Statsskattedirektoratets cirkulære vedr. vurdering af skove og plantager ved 18.alm. vurdering
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1986/2@1986-07-17/da
Indhold
I henhold til bestemmelserne i § 14, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984 (skattestyrelsesloven) skal man med henblik på den forestående 18.alm.vurdering pr. 1. januar 1986 meddele følgende anvisninger, der er godkendt af ligningsrådet:
Ved vurdering af skove og plantager følges de i vurderingsloven fastsatte regler, jf. ministeriet for skatter og afgifters lovbekendtgørelse nr. 437 af 14. august 1984 samt vurderingsvejledningen side 162-173.
1. Ejendomsværdien
Ejendomsværdien skal herefter ansættes til værdien i handel og vandel for den samlede skovejendom med eventuelle tjenestesteder.
Ved vurderingen kan benyttes den fremgangsmåde at opdele ejendommen i
1) selve skoven (bevoksede arealer),
2) de ubevoksede arealer,
3) boliger m.v. og
4) særlige indtægtskilder og andre værdier
ad 1) Ved udfindelsen af værdien for selve skoven bør som udgangspunkt benyttes de vedføjede vurderingstabeller, der dels angiver bruttoværdien pr. ha uden fradrag for generalomkostninger, varierende efter alder og bolitet for forskellige træarter (tabellerne 1-7), og dels de hertil svarende nettoværdier pr. ha med fradrag for generalomkostninger (tabel 8).
Grundlaget for de angivne værdier er venteværdiberegninger.
Ved venteværdien forstås i denne forbindelse den værdi (den investerede kapital), som kan forrentes og afskrives i løbet af den pågældende træarts omdriftstid. Ligningsrådet har vedtaget, at beregningerne ved 18.alm.vurdering skal foretages ud fra en rentefod på 5 pct. (Generalomkostningerne er angivet med regulering for indtægter af boliger m.v., således at de efter tabellerne udfundne nettoværdier, jf. nedenfor, angiver selve skovens værdi uden boliger. (Værdien af disse tillægges senere, jf. 3).
Tabellerne forudsætter normale driftsforhold, almindelig bevoksningstæthed og almindelig god vedligeholdelse af veje, grøfter, hegn og lignende samt almindelig sundhedstilstand i træbevoksningerne.
Er der for den pågældende skov afvigelser fra de i tabellerne forudsatte normale forhold, må der gives tillæg eller fradrag alt efter afvigelsens værdiforøgende eller værdiforringende virkning. Blandt disse afvigelser skal nævnes: For indblanding af værdiforøgende træarter gives tillæg. For større eller mindre vedmasseintensitet end normalt gives henholdsvis tillæg eller fradrag.
Normal jagt er indbefattet i tabellerne med en værdi svarende til en årlig leje på 150 kr. pr. ha. Merjagtværdien gives som et tillæg. Ældre vildtskader (fejning, skrælning, vildtbid m.v.) tages i betragtning som værdiforringende ved ansættelsen af ejendomsværdien, men ikke ved ansættelsen af normalværdien.
Efter sammenlægning af de for de enkelte træarter udfundne værdier beregnes selve skovens gennemsnitsværdi pr. ha uden fradrag for generalomkostninger. Den hertil svarende nettoværdi findes herefter ved hjælp af det særlige tabelsæt, jf. tabel 8.
Ved vurderingen af mindre skove, hvor der ikke foreligger de nødvendige oplysninger til at udfinde værdien efter ovenstående fremgangsmåde, kan nettoværdien pr. ha bestemmes ud fra et skøn over hugstmuligheder med fornøden hensyntagen til træarts- og aldersklassefordelingen i den pågældende skov, jf. tabel 8, kolonne 8.
Værdien af overstandere må tillægges den efter ovennævnte retningslinier udfundne værdi. Udgifter til renholdelse efter publikums skovbesøg må kapitaliseres og fradrages denne værdi. Ulemper i øvrigt ved offentlighedens adgang tages skønsmæssigt i betragtning.
Indtægter af pyntegrønt medtages under særlige indtægtskilder, jf. nedenfor.
ad 2) og ad 3) For de til skovejendommen hørende ubevoksede arealer og boliger m.v. må værdien beregnes som for andre tilsvarende ejendomme. Er de ubevoksede arealer undergivet fredsskovspligt, må dette forhold tages i betragtning, jf. bemærkningerne under grundværdien.
ad 4) Særlige indtægtskilder kan være salg af pyntegrønt, juletræer m.v., hvor indtægten overvejende knytter sig til forskelsværdien, eller kan bestå i udlejning af arealer til campingplads, teltlejr, restauration og iskiosker, bompenge, grussalg osv., hvor indtægten hovedsagelig knytter sig til grunden og forøger dennes værdi, jf. nedenfor om ansættelsen af grundværdien. Værdien af disse særlige indtægtskilder kan anslås til 8 gange nettoindtægten.
Ved ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien må det endvidere tages i betragtning, om der knytter sig en merværdi til ejendommen. Ved merværdi forstås den til en ejendom knyttede værdi ud over den dyrkningsmæssige værdi og almindelige beliggenhedsværdi, hidrørende fra f.eks. særlig smuk beliggenhed, særegne naturforhold, særpræget kombination af bevoksning og terrænforhold eller andre forhold, der bevirker, at handelsværdien for ejendommen er højere end for ejendomme, der ikke besidder tilsvarende egenskaber.
En sådan merværdi kan foreligge for skove og plantager uden hensyn til deres størrelse og karakter. Merværdien er dog erfaringsmæssigt af mest dominerende betydning for de mindre og navnlig for de helt små skove, således at disse skoves handelsværdi helt kan bestemmes af andre forhold end skovens vedproducerende evne. Ved ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien kan der for sådanne ejendomme ofte søges støtte i oplysning om salgsprisen for andre lystprægede ejendomme.
Sammenfattende understreges, at ejendomsværdien for skovejendomme, inkl. boliger, skal ansættes i overensstemmelse med den samlede ejendoms værdi i handel og vandel, og at resultatet af en værdiberegning, der bygger på en beregning af selve skovens værdi ifølge vurderingstabellerne og på ansættelse af de enkelte boliger, særlige indtægtskilder m.v., kun er vejledende og må prøves ved sammenligning med andre foreliggende oplysninger.
2. Grundværdien
Ved skovbrugsejendomme skal skovens grund ansættes til den værdi, som jorden kan antages at have, når ejendommen anvendes til almindelig god skovdrift, jf. vurderingslovens § 15, stk. 1. Grundværdien ansættes til en vis procent af enten normalværdien eller ejendomsværdien, jf. § 15, stk. 3.
For skov- og plantageejendomme, der er undergivet fredskovspligt eller for hvis vedkommende benyttelse til skovbrug må anses for at være den i økonomisk henseende gode anvendelse, ansættes grundværdien ved 18.alm.vurdering og i tiden indtil næste almindelige vurdering til 35 pct. af normalværdien.
Ved skovens normalværdi forstås den værdi, som skoven ville have, når man går ud fra følgende forudsætninger:
a) Den foreliggende træartsfordeling under hensyntagen til muligheden for overgang til bevoksning med de træarter, som jorden efter alle foreliggende forhold må anses for egnet til at frembring,
b) at aldersklasseforholdet er regelmæssigt,
c) at jorden er forsynet med de til almindelig god skovdrift fornødne hegn, veje og grøfter, og
d) at skoven er almindelig godt plejet og behandlet og som følge heraf har den træmasse, som de anførte forudsætninger betinger.
For fredskovspligtige hede- og klitplantager samt andre lignende nyplantninger ansættes grundværdien for selve plantagen ligeledes til 35 pct. af normalværdien. Så længe ejendomsværdien ikke har nået eller ved normal drift kunne have nået normalværdien, ansættes grundværdien dog til de nævnte 35 pct. af ejendomsværdien.
For hede- og klitplantager eller andre lignende nyplantninger, der ikke er fredskovspligtige, må grundværdien ikke ansættes lavere end grundværdien for den omgivende jord af samme beskaffenhed.
For yngre plantager, hvor senere delvis træartsskifte må forudsættes, må man skønne sig til en rimelig træartsfordeling for vedvarende skovbrug på det pågældende areal og ansætte normalværdien herefter.
For yngre plantager, hvor man ikke kan have sikkert kendskab til, hvorledes bonitet, sundhed og bevoksningsintensitet vil udvikle sig på et senere alderstrin, må man udvise nogen forsigtighed ved skønnet over udviklingsmulighederne.
Boliger, agerjord, enge, moser og andre ubevoksede arealer under en skovbrugsejendom ansættes i medfør af § 15, stk. 4, 2. pkt., efter reglerne i § 14 og § 16 til samme grundværdi som tilsvarende arealer uden for skoven. Er de ubevoksede arealer underkastet fredskovspligt, udelukker dette, at arealerne kan overgå til væsentlig anden anvendelse end skovdrift eller til en med skovdrift uforenelig anvendelse. Ansættelsen efter § 14 og § 16 sker da under hensyn til den med fredskovspligten forenelige økonomisk gode anvendelse, i reglen efter den faktiske anvendelse. Byggegrundsværdier kan således kun ansættes i det omfang, det ubevoksede areal faktisk anvendes til bebyggelsesformål, eller der foreligger tilladelse hertil.
De foran under ejendomsværdien omtalte særlige værdier ud over de egentlige skovbrugsmæssige, det vil sige værdier hidrørende fra f.eks. indtægter ved udlejning til sommerbeboelse, restaurant, forlystelsesetablissement, samt merværdier, skal i det omfang, disse værdier knytter sig til grunden, tillægges den i øvrigt udfundne grundværdi.
Er skoven ikke underkastet fredskovspligt, og må benyttelse til andet end skovbrug anses for at være den i økonomisk henseende gode anvendelse af arealet, ansættes grundværdien efter dens økonomiske gode anvendelse, jfr. § 15, stk. 5.
3. Fradrag for forbedringer
For skov, hvis grundværdi ansættes som en procent af normalværdien, og for yngre hede- og klitplantager og lignende nyplantninger, hvis grundværdi ansættes som en procent af ejendomsværdien, kan der gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der er fuldført indtil 60 år før vurderingen, når betingelserne herfor er til stede.
For ældre skove vil der kun være grundlag for at give fradrag i grundværdien for forbedringer, der ikke forudsættes ved selve normalværdien, f.eks. større afvandingsforetagender.
4. Sagkyndig medhjælp m.v.
Når det skønnes fornødent kan skyldrådet efter statsskattedirektoratets nærmere bestemmelse få bistand af de af ministeren for skatter og afgifter beskikkede skovsagkyndige medhjælpere.
For skovejendomme skal ejeren udfylde og underskrive et skovskema og vurderingsrådet må påse, at dette er behørigt udfyldt. Særligt henledes opmærksomheden på rubrikken »særlige indtægtskilder.«
Ved ejerens udfyldelse af skovskemaet medtages samtlige de skoven tilhørende boliger, unaset om de efter det nedenfor anførte skal vurderes selvstændigt.
Boliger, der ikke er særskilt matrikuleret, skal vurderes sammen med skoven. Særskilt matrikulerede boliger, der ikke er samnoteret med hovedejendommen skal vurderes selvstændigt, selv om de ifølge deklaration til landbrugsministeriet ikke må fraskilles hovedejendommen.
Vurderingsrådet skal i en særlig rubrik i skovskemaet oplyse, om skovens boliger skal vurderes selvstændigt eller sammen med skoven.
For skove, der ligger i flere kommuner, gives de fornødne oplysninger til brug ved den foreskrevne fordeling til kommunal beskatning.
Når skyldrådet igennem statsskattedirektoratet sender anmodning til den sagkyndige om dennes bistand, skal vurderingssekmaerne med skovskemaerne for de pågældende ejendomme medfølge.
Den sagkyndige må på grundlag af sekmaets oplysninger og sit kendskab til ejendommen - eventuelt efter besigtigelse - fremsætte sit forslag til ansættelsen af skoven og de boliger, der skal vurderes sammen med skoven. Er en ejendom beliggende i flere kommuner, må den sagkyndige tillige fremsætte forslag til fordeling af de ansatte værdier på de forskellige kommuner. Der må anføres bemærkninger om de forhold, hvorpå forslagene støttes.
Skemaerne tilbagesendes derefter til skyldrådet.
Såfremt den sagkyndige medhjælper ikke mere at kunne udtale sig om værdien af tjenestesteder, ubevoksede arealer, særlige indtægtskilder og herlighedsværdier, må han udtrykkelig anføre, hvilke af disse værdier der ikke er omfattet af hans vurdering.
Hans Westerberg
Stig Christensen
BILAG 1
VURDERINGSTABELLER FOR SKOVE TIL BRUG VED 18.ALM.VURDERING