Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1986/78@1986-10-21/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

Indholdsfortegnelse

I. Indledning II. Proceduren for tilbageførsel til landzone 2. Grundlaget for tilbageførsel 2.1. Kommuneplanen 2.2. Ejers begæring 3. Beslutning om tilbageførsel 4. Ophævelse af lokalplaner og byplanvedtægter 5. Kompetencen i henhold til lov om by- og landzoner III. De økonomiske følger af en tilbageførselsbeslutning 6. Erstatningssager, herunder behandling ved taksationskommissioner 7. Udgifter til sagsomkostninger og erstatninger 8. Godtgørelse for grundskyld 9. Godtgørelse for frigørelsesafgift og grundskyld til staten af landbrugsejendomme (for året 1980) 10. Forhåndsopkrævede kloakbidrag IV. Klage

I. Indledning

Med lov nr. 256 af 6. juni 1985 om ændring af lov om by- og landzoner og lov nr. 257 af 6. juni 1985 om ændring af lov om kommuneplanlægning er der gennemført nye regler om tilbageførsel af arealer til landzone. Der er herved åbnet mulighed for også at tilbageføre arealer, som er blevet overført til byzone eller sommerhusområde efter den 1. januar 1970.

Ændringerne af by- og landzoneloven og kommuneplanloven skal ses i sammenhæng med lov nr. 244 af 6. juni 1985 om ændring af forskellige skattelove (godtgørelse af frigørelsesafgift m.v. ved tilbageførsel af arealer til landzone) og lov nr. 251 af 6. juni 1985 om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme (godtgørelse for grundskyld af arealer, der tilbageføres til landzone). Disse ændringslove indeholder bestemmelserne om godtgørelse for ydelser, som grundejeren har erlagt som følge af ejendommens inddragelse og beliggenhed i byzone/sommerhusområde.

Alle ændringslovene trådte i kraft den 1. juli 1985. Samtidig bortfaldt bekendtgørelse nr. 338 af 9. juni 1981 om offentliggørelse af beslutninger om at overføre arealer fra byzone eller sommerhusområde til landzone, idet bekendtgørelsen havde hjemmel i den nu ophævede § 2 b i lov om by- og landzoner.

Kommuneplanloven og by- og landzoneloven er bekendtgjort som lovbekendtgørelse nr. 391 af 22. juli 1985 af lov om kommuneplanlægning og lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985 af lov om by- og landzoner.

II. Proceduren for tilbageførsel

til landzone

2. GRUNDLAGET FOR TILBAGEFØRSLEN

2.1. KOMMUNEPLANEN

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilbageføre arealer fra byzone eller sommerhusområde til landzone i overensstemmelse med kommuneplanen, jfr. by- og landzonelovens § 2 a, stk. 1. Det er således kommuneplanen, der danner grundlaget for beslutninger om tilbageførsel. Størrelsen og beliggenheden af de arealer i byzone og sommerhusområder, der skal tilbageføres til landzone, fastlægges i kommuneplanen, jfr. kommuneplanlovens § 3, stk. 2, nr. 11.

Retningslinierne fastlægges i kommuneplanens hovedstruktur, og den nærmere afgrænsning af arealerne må ske på et kortbilag. Der skal ikke udarbejdes en lokalplan for tilbageførslen, og der skal derfor ikke fastlægges rammer herfor i kommuneplanens rammedel.

Afgrænsningen af arealerne i kommuneplanen indebærer bl.a., at regionplanmyndigheden skal påse overensstemmelsen med regionplanlægningen, jfr. kommuneplanlovens § 8, stk. 1.

Bestemmelsen i lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 1 (§ 2, stk. 1, nr. 1, i regionplanloven for hovedstadsområdet) indeholder hjemmel til, at regionplanerne kan indeholde retningslinier for tilbageførsel af arealer til landzone.

Retningslinierne for tilbageførsel af arealer til landzone kan således indeholde en generel angivelse af rummeligheden for så vidt angår arealer, som skal tilbageføres. Når særlige regionplanmæssige interesser gør det fornødent, kan regionplanen tillige indeholde en mere præcis angivelse af størrelsen og beliggenheden af nærmere afgrænsede arealer.

Det følger endvidere af rammestyringsprincippet, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til i kommuneplanen (kommuneplantillæg) at optage bestemmelse om tilbageførsel af arealer til landzone, hvis regionplanen (regionplantillæg) indeholder retningslinier herfor. Kommunalbestyrelsen er endvidere forpligtet til at virke for, at de pågældende arealer tilbageføres til landzone.

Hvis kommuneplanen ikke indeholder en afgrænsning af de arealer, der ønskes tilbageført, skal afgrænsningen indarbejdes efter reglerne om ændringer af kommuneplaner, jfr. kommuneplanlovens § 14. Hvis ændringen ikke griber afgørende ind i kommuneplanens hovedstruktur, kan det ske efter reglerne om ændringer i § 14, stk. 3.

Afgrænsningen kan efter planstyrelsens opfattelse ikke indarbejdes i et planforslag som en ændring, der foretages af kommunalbestyrelsen ved den endelige vedtagelse af planen.

Kommuneplanens bestemmelser om afgrænsning af arealer, der ønskes tilbageført, kan kun anvendes som grundlag for en tilbageførselsbeslutning, hvis de har fremgået af et forslag til kommuneplan/ -tillæg, der har været offentliggjort efter lovens ikrafttræden den 1. juli 1985.

Udover den inddragelse af offentligheden, som sker i forbindelse med kommuneplanforslagets behandling, er det i by- og landzonelovens § 2 a, stk. 3, fastsat, at grundejerne får mulighed for at udtale sig inden en frist, der skal være mindst 8 uger.

Denne høring må ske ved brev til de berørte grundejere. Høringen af berørte grundejere kan foregå samtidig med, at kommuneplanforslaget eller forslaget til kommuneplantillæg er i offentlig høring, således at beslutning om tilbageførsel kan ske samtidig med forslagets endelige vedtagelse. Høring kan også foretages forud for tilvejebringelsen af kommuneplantillægget.

Såfremt der er et længere tidsrum mellem grundejerhøringen og beslutningen om tilbageførsel, må kommunalbestyrelsen være opmærksom på, om ejendommen har skiftet ejer i den mellemliggende periode og i givet fald foretage høring af den nye ejer.

2.2. EJERS BEGÆRING

Hovedreglen om tilbageførsel af arealer til landzone er, at kommunalbestyrelsen på grundlag af kommuneplanen foretager den nødvendige justering af zonegrænserne.

I by- og landzonelovens § 2 a, stk. 2, har man imidlertid bibeholdt kommunalbestyrelsens adgang til at tilbageføre et areal til landzone, efter ansøgning fra ejeren. Dette kan ske, når arealet grænser til landzone, og når tilbageførslen er ubetænkelig ud fra planlægningsmæssige hensyn. Det er forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, at der er tale om små arealer. Spørgsmålet om, hvad der kan betegnes som et lille areal, vil afhænge af de konkrete forhold. Planstyrelsen finder imidlertid, at en tilbageførsel efter denne bestemmelse normalt må forudsætte, at arealet ikke overstiger ca. 5 ha.

Hvis tilbageførslen undtagelsesvis har regionplanmæssig betydning, forudsættes det i lovbemærkningerne, at kommunalbestyrelsen optager forhandling med regionplanmyndigheden, inden arealet tilbageføres til landzone.

Opmærksomheden henledes på, at private ejere af arealer, der tilbageføres efter stk. 2, også kan fremsætte krav om erstatning, ligesom de er omfattet af reglerne om tilbagebetaling af frigørelsesafgift og en del af grundskatterne.

3. BESLUTNING OM TILBAGEFØRSEL

Når grundlaget, jfr. afsnit 2 ovenfor, er til stede, kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om at tilbageføre arealer til landzone. Denne beslutning kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Beslutningen skal, jfr. bestemmelsen i zonelovens § 2 a, stk. 4, meddeles til ejerne af arealerne, panthaverne og andre rettighedshavere, samt til amtsrådet - i hovedstadsområdet dog hovedstadsrådet - og miljøministeren. Underretning til miljøministeren skal sendes til planstyrelsen, jfr. delegationsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, nr. 1 (bekendtgørelse nr. 9 af 13. januar 1986 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til planstyrelsen). Underretningen er af rent oplysende karakter, og kommunalbestyrelsens tilbageførselsbeslutning skal således ikke tiltrædes eller efterprøves af planstyrelsen eller amtsrådet/ hovedstadsrådet.

Efter bestemmelsen i by- og landzonelovens § 2 a, stk. 5, skal ejerne og panthaverne samtidig have oplyst reglerne om fremsættelse af erstatningskrav.

4. OPHÆVELSE AF LOKALPLANER OG BYPLANVEDTÆGTER

Det vil som regel være nødvendigt at ophæve lokalplaner eller byplanvedtægter for arealer, der skal tilbageføres. Efter de tidligere regler kunne dette kun ske ved vedtagelse af en ny lokalplan. Der er nu i kommuneplanlovens § 59, stk. 3, tilvejebragt hjemmel til, at byplanvedtægter og lokalplaner kan ophæves på anden måde. Reglerne herfor er fastsat i kapitel IX i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 247 af 16. maj 1986 om supplerende regler i medfør af lov om kommuneplanlægning.

Herefter kan kommunalbestyrelsen beslutte at ophæve planen for arealer, der tilbageføres, efter at grundejerne har haft lejlighed til at udtale sig inden for en frist på mindst 8 uger. Høringen må ske ved brev til de berørte grundejere.

Hvis lokalplaner eller byplanvedtægter omfatter et større område end det, der agtes tilbageført, kan planen ophæves for så vidt angår de arealer, der tilbageføres. Ønskes nogle af lokalplanens eller byplanvedtægtens bestemmelser opretholdt, er der derimod tale om en planændring, der som hidtil kun kan gennemføres ved en ny lokalplan.

Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om ophævelse, skal grundejerne og amtsrådet - i hovedstadsområdet dog hovedstadsrådet - samt planstyrelsen have underretning herom.

For at undgå usikkerhed om retsvirkningerne af en tilbageførselsbeslutning anbefales det, at der træffes beslutning om ophævelse af eventuelle byplanvedtægter eller lokalplaner samtidig med beslutningen om selve tilbageførslen. Høring af grundejere i forbindelse med ophævelse af en sådan plan bør derfor ske samtidig med den grundejerhøring, der skal foretages forud for beslutningen om tilbageførsel, jfr. by- og landzonelovens § 2 a, stk. 3 og afsnit 2 ovenfor.

5. KOMPETENCEN I HENHOLD TIL LOV OM BY- OG LANDZONER

Kompetencen til at meddele tilladelse i henhold til §§ 6-8 i lov om by- og landzoner overgår til amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen træffer beslutning om tilbageførslen og om ophævelse af eventuelle byplanvedtægter eller lokalplaner, jfr. dog zonelovens § 9, stk. 3-4.

III. De økonomiske følger af en tilbageførselsbeslutning

6. ERSTATNINGSSAGER, HERUNDER BEHANDLING VED TAKSATIONSKOMMISSIONER

Reglerne om erstatning i forbindelse med tilbageførsel af arealer til landzone er fastsat i by- og landzonelovens § 18 a. Herefter er der adgang til at fremsætte krav om erstatning for faktisk afholdte udgifter med henblik på ejendommens udnyttelse i byzone. Bestemmelsen må dog fortolkes således, at den også omfatter udgifter, der er afholdt med henblik på udnyttelse i sommerhusområde. Også private ejere, der selv har begæret en tilbageførsel, kan fremsætte krav om erstatning.

Om erstatningsreglen anføres det i betænkningen fra miljø- og planlægningsudvalget, at den begrænsede erstatningsregel »tilsigter at begrænse erstatningskravet til positive udgifter, der er afholdt som følge af ejendommens placering i byzone. Derved undgås, at en eventuel mistet spekulationsgevinst gøres gældende som led i det samlede erstatningskrav.«

Som eksempel på, hvilke udgifter, der kan kræves erstattet, kan nævnes udgifter til en landinspektør til forberedelse af en udstykning.

Kommunalbestyrelsen skal, jfr. bestemmelsen i § 18 a, stk. 3, underrette amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet og miljøministeren om fremsatte erstatningskrav. Underretning til miljøministeren sendes til planstyrelsen, jfr. delegationsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, nr. 2.

Hvis der opnås enighed om erstatningskravet, skal kommunalbestyrelsen forelægge aftalen for amtsrådet - i hovedstadsområdet hovedstadsrådet - og miljøministeren, der begge skal tiltræde aftalen. Dette hænger sammen med, at disse parter hver afholder 1/3 af udgifterne til erstatning, jfr. § 18 a, stk. 5. Ifølge delegationsbekendtgørelsen er miljøministerens beføjelse henlagt til planstyrelsen (delegationsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 4). Det er kun, hvis der opnås enighed om erstatningsspørgsmålet, at spørgsmålet skal forelægges for planstyrelsen og amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet. I modsat fald skal kommunalbestyrelsen indbringe erstatningsspørgsmålet for taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje. Taksationsmyndighedernes behandling af sagerne foregår efter reglerne i lov om offentlige veje.

Det henstilles, at kommunalbestyrelsen sender kopi af afsagte kendelser til planstyrelsen, således at styrelsen kan følge praksis i kommissionerne.

7. UDGIFTER TIL SAGSOMKOSTNINGER OG ERSTATNINGER

Som nævnt under afsnit 6 skal amtsrådet henholdsvis hovedstadsrådet og staten (planstyrelsen) afholde hver 1/3 af kommunens udgifter til sagsomkostninger og erstatning.

De udgifter, kommunen kan kræve delvis refunderet, omfatter således erstatningsbeløb med renter samt de sagsomkostninger, der i vejsager skal afholdes af vejbestyrelsen i medfør af § 62, stk. 2, i lov om offentlige veje.

Til sagsomkostninger henregnes ikke kommunens udgifter til evt. advokatbistand.

Det påhviler kommunalbestyrelsen at udbetale sagsomkostninger og erstatninger til henholdsvis taksationsmyndighed og grundejer.

Når udgifterne er afholdt, kan kommunalbestyrelsen rejse krav om betaling af 1/3 af udgifterne over for vedkommende amtsråd, henholdsvis hovedstadsrådet, og planstyrelsen. Kravet bilægges fornøden dokumentation, herunder kopi af taksationsmyndighedens eventuelle kendelse. Planstyrelsen og pågældende amtsråd/ hovedstadsrådet drager omsorg for, at betaling til kommunen af deres del af udgifterne sker hurtigst muligt herefter.

Ifølge bekendtgørelse nr. 41 af 16. januar 1982 om anvendelse og udlån af amtskommunernes og hovedstadsrådets fonde for frigørelses- og afståelsesafgift kan amtsrådene/ hovedstadsrådet anvende midler herfra til afholdelse af deres andel af udgifterne til erstatning og sagsomkostninger.

8. GODTGØRELSE FOR GRUNDSKYLD

Regler herom er fastsat i § 29 A, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Loven henhører under indenrigsministeriet. Om forståelsen af bestemmelserne har indenrigsministeriet oplyst følgende:

Godtgørelsen beregnes på grundlag af et forskelsbeløb, der skal ansættes af vedkommende vurderingsråd for hvert år i den periode, der ydes godtgørelse for. Forskelsbeløbet skal ud fra en sammenligning med vurderingen af tilsvarende ejendomme i landzone angive forskellen mellem på den ene side den faktisk ansatte afgiftspligtige grundværdi på grundlag af beliggenheden i byzone og på den anden side den afgiftspligtige værdi, som ejendommen må antages at ville være blevet vurderet til, hvis den på det pågældende tidspunkt havde ligget i landzone. Om beregningen af forskudsbeløbet henvises til statsskattedirektoratets cirkulæreskrivelse af 5. august 1985 om godtgørelse for grundskyld af arealer, der tilbageføres til landzone.

Når forskelsbeløbene er fastsat, beregnes godtgørelsen ved at gange beløbene med summen af den kommunale og amtskommunale grundskyldspromille, der har været gældende for de enkelte skatteår.

Til beløbene for de enkelte år ydes der et tillæg på 4 pct. for hvert år frem til det tidspunkt, hvor godtgørelsen udbetales. Der skal ikke beregnes rente af tillægget.

Den godtgørelse, der tilkommer ejeren, udgør halvdelen af de samlede opgjorte beløb med tillæg for de enkelte år i godtgørelsesperioden. Godtgørelsen er skattefri for modtageren.

Udbetalingen af godtgørelsen skal ske i to omgange. Det må ses i forbindelse med, at tilbageførslen til landzone først slår igennem i ejendomsbeskatningen 1 til 2 år efter tilbageførslen.

Udbetalingen af den samlede godtgørelse skal ske til ejeren af arealerne på tilbageførselstidspunktet. Det kræves ikke, at den pågældende er ejer på det tidspunkt, hvor udbetalingen finder sted. Erhvervelse ved arv betragtes som ejerskifte. Godtgørelsesperioden beregnes i sådanne tilfælde fra og med det kvartal, hvori dødsfaldet indtræder, selv om dødsboet fortsat måtte være under behandling på tidspunktet for tilbageførslen til landzone.

Godtgørelsesordningen gælder ikke for ejendomme, der på tilbageførselstidspunktet ejes af det offentlige.

Godtgørelsen udbetales af kommunen. Men kommunen kan over for vedkommende amtskommune modregne den del af en udbetalt godtgørelse, der vedrører amtskommunal grundskyld, ved førstkommende indbetaling af amtskommunernes ejendomsskatter. Den del af godtgørelsen, der vedrører amtskommunal grundskyld, der er indbetalt til statskassen, modregnes dog ved førstkommende indbetaling af amtskommunal grundskyld til statskassen.

9. GODTGØRELSE FOR FRIGØRELSESAFGIFT OG GRUNDSKYLD TIL STATEN AF LANDBRUGSEJENDOMME (FOR ÅRET 1980)

Regler om tilbagebetaling af frigørelsesafgift er fastsat i § 8 A, i lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom. Reglerne vil blive nærmere omtalt i et cirkulære om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, som skattedepartementet påregner at udsende.

Regler om tilbagebetaling af den særlige grundskyld til staten er fastsat i § 5 A i lov om grundskyld til staten af landbrugsejendomme. De i statsskattedirektoratets cirkulæreskrivelse af 5. august 1985 angivne retningslinier for ansættelsen af beregningsgrundlaget ved godtgørelse af grundskyld af arealer, som tilbageføres til landzone, gælder tilsvarende ved tilbagebetaling af den særlige grundskyld til staten.

10. FORHÅNDSOPKRÆVEDE KLOAKBIDRAG

Miljøstyrelsen har oplyst, at hvis et byzoneområde, der er omfattet af en spildevandsplans kloakeringsområde, overføres til landzone, bør området udgå af spildevandsplanens kloakeringsområde. En sådan ændring kan medføre en tilbagebetalingspligt for forhåndsopkrævede kloakbidrag, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 5 og 6.

Tilbagebetaling skal ske til indbetaleren, selv om ejendommen på tilbagebetalingstidspunktet har skiftet ejer, medmindre andet er aftalt i forbindelse med salget.

IV. Klage

Spørgsmål i relation til tilvejebringelsen af kommuneplan/ kommuneplantillæg som grundlag for tilbageførselsbeslutningen kan påklages efter reglerne i kommuneplanlovens § 48, det vil sige for så vidt angår retlige spørgsmål. Beslutningen om tilbageførsel efter reglerne i by- og landzoneloven kan ikke påklages.

Taksationskommissionernes afgørelser vedrørende erstatningsspørgsmål kan af kommunalbestyrelsen og grundejerne påklages til overtaksationskommissionen efter reglerne i lov om offentlige veje.

Underskrift 1

PLANSTYRELSEN, DEN 8. JULI 1986 HENNING HUMMELMOSE /Anne Birte Boeck

Versioner

1. 1986-10-21 · til 1992-12-07