Gelex

Cirkulære om bortskaffelse af slam fra spildevandsrensningsanlæg

GældendeVersion 1985-04-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1985/7@1985-04-19/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

1. Indledning

Miljøministeriet har i medfør af miljøbeskyttelsesloven udsendt bekendtgørelse nr. 574 af 14. november 1984 om anvendelse af slam i landbruget. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1985. Bekendtgørelsens bestemmelser tager primært sigte på bortskaffelse af slam fra kommunale rensningsanlæg samt slam fra private anlæg til behandling af husspildevand. Herudover kan slam fra øvrige private rensningsanlæg, der frembringer tilsvarende slamtyper, bortskaffes under overholdelse af bekendtgørelsens regler. Her tænkes f.eks. på virksomheder med egne biologiske rensningsanlæg. Bortskaffelse af andre slamtyper kræver en godkendelse i det enkelte tilfælde, jfr. § 11 i miljøbeskyttelsesloven. Miljøstyrelsen vil hermed dels uddybe og nærmere begrunde nogle af bestemmelserne i bekendtgørelsen, jfr. nedenfor pkt. 2, dels beskrive og give nogle retningslinier for anden bortskaffelse af slam fra spildevandsrensningsanlæg, jfr. nedenfor pkt. 3.

2. Bekendtgørelse om anvendelse af slam i landbruget

2.1. Formålet med bekendtgørelsen

Den regulering af anvendelsen af slam i landbruget, som sker med bekendtgørelsen, har to hovedformål:

1) At minimere tungmetaltilførslen til landbrugsjorden.

2) At sikre veterinært acceptable forhold ved anvendelsen af slammet.

Minimeringen af tungmetaltilførslen søges sikret, dels ved at der i bekendtgørelsens § 3 stilles krav til slammets kvalitet ved krav om det maksimale tungmetalindhold, dels ved at der i § 9 er fastsat en overgrænse for den totale tilførsel af cadmium med slam til landbrugsjord.

Det veterinære hensyn ved slamspredningen, det vil sige ønsket om at undgå eller minimere risikoen for spredning af husdyrsygdomme herunder parasitter, søges tilgodeset ved at stille krav om, at der i et år efter tilførslen af slam på arealet kun må dyrkes korn- og frøafgrøder til modenhed eller græs og lign. til tørfoderfremstilling, jfr. § 8.

Det følger heraf, at der på arealet ikke må dyrkes roer eller græs og lignende til ensilering.

2.2. Bemærkninger til de enkelte kapitler

Til kapitel 1. Bekendtgørelsens område m.v.

Bekendtgørelsen er, jfr. § 1, stk. 2, udformet sådan, at slam kan anvendes i landbruget, hvis en række nærmere angivne krav opfyldes. Bekendtgørelsen åbner ingen dispensationsmuligheder, hvilket indebærer, at slam, som ikke kan anvendes i overensstemmelse med bekendtgørelsens krav, må bortskaffes på anden måde, som beskrevet i punkt 3 i dette cirkulære.

I § 2, stk. 1, defineres slam, og det fremgår, at sand, fedt og ristestof ikke kan bortskaffes efter bekendtgørelsens regler, men må deponeres på en dertil indrettet losseplads eller brændes på forbrændingsanlæg.

I § 2, stk. 2, defineres råslam som slam, der ikke har været underkastet nogen stabilisering. Slam betragtes som stabiliseret når det er behandlet på et velfungerende anlæg på en af følgende måder:

a) Anaerob stabilisering ved udrådning i opvarmet rådnetank.

b) Aerob stabilisering ved slamluftning i enten specielt indrettet slamluftningstank eller i langtidsluftet aktiveret slamanlæg.

c) Kemisk stabilisering ved tilsætning af brændt eller læsket kalk.

Der henvises i øvrigt til »Miljø-projekter« nr. 14, miljøstyrelsen december 1978.

Det er en meget anvendt praksis, at slam fra septictanke og lignende føres til et spildevandsrensningsanlæg for at blive renset. Med bekendtgørelsens § 2, stk. 2, åbnes der mulighed for, at sådant slam kan anvendes direkte på landbrugsjord på samme vilkår som andet slam.

I § 2, stk. 3, defineres slamproducenten. Slamproducenten er den ansvarlige i henhold til bekendtgørelsens § 10 og § 11, stk. 1. Det skal bemærkes, at hvor der er etableret et centralt slamafvandingsanlæg fælles for flere rensningsanlæg, bliver det centrale anlæg at betragte som slamproducenten.

Til kapitel 2. Slamkvalitet

I § 3 er der fastsat maximalindhold i slammet af de fire tungmetaller, som det ud fra en vurdering af miljømæssig risiko og forekomst i »normalt« slam er fundet rimeligt at medtage. Det skal bemærkes, at det i konkrete tilfælde kan være relevant at fastsætte tilsvarende grænseværdier for andre tungmetaller, som vides at være til stede i slammet. Men da fastsættelse af en grænseværdi nødvendigvis må følges op af et krav om, at overholdelsen heraf dokumenteres, jfr. § 11, stk. 1, nr. 5, ville en fastsættelse af grænseværdier for en lang række tungmetaller i mange tilfælde medføre overflødige analyser, hvor de pågældende stoffer kun er til stede i meget små mængder. Til gengæld åbnes der i bekendtgørelsens § 14 mulighed for, at tilsynsmyndigheden kan kræve, at der analyseres for andre stoffer. En liste over sådanne stoffer og de grænseværdier, som vil kunne anvendes, er givet i følgende tabel:

Stof Maximalkoncentration g/ton slamtørstof Zink 4.000 Cobolt 10 Kobber 1.000 Chrom 100

Til kapitel 3. Transport og spredning af slam

I §§ 4, 5 og 6 er fastsat minimumskrav for transport, spredning m.v. af slam. Yderligere krav til imødegåelse af f.eks. nabogener og risiko for vandløbsforurening vil kunne stilles af tilsynsmyndigheden dvs. amtsrådet i det enkelte tilfælde under hensyn til de konkrete forhold. Endvidere indeholder reglement om miljøbeskyttelse i kap. 4 og 6 bestemmelser, der regulerer transport m.v. af slam.

Til kapitel 4. Anvendelse af slam på landbrugsjord

Det veterinært betingede krav til anvendelse af slam på landbrugsjord fremgår af bestemmelserne i §§ 7 og 8. Med hovedkravet i § 8 sikres det, at risikoen for smittespredning gennem sygdomskim på afgrøder, som fortæres ubehandlede, bliver mindst mulig. Det skønnes desuden, at råslam udgør en større risiko end stabiliseret slam, hvorfor der i § 7 er stillet krav om, at råslam skal nedfældes direkte. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at slammet nedpløjes umiddelbart efter spredning på overfladen. Derimod vil dosering i plovfuren i forbindelse med pløjning være en opfyldelse af kravet om nedfældning.

Det skal bemærkes, at bestemmelserne ikke har til hensigt at gribe ind over for den hidtil accepterede praksis, hvorefter den enkelte kan tømme en hustank på sin egen ejendom og grave slammet ned på egen grund, jfr. kapitel 4.3. og 6.5. i reglement om miljøbeskyttelse.

Stk. 1. § 9 indeholder de bestemmelser, som sammen med kvalitetskravene i § 3 skal sikre, at jorden ikke overbelastes med tungmetaller. Reguleringen i § 9 vedrører udelukkende cadmiumtilførslen. Dette skyldes, at cadmium optages i planterne og samtidig er det stof, som de største miljømæssige problemer er knyttet til. Efter bestemmelsen i § 9, stk. 2, er det tilladt med slam at tilføre landbrugsjorden 50 g Cd/ ha af gangen, under forudsætning af, at det kun sker hvert femte år. Landbrugsjorden tilføres cadmium ved anvendelse af fosforgødning, da cadmium er et følgestof heri. Man har derfor fundet det rimeligt ikke at begrænse slamanvendelsen, hvis slammet har et så lavt cadmiumindhold, at man ved at tilføre slam ud fra planternes fosforbehov tilfører jorden mindre cadmium end man ville gøre med normal fosforgødskning. Denne lempelse af kravene fremgår af bestemmelsen i § 9, stk. 3. Det skal understreges, at bortfaldet af begrænsningen efter § 9, stk. 1, ikke medfører, at deklarations-, anmeldelses- og tilsynsforpligtelserne efter kapitel 5 og 6 bortfalder. Det gælder for de fleste tungmetaller, at deres mobilitet og planteoptagelighed øges med øget surhedsgrad i jorden. For at holde planteoptageligheden på et rimeligt lavt niveau, er det i § 9, stk. 4 bestemt, at jorden skal holdes i god kalktilstand. Dette er ikke så entydigt et begreb, at det kan beskrives ved en enkelt parameter som f.eks. jordens reaktionstal, da også jordtypen spiller ind. For en nærmere forståelse af begrebet henvises til pjecen »Kalkning af jord«, Landbrugets Informationskontor, 1977. Til kapitel 5. Deklaration og anmeldelse Bekendtgørelsens § 10 indeholder bestemmelser om, hvilke oplysninger en aftale om levering af slam som minimum skal indeholde. Ved indgåelse af aftale om levering af slam bør slamproducent og -bruger endvidere være opmærksomme på, om aftalen bør indeholde bestemmelse om, hvorledes eventuelle erstatningsspørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med slamleverancen, skal løses f.eks. ved en voldgiftsordning. Til kapitel 6. Tilsyn og kontrol I § 12, stk. 2 er anført, at der skal foretages prøveudtagning og tørstofanalyse i forbindelse med hver slamleverance. Det skal bemærkes, at dette naturligvis ikke betyder, at der skal udtages en prøve af hvert læs slam, som fjernes fra anlægget. Kravet anses for opfyldt, hvis der udtages en repræsentativ prøve af slammet, i forbindelse med hver slamleverance. Det er fundet forsvarligt at undtage indsamlingsordninger for slam fra små, mekaniske rensningsanlæg for enkeltejendomme, dvs. septictanke og emscherbrønde, for analysekravene, hvis anlæggene kun modtager husspildevand, jfr. § 12, stk. 3. Dette skyldes, at tungmetalindholdet må forventes at være lavt, og at det i øvrigt i praksis vil være meget vanskeligt at håndhæve et analysekrav. Dette medfører naturligvis, at underretningspligten i henhold til § 11 reduceres tilsvarende. Det skal understreges, at sådanne ordninger ikke er fuldstændig uden kontrol, da bestemmelserne i § 10, § 11, stk. 1, nr. 1-3 og § 11, stk. 2 også gælder for sådanne ordninger. Det vil herefter være tilsynsmyndighedens opgave at vurdere, om slamanvendelsen på de enkelte arealer er i overensstemmelse med bekendtgørelsens sigte. Som udgangspunkt kan det antages, at der ikke bør spredes mere end 4-5 t slamtørstof pr. ha/ år fra sådanne ordninger. Hvis slamproducenten ikke er i stand til at give oplysning om det omtrentlige tørstofindhold i slammet, kan dette for uafvandet slam ansættes til 2-3 pct. Veterinærdirektoratets hjemmel til at forbyde slamudspredning, således som det fremgår af § 13, er begrundet i ønsket om i videst muligt omfang at bekæmpe spredningen af smitsomme husdyrsygdomme. Amtsrådets hjemmel i medfør af § 14 til at kræve flere analyseparametre end de i § 3 og § 11, stk. 1 anførte er allerede omtalt ovenfor i forbindelse med bemærkningerne til kapitel 2. Det skal fremhæves, at kravet om flere parametre naturligvis må være begrundet i en viden eller en formodning om tilstedeværelsen af stoffer, som kan anses for at være en miljømæssig risiko. § 14 giver også amtsrådet hjemmel til at kræve analysehyppigheden øget ud over det i § 12, stk. 2 anførte. Dette kan f.eks. være begrundet i, at stofkoncentrationerne er stærkt varierende og/ eller, at de ligger tæt på koncentrationsgrænserne som anført i § 3. Der kan ligeledes være behov herfor ved slam fra meget store rensningsanlæg. Til kapitel 7. Klage Efter bestemmelsen i § 16 kan amtsrådets afgørelse efter § 14 påklages til miljøstyrelsen i overensstemmelse med de almindelige klagebestemmelser i miljøbeskyttelseslovens kapitler 10 og 11. Til kapitel 8. Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser Af hensyn til den praktiske indarbejdning af bekendtgørelsen er det fundet hensigtsmæssigt at indføre en overgangsperiode på 2 år, jfr. § 18, stk. 2, til afvikling af eksisterende aftaler om anvendelse af slam i landbruget.

3. Andre slambortskaffelsesmetoder

3.1. Tilførsel til rensningsanlæg

I almindelighed er slam fra rensningsanlæg et slutprodukt, som det drejer sig om at bortskaffe. Dette er imidlertid ikke nødvendigvis tilfældet, når det drejer sig om slam fra små, mekaniske rensningsanlæg, især septiktanke m.v. Sådant slam kan bortskaffes efter reglerne i bekendtgørelsen, jfr. § 2, stk. 2. Det har hidtil været langt mere almindeligt at slammet føres til biologiske rensningsanlæg, hvor det underkastes en yderligere rensning. Denne løsning må også i fremtiden anses for den mest hensigtsmæssige, med mindre der anvendes systemer, hvor slammet underkastes en behandling i forbindelse med indsamlingen.

3.2. Spredning på andet end landbrugsjord

Anvendelse af slam på andet end landbrugsjord f.eks. i skove og på andre rekreative områder (se dog punkt 3.5. nedenfor) er reguleret efter miljøbeskyttelseslovens § 11, hvorfor tilladelse i hvert enkelt tilfælde skal indhentes hos miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen vil i hvert enkelt tilfælde forelægge en sådan ansøgning for fredningsstyrelsen og landbrugsministeriet. Efter samråd med disse myndigheder kan det oplyses, at det i almindelighed kan påregnes, at en eventuel tilladelse vil blive givet på vilkår, som svarer til bekendtgørelsens bestemmelser. Men da spredningen som regel vil ske på arealer,hvor slammet ikke kan nedpløjes, og hvortil offentligheden i almindelighed har adgang, må det forventes, at der som yderligere vilkår vil blive stillet krav om, at det aktuelle areal spærres for færdsel, og at der med skiltning gøres opmærksom på, at der er spredt slam. Man vil normalt anse en afspærringsperiode på et år efter sidste slamspredning for tilstrækkelig.

Slam vil endvidere kunne anvendes i forbindelse med afslutningen af lossepladser, hvor arealet ikke i fremtiden skal anvendes som landbrugsjord. Tilladelse hertil skal indhentes hos amtsrådet som godkendelsesmyndighed i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jfr. punkt 3.4. nedenfor.

3.3. Kompostering af slam

Det er en kendt teknik at blande slam fra spildevandsrensningsanlæg med forskellige former for fast affald i forbindelse med kompostering. Der kan f.eks. være tale om blanding med formalet husholdningsaffald, med bark og med træflis. Denne blanding medfører en optimering af kulstof/ kvælstof forholdet i forhold til kompostering af hvert affaldsstof for sig.

Et komposteringsanlæg er et affaldsbehandlingsanlæg og skal derfor godkendes af amtsrådet som godkendelsesmyndighed efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jfr. pkt. G 2 på listen over godkendelsespligtige virksomheder. Herudover er anvendelsen af kompost reguleret efter miljøbeskyttelseslovens § 11, indtil der eventuel måtte blive udarbejdet særlige retningslinier herfor. Det vil sige, at der på samme måde som ved anvendelse af slam på andet end landbrugsjord, jfr. punkt 3.2. ovenfor, skal indhentes tilladelse hos miljøstyrelsen i hvert enkelt tilfælde.

3.4. Deponering på lossepladser m.v.

Slam kan deponeres på lossepladser, som er godkendt hertil, enten i medfør af miljøbeskyttelsesloven eller - for ældre lossepladsers vedkommende - i medfør af den dagældende lovgivning.

Desuden kan der - ligeledes med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 - gives tilladelse til etablering af specialdepoter for slam. Specialdepoter etableres principielt på samme vilkår som lossepladser, men tilpasset den særlige affaldstype. Der henvises i øvrigt til miljøstyrelsens vejledning nr. 4/ 1982 i affaldsdeponering, afsnit 3.4.3.

En særlig art specialdepoter for slam er mellemdepoter, hvor slammet lægges midlertidigt inden anvendelse på landbrugsjord eller lignende. Hvis der er tale om store centrale enheder, bør de indrettes som specialdepoter, jfr. ovenfor, men mindre enheder direkte hos den enkelte slambruger kan indrettes på de vilkår, som gælder for møddinger og ajlebeholdere, afhængigt af slammets konsistens. Der henvises herom til kapitel 5 i reglement om miljøbeskyttelse.

Fælles for de anlæg, som er nævnt ovenfor, gælder, at de kræver tilladelse fra amtsrådet i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jfr. listens punkt G 1.

3.5. Deponering i slambrug

Deponering af slam på lossepladser og i specialdepoter kan, især for slam med lavt tørstofindhold, være meget problematisk.

Problemet kan naturligvis løses ved en afvanding af slammet, men i stedet kan det være aktuelt at indrette et slambrug. Herved forstås et areal, som udelukkende anvendes til deponering af slam, men på en sådan måde, at slammet ikke deponeres på arealet, men med passende mellemrum indarbejdes i jorden.

Sådanne anlæg forudsætter godkendelse af amtsrådet i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jfr. listens punkt G 1.

3.6. Forbrænding

Slam kan endelig bortskaffes ved forbrænding, enten på forbrændingsanlæg, som er specielt indrettede hertil, eller sammenblandet med andet affald på almindelige affaldsforbrændingsanlæg.

Affaldsforbrændingsanlæg er godkendelsespligtige i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jfr. listens punkt G 2. Godkendelsen kan gives af amtsrådet.

Underskrift 1

Miljøstyrelsen, den 16. januar 1985 Jens Kampmann /Poul Erik Sørensen

Versioner

  1. 1985-04-19