).
Det nærmere indhold af »nødstyrelsesreglerne« fastsættes af indenrigsministeren i en bekendtgørelse. Denne vil indeholde regler om forholdet til kommunernes almindelige styrelsesregler, kommunernes økonomiske forvaltning og viceborgmesterens, magistratsmedlemmernes og andre kommunalbestyrelsesmedlemmers pligter m.m.
Reglerne om »nødstyre« omfatter alle kommunens forhold, da alle kommunale funktioner i en beredskabssituation vil kunne få beredskabsmæssig betydning.
IV. BEMÆRKNINGER TIL § 3 B
§ 3 b svarer for stk. 1's vedkommende med redaktionelle ændringer til den hidtil gældende lovs § 3, stk. 2, og til § 13 i lov nr. 253 af 27. maj 1981 om civilforsvaret. Bestemmelsen tilsigter at pålægge den ansatte sådanne civile beredskabsopgaver, som naturligt henhører under eller står i forbindelse med den tjenestegren/ det tjenestested, som vedkommende er knyttet til.
V. UDVALGET VEDRØRENDE CIVILREGIONSSTRUKTUREN
Et under indenrigsministeriet nedsat udvalg skal nu overveje og stille forslag om strukturen for det civile beredskab på regions- og landsdelsniveau. Udvalget skal bl.a. tage hensyn til behovet for samarbejdet med civilforsvar, politi og forsvar og til den forskydning af opgaver og kompetence, der er sket til kommunerne og amtskommunerne ved kommunalreformen m.v., herunder statsamtmandens ændrede placering i det offentlige system.
I udvalget sidder repræsentanter for ministerier og styrelser, de kommunale organisationer samt Københavns og Frederiksberg kommuner.
Underskrift 1
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 3. JUNI 1985 BRITTA SCHALL HOLBERG /Steen Thorbek