Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/113@1990-06-28/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

A. Indledende bemærkninger

1. Den nye skattestyrelseslov, lov nr. 824 af 19.december 1989, er trådt i kraft den 1.april 1990. Fra samme dato ophæves den hidtidige skattestyrelseslov, lovbekendtgørelse nr. 573 af 14.november 1984 som ændret ved lov nr. 363 af 1.juli 1988.

Den nye skattestyrelseslov følger en systematik, der i vidt omfang svarer til den hidtidige lovs. Reglerne om klageadgangen er dog adskilt fra de organisatoriske regler om skattemyndighedernes struktur.

Der indledes med 2 strukturkapitler, henholdsvis kapitel 1 om de lokale skattemyndigheder og kapitel 2 om de statslige skattemyndigheder. Herefter følger kapitel 3 om klage og domstolsprøvelse, enkelte fælles regler i kapitel 4, og det afsluttende kapitel 5, der indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Der indføres fra 1.april 1990 følgende væsentlige strukturelle og materielle ændringer:

1) Skatteansættelserne overgår fra ligningskommissionerne til de kommunale skattemyndigheder (forvaltningerne).

2) Ligningskommissionerne, som bevares som 1.klageinstans, ændrer betegnelse til skatteankenævn.

3) Skatterådene og amtsligningsrådene nedlægges. Skatterådene får dog en afviklingsperiode frem til 1.oktober 1990 uden tilgang af nye sager.

4) Kommunalbestyrelserne får ansvaret for de kommunale ligningsplaner.

5) De statslige skattemyndigheders kontrol med overholdelsen af de kommunale ligningsplaner styrkes.

6) Den statslige told- og skatteforvaltning kan revisionsmæssigt ændre afgørelser, der er truffet af de kommunale skattemyndigheder.

7) Kun Ligningsrådet kan revisionsmæssigt ændre afgørelser, der er truffet af et skatteankenævn.

8) Klagefristen fra skatteankenævnene til Landsskatteretten fastsættes til 3 måneder.

9) Der betales et gebyr for klage til Landsskatteretten, når denne er 2. klageinstans.

10) Skatteankenævnene skal i de fleste klagesager udarbejde sagsfremstillinger.

11) Der indføres adgang til syn og skøn under landsskatteretssager.

12) Fristen for at indbringe afviste landsskatteretssager for domstolene forkortes fra 5 til 3 år. Fristen for revisionsmæssige forhøjelser af skatteansættelser begrænses tilsvarende.

13) Genoptagelsesreglerne lovfæstes, således at den kommunale skattemyndighed altid kan genoptage en sag inden for 3 år, når der forelægges nye oplysninger.

14) Ligningsrådet udvides med 4 kommunale repræsentanter til 19 medlemmer.

Loven hviler på en forudsætning om, at den statslige told- og skatteforvaltning samles på alle niveauer. De administrative statslige myndigheder er derfor beskrevet med generelle betegnelser, henholdsvis den centrale og de regionale told- og skatteforvaltninger.

De opgaver, som efter loven skal varetages af den centrale told- og skatteforvaltning, svarer i store træk til de opgaver, som efter den hidtidige skattestyrelseslov varetoges af Statsskattedirektoratet, og som efter den 1.januar 1990 er henlagt til Told- og Skattestyrelsen.

De opgaver, som efter loven skal varetages af de regionale told- og skatteforvaltninger, svarer i store træk til de opgaver, som efter den hidtidige skattestyrelseslov varetoges af amtsskatteinspektoraterne, og som nu er henlagt til told- og skatteregionerne.

2. Cirkulæret indeholder følgende afsnit:

A. Indledende bemærkninger (punkt 1-2).

B. Kommunalbestyrelsen (punkt 3-4).

C. Den kommunale skattemyndighed (punkt 5-7).

D. Skatteankenævnet (punkt 8-14).

E. Told- og Skattestyrelsen og told- og skatteregionerne (punkt 15-30).

F. Ligningsrådet (punkt 31-40).

G. Landsskatteretten (punkt 41-51).

H. Domstolsprøvelse (punkt 52-54).

I. Fristreglerne i lovens § 35 m.fl. (punkt 55-58).

J. Overgangsbestemmelser (punkt 59-62).

K. Ophævelse af tidligere cirkulærer (punkt 63).

B. Kommunalbestyrelsen

3. Kommunalbestyrelsen har efter lovens § 1 det overordnede ansvar for ligningsarbejdet, mens en embedsmand har ansvaret for det konkrete ligningsarbejde.

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for dels, at der udarbejdes en kommunal ligningsplan, og dels, at den følges.

Ligningsplanen skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Det vil være naturligt at lade forvaltningen udarbejde et udkast hertil. Udkastet kan eventuelt tilgå skatteankenævnet til udtalelse, men dette er intet gyldighedskrav.

Kommunalbestyrelsen er endvidere ansvarlig for, at ligningsplanen følges. De nærmere regler for ligningsplanens indhold og for de statslige skattemyndigheders tilsyn med planens overholdelse fastsættes af Told- og Skattestyrelsen, for så vidt angår ligningsplanens indhold efter forudgående drøftelser med kommunerne.

4. Kommunalbestyrelsen skal endvidere udpege een (eventuelt flere) kommunal embedsmand/embedsmænd, der skal have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde.

Kommunalbestyrelsen kan således ikke selv behandle eller træffe afgørelse om konkrete ligningsmæssige spørgsmål, og en sådan kompetence kan heller ikke tillægges et af de i kommunestyrelseslovens § 17 nævnte udvalg.

Lovteksten fastlægger ikke, hvilken embedsmand der skal være tale om. Loven griber således ikke ind i kommunernes adgang til at organisere forvaltningen, som de vil, og der stilles navnlig ikke noget krav om, at skatteforvaltningen udgør en separat enhed. Det eneste krav, der forudsætningsvis stilles i loven, er, at forvaltningen skal organiseres, så den er i stand til at løse sine opgaver efter loven tilfredsstillende.

Det ansvar, som pålægges den pågældende embedsmand, er et sædvanligt administrativt ansvar. Det overordnede politisk-organisatoriske ansvar påhviler kommunalbestyrelsen. I tilfælde af embedsmandens midlertidige forfald træder vedkommendes stedfortræder efter de almindelige administrative regler i vedkommendes sted som ansvarshavende, medmindre kommunalbestyrelsen bestemmer andet. I øvrigt gælder de almindelige regler om adgangen til at delegere opgaverne til underordnede medarbejdere.

C. Den kommunale skattemyndighed

5. Den kommunale skattemyndigheds opgaver efter denne lov er udtømmende opregnet i § 2. Derimod kan andre opgaver være tillagt skattemyndigheden efter de øvrige skattelove.

Om skattemyndighedens medvirken i klagesager for skatteankenævnet henvises til punkt 12.

Med »skatteansættelse af indkomst og formue«, § 2, nr. 1, sigtes til skatteansættelse af fysiske personer, aktie- eller anpartsselskaber, andre skattepligtige juridiske personer eller dødsboer. Endvidere omfattes »mellemperiodeskatteansættelse« af afdøde personer efter kildeskattelovens § 14, stk. 2, af begrebet.

I § 2, nr. 2, følger en opregning af de særlige funktioner i forbindelse med dødsfald, som er tilknyttet indkomstopgørelsen for dødsboer.

Samtlige de opregnede funktioner med hensyn til dødsboer og afdøde personer har også hidtil været udført af ligningsmyndigheden, jf. bekendtgørelse nr. 602 af 9.december 1977 (»Dødsbobekendtgørelsen«) § 1, stk. 1, der placerer kompetencen hos ligningskommissionen.

Den nye skattestyrelseslovs § 2 har ændret opgavefordelingen og placeret kompetencen hos den kommunale skattemyndighed med klageadgang efter skattestyrelseslovens kap. 3.

I forhold til den tidligere skattestyrelseslov er det nye således alene, at funktionerne placeres hos ligningsmyndigheden i kraft af selve loven, og at de ligesom ligningsmyndighedens øvrige funktioner flyttes fra ligningskommissionen til den kommunale skattemyndighed.

Kildeskattelovens særlige regler går med hensyn til dødsboer og afdøde personer forud for skattestyrelseslovens regler, hvilket betyder, at visse af skattestyrelseslovens øvrige regler kun finder anvendelse i modificeret form. Eksempelvis betyder reglen i lovens § 35, stk. 1, om 3-årsfristen for forhøjelser af indkomst- og formueskat ikke, at kildeskattelovens § 14, stk. 6, hvorefter der gælder en 6-månedersfrist for skattemyndighedernes adgang til at kræve afsluttende ansættelse, er sat ud af kraft.

6. Den kommunale skattemyndigheds hovedopgave er ligning af indkomst og formue. Lovens § 3, stk. 1, fastsætter proceduren, hvis skattemyndigheden, selv om der foreligger en behørig selvangivelse, ikke finder at kunne lægge denne til grund for skatteansættelsen, f.eks. fordi der er fundet fejl i selvangivelsen. Der skal herefter udsendes en »agter-skrivelse« til den skattepligtige.

Den frist, som skattemyndigheden skal fastsætte for den skattepligtiges adgang til at udtale sig, fastsættes efter et individuelt skøn over, hvor megen tid der må anses for at være behov for i det konkrete tilfælde. Den bør ikke fastsættes til under 14 dage.

Skattemyndigheden vil efter eget skøn kunne forlænge fristen, hvor dette findes rimeligt.

Hvis den skattepligtige anmoder om lejlighed til at udtale sig mundtligt over for skattemyndigheden, kræves det ikke, at et eventuelt møde er afviklet inden udløbet af den fastsatte frist, men blot, at den skattepligtige har fremsat sin anmodning (mundtligt eller skriftligt) inden for fristen. Mødet bør derefter afvikles uden unødig forsinkelse.

En mundtlig udtalelse kan indhentes telefonisk, dog kun med den skattepligtiges accept. Denne har ret til en personlig samtale. Skattemyndigheden kan kræve, at mødet finder sted på forvaltningens kontor, men er ikke afskåret fra at holde det andetsteds, hvis det skønnes mere hensigtsmæssigt, og den skattepligtige er indforstået hermed.

Hvis den skattepligtige ikke reagerer på den tilsendte »agter-skrivelse«, skal vedkommende ikke underrettes om, at der senere foretages endelig ansættelse i overensstemmelse hermed.

Hvis skattemyndigheden ikke vil følge sin »agter-skrivelse«, f.eks. fordi der er tilgået myndigheden nye oplysninger, som den skattepligtige ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, må en ny »agter-skrivelse« udsendes til den skattepligtige.

Hvis den skattepligtige har udtalt sig, skal vedkommende underrettes skriftligt om den endelige ansættelse, hvad enten denne helt eller delvis imødekommer den skattepligtige eller følger »agter-skrivelsen«. Det gælder også, hvis »agter-skrivelsen« indebærer en nedsættelse af den skattepligtige indkomst eller formue. Hvis ansættelsen fuldt ud imødekommer den skattepligtiges ønsker, skal ansættelsen dog efter forvaltningsloven ikke ledsages af begrundelse og klagevejledning. Dette er i alle andre tilfælde et krav, jf. forvaltningslovens § 22 og § 25, stk. 1.

Efter skattestyrelseslovens § 3, stk. 2, skal proceduren i stk. 1 af hensyn til klagefristerne til skatteankenævnet også følges, når der ikke foreligger behørig selvangivelse.

7. Loven indeholder både i § 3, stk. 3, og i § 4 bestemmelser om genoptagelse af de kommunale skattemyndigheders afgørelser. Systematikken er denne:

Lovens § 3, stk. 3, omfatter alle genoptagelsessager, hvor en ansættelsesændring finder sted inden for ligningsfristen. Det gælder både genoptagelser, der er foranlediget af en henvendelse fra den skattepligtige, og genoptagelser som led i skattemyndighedens ligningsarbejde.

Lovens § 4, stk. 1, omfatter alle genoptagelser, der finder sted på foranledning af den skattepligtige inden 3 år efter indkomstårets udløb. Den skattepligtige skal begære genoptagelse inden fristens udløb, mens det er uden betydning, hvornår en eventuel ændring finder sted.

Betingelsen for at tillade genoptagelse er, at den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere ansættelse har været forkert. Der behøver ikke foretages nogen tilbundsgående vurdering af det sandsynlige resultat, før genoptagelse tillades, og en genoptagelsessag behøver ikke at resultere i en ændret ansættelse. Helt ubegrundede anmodninger om genoptagelse kan afvises.

Den kommunale skattemyndigheds frie adgang til revisionsmæssige ændringer ophører, når ansættelsen påklages, eller hvis de statslige skattemyndigheder indleder en revisionsmæssig undersøgelse, jf. herom punkt 20. Den frie revisionsadgang ophører i alle tilfælde med ligningsfristens udløb. Revisionsmæssige ændringer efter dette tidspunkt kræver særskilt hjemmel, jf. bekendtgørelse nr. 230 af 6. april 1990, udstedt i medfør af lovens § 4, stk. 2 og 3.

Fører en genoptagelsessag til en beslutning om at ændre en skatteansættelse, følges en procedure svarende til 1.gangsansættelsen i lovens § 3, stk. 1. Det betyder, at der udsendes »agterskrivelse«, medmindre der bliver tale om fuldt ud at imødekomme en begæring om ændring fra den skattepligtige.

I alle tilfælde skal den skattepligtige underrettes skriftligt om den endelige ansættelse. Heri ligger normalt også et krav om begrundelse og klagevejledning, jf. punkt 6.

Den skattepligtige skal også underrettes, hvis der er sket genoptagelse på den skattepligtiges foranledning, men resultatet bliver, at der ikke foretages nogen ændring. I så fald har underretningen i relation til klageadgang samme virkning som en ny ansættelse med samme indhold som 1.gangsansættelsen.

En ansættelse, der er foretaget under en genoptagelsessag, påklages efter samme regler som 1.gangsansættelser, jf. lovens § 4, stk. 4. En sådan ansættelse kan i øvrigt også genoptages efter lovens § 3, stk. 3, eller § 4.

Hvis den kommunale skattemyndighed beslutter at afslå en anmodning om genoptagelse, kan afslaget påklages efter de samme regler, som gælder for materielle afgørelser, jf. lovens § 4, stk. 5. Der er her tale om en ændring i forhold til den tidligere skattestyrelseslovs system, hvor der ikke fandtes en sådan hjemmel. Afslag på genoptagelse kunne derfor påklages administrativt, dvs. i første omgang til de tidligere amtsskatteinspektorater.

D. Skatteankenævnet

8. Reglerne om skatteankenævnenes sammensætning, udnævnelse af medlemmer, valgbarhed og fortabelse af sådan, udtræden, valg af formand og næstformand og beslutningsdygtighed svarer i alt væsentligt til de regler, som efter den tidligere skattestyrelseslov og den tidligere kommunale valglov gjaldt for ligningskommissionerne.

Reglerne findes dels i skattestyrelseslovens §§ 6-10, dels i bekendtgørelse nr. 202 af 23. marts 1990 af forretningsorden for skatteankenævnene, som er udstedt i medfør af lovens § 10, stk. 6. Forretningsordenen er fælles for alle skatteankenævn, men indeholder en række særregler for Københavns Kommunes skatteankenævn.

For så vidt angår valgbarhedsreglerne og fritagelsesreglerne henvises også til den nye kommunale valglov, lov nr. 140 af 8.marts 1989, som indeholder ganske tilsvarende regler for kommunalbestyrelserne.

I forhold til den tidligere skattestyrelseslov påpeges den ændring, at der ikke længere gælder nogen aldersgrænse for valgbarheden. Derimod fastsættes der en aldersgrænse på 60 år for pligten til at modtage valg, og medlemskab af skatteankenævnet i 2 hele, sammenhængende valgperioder fritager også for pligten. Bestemmelsen herom, lovens § 6, stk. 5, må forstås således, at også medlemskab af ligningskommissionen i 2 hele, sammenhængende valgperioder - eller en periode i ligningskommissionen efterfulgt af en periode i skatteankenævnet - er omstændigheder, der begrunder fritagelse. En anden fritagelsesgrund er, at der foreligger en af de omstændigheder, som kan begrunde udtræden i løbet af funktionsperioden, jf. lovens § 8.

Funktionsperioden følger kommunalbestyrelsens funktionsperiode, d.v.s. 4 år fra 1.januar til 31.december 4 år senere. For Københavns skatteankenævn er der dog med hjemmel i lovens § 10, stk. 6, fastsat en afvigende 4-årig funktionsperiode med start 1.april, jf. forretningsordenens § 1, stk. 2.

Forretningsordenens § 2, stk. 1, tillader, at skatteankenævnet afholder sit første møde, på hvilket der vælges formand m.v., inden funktionsperiodens start.

Lovens ikrafttræden er 1.april 1990. De første skatteankenævn får derfor en afvigende funktionsperiode, der løber fra 1.april 1990 til 31.december 1993.

Loven indeholder i § 39, stk. 3, en særlig overgangsbestemmelse, som omtales i punkt 59.

9. Medlemmerne af skatteankenævnet skal opfylde de almindelige habilitetsregler i forvaltningslovens § 3. Et medlem kan således ikke deltage i forhandlingerne vedrørende eller afgørelsen af en sag, hvis vedkommende har en særlig interesse i denne.

Den tidligere skattestyrelseslov indeholdt en detailleret bestemmelse om ligningskommissionsmedlemmernes habilitet, § 1, stk. 9. Denne bestemmelse er ikke gentaget i den nye skattestyrelseslov, men reglerne i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 5, svarer ganske til den hidtidige regel.

Efter forvaltningsloven gælder i øvrigt følgende:

Et medlem, som ved, at det er eller kan være inhabilt i en konkret sag, skal selv gøre skatteankenævnet opmærksom herpå.

Skatteankenævnet afgør selv, om den pågældende er inhabil. Den pågældende kan ikke selv deltage i forhandlingerne om og afgørelsen af habilitetsspørgsmålet. Medlemmet kan forlange sine kommentarer til spørgsmålet tilført nævnets mødeprotokol.

Hvis et medlem er inhabilt i en konkret sag, kan det forlange, at dets stedfortræder skal indkaldes. Gør den pågældende ikke det, afgør nævnets formand, om stedfortræderen skal indkaldes.

10. Sekretariatet for skatteankenævnet er den kommunale skattemyndighed, jf. lovens § 11, stk. 1.

Sekretariatets vigtigste opgaver er at indsamle og gennemgå oplysninger til brug for klagesagens behandling, at udarbejde forslag til sagsfremstilling og til nævnets afgørelse og at bistå nævnet under dettes møder.

Sekretariatsmyndigheden er således organisatorisk den samme myndighed som den, der har foretaget skatteansættelsen i 1.instans.

Lovens § 11, stk. 2, foreskriver imidlertid, at den, som har medvirket ved behandlingen af en skatteansættelse, ikke tillige må fungere som sekretær for skatteankenævnet under en klagesag om ansættelsen.

Reglen er formuleret absolut i lovteksten. Der er imidlertid alene tale om en rettighed for den skattepligtige, der ikke skal acceptere personsammenfald. Hvis den skattepligtige i et konkret tilfælde anmoder om, at den pågældende person skal behandle sagen på ny, kan den skattepligtige give afkald på sin ret efter bestemmelsen. Der må sikres fornødent bevis for, at der ved en positiv tilkendegivelse fra den skattepligtiges side er givet et sådant afkald, da virkningen ellers vil blive, at skatteankenævnets kendelse i sagen kan erklæres ugyldig.

Reglen er rent personrelateret og retter sig kun mod den eller de medarbejdere i den kommunale forvaltning, som har medvirket ved behandlingen af ansættelsen. Det er uden betydning, om den pågældende medarbejder tidligere har beskæftiget sig med andre forhold vedrørende den skattepligtige, som ikke har nogen tilknytning til den aktuelle klagesag.

Medvirken forudsætter, at den pågældende har haft en vis reel indflydelse på afgørelsens resultat. Rene hjælpefunktioner såsom telefonpasning, postafsendelse og renskrivning er ikke medvirken i denne betydning. Den skattepligtige kan således ikke påberåbe sig ugyldighed, fordi disse funktioner er udført af de samme personer i begge sager.

Det har heller ikke betydning, om den, som har foretaget ansættelsen, og sekretariatsmedarbejderen har samme administrative chef.

Sammenfattende kræver bestemmelsen således ikke, at sekretariatsfunktionen udskilles fra den kommunale skatteforvaltning i øvrigt, eller at der knyttes et særligt personale hertil.

Det ligger inden for rammerne af kommunernes selvstyre at organisere skatteforvaltningen, som de ønsker, herunder at bestemme, om der skal være en separat skatteforvaltning som sådan, og om der skal være en særlig organisatorisk enhed, som alene udfører sekretariatsfunktionen med hensyn til skatteankenævnet, eller om disse opgaver fordeles blandt de samme medarbejdere, som har kompetence til at foretage skatteansættelser.

Skatteankenævnet skal selv foretage en vurdering af, hvorvidt der foreligger inhabilitet efter lovens § 11, stk. 2, hos den eller de medarbejdere, forvaltningen anvender som sekretariat. Nævnets beslutningskompetence kan ikke delegeres til forvaltningen eller til formanden.

Det har ingen betydning, om den skattepligtige selv har gjort opmærksom på inhabiliteten eller ej.

Virkningen af, at der foreligger inhabilitet, er, at den skattepligtige kan kræve skatteankenævnskendelsen tilsidesat som ugyldig, jf. lovens § 24, nr. 2, om klage til Landsskatteretten.

Det påhviler forvaltningen selv i første række at sørge for, at der ikke foreligger inhabilitet hos sekretariatsmedarbejderne. Afgørelsen af spørgsmålet påhviler skatteankenævnet.

Hvis den kommunale skattemyndighed i det konkrete tilfælde ikke råder over en medarbejder, som både tilfredsstiller kravet om habilitet og almindelige krav til faglige kvalifikationer, skal forvaltningen snarest underrette nævnet om dette.

I disse tilfælde skal der engageres ekstern bistand for kommunens regning. Loven giver ikke anvisning på, hvem der kan engageres som ekstern bistand. Det vil således bl.a. være muligt at benytte en medarbejder fra den lokale told- og skatteregion, fra en nabokommune eller fra et privat revisionsfirma. I alle tilfælde skal kommunen selv afholde udgifterne til sekretariatsbistanden.

De nærmere regler om fremgangsmåden ved udpegning af ekstern bistand findes i forretningsordenens § 4.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse på grundlag af en indstilling fra skatteankenævnet om, at der er behov for ekstern bistand, og om hvem der kan engageres. Nævnets indstilling behøver ikke at blive fulgt. På tilsvarende måde kan nævnet indhente forslag fra skattemyndigheden til, hvem der bør engageres, men nævnet er ikke forpligtet til at følge forslaget i sin indstilling til kommunalbestyrelsen.

Den eller de personer, der engageres som ekstern bistand, udfører de samme funktioner som dem, den interne sekretariatsbistand skulle have udført.

De pågældende personer er bundet af de samme overordnede forvaltningsregler som de kommunale embedsmænd, herunder bl.a. tavshedspligtsbestemmelsen i forvaltningslovens § 27, som tillige er sanktioneret ved straffeloven, jf. bl.a. dennes § 152 a. Også habilitetsbestemmelsen i forvaltningslovens § 3 finder anvendelse. Kommunalbestyrelsen og skatteankenævnet må påse, at man ikke udpeger henholdsvis indstiller en person, som vil være specielt inhabil i den pågældende sag. Eksempelvis må man ikke engagere en revisor, som samtidig repræsenterer klageren eller er i nær familie med denne.

Hvis kravet om ekstern sekretariatsbistand ikke overholdes af kommunen, kan skatteankenævnets afgørelse senere erklæres for ugyldig på grund af formelle fejl. Derimod har det ingen betydning for gyldigheden, at der er anvendt ekstern bistand i et tilfælde, hvor dette i realiteten var unødvendigt, fordi kommunen kunne have anvendt en af sine medarbejdere.

11. Skatteankenævnets hovedopgave er efter skattestyrelseslovens § 5 at behandle klager over de kommunale skattemyndigheders afgørelser efter lovens § 2.

Dette indebærer, at der nu er direkte hjemmel i loven til at behandle klager over de i § 2, nr. 2, særligt opregnede funktioner i forbindelse med dødsboer.

Om dødsboer m.v. henvises i øvrigt til punkterne 5 og 46.

Skatteankenævnet behandler i øvrigt også klager over den kommunale skattemyndigheds afslag på anmodninger om genoptagelse, jf. herom punkterne 7 og 13.

Skatteankenævnet kan efter de øvrige skattelove være tillagt andre funktioner. Det vil typisk dreje sig om behandling af klager over afgørelser af ikke-ligningsmæssig karakter truffet af den kommunale skattemyndighed. For nævnets kendelser i sådanne sager kan der gælde klageregler, der afviger fra denne lovs, f.eks. om, at nævnets kendelse ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

12. Reglerne om nævnets klagebehandling findes i lovens § 21 og i forretningsordenens §§ 10-14. Reglerne åbner mulighed for en særlig hurtig behandling af de sager, hvor der bør gives klageren fuldstændigt medhold i klagen.

Klagen skal indgives til den kommunale skattemyndighed, som har afgjort sagen i 1. instans, jf. lovens § 21, stk. 1.

Klagen skal efter loven være skriftlig og begrundet. Den kommunale skattemyndighed skal bistå klageren med at opfylde disse krav.

Modtages der således en skriftlig, men ubegrundet klage, skal skattemyndigheden skriftligt meddele klageren en rimelig frist til at opfylde begrundelseskravet. Fristen bør normalt være 14 dage, medmindre det straks kan forudses, at det vil være nødvendigt med yderligere tid, f.eks. til indhentelse af dokumentation. Skattemyndigheden kan efter eget skøn forlænge fristen, hvis dette findes rimeligt.

Skattemyndigheden forholder sig på tilsvarende måde, hvis det fremgår af klageskrivelsen, at den fra klagerens side er tænkt som en foreløbig klage.

Modtages der en mundtlig klage, skal skattemyndigheden i rimeligt omfang bistå klageren med at formulere klagen skriftligt og med at angive begrundelsen for klagen. Skattemyndigheden skal også i rimeligt omfang meddele klageren, hvilken dokumentation der vil være behov for, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1.

I enhver klagesag skal den kommunale skattemyndighed, forinden klagen videregives til skatteankenævnet, vurdere, om der er grundlag for i stedet at betragte klagen som en anmodning om genoptagelse. Dette kan dog kun ske, hvor betingelserne for genoptagelse er opfyldt, jf. herom punkt 7.

Genoptagelse kan endvidere kun ske, hvor skattemyndigheden umiddelbart finder grundlag for at give den skattepligtige fuldstændigt medhold.

Hvis den kommunale skattemyndighed ikke genoptager sagen, videregives klagen hurtigst muligt til skatteankenævnet. Det gælder, selv om den anførte begrundelse for klagen umiddelbart kan afvises, og selv om klagefristen måtte være overskredet.

Den kommunale skattemyndighed skal afgive en skriftlig udtalelse om klagen. Der er ingen regler for, i hvilken form denne skal afgives.

Når klagesagen ankommer til sekretariatet, udarbejder sekretariatet et kortfattet referat af sagen. Dette referat skal alene tjene som grundlag for nævnets beslutning om, hvorvidt der straks bør gives klageren fuldt medhold på alle klagepunkterne, jf. forretningsordenens § 10, stk. 3.

Nævnets beslutning skal alene omfatte spørgsmålet om, hvorvidt der straks bør gives klageren fuldt medhold. Hvis det er tilfældet, kan sagen afgøres uden sagsfremstilling.

Nævnet kan delegere kompetencen til at afgøre, om der skal udarbejdes sagsfremstilling, til formanden, jf. forretningsordenens § 7, stk. 6. Uanset udfaldet skal afgørelsen med hensyn til selve ansættelsen foretages af nævnet.

I alle tilfælde, hvor der ikke umiddelbart kan gives klageren fuldstændigt medhold, skal der udarbejdes en sagsfremstilling. Det gælder også i tilfælde, hvor der kan blive tale om at afvise klagen på grund af overskridelse af klagefristen, jf. lovens § 21, stk. 1.

Reglerne om sagsfremstillingens indhold findes i lovens § 21, stk. 2, og i forretningsordenens § 11, stk. 2.

Sagsfremstillingen skal sammen med en indstilling om sagens afgørelse forelægges for skatteankenævnet til godkendelse, hvorefter de udsendes til klageren. Der skal fastsættes en frist for klagerens adgang til at udtale sig skriftligt eller mundtligt. Fristen bør almindeligvis fastsættes til 14 dage, jf. forretningsordenens § 11, stk. 3, men der kan foretages et individuelt skøn over, om der er behov for mere tid i det konkrete tilfælde. Nævnet vil efter eget skøn kunne forlænge fristen, hvor dette findes rimeligt.

Nævnet kan beslutte, at formanden bemyndiges til at afsige kendelse i overensstemmelse med indstillingen i de tilfælde, hvor klageren ikke har reageret på den tilsendte sagsfremstilling og indstilling, jf. forretningsordenens § 13, stk. 2. Nævnet afgør selv, om formanden skal have denne bemyndigelse, og om bemyndigelsen skal gælde i alle tilfælde eller kun i nærmere afgrænsede sager eller sagstyper. Bemyndigelsen dækker også tilfælde, hvor klageren rent formelt reagerer på sagsfremstillingen, men ikke fremkommer med nye oplysninger, f.eks. hvis klageren i et brev eller en telefonopringning kvitterer for modtagelsen og meddeler, at vedkommende ikke har noget at tilføje.

Hvis klageren anmoder om lejlighed til at fremkomme med en mundtlig udtalelse over for en beslutningsdygtig del af skatteankenævnet, kræves det ikke, at et møde er afviklet inden udløbet af den fastsatte frist, men blot, at klageren har fremsat sin begæring (mundtligt eller skriftligt) inden for fristen.

Klageren kan endvidere, når praktiske forhold taler herfor, fremsætte sin udtalelse under en personlig samtale med en sekretariatsmedarbejder. Klageren og sekretariatet kan desuden aftale, at udtalelsen i stedet skal afgives telefonisk.

Skatteankenævnets medlemmer skal have adgang til at sætte sig ind i sagsfremstillingen og klagerens eventuelle kommentarer dertil (direkte eller gengivet i mødereferater eller lign.). Medlemmerne skal desuden have adgang til det øvrige materiale i sagen, som sekretariatet har fremskaffet fra den kommunale skattemyndighed, klageren eller andre i medfør af officialmaksimen.

Materialet skal i alle sager ligge til gennemsyn for medlemmerne i sekretariatet i en periode forud for ethvert møde, hvori sagen skal behandles. Nævnet bestemmer, hvor lang denne periode skal være. Alle medlemmer kan kræve adgang til materialet, herunder de medlemmer, som ikke måtte høre til det besluttende led, som skal afgøre sagen.

I et vist omfang kan materiale desuden udsendes til de medlemmer, som skal træffe afgørelse i sagen. Nævnet fastsætter selv retningslinier for, hvilket materiale der skal udsendes, jf. forretningsordenens § 5, stk. 5.

Vejledende for, om materialet bør udsendes til medlemmerne eller blot være fremlagt, kan være, om materialet er meget omfangsrigt, eller om sagen er ukompliceret, f.eks. fordi den alene drejer sig om afvisning på grund af fristoverskridelse. Begge momenter taler for at undlade udsendelse.

Nævnet kan bestemme, at kun dele af materialet i en sag bør udsendes. Herved forstås f.eks., at man udsender klageskrivelsen, sagsfremstillingen og klagerens kommentarer hertil samt sekretariatets løsningsforslag, men undlader at medsende et omfattende bilagsmateriale. I så fald skal medlemmerne gøres opmærksom på, at yderligere materiale i sagen vil blive fremlagt til gennemsyn i sekretariatet.

Når skatteankenævnet påbegynder den materielle sagsbehandling, skal nævnet først sikre sig, at klagefristen er overholdt. Er klagefristen ikke overholdt, kan klagen afvises. Klagefristen er ifølge lovens § 21, stk. 1, 1 måned fra modtagelsen af den påklagede afgørelse eller af årsopgørelsen, for visse persongrupper (sømænd m.fl.) dog 3 måneder fra afgørelsens dato.

Skatteankenævnet kan beslutte at se bort fra en fristoverskridelse og realitetsbehandle en klage, hvis nævnet finder det rimeligt. Det vil det f.eks. være, hvis klageren oplyser undskyldende omstændigheder, eller hvis der er tale om en mindre fristoverskridelse. Der kan endvidere ses bort fra en fristoverskridelse, hvis der er rimelige udsigter til, at klageren kan få medhold i sin klage.

Skatteankenævnet kan udover at behandle de spørgsmål, som er berørt i klagen, også behandle den påklagede afgørelse som helhed, jf. lovens § 21, stk. 4, og forretningsordenens § 12, stk. 1. Ved klage over værdiansættelsen af et enkelt aktiv eller passiv i et dødsbo gælder, at også værdiansættelsen af boets øvrige aktiver og passiver kan påkendes.

Forretningsordenen indeholder i § 12, stk. 2, regler om, hvordan der skal forholdes i tilfælde, hvor skatteankenævnet ønsker at tage ikke påklagede elementer i afgørelsen op til bedømmelse.

Reglerne er i overensstemmelse med forvaltningslovens hovedprincipper, jf. dennes § 19, stk. 1, hvorefter klageren altid skal underrettes om en sådan beslutning og have adgang til at udtale sig, inden afgørelsen træffes. Tilsvarende gælder i øvrigt i alle andre tilfælde, hvor der fremkommer oplysninger under klagesagens behandling, som klageren ikke i forvejen er bekendt med, at skatteankenævnet har. Disse oplysninger skal indarbejdes i sagsfremstillingen eller et tillæg til denne og sendes til udtalelse hos klageren.

Nævnets muligheder for at forhøje en skatteansættelse på ikke påklagede punkter er tidsmæssigt begrænset af 3-årsreglerne i lovens § 35, stk. 1 og 2. Derimod er der ingen tidsgrænse for forhøjelser på punkter, hvor klageren kræver ansættelsen nedsat, jf. § 35, stk. 4.

Efter forretningsordenens § 12, stk. 3, skal nævnet stille behandlingen af en klagesag i bero, når det oplyses, at Told- og Skattestyrelsen har indledt en revisionsmæssig undersøgelse af den påklagede afgørelse. Klageren skal underrettes skriftligt.

Hvis udfaldet af revisionssagen bliver, at sagen henlægges uden ændring af ansættelsen, underretter Told- og Skattestyrelsen nævnet herom, hvorefter nævnet straks skal genoptage sagsbehandlingen og underrette klageren herom.

Hvis udfaldet af revisionssagen derimod bliver, at Told- og Skattestyrelsen ændrer den påklagede ansættelse, afhænger nævnets muligheder for at viderebehandle klagen af, om der er foretaget ændringer på det påklagede punkt. I så fald kan nævnet ikke viderebehandle sagen, men der kan klages til Landsskatteretten, jf. lovens § 14, stk. 7. Hvis der ikke er foretaget ændringer på det påklagede punkt, genoptager nævnet behandlingen af klagen.

Forretningsordenens § 13, stk. 2 og 3, indeholder regler om klagerens adgang til foretræde for en beslutningsdygtig del af nævnet. Mødeindkaldelser skal efter forretningsordenens § 17, stk. 2, nr. 2, sendes til såvel klageren personligt som dennes eventuelle repræsentant, og begge har adgang til at deltage i mødet.

Skatteankenævnets afgørelse træffes ved en kendelse. Kendelsen skal være dateret og underskrevet af nævnets formand og indeholde nævnets resultat samt begrundelsen herfor, jf. forretningsordenens § 14, stk. 1. Der skal desuden efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, normalt gives vejledning om klage til Landsskatteretten, om fristen herfor og om pligten til at betale en klageafgift, som dog tilbagebetales, hvis klageren får medhold, jf. skattestyrelseslovens § 25, stk. 4.

Kravet om begrundelse og klagevejledning gælder ikke, hvis skatteankenævnets afgørelse går ud på, at der gives klageren fuldt medhold i alle klagepunkter. Derimod skal der gives begrundelse og klagevejledning, selv om nettoresultatet af en række ændringer eventuelt bliver en nedsættelse af den tidligere ansættelse.

Der kan ikke i kendelsen angives mindretalsudtalelser, og der gives ikke oplysning om stemmetal. Kendelsen angiver kun afgørelsen og begrundelsen herfor. Et medlem, der er uenigt i flertallets afgørelse, kan for det første forlange sine indvendinger tilført nævnets mødeprotokol, jf. forretningsordenens § 9, stk. 3, og kan for det andet forlange, at en udskrift af protokollen indsendes til Told- og Skattestyrelsen, jf. lovens § 10, stk. 3.

Kendelsen skal sendes både til klageren og dennes eventuelle repræsentant, jf. forretningsordenens § 17, stk. 2, nr. 3. Der skal, medmindre klageren får fuldt medhold, medsendes et eksemplar af den seneste udgave af sagsfremstillingen, idet klageren skal medsende dette ved en eventuel klage til Landsskatteretten. Begrundelsen skal indgå i den skrivelse, som indeholder kendelsen. Derimod kan klagevejledningen være standardiseret og vedlagt kendelsen som et selvstændigt dokument.

13. Klager over den kommunale skattemyndigheds afslag på anmodninger om genoptagelse skal efter lovens § 4, stk. 5, behandles efter samme regler som de under punkt 12 omhandlede klager, og forretningsordenens § 10, stk. 1-3, og §§ 11-12 anvendes tilsvarende, jf. forretningsordenens § 10, stk. 4. Tidligere skulle disse klager derimod rettes til amtsskatteinspektoratet.

Klagen skal indgives til den kommunale skattemyndighed, som har afgjort sagen i 1.instans. Klagen skal være skriftlig og begrundet, men skattemyndigheden har en tilsvarende vejledningspligt som den i punkt 12 beskrevne.

Når klagen modtages, skal den kommunale skattemyndighed først tage stilling til, hvorvidt klagen giver anledning til, at skattemyndigheden nu genoptager sagen. I så fald gives der ikke skatteankenævnet underretning om klagen.

Om den kommunale skattemyndigheds behandling af genoptagelsessagen henvises til punkt 7.

Hvis den kommunale skattemyndighed ikke finder grundlag for at genoptage sagen, videregives klagen til skatteankenævnet. Dette gælder, selv om klagefristen måtte være overskredet.

Den kommunale skattemyndighed skal afgive en skriftlig udtalelse om sagen. I udtalelsen skal særligt redegøres for, hvorfor skattemyndigheden ikke finder, at sagen bør genoptages.

Når klagesagen modtages af sekretariatet, udarbejder sekretariatet et kortfattet referat. I referatet skal det angives, hvorfor den kommunale skattemyndighed ikke har genoptaget sagen, og sagens materielle emne skal kort omtales. Dette referat skal alene tjene som grundlag for nævnets beslutning om, hvorvidt det straks ved kendelse bør pålægges den kommunale skattemyndighed at genoptage sagen, eller der skal udarbejdes sagsfremstilling.

Nævnet kan delegere kompetencen til at afgøre, om der skal udarbejdes sagsfremstilling, eller om sagen straks skal forelægges nævnet, til formanden, jf. forretningsordenens § 7, stk. 6.

Finder nævnet ikke umiddelbart, at det bør pålægges den kommunale skattemyndighed at genoptage sagen, skal der udarbejdes en sagsfremstilling.

Det skal fremgå af sagsfremstillingen, at sagen angår klage over et afslag på genoptagelse, og der skal ved udformningen af sagsfremstillingen tages hensyn til, at det er dette spørgsmål, nævnet skal tage stilling til. I øvrigt følges den i punkt 12 beskrevne fremgangsmåde.

Skatteankenævnet kan ikke tage ansættelsen op til bedømmelse med henblik på ændring, men kan ved afgørelsen af spørgsmålet om genoptagelse tage i betragtning, om og i hvilket omfang det på det foreliggende grundlag må forventes, at en genoptagelse vil føre til en ændring af ansættelsen.

Skatteankenævnets afgørelse træffes ved en kendelse, hvorved nævnet enten pålægger den kommunale skattemyndighed at genoptage ansættelsen eller stadfæster den kommunale skattemyndigheds beslutning om ikke at genoptage ansættelsen.

Om kendelsens udformning og klagevejledning m.v. gælder punkt 12 tilsvarende. Den kommunale skattemyndighed skal underrettes om nævnets afgørelse.

Hvis skatteankenævnet har besluttet, at genoptagelse burde have fundet sted, skal den kommunale skattemyndighed genoptage sagen uden unødig forsinkelse. Den kommunale skattemyndighed kan i disse tilfælde genoptage sagen, selv om ligningsfristen måtte være udløbet.

Når den kommunale skattemyndighed genoptager en ansættelse efter påbud fra skatteankenævnet, anvendes punkt 7 tilsvarende.

14. Reglerne om skatteankenævnets genoptagelse af egne klagesager som nævnt i punkt 12 findes i lovens § 22 og i forretningsordenens § 16.

Betingelsen for at tillade genoptagelse er, at der forelægges nævnet nye oplysninger, som kan føre til et væsentligt ændret resultat, såfremt nævnets klagesag tages op til fornyet vurdering. Dog kan der ikke ske genoptagelse, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen, jf. lovens § 36, stk. 1.

Skatteankenævnet kan efter lovens § 22, stk. 2, genoptage en sag, selv om de almindelige betingelser ikke er opfyldt. Herved tænkes f.eks. på tilfælde, hvor den mulige ændring af skatteansættelsen isoleret betragtet vil være uvæsentlig, men hvor ændringen vil få afledede følger i efterfølgende indkomstår.

Sammenhængen mellem § 22, stk. 1 og 2, bevirker, at det ikke er hensigtsmæssigt at fastsætte en beløbsmæssig grænse for, hvilke ansættelsesændringer der må anses for væsentlige, henholdsvis uvæsentlige. Dette overlades i stedet til nævnets skøn.

Efter forretningsordenens § 16, stk. 1, træffes afgørelser om genoptagelse af nævnet selv, og denne beføjelse kan ikke delegeres til formanden eller sekretariatet.

En anmodning om genoptagelse af en skatteankenævnskendelse indgives til nævnet. Der er intet krav om, at anmodningen indgives skriftligt.

En anmodning, der ikke er begrundet, kan kun undtagelsesvis medføre genoptagelse efter lovens § 22, stk. 2, idet en genoptagelse som hovedregel forudsætter, at der er fremkommet nye oplysninger i sagen.

Nævnets sekretariat udarbejder et kortfattet referat af sagen. Dette referat skal alene tjene som grundlag for nævnets beslutning om, hvorvidt anmodningen umiddelbart bør imødekommes. Hvis det er tilfældet, kan nævnet afgøre genoptagelsesspørgsmålet uden sagsfremstilling.

Nævnet kan delegere sin kompetence til at beslutte, hvorvidt der skal udarbejdes sagsfremstilling eller ej, til formanden, jf. forretningsordenens § 7, stk. 6.

Hvis sagen ikke umiddelbart kan genoptages, skal der udarbejdes en sagsfremstilling. Det skal fremgå af sagsfremstillingen, at der er tale om en genoptagelsessag, og der skal ved udformningen af sagsfremstillingen tages hensyn til, at der ved denne lejlighed kun skal tages stilling til dette spørgsmål.

Nævnets afgørelse af genoptagelsesspørgsmålet træffes ved en kendelse, som udfærdiges efter de almindelige regler, jf. forretningsordenens §§ 13-14 og punkt 12. Hvis nævnets afgørelse går ud på, at sagen skal genoptages, skal klageren i kendelsen gøres opmærksom på, at kendelsen alene vedrører genoptagelsesspørgsmålet, og at nævnet herefter vil iværksætte en ny gennemgang af sagen.

Når nævnet har besluttet at genoptage en tidligere afgjort sag, overgives sagen på ny til sekretariatet. Sagens behandling følger herefter de almindelige regler i forretningsordenens §§ 10-15, jf. § 16, stk. 1. Der henvises herom til punkt 12.

Hvis nævnet har givet afslag på en anmodning om genoptagelse, kan afslaget påklages til Landsskatteretten, jf. herved punkt 45. Nævnet bliver underrettet om, at der er klaget, og modtager eventuelle nye oplysninger. På basis heraf skal nævnet vurdere, om der vil være grundlag for en genoptagelse, jf. forretningsordenens § 18, stk. 2.

Vurderes det, at der vil være grundlag for en genoptagelse, skal klageren skriftligt underrettes herom med opfordring til at meddele, om sagen ønskes genoptaget i skatteankenævnet. Hvis klageren giver tilslutning dertil, følger sagens behandling herefter de almindelige regler i forretningsordenens §§ 10-15. Der henvises herom til punkt 12.

Når Landsskatteretten har pålagt skatteankenævnet at genoptage en sag, jf. herved forretningsordenens § 16, stk. 2, anvendes de almindelige regler i forretningsordenens §§ 10-15 tilsvarende. Der henvises herom til punkt 12.

Skatteankenævnet kan ikke genoptage en sag, medmindre der foreligger en anmodning herom fra klageren. Bliver nævnet uden for de i forretningsordenens § 18, stk. 2, nævnte tilfælde opmærksom på en sag, hvori der bør ske ændring af en kendelse, skal nævnet indsende sagens dokumenter tillige med sin indstilling til Told- og Skattestyrelsen med henblik på en revisionsmæssig ændring af kendelsen efter reglerne herom. Hvis ændringen vil være til gunst for klageren, bør denne dog forinden opfordres til selv at anmode om genoptagelse.

E. Told- og Skattestyrelsen og told- og skatteregionerne

15. Told- og Skattestyrelsens opgaver er opregnet i skattestyrelseslovens §§ 12-14. Told- og Skattestyrelsen har imidlertid også opgaver, som er pålagt den i henhold til andre love eller efter bemyndigelse fra skatteministeren.

Med hensyn til andre opgaver bemærkes særligt, at Told- og Skattestyrelsen, hvor andet ikke er særligt bestemt, har overtaget alle opgaver, der hidtil har været varetaget af Statsskattedirektoratet.

Skatteministeren kan efter lovens § 38 bemyndige Told- og Skattestyrelsen til at træffe afgørelse, ikke alene efter denne lov, men også andre afgørelser, der vedrører ministerområdet.

Told- og Skattestyrelsen kan efter lovens § 16, stk. 1, delegere de opgaver, som påhviler styrelsen, til de regionale told- og skatteforvaltninger, som har fået betegnelsen told- og skatteregioner. Det gælder således de opgaver, som styrelsen har efter denne lov, og opgaver, som er tillagt styrelsen efter bemyndigelse fra ministeren i medfør af § 38. I henhold til lovens § 16, stk. 2, kan ministeren bestemme, at Københavns og Frederiksberg Kommunes skattedirektorater som hidtil skal varetage visse af de opgaver, der i det øvrige land påhviler regionerne.

Told- og Skattestyrelsen kan delegere opgaver til told- og skatteregionerne, men må respektere lovgivningens regler om klageadgang. Told- og Skattestyrelsen kan således ikke bestemme, at afgørelser, som træffes af told- og skatteregionerne, ikke skal kunne påklages til styrelsen, medmindre dette følger af lovgivningen eller af ministerens bemyndigelse.

Told- og Skattestyrelsens hovedfunktioner er efter denne lov tilsyn og kontrol med skatteansættelse af indkomst og formue samt ejendomsvurderinger. Funktionerne udøves i et vist omfang sammen med Ligningsrådet. Hertil kommer visse beføjelser i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sådanne sager. Desuden behandler styrelsen som 1. instans gaveafgiftssager. Endelig er Told- og Skattestyrelsen sekretariat for Ligningsrådet, jf. punkt 34.

16. Told- og Skattestyrelsen skal efter lovens § 13 hvert år udarbejde forslag til en generel, landsdækkende ligningsplan og forslag til en generel plan for det tilsyn, der det pågældende år skal udøves med hensyn til de lokale skattemyndigheders arbejde, dels af styrelsen selv og dels - efter bemyndigelse fra styrelsen - af told- og skatteregionerne, jf. § 16, stk. 1.

Desuden udarbejder Told- og Skattestyrelsen anvisninger til de lokale skattemyndigheder om fremgangsmåden og tilrettelæggelsen og om gennemførelsen af ligningen, jf. § 13, stk. 2.

Told- og Skattestyrelsen kan i planerne bestemme, at der efter kriterier fastsat af styrelsen og Ligningsrådet udtages bestemte kategorier af selvangivelser eller punkter på selvangivelserne til gennemgang ved ligningen, mens andre selvangivelser kun gennemgår en mere formel, eventuelt maskinel kontrol.

Såvel de generelle lignings- og tilsynsplaner som anvisningerne til de lokale skattemyndigheder skal godkendes af Ligningsrådet, jf. § 13, stk. 3. Om Ligningsrådets behandling af disse opgaver henvises til forretningsordenen for Ligningsrådet (bekendtgørelse nr. 201 af 23. marts 1990) og til punkt 36.

Det ovennævnte materiale skal anvendes af kommunerne ved udarbejdelsen af de kommunale ligningsplaner, jf. herom punkt 3, og skal derfor foreligge forud for kommunernes arbejde med disse. Kommunerne er bundet af de generelle ligningsplaner og anvisningerne.

Desuden forsyner Told- og Skattestyrelsen de lokale skattemyndigheder med oplysninger til brug ved ligningen, jf. § 13, stk. 2.

De ovenstående regler er ganske i overensstemmelse med det, der var gældende efter den tidligere skattestyrelseslov.

17. Told- og Skattestyrelsen skal føre tilsyn med, at de kommunale ligningsplaner følger de overordnede planer og anvisninger, og med, at de kommunale ligningsplaner følges af de kommunale skattemyndigheder ved ligningsarbejdet.

Styrelsen skal informere de lokale skattemyndigheder om forhold af betydning for deres arbejde, f.eks. om ny lovgivning og om den praksis, som kan udledes af afgørelser truffet af domstolene, skatteministeren, Landsskatteretten, Ligningsrådet og af styrelsen selv. Informationen sker dels ved udsendelse af skriftlige vejledninger, dels ved afholdelse af informationsmøder. Disse regler er i overensstemmelse med, hvad der gjaldt efter den tidligere skattestyrelseslov.

Hvis Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med sit tilsynsarbejde konstaterer, at en kommune gentagne gange ikke har opnået de forventede resultater af ligningsarbejdet, skal Told- og Skattestyrelsen foretage en vurdering af, hvorvidt forholdet er af en sådan betydning, at Ligningsrådet bør gøres opmærksom herpå.

Ligningsrådet har efter lovens § 18, stk. 3, mulighed for at give kommunen bindende direktiver for det fremtidige ligningsarbejde. Denne beføjelse er ny. Der henvises herom til punkt 37.

De nærmere regler om tilsynet med de kommunale ligningsplaner fastlægges af Told- og Skattestyrelsen.

18. Told- og Skattestyrelsen skal desuden foretage revisionsmæssig kontrol med skatteansættelser af indkomst og formue. Det skal for det første kontrolleres, at der foretages en skatteansættelse for alle skattepligtige. Desuden skal der føres tilsyn med, at de kommunale skattemyndigheders ansættelser af indkomst og formue m.v. er korrekte, og der skal føres tilsyn med, at skatteankenævnenes kendelser er korrekte. Tilsynet omfatter ikke alene skatteansættelser, men også de i lovens § 2, nr. 2, nævnte afgørelser.

Til brug for den revisionsmæssige kontrol kan Told- og Skattestyrelsen udtage selvangivelser og skatteansættelser, foretaget af de kommunale skattemyndigheder og skatteankenævnene, til gennemgang, jf. lovens § 14, stk. 3. Told- og Skattestyrelsen har desuden adgang til at deltage i skatteankenævnenes møder uden stemmeret, jf. lovens § 14, stk. 2.

De ovenstående regler følger de samme principper som de tilsvarende regler i den tidligere lov.

19. Hvis Told- og Skattestyrelsen bliver opmærksom på, at der ikke er foretaget skatteansættelse af en skattepligtig, f.eks. fordi den pågældende har manglet på mandtalslisten, har styrelsen efter loven 2 muligheder.

Efter lovens § 14, stk. 6, 1.pkt., kan Told- og Skattestyrelsen i sådanne tilfælde pålægge vedkommende kommunale skattemyndighed at foretage en ansættelse. Dette kan ske, selv om ligningsfristen måtte være udløbet.

Efter lovens § 4, stk. 4, skal reglerne i § 3 og i kapitel 3 (klageadgang) anvendes tilsvarende. Det betyder, at 1.gangsansættelsen følger proceduren i § 3, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, for tilfælde, hvor der ikke foreligger en selvangivelse. Der henvises herom til punkt 6.

Efter lovens § 14, stk. 4, 1.pkt., kan Told- og Skattestyrelsen i stedet selv foretage skatteansættelsen, hvor den ikke tidligere er foretaget. Denne beføjelse er ny og har sammenhæng med den nye revisionsbeføjelse over for de kommunale skattemyndigheders skatteansættelser, jf. punkt 20.

I tilfælde, hvor Told- og Skattestyrelsen har besluttet selv at foretage en skatteansættelse, må lovens § 3, stk. 1, jf. stk. 2, anvendes tilsvarende. Den foretagne ansættelse kan påklages til Landsskatteretten, hvor der ikke skal betales klageafgift, fordi Landsskatteretten i denne situation er 1.klageinstans, jf. lovens § 25, stk. 4.

20. Told- og Skattestyrelsen kan efter lovens § 14, stk. 4, 2.pkt., revisionsmæssigt ændre visse skatteansættelser af indkomst og formue, hvis de efter styrelsens vurdering må anses for urigtige.

Denne beføjelse er ny. Efter den tidligere skattestyrelseslov skulle skatteansættelsen forelægges amtsligningsrådet eller Ligningsrådet.

Efter nedlæggelsen af amtsligningsrådene er opgavefordelingen den, at Told- og Skattestyrelsen selvstændigt kan ændre de kommunale skattemyndigheders ansættelser. Det bemærkes, at denne beføjelse kan delegeres til told- og skatteregionerne efter den generelle regel herom i lovens § 16, stk. 1. Herved kan opgaven placeres hos den myndighed, som efter den tidligere skattestyrelseslov varetog sekretariatsfunktionen for amtsligningsrådet (amtsskatteinspektoratet).

Derimod kan Told- og Skattestyrelsen ikke ændre ansættelser, i det omfang de er foretaget af skatteankenævnene, jf. herom punkt 21.

Told- og Skattestyrelsen skal, hvor den selv foretager skatteansættelsen, følge den i lovens § 3, stk. 3, 4.-6.pkt., beskrevne fremgangsmåde, jf. punkt 7 om den kommunale skattemyndigheds genoptagelse af egne skatteansættelser. Som omtalt i punkt 7 dækker lovens § 3, stk. 3, også skattemyndighedens egne revisionsmæssige ændringer.

Den revisionsmæssige behandling skal ikke være afsluttet før ligningsfristens udløb. Derimod gælder lovens § 35 for revisionsmæssige forhøjelser, jf. om denne bestemmelse afsnit I.

Den skattepligtige skal efter lovens § 3, stk. 3, underrettes om den påtænkte ændring, have adgang til at udtale sig over for Told- og Skattestyrelsen og underrettes om ansættelsen, alt efter samme retningslinier som beskrevet i punkt 7.

Told- og Skattestyrelsen skal endvidere udarbejde en sagsfremstilling efter de samme retningslinier som beskrevet i punkt 12, jf. henvisningen til lovens § 21, stk. 2.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse skal meddeles skriftligt og skal efter forvaltningslovens § 22 være begrundet, og der skal efter § 25, stk. 1, gives vejledning om klageadgang til Landsskatteretten, jf. skattestyrelseslovens § 14, stk. 7, og om klagefristen. Der skal ikke betales klageafgift til Landsskatteretten i disse tilfælde, jf. skattestyrelseslovens § 25, stk. 4.

Kravet om begrundelse gælder i alle revisionssager, idet der formelt set ikke kan være tale om en afgørelse, der fuldt ud giver den pågældende medhold, jf. forvaltningslovens § 22.

Afgørelsen skal sendes både til den skattepligtige og til dennes eventuelle repræsentant.

Sammen med afgørelsen skal den skattepligtige have tilsendt et eksemplar af Told- og Skattestyrelsens sagsfremstilling, som den skattepligtige skal medsende ved en eventuel klage til Landsskatteretten.

Told- og Skattestyrelsen kan efter almindelige forvaltningsprincipper genoptage en afsluttet revisionssag. Der er ingen nærmere regler for kriterierne, hvorefter dette kan ske. Den skattepligtige har således ikke krav på at få sagen genoptaget. 3-årsfristerne i lovens § 35, stk. 1 og 2, begrænser adgangen til genoptagelse.

Når styrelsen genoptager en sag, anvendes de ovenstående regler ganske tilsvarende.

Told- og Skattestyrelsens adgang til revisionsmæssige ændringer ophører i det omfang, en klageinstans (skatteankenævnet eller Landsskatteretten) har taget stilling til sagen. Ønsker styrelsen herefter skatteankenævnets afgørelse ændret, må sagen forelægges Ligningsrådet, jf. punkt 21. Landsskatterettens kendelser kan ikke ændres af andre administrative myndigheder, jf. lovens § 36.

I forretningsordenen for skatteankenævnene findes i § 12, stk. 3, en regel om, at skatteankenævnet skal stille behandlingen af en klagesag i bero, hvis det oplyses, at Told- og Skattestyrelsen har iværksat en revisionsmæssig undersøgelse. Hvis revisionsmyndigheden bliver bekendt med, at der verserer en klagesag for skatteankenævnet, skal den straks underrette nævnet om revisionssagen. Desuden skal nævnet underrettes om udfaldet af revisionssagen, hvadenten denne resulterer i en ansættelsesændring, eller den henlægges uden ændring.

21. Told- og Skattestyrelsen fører efter lovens § 14, stk. 1, tilsyn med skatteankenævnenes ansættelser, men kan efter stk. 5 ikke selv ændre disse ansættelser.

Derimod kan Told- og Skattestyrelsen, når den finder anledning til det, forelægge sagen for Ligningsrådet, som herefter kan ændre ansættelsen. Herom henvises til punkt 38.

Told- og Skattestyrelsen kan selv blive opmærksom på sager, hvor der skønnes at foreligge en urigtig skatteankenævnskendelse, eller styrelsen kan blive gjort opmærksom på forholdene af klageren eller af et medlem af skatteankenævnet, som benytter sig af sin ret til at forlange et referat af forhandlingerne indsendt til Told- og Skattestyrelsen, jf. lovens § 10, stk. 3. Klageren kan imidlertid ikke kræve, at der indledes en revisionsmæssig gennemgang af sagen, og bør i givet fald i stedet henvises til at påklage skatteankenævnskendelsen til Landsskatteretten eller til at søge sagen genoptaget ved skatteankenævnet.

Reglerne om Told- og Skattestyrelsens medvirken i revisionssager, som forelægges Ligningsrådet, findes i § 8 i forretningsordenen for Ligningsrådet. Der gælder herefter tilsvarende regler for høring af den private part som dem, der gælder for revisionsmæssige ændringer i øvrigt, jf. herved punkterne 7 og 20.

22. Told- og Skattestyrelsen skal efter lovens § 13 udarbejde forslag til en generel, landsdækkende vurderingsplan og forslag til en generel plan for det tilsyn, der i den pågældende periode skal udøves over for vurderingsmyndigheden.

Told- og Skattestyrelsen udarbejder desuden anvisninger til vurderingsmyndighederne (vurderingsrådene og skyldrådene) om fremgangsmåden og tilrettelæggelsen samt om gennemførelsen af vurderingen, jf. lovens § 13, stk. 2. Der er her ingen ændringer i forhold til den tidligere skattestyrelseslov.

Såvel de generelle vurderings- og tilsynsplaner som anvisningerne til vurderingsmyndighederne skal godkendes af Ligningsrådet, jf. lovens § 13, stk. 3. Om Ligningsrådets behandling af disse opgaver henvises til forretningsordenen for Ligningsrådet og til punkt 36.

De udarbejdede og godkendte planer og anvisninger skal følges af vurderingsmyndighederne.

Desuden forsyner Told- og Skattestyrelsen vurderingsmyndighederne med oplysninger til brug ved vurderingen, jf. lovens § 13, stk. 2.

Reglerne er således i nøje overensstemmelse med de tilsvarende regler for ligningsområdet, jf. punkt 16.

23. Told- og Skattestyrelsen skal revisionsmæssigt kontrollere, at alle vurderingspligtige ejendomme kommer til vurdering i det omfang, vurderingsloven foreskriver. Der skal desuden føres tilsyn med, at vurderingsrådenes og skyldrådenes vurderinger er korrekte.

Til brug for kontrollen kan Told- og Skattestyrelsen udtage vurderinger til gennemgang, jf. lovens § 14, stk. 3.

Told- og Skattestyrelsen kan endvidere undersøge det konkrete vurderingsarbejde, bl.a. ved at deltage i skyldrådenes møder uden stemmeret, jf. lovens § 14, stk. 2.

Reglerne følger således nøje de tilsvarende regler på ligningsområdet, jf. punkt 18, og er ligeledes i overensstemmelse med principperne i den tidligere lov.

24. Hvis Told- og Skattestyrelsen bliver opmærksom på, at en vurderingspligtig ejendom ikke er blevet vurderet, kan styrelsen efter lovens § 14, stk. 6, pålægge vurderingsmyndighederne at foretage en vurdering. Et sådant pålæg kan være ledsaget af et påbud om, at nyvurdering kun skal have skattemæssig virkning for fremtiden.

Told- og Skattestyrelsen kan ikke som på ligningsområdet selv foretage vurderingen. På vurderingsområdet er situationen således den samme som efter den tidligere lov.

Om ejendomsvurderinger henvises i øvrigt til vurderingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 437 af 14.august 1984 som senest ændret ved § 33 i lov nr. 59 af 7. februar 1990.

25. Told- og Skattestyrelsen skal efter skattestyrelseslovens § 14, stk. 1, føre tilsyn med vurderingsmyndighedernes afgørelser. Tilsynsbeføjelsen vedrører ikke alene selve ejendomsvurderingerne, men også de hertil knyttede afgørelser, som vurderingsmyndighederne træffer efter vurderingslovens § 33.

Told- og Skattestyrelsen kan efter lovens § 14, stk. 5, 2.pkt., ikke selv ændre disse afgørelser. Derimod kan styrelsen, når den finder anledning til det, forelægge sagen for Ligningsrådet, som herefter kan ændre vurderingen. Herom henvises til punkt 38.

Told- og Skattestyrelsen kan af egen drift og på en hvilken som helst ydre foranledning tage en vurdering op til nærmere undersøgelse. Det bemærkes særligt, at Landsskatteretten kan foretage høring af styrelsen på et særligt tidligt tidspunkt i vurderingssager, jf. punkt 29, og at denne høring kan give styrelsen anledning til at indlede en sådan undersøgelse. Ejeren og andre klageberettigede personer kan imidlertid ikke kræve, at der indledes en revisionsmæssig undersøgelse. De pågældende bør i stedet gøres opmærksom på deres ret til at påklage vurderingen i den normale instansfølge.

Tilsynsbeføjelsen omfatter både vurderingsrådenes (vurderingsformændenes) og skyldrådenes afgørelser.

Reglerne om Told- og Skattestyrelsens medvirken i revisionssager, som forelægges Ligningsrådet, findes i § 8 i forretningsordenen for Ligningsrådet. Der gælder herefter tilsvarende regler for høring som dem, der gælder på ligningsområdet, jf. punkt 21. Høringsberettiget er foruden ejeren den, som måtte have optrådt som klager under skyldrådets eller Landsskatterettens behandling af sagen, jf. vurderingslovens § 42, idet den pågældende betragtes som en »privat part« i forretningsordenens § 8's forstand.

Told- og Skattestyrelsens sagsbehandling kan indbefatte en besigtigelse af ejendommen. Ejeren tilsiges til denne besigtigelse med et rimeligt varsel. Det samme gælder den, som måtte have påklaget en vurdering til skyldrådet eller til Landsskatteretten.

Sagsbehandlingen skal i øvrigt være i overenstemmelse med de på vurderingsområdet gældende regler og med forvaltningsloven.

26. Regler om Told- og Skattestyrelsens medvirken ved forberedelse af landsskatteretssager findes i lovens § 27, stk. 2, og i forretningsordenen for Landsskatteretten, § 8, stk. 2-4, og §§ 15-16. Der er dels tale om medvirken ved retsmøder og dels tale om medvirken ved sagsforberedelsen. Reglerne er fælles for alle sagstyper, der kan indbringes for Landsskatteretten efter lovens § 23, stk. 1, men for sagsforberedelsen gælder dog nogle særregler i vurderingssager.

De følgende punkter omhandler ikke de tilfælde, hvor Landsskatteretten påkender en afgørelse, som Told- og Skattestyrelsen har truffet. Herom henvises til punkterne 42-48.

27. Efter lovens § 27, stk. 2, kan Told- og Skattestyrelsen begære afholdt retsmøde i Landsskatteretten. Dette vil kun være aktuelt i tilfælde, hvor klageren ikke har anmodet om retsmøde, da Told- og Skattestyrelsen ellers af Landsskatteretten selv vil blive tilsagt til retsmødet, jf. forudsætningsvis forretningsordenens § 15, stk. 3, og § 16, stk. 2.

Landsskatteretten kan efter lovens § 27, stk. 3, afslå en begæring om retsmøde, hvis retten anser et retsmøde for åbenbart overflødigt. Denne adgang gælder efter loven både over for klagerens og Told- og Skattestyrelsens anmodninger om retsmøde. I modsætning til klageren, som altid har adgang til at fremsætte en mundtlig udtalelse over for rettens sekretariat, bliver Told- og Skattestyrelsen ved et afslag afskåret fra at forelægge sagen mundtligt. Styrelsen vil derimod i disse tilfælde få lejlighed til at udtale sig skriftligt i sagen efter forretningsordenens § 8, stk. 3 og 4, idet en anmodning om retsmøde i så fald må anses for tillige at indeholde en anmodning om adgang til at udtale sig skriftligt.

Hvis Landsskatteretten har afslået en anmodning om afholdelse af retsmøde, skal rettens kendelse indeholde en bemærkning om afslaget og om begrundelsen derfor, jf. forretningsordenens § 17, stk. 4.

De ovenstående regler svarer ganske til, hvad der gjaldt efter den tidligere skattestyrelseslov og de i medfør af denne udstedte forskrifter.

Hvadenten retsmødet er begæret af klageren eller af Told- og Skattestyrelsen, bestemmer styrelsen selv, hvem der skal give møde under retsmødet. Styrelsen kan efter omstændighederne vælge at lade sig repræsentere af Kammeradvokaten.

Den fremmødte vil få lejlighed til på styrelsens vegne at udtale sig mundtligt om sagen, jf. forretningsordenens § 16, stk. 2. Landsskatteretten kan pålægge den fremmødte at forelægge sagen for retten, jf. forretningsordenens § 16, stk. 1.

Styrelsens fremmødte repræsentant skal forlade retsmødet samtidig med klageren og må ikke overvære Landsskatterettens votering, jf. forretningsordenens § 16, stk. 3.

28. Told- og Skattestyrelsen skal inddrages i forberedelsen af landsskatteretssager i de tilfælde, som er opregnet i forretningsordenens § 8, stk. 2.

Dette gælder for det første i alle tilfælde, hvor der er anmodet om retsmøde, og retten agter at følge anmodningen. Det er uden betydning, hvem der har anmodet om mødet.

For det andet skal Told- og Skattestyrelsen høres, når den selv over for Landsskatteretten har anmodet om det. En sådan anmodning skal normalt vedrøre en konkret enkeltsag, men kan eventuelt gå ud på, at styrelsen ønsker at blive hørt i alle sager af en nærmere specificeret og afgrænset type, f.eks. i alle sager, der vedrører en bestemt skattepligtig, tilhører samme sagskompleks, vedrører et bestemt lovfortolkningsproblem eller lign.

For det tredje kan Landsskatteretten i de enkelte sager bestemme, at det er hensigtsmæssigt at indhente en udtalelse fra Told- og Skattestyrelsen, selv om sagen forventes afgjort ved skriftlig votering. Styrelsen er i sådanne tilfælde forpligtet til at medvirke.

Told- og Skattestyrelsen inddrages i forberedelsen på det tidspunkt, hvor Landsskatterettens kontor har afsluttet sin øvrige sagsforberedelse og udarbejdet en redegørelse med et motiveret forslag til, hvordan sagen skal afgøres. Kontorets motiverede forslag tilsendes derefter Told- og Skattestyrelsen sammen med alle de bilag, der indgår i rettens sagsmateriale, jf. forretningsordenens § 8, stk. 2.

Told- og Skattestyrelsens udtalelse afgives på det grundlag, som findes i Landsskatterettens sagsmateriale og styrelsens øvrige foreliggende oplysninger. Hvis styrelsen finder, at det således foreliggende grundlag ikke er tilstrækkeligt, kan styrelsen efter aftale med Landsskatteretten søge sagen yderligere oplyst ved henvendelse til klageren. Styrelsens udtalelse skal indeholde oplysninger om alt sagsmateriale, som ikke måtte være Landsskatteretten bekendt. Eventuelle nye bilag skal medsendes.

Styrelsens udtalelse skal foreligge inden for en frist på 1 måned fra modtagelsen af sagsmaterialet, jf. forretningsordenens § 8, stk. 4. Hvis styrelsen ikke fremkommer med en udtalelse, viderebehandler Landsskatteretten sagen på det foreliggende grundlag.

29. Told- og Skattestyrelsen inddrages normalt i vurderingssager på samme tidspunkt, som det sker i ligningssager, d.v.s. når Landsskatterettens øvrige sagsforberedelse er afsluttet.

Styrelsen kan imidlertid anmode Landsskatteretten om at blive inddraget allerede under rettens forberedelse af sagen, således at styrelsen høres inden vedkommende skyldråd. Landsskatteretten kan også selv bestemme, at inddragelsen skal ske på dette tidspunkt.

Hvor styrelsen således modtager sagen til høring, skal styrelsen indhente en udtalelse fra skyldrådet, før styrelsen afgiver sin udtalelse til Landsskatteretten. Tilsvarende skal der indhentes en udtalelse fra ejeren, hvis ejeren ikke er identisk med klageren under landsskatteretssagen.

Hvis styrelsen finder anledning til det, kan den indlede en undersøgelse af vurderingssagen med henblik på sagens forelæggelse for Ligningsrådet, jf. punkt 25. Der skal i så fald straks gives Landsskatteretten skriftlig meddelelse herom, og retten stiller sin klagebehandling i bero, indtil resultatet af den revisionsmæssige undersøgelse foreligger.

Efter lovens § 23, stk. 3, 6.pkt., har Told- og Skattestyrelsen en særlig adgang til at indbringe ansættelser vedrørende en fast ejendom, for hvilken en vurdering allerede er påklaget, for Landsskatteretten. Det betyder, at retten får mulighed for at påkende alle afgørelser vedrørende en bestemt fast ejendom samlet. En tilsvarende regel fandtes også i den tidligere skattestyrelseslov.

30. Lovens § 12, stk. 2, bestemmer, at Told- og Skattestyrelsen dels opgør afgiftsgrundlaget i gaveafgiftssager og dels beregner selve gaveafgiften.

Det er i lovens § 23, stk. 1, nr. 4, bestemt, at afgørelser vedrørende værdiansættelsen kan påklages til Landsskatteretten. Selve gaveafgiftsberegningen kan derimod ikke påklages til Landsskatteretten.

De materielle regler om gaveafgift findes i lov om afgift af arv og gave, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 6.februar 1987, kapitel III. Ministeren er efter denne lovs § 48 bemyndiget til bl.a. at bestemme, hvilke myndigheder der skal administrere afgiften.

I medfør af bl.a. lovens § 48 er udstedt bekendtgørelse om arve- og gaveafgift, jf. bekendtgørelse nr. 505 af 20.oktober 1983. Efter bekendtgørelsens §§ 17 og 18 foretages beregningen af gaveafgiften og efterprøvelse af værdiansættelser i gaveafgiftssager af amtsskatteinspektoratet.

Den nye skattestyrelseslovs § 12, stk. 2, har placeret kompetencen i Told- og Skattestyrelsen, og opgaven vil ved bemyndigelse efter § 16, stk. 1, kunne henlægges til told- og skatteregionerne. Loven går forud for arveafgiftsbekendtgørelsen, hvis kapitel 6 vil blive ændret ved førstkommende lejlighed.

Der sker derimod ingen ændringer i gældende ret med hensyn til de materielle regler om gaveafgiften.

F. Ligningsrådet

31. Ligningsrådets hovedopgave er sammen med Told- og Skattestyrelsen at fastsætte de overordnede principper for lignings- og vurderingsarbejdet, jf. lovens § 17, stk. 1.

Ligningsrådets virke er nærmere beskrevet i forretningsordenen for Ligningsrådet, jf. bekendtgørelse nr. 201 af 23. marts 1990.

Ligningsrådet består efter lovens § 17, stk. 2, af 19 medlemmer, hvilket er 4 medlemmer mere end efter den tidligere skattestyrelseslov.

Skatteministeren beskikker 13 af de 19 medlemmer, mens Folketinget vælger de øvrige 6.

Af de 13 medlemmer, som ministeren beskikker, er en rådets formand, og 8 er beskikket efter indstilling fra interesseorganisationer og kommuner.

Efter den tidligere skattestyrelseslov var statsskattedirektøren født formand. Endvidere var der kun 15 medlemmer, hvoraf ingen var beskikket efter indstilling fra kommunerne.

Efter den nye lov kan skatteministeren beskikke Ligningsrådets formand. Formanden beskikkes i modsætning til medlemmerne uden tidsbegrænsning. Skatteministeren kan desuden efter forretningsordenens § 1, stk. 2, beskikke en stedfortræder for formanden.

De 4 kommunale repræsentanter beskikkes efter indstilling fra henholdsvis Kommunernes Landsforening (2 medlemmer) og Københavns og Frederiksberg kommuner (hver 1 medlem ). Beskikkelsen sker på samme vilkår som dem, der gælder for de øvrige ministerbeskikkede medlemmer, d.v.s. for en 6-årig periode med mulighed for genbeskikkelse. Der beskikkes ikke stedfortrædere. Udtræden i funktionsperioden medfører, at der beskikkes et nyt medlem for resten af funktionsperioden.

Regler om sammensætning og beslutningsdygtighed m.v. findes i forretningsordenens §§ 1-4.

32. Medlemmerne af Ligningsrådet skal opfylde de almindelige habilitetsbestemmelser i forvaltningslovens § 3. Et medlem kan således ikke deltage i forhandlinger vedrørende eller afgørelse af en konkret sag, hvis vedkommende har en særlig interesse i denne. Hertil regnes efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4, også tilfælde, hvor den pågældende har medvirket ved afgørelsen af den pågældende sag i en tidligere instans. Dette vil f.eks. gøre sig gældende, hvis et medlem tidligere har haft sæde i et skatteankenævn.

Den tidligere forretningsorden for Ligningsrådet indeholdt en bestemmelse om, at reglerne i den dagældende skattestyrelseslovs § 1, stk. 9, og en enslydende bestemmelse i vurderingsloven skulle anvendes tilsvarende. Der forelå endvidere inhabilitet, hvor et medlem tidligere havde deltaget i behandlingen af en sag ved en anden lignings- eller vurderingsmyndighed.

Disse bestemmelser er ikke gentaget i den nye skattestyrelseslov, idet de ganske svarer til forvaltningslovens § 3, stk. 1.

Efter forvaltningslovens § 6 skal et medlem, som ved, at det er eller kan være inhabilt i en konkret sag, selv gøre Ligningsrådet opmærksom på dette.

Rådet afgør selv, om den pågældende er inhabil. Den pågældende kan ikke selv deltage i drøftelserne om og afgørelsen af habilitetsspørgsmålet. Medlemmet kan forlange sine kommentarer til spørgsmålet tilført rådets mødeprotokol, jf. forretningsordenens § 11, stk. 1, nr. 7.

33. Efter forretningsordenens § 1, stk. 3, har skatteministeren en særlig adgang til at bestemme, at repræsentanter for Skatteministeriets departement skal tilforordnes rådet.

De tilforordnede indgår ikke i de 13 egentlige medlemmer, som ministeren beskikker.

De tilforordnede må deltage i rådets arbejde, men de har ikke stemmeret.

Reglen svarer til en regel, som efter den tidligere forretningsorden for Ligningsrådet og Statsskattedirektoratet tillod ministeren at lade repræsentanter for Skattedepartementet tilforordne rådet.

34. Told- og Skattestyrelsen er sekretariat for Ligningsrådet, jf. forretningsordenens § 1, stk. 5.

Dette svarer til den efter den tidligere skattestyrelseslov gældende ordning, hvor sekretariatsfunktionen blev varetaget af Statsskattedirektoratet. Der er ikke tilsigtet nogen ændring af de hidtidige sekretariatsfunktioner.

Efter forretningsordenens § 1, stk. 4, indbefatter sekretariatsfunktionen bl.a., at personalet kan deltage i Ligningsrådets møder og herunder forelægge de sager, som skal afgøres af rådet.

Sekretariatet skal udarbejde det fornødne beslutningsgrundlag for rådet, herunder samle materiale til udsendelse til rådet efter forretningsordenens § 7, stk. 1, eller til fremlæggelse efter § 7, stk. 3.

Det hører endvidere til Told- og Skattestyrelsens opgaver som sådan at udarbejde udkast til planer og anvisninger m.v., som skal godkendes af Ligningsrådet, jf. herom punkterne 16 og 22.

Told- og Skattestyrelsen inddrages i Landsskatterettens sagsforberedelse i tilfælde, hvor Landsskatteretten skal påkende Ligningsrådets afgørelser. Styrelsen høres under kontorets forberedelse af sagen. Når styrelsen herefter har udtalt sig, skal der ikke ske fornyet høring af styrelsen ved sagsforberedelsens afslutning, medmindre det skal ske af andre grunde, jf. herom § 8, stk. 2, i Landsskatterettens forretningsorden.

Endelig træffer sekretariatet beslutning om offentliggørelse af rådets afgørelser, jf. forretningsordenens § 15.

35. Ligningsrådets hovedfunktioner er efter denne lov at føre tilsyn og kontrol med skatteansættelse af indkomst og formue samt ejendomsvurderinger. Rådet har herunder dels beføjelse til at udstede generelle retningslinier for lignings- og vurderingsarbejdet og dels beføjelse til at foretage revisionsmæssige ændringer af konkrete skatteansættelser og vurderinger m.v.

Beføjelsen udøves i et tæt samarbejde med Told- og Skattestyrelsen. For Ligningsrådets vedkommende er opgaverne i alt væsentligt de samme på lignings- og vurderingsområdet.

Ligningsrådet afgør endvidere efter bemyndigelse fra skatteministeren visse sager om efterbetaling af skat og bødeansvar, jf. lovens § 17, stk. 3, og forretningsordenens § 5, stk. 2. Endelig skal rådet efter lovens § 18, stk. 4, afgive indstilling til skatteministeren om udformningen af skemaerne til selvangivelsen.

Ovenstående giver imidlertid ikke en udtømmende opregning af Ligningsrådets opgaver. Det samme gælder forretningsordenens § 7, stk. 1. Dette skyldes, at der kan være henlagt opgaver til Ligningsrådet efter andre love inden for ministerens ressort. Som et eksempel på dette kan nævnes beføjelsen til at give bindende forhåndsbesked, jf. lov om bindende forhåndsbesked, § 1, stk. 1.

Desuden kan ministeren benytte sin almindelige adgang til at placere beføjelser inden for ministerområdet, jf. lovens § 38, til at placere opgaver hos Ligningsrådet.

Om sådanne opgaver henvises til forretningsordenens § 5, stk. 1. § 5, stk. 3, giver desuden ministeren en helt generel beføjelse til at rådspørge rådet om andre spørgsmål, som ikke henhører under rådets almindelige forretningsområde.

36. Ligningsrådet skal efter lovens § 18, stk. 1, godkende de planer og anvisninger, som udarbejdes af Told- og Skattestyrelsen.

Det drejer sig om de landsdækkende lignings- og vurderingsplaner samt planer og anvisninger til lignings- og vurderingsmyndighederne angående ligning og vurdering. Der henvises nærmere til punkt 16 (ligning) og punkt 22 (vurdering).

37. Kontrollen med, at de kommunale ligningsplaner følges af de kommunale skattemyndigheder, føres af Told- og Skattestyrelsen, jf. punkt 17.

Ved lovens § 18, stk. 3, er de statslige skattemyndigheder tildelt en ny reaktionsmulighed over for konstaterede fravigelser af de kommunale ligningsplaner. Ligningsrådet kan således i særlige tilfælde meddele den pågældende kommune bindende direktiver for ligningsarbejdet.

Lovens § 18, stk. 3, omtaler nogle generelle regler for meddelelse af sådanne bindende direktiver. De nærmere regler om tilsynet med de kommunale ligningsplaners overholdelse vil blive fastsat af Told- og Skattestyrelsen.

Efter § 18, stk. 3, kan Ligningsrådet ikke på eget initiativ udstede direktiver. En sådan reaktion forudsætter en indstilling herom fra Told- og Skattestyrelsen. Styrelsen kan afgive indstilling, hvis det gennem tilsynsarbejdet er konstateret, at en bestemt kommune gentagne gange ikke har opnået de forventede resultater af ligningsarbejdet.

Der kan ikke med hjemmel i bestemmelsen udstedes generelle direktiver for samtlige kommuners ligningsarbejde.

Hvis Told- og Skattestyrelsen finder, at der bør udstedes direktiver til en bestemt kommune, skal den afgive indstilling herom til Ligningsrådet. Indstillingen må indeholde en fyldestgørende redegørelse for de konstaterede afvigelser, deres karakter, størrelse o.s.v. Desuden skal styrelsen udarbejde et forslag til formulering af et bindende direktiv.

Rådets afgørelse om, hvorvidt der skal udstedes et direktiv, træffes derefter på et af rådets møder, jf. forretningsordenens § 9, stk. 1, og § 10, stk. 2.

Den berørte kommune skal straks underrettes om Ligningsrådets beslutning og, hvis rådet har vedtaget et direktiv, om indholdet af dette.

Det bemærkes, at forretningsordenen ikke giver mulighed for at afgive mindretalsudtalelser, jf. § 9, stk. 7.

Med hensyn til indholdet af de bindende direktiver hjemler lovens § 18, stk. 3, at det påbydes kommunen at lade nærmere angivne dele af ligningsarbejdet udføre af eksterne sagkyndige. Kommunen skal selv afholde udgifterne til sådan bistand.

Ligningsrådet kan således ikke med hjemmel i bestemmelsen fratage en kommune alt ligningsarbejde.

Ligningsrådet kan heller ikke angive, hvem kommunen skal engagere som eksterne sagkyndige. Det påhviler herefter kommunerne selv at afgøre, hvem der skal engageres. De pågældende skal forudsætningsvis være i stand til at udføre opgaven tilfredsstillende.

38. Ligningsrådet kan efter lovens § 19, stk. 1, revisionsmæssigt ændre ansættelser og vurderinger, medmindre Landsskatteretten har taget stilling dertil, jf. lovens § 36, stk. 2.

Revisionsadgangen gælder således samtlige skattemyndigheders afgørelser undtagen Landsskatterettens. Da Told- og Skattestyrelsen selv kan ændre skatteansættelser, foretaget af de kommunale skattemyndigheder, jf. herom punkt 20, har Ligningsrådets revisionsbeføjelse hovedsagelig betydning for skatteankenævnenes skatteansættelser og for vurderinger, foretaget af vurderingsråd eller skyldråd.

Lovens § 19, stk. 1, omtaler alene ansættelser og vurderinger. Imidlertid indebærer Ligningsrådets og Told- og Skattestyrelsens almindelige tilsynsbeføjelse, jf. lovens § 17, stk. 1, at Ligningsrådet revisionsmæssigt også vil kunne ændre andre afgørelser truffet af de lokale skattemyndigheder, herunder navnlig de i lovens § 2, nr. 2, nævnte afgørelser angående dødsboer, som er underlagt den almindelige klageadgang for skatteansættelser, og Told- og Skattestyrelsens (told- og skatteregionernes) afgørelser i gaveafgiftssager, jf. herom punkt 30.

Ligningsrådet kan efter lovens § 19, stk. 1, ikke ændre ansættelser og vurderinger på eget initiativ. Ændringssager rejses ved, at Told- og Skattestyrelsen som led i sin tilsynsvirksomhed indstiller til Ligningsrådet, at en afgørelse ændres. Om Told- og Skattestyrelsens virksomhed i den forbindelse henvises til punkt 21 (ligning) og punkt 25 (vurdering).

Forretningsordenen indeholder i § 7, stk. 1, nr. 5, § 8, § 9, stk. 2-5, og § 10, stk. 3 og 4, regler om fremgangsmåden, når Ligningsrådet skal behandle en sag om eventuel revisionsmæssig ændring af en konkret afgørelse.

Reglerne i lovens § 3, stk. 3, 4.-6.pkt., og § 21, stk. 2, skal anvendes tilsvarende. Det betyder, at Ligningsrådet skal følge den i punkt 7 beskrevne fremgangsmåde for den kommunale skattemyndigheds genoptagelse af egne skatteansættelser.

Den skattepligtige, respektive den private part i andre sagstyper, skal således underrettes om den påtænkte ændring, have adgang til at udtale sig over for Ligningsrådets sekretariat og underrettes om Ligningsrådets afgørelse efter samme retningslinier som beskrevet i punkt 7. Er der tale om en vurderingssag, hvor en afgørelse har været påklaget af en anden end ejeren, må begge underrettes om den påtænkte revisionsmæssige ændring af vurderingen efter forretningsordenens § 8.

Henvisningen til lovens § 21, stk. 2, betyder, at Ligningsrådets sekretariat - som efter forretningsordenens § 1, stk. 5, er Told- og Skattestyrelsen - skal udarbejde en sagsfremstilling og indstilling om sagens afgørelse efter tilsvarende retningslinier som dem, der gælder for skatteankenævnets arbejde i forbindelse med ændring af skatteansættelser, jf. herom punkt 12. Regler om sagsfremstillingens nærmere indhold findes i forretningsordenen for skatteankenævn, § 11, stk. 2. Disse regler kan umiddelbart overføres på tilfælde, hvor der er tale om ændring af skatteansættelser, mens der ikke er givet specificerede regler for sagsfremstillingens indhold i vurderingssager og andre revisionssager, som forelægges Ligningsrådet. Opregningen i § 11, stk. 2, i forretningsordenen for skatteankenævn kan anvendes som vejledning.

Materialet skal i alle sager ligge til gennemsyn for medlemmerne i sekretariatet i mindst 2 fulde hverdage forud for det møde, hvori sagen skal afgøres, jf. forretningsordenens § 7, stk. 3.

Den private part har efter forretningsordenens § 8 en frist på 1 måned til at udtale sig skriftligt eller mundtligt. Parten skal orienteres om, at der både kan afgives mundtlig udtalelse over for rådet og over for sekretariatet. Fristen på 1 måned vil sekretariatet kunne forlænge efter eget skøn, hvor dette findes rimeligt.

Hvis parten anmoder om lejlighed til at fremkomme med en mundtlig udtalelse enten over for Ligningsrådet eller over for sekretariatet, kræves det ikke, at et møde er afviklet inden udløbet af månedsfristen, men blot, at parten har fremsat sin anmodning (mundtligt eller skriftligt) inden for fristen. Et eventuelt møde med sekretariatet bør derefter afvikles uden unødig forsinkelse.

En mundtlig udtalelse over for sekretariatet kan indhentes telefonisk, dog kun efter aftale med den pågældende part, som altid har ret til en personlig samtale.

Mens parten efter forretningsordenens § 8 altid har krav på at forelægge sin sag mundtligt for sekretariatet, er det efter forretningsordenens § 9, stk. 2, rådet, der træffer beslutning om, hvorvidt den pågældende part skal have adgang til at forelægge sagen for en beslutningsdygtig del af rådet. Rådet træffer dog kun beslutning, hvis der bliver tale om at nægte en part foretræde. Formanden vurderer, om en anmodning bør imødekommes, og kan selv beslutte, at en anmodning skal imødekommes.

Mødeindkaldelser skal efter forretningsordenens § 14 sendes til såvel den pågældende part personligt som dennes eventuelle repræsentant, og begge har adgang til at deltage i mødet.

Rådet kan ligeledes i tilfælde, hvor der skal afholdes møde med den private part, indkalde den skatte- eller vurderingsmyndighed, hvis afgørelse det er på tale at ændre, til mødet, jf. forretningsordenens § 9, stk. 3, 2.pkt. Bestemmelsen kan ikke anvendes til at indkalde myndighedsrepræsentanter i tilfælde, hvor der ikke tillige skal forhandles med en privat part.

I vurderingssager kan Ligningsrådet efter lovens § 19, stk. 1, 2.pkt., bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringer skal følges ved skatteberegningen. Det kan således f.eks. bestemmes, at nyvurderingen kun skal have skattemæssig virkning for fremtiden.

Ligningsrådet er bundet af 3-årsreglerne i lovens § 35, stk. 1 og 2, for så vidt angår adgangen til at forhøje en skatteansættelse.

Ligningsrådets afgørelse træffes ved en kendelse. Kendelsen skal indeholde en begrundelse, og hvis der er givet afslag på en anmodning om foretræde for rådet, skal der tillige gives en begrundelse herfor, jf. forretningsordenens § 10, stk. 3. Kendelsen skal desuden være dateret, og der skal efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, gives vejledning om klageadgang til Landsskatteretten, jf. skattestyrelseslovens § 19, stk. 3, og om fristen herfor. Der skal ikke betales klageafgift til Landsskatteretten i disse sager, da Ligningsrådets afgørelse anses for en 1.instansafgørelse, jf. lovens § 25, stk. 4.

Kravet om begrundelse og klagevejledning gælder i alle revisionssager.

Ligningsrådet afgør i tilfælde af uenighed sagerne ved afstemning, jf. forretningsordenens § 9, stk. 7. Der kan ikke i kendelsen afgives mindretalsudtalelser, og kendelsen indeholder kun flertallets afgørelse og begrundelsen herfor.

Kendelsen skal sendes både til den private part og til vedkommendes eventuelle repræsentant, jf. forretningsordenens § 10, stk. 3, og § 14. Kendelsen skal desuden sendes til de øvrige interesserede, herunder de berørte skatte- eller vurderingsmyndigheder.

Sammen med kendelsen skal den berørte private part have tilsendt et eksemplar af sagsfremstillingen, som parten skal medsende ved en eventuel klage til Landsskatteretten.

Ligningsrådet kan efter forretningsordenens § 12 genoptage sager, der er afgjort ved kendelse. Dette forudsætter ingen anmodning fra den private part, og den private part har ikke krav på at få en afgjort sag genoptaget. Lovens § 35 begrænser adgangen til genoptagelse.

Når rådet beslutter at genoptage en sag, anvendes de ovenstående regler ganske tilsvarende.

39. Skatteministeren har ved § 5, stk. 2, i forretningsordenen for Ligningsrådet bemyndiget rådet til at afgøre sager vedrørende efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve skatteansættelsen samt sager om bødeansvar efter bestemmelserne i lovgivningen om indkomst- og formueskat til staten.

Efter den tidligere skattestyrelseslov lå kompetencen til at afgøre efterbetalingssager hos skatteministeren, som dog skulle modtage en indstilling om sagens afgørelse fra Ligningsrådet. Endvidere var der hjemmel til at bemyndige Ligningsrådet til selv at afgøre sådanne sager samt sager om bødeansvar som beskrevet. Denne bemyndigelse var fuldt udnyttet af ministeren i den dagældende forretningsorden for Ligningsrådet og Statsskattedirektoratet, således at Ligningsrådet havde den fulde kompetence.

Der er således ikke ved den nye skattestyrelseslov og den i medfør af denne udstedte forretningsordensbestemmelse sket nogen realitetsændring i kompetencefordelingen.

De pågældende sager afgøres af Ligningsrådet med sekretariatsbistand fra Told- og Skattestyrelsen, jf. forretningsordenens § 1, stk. 5. Ligningsrådet kan dog delegere sin kompetence til styrelsen efter reglen i forretningsordenens § 13.

Styrelsen skal i sin egenskab af sekretariat undersøge mulighederne for at opnå en forligsmæssig afgørelse af sagen efter reglerne herom.

Hvis styrelsen konstaterer, at der ikke kan opnås forlig med den skattepligtige i en sag, som udelukkende vedrører efterbetaling, kan styrelsen indstille til rådet, at spørgsmålet indbringes for domstolene, jf. statsskattelovens § 42, stk. 2, sidste pkt. Hvis Ligningsrådet tillader sagsanlæg, anlægges sagen herefter af Told- og Skattestyrelsen.

Hvis en person ikke over for styrelsen accepterer at vedtage en bøde for overtrædelse af skattekontrolloven, jf. dennes § 20, kan styrelsen indstille til rådet, at sagen oversendes til politiet med henblik på at lade strafspørgsmålet afgøre af domstolene. Hvis Ligningsrådet tillader oversendelse til politiet, bistår styrelsen derefter politiet med det videre arbejde med sagen.

Hvis en bødesag således oversendes til politiet, og personen i den pågældende sag heller ikke har anerkendt et krav om betaling af for lidt erlagt skat, anmoder styrelsen med rådets godkendelse politiet om at medtage efterbetalingskravet under straffesagen.

Styrelsen forholder sig på tilsvarende måde, hvis en person ikke anerkender et krav om betaling af tillægsskat efter skattekontrollovens § 21, og hvis et dødsbo eller arvingerne i et dødsbo ikke har anerkendt et krav om tillægsskat efter statsskattelovens § 43, stk. 2-4.

Told- og Skattestyrelsen forelægger sine indstillinger i sådanne sager for Ligningsrådet efter de almindelige regler i forretningsordenen, og rådet træffer sine afgørelser på de i forretningsordenens § 6 nævnte møder. Rådet afgør efter forretningsordenens § 10, stk. 4, selv, i hvilken form de pågældende sager skal afgøres.

Hvis rådet ikke finder, at betingelserne for en administrativ bødevedtagelse efter skattekontrollovens § 20 er til stede, eller hvis der tillige foreligger overtrædelse af andre lovbestemmelser, kan rådet via styrelsen sende sagen til politiet med henblik på at søge strafspørgsmålet og eventuelle spørgsmål om efterbetaling og tillægsskat afgjort ved domstolene.

40. Ligningsrådet skal efter lovens § 18, stk. 4, afgive indstilling til ministeren om udformningen af skemaerne til selvangivelsen.

Rådet havde denne funktion også efter den tidligere skattestyrelseslov.

På tilsvarende måde kan rådet efter anmodning fra ministeren afgive udtalelse om diverse andre spørgsmål, som ministeren måtte ønske at indhente udtalelse om, jf. forretningsordenens § 5, stk. 3.

G. Landsskatteretten

41. Landsskatterettens nye forretningsorden findes i bekendtgørelse nr. 200 af 23. marts 1990.

Der er ikke sket ændringer i reglerne om Landsskatterettens sammensætning og udpegningen og beskikkelsen af medlemmer. Der henvises herom til lovens § 20, stk. 2-4.

Medlemmerne af Landsskatteretten skal opfylde de almindelige habilitetsbestemmelser i forvaltningslovens § 3. Et medlem kan således ikke deltage i forhandlinger vedrørende eller afgørelse af en klagesag, hvis vedkommende har en særlig interesse i denne. Hertil regnes efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4, også tilfælde, hvor den pågældende har medvirket ved afgørelsen af den pågældende sag i en tidligere instans. Dette vil f.eks. gøre sig gældende, hvis et medlem tidligere har haft sæde i et skatteankenævn eller i Ligningsrådet.

Den tidligere forretningsorden for Landsskatteretten indeholdt en bestemmelse om, at reglerne i den dagældende skattestyrelseslovs § 1, stk. 9, skulle anvendes tilsvarende. Der forelå endvidere inhabilitet, hvor et medlem tidligere havde deltaget i behandlingen af en sag ved en anden lignings- eller vurderingsmyndighed.

Disse bestemmelser er ikke gentaget i den nye skattestyrelseslov, idet de ganske svarer til forvaltningslovens § 3, stk. 1.

Efter forvaltningslovens § 6 skal et medlem, som ved, at det er eller kan være inhabilt, selv gøre Landsskatteretten opmærksom på dette.

Retten afgør selv, om den pågældende er inhabil, jf. forretningsordenens § 16, stk. 8. Den pågældende kan ikke selv deltage i forhandlingerne om og afgørelsen af inhabilitetsspørgsmålet.

42. Landsskatterettens hovedfunktion er at behandle klager over de øvrige skattemyndigheders afgørelser. En del af rettens kompetenceområde fremgår af lovens § 23, stk. 1. Hovedområderne er skatteansættelser af indkomst og formue samt ejendomsvurderinger.

Hertil kommer visse særlige funktioner med hensyn til dødsboer, som følger de samme retningslinier som skatteansættelserne, værdiansættelser i gaveafgiftssager samt sager om bindende forhåndsbesked efter loven herom.

Opregningen er ikke udtømmende, jf. § 23, stk. 1, nr. 6. Der kan således efter de øvrige skattelove forekomme andre typer af afgørelser, over hvilke der ved lov eller bekendtgørelse er givet klageadgang til Landsskatteretten. Det gælder både love, der daterer sig fra før den nye skattestyrelseslovs ikrafttræden, og senere love.

43. De afgørelser vedrørende skatteansættelser af indkomst og formue, der påklages til Landsskatteretten, er sædvanligvis truffet af et skatteankenævn. Der kan dog også være tale om afgørelser, som er truffet af en kommunal skattemyndighed, hvor der er klaget til skatteankenævnet, hvorefter klageren har benyttet sin adgang efter lovens § 21, stk. 5, til at indbringe sagen for Landsskatteretten, fordi nævnet ikke har truffet afgørelse inden 3 måneder efter påklagen (»overspringssager«).

Der kan desuden være tale om klager over revisionsmæssige afgørelser truffet af den statslige told- og skatteforvaltning eller af Ligningsrådet.

Behandlingsformen for alle disse sager er stort set parallel, og der er kun sket mindre ændringer i forhold til, hvad der var gældende efter den tidligere skattestyrelseslov.

Klageberettiget er fortsat som hovedregel den skattepligtige. Den skattepligtiges ægtefælle har efter kildeskattelovens § 80, stk. 3, en særlig kompetence til at klage.

Er den skattepligtige død, har dødsboet kompetence til at klage over den afdødes skatteansættelser for tidligere år. Tilsvarende kan boet påklage skatteansættelser af boet selv.

Ved landsrettens dom i den i Skat 1987, nr. 5, s. 341, refererede højesteretsdom er det fastslået, at en arving under særlige omstændigheder kunne påklage en afgørelse på dødsboets vegne og endog repræsentere dette under domstolsbehandling. Dommen vedrørte dog kun den afdødes skatteansættelser for tidligere indkomstår.

Klagen indgives som hidtil til Landsskatteretten. Klagen skal være ledsaget af den påklagede afgørelse og af den sagsfremstilling, som den tidligere instans har udarbejdet, jf. herom punkt 12. I »overspringssagerne« skal sagsfremstilling dog ikke medsendes, hvis en sådan ikke findes.

Er der udarbejdet flere udgaver af og/eller tillæg til sagsfremstillingen, er det den seneste udgave med eventuelle tillæg, der skal indsendes til Landsskatteretten, det vil sige den udgave, som er tilsendt klageren sammen med afgørelsen fra den tidligere instans, jf. herved forretningsordenen for skatteankenævn, § 14, stk. 3, og for revisionsafgørelserne punkterne 20 og 38.

Fristen for klage til Landsskatteretten er generelt ændret fra 8 uger til 3 måneder, jf. lovens § 25, stk. 1. Særreglen for sømænd m.fl. efter den tidligere lov er dermed faldet bort.

Landsskatteretten kan afvise klager, der ikke opfylder formkravene eller har overskredet klagefristen, samt klager i sager, hvor andre klagemuligheder ikke er udnyttet. Retten kan dog altid beslutte at realitetsbehandle klagen alligevel. Ved formmangler fastsættes der en frist for udbedring. Reglerne svarer ganske til, hvad der var gældende tidligere, men findes nu opregnet i forretningsordenens § 2 og er ikke længere samlet i en paragraf i lovteksten.

Efter den tidligere forretningsorden indledtes sagsbehandlingen med en obligatorisk høring af den skattemyndighed, hvis afgørelse var påklaget. Efter den nye forretningsordens § 3 underretter Landsskatteretten vedkommende skattemyndighed om, at der er klaget, og anmoder myndigheden om at indsende sagsmaterialet. Efter § 18, stk. 2, i forretningsordenen for skatteankenævn skal nævnet herefter vurdere, om der er grundlag for en genoptagelse af nævnets afgørelse. Genoptagelse kan dog kun finde sted med klagerens samtykke. Skal der ske genoptagelse, underretter nævnet Landsskatteretten, som derefter skal give klageren skriftlig meddelelse om, at sagen er henlagt i Landsskatteretten, jf. § 19, stk. 3, i Landsskatterettens forretningsorden.

I »overspringssager« foretages der en egentlig høring af det skatteankenævn, til hvilket sagen har været påklaget. Retten kan i disse sager anmode skatteankenævnet om at udarbejde en sagsfremstilling efter de almindelige regler herom, jf. lovens § 26, stk. 4.

Landsskatterettens sagsbehandling er undergivet de almindelige regler i forvaltningsloven, hvilket bl.a. betyder, at klageren skal underrettes, hvis der fremkommer nye oplysninger, medmindre disse er uden betydning for sagens afgørelse, jf. forretningsordenens § 6, stk. 1.

Klageren har efter lovens § 26, stk. 1, krav på at udtale sig mundtligt over for Landsskatterettens kontor. Klageren dog kan vælge i stedet at udtale sig skriftligt. Klageren må tåle, at repræsentanter for den myndighed, hvis afgørelse er påklaget, eventuelt er til stede under mødet. Udtalelsen kan efter aftale med klageren indhentes telefonisk.

Derimod har klageren efter lovens § 27, stk. 1 og 3, ikke krav på, at der afholdes et retsmøde. Landsskatteretten kan afslå en begæring om retsmøde, hvis et sådant efter forholdene må anses for åbenbart overflødigt. Landsskatterettens afgørelser i så henseende kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Afgørelsen skal meddeles klageren skriftligt, og hvis klageren ikke har udtalt sig mundtligt over for rettens kontor, skal klageren underrettes om sin ret dertil, jf. forretningsordenens § 11, stk. 2. Begrundelsen for, at der ikke er afholdt retsmøde, skal fremgå af kendelsen, jf. forretningsordenens § 17, stk. 4.

Retsmøder afholdes normalt på rettens kontor i København. Told- og Skattestyrelsen indkaldes til alle retsmøder.

Klageren kan til enhver tid trække en anmodning om mundtlig forhandling eller retsmøde tilbage, jf. forretningsordenens § 19, stk. 4. Retten færdigbehandler i så fald sagen på det i øvrigt foreliggende grundlag. Tilbagekaldelsen fritager ikke Landsskatteretten fra den almindelige forvaltningsmæssige forpligtelse til at søge sagen oplyst bedst muligt.

Efter lovens § 27, stk. 2, kan der afholdes retsmøde, selv om klageren ikke har anmodet om det, idet Told- og Skattestyrelsen kan anmode om retsmøde. Retsmøde kan desuden afholdes på Landsskatterettens foranledning. Klageren indkaldes til disse retsmøder.

Landsskatteretten kan i særlige tilfælde bestemme, at andre personer skal være til stede under retsmødet og kan afgive en forklaring, jf. herved forretningsordenens § 6, stk. 2, og § 15, stk. 2.

Landsskatteretten kan udover at behandle de spørgsmål, som er berørt i klagen, også behandle den påklagede afgørelse som helhed, jf. lovens § 28, stk. 1, 2.pkt. Der skal i sådanne tilfælde ske høring af klageren efter principperne i forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Landsskatterettens muligheder for at forhøje en skatteansættelse på ikke påklagede punkter er tidsmæssigt begrænsede af 3-årsreglerne i lovens § 35, stk. 1 og 2. Derimod er der ingen tidsgrænse for forhøjelser på punkter, hvor klageren kræver ansættelsen nedsat, jf. lovens § 35, stk. 4, eller for nedsættelser.

Reglerne om indholdet af Landsskatterettens kendelser fremgår af lovens § 28, stk. 2, og forretningsordenens §§ 17-18. Kendelsen skal indeholde en begrundelse, uanset om klageren måtte få fuldstændigt medhold. Dette er en afvigelse fra forvaltningslovens § 22.

I modsætning til de øvrige kollegiale organer på lignings- og vurderingsområdet træffer Landsskatteretten afgørelser med angivelse af mindretalsudtalelser (dissens). I kendelsen skal angives mindretalsstandpunkter både med hensyn til resultatet og begrundelsen. Desuden skal det angives, om den eller de deltagende retsformænd har afgivet dissens. Det specificeres derimod ikke, hvilke af de øvrige medlemmer der har afgivet dissens.

Kendelsen skal ledsages af en vejledning om mulighederne for at indbringe kendelsen for domstolene og om fristen for sagsanlæg, jf. forretningsordenens § 18, stk. 3. Fristen for sagsanlæg er 3 måneder fra kendelsens afsigelse, jf. lovens § 31, stk. 2.

44. Klager over ejendomsvurderinger indgives som hidtil til Landsskatteretten. Klagen skal være ledsaget af den påklagede vurdering. Der foreligger normalt ikke en sagsfremstilling som nævnt i skattestyrelseslovens § 21, stk. 2, da denne ikke gælder for vurderingsmyndighederne. Er der tale om klage over en ændring, der er foretaget af Ligningsrådet, foreligger der dog en sagsfremstilling, jf. lovens § 19, stk. 1, og punkt 38, og denne skal derfor medsendes.

Fristen for klage til Landsskatteretten er 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen, jf. lovens § 25, stk. 1.

Klageadgangen omfatter ikke alene selve ejendomsvurderingerne, men også de hertil knyttede afgørelser, som vurderingsmyndighederne træffer efter vurderingslovens § 33.

Kredsen af klageberettigede i vurderingssager fremgår fortsat af vurderingslovens § 42, stk. 1. Der er således ikke ved den nye skattestyrelseslov sket nogen ændring i kredsen af klageberettigede.

Klageberettigede er således ejerne. Er vurderingen foretaget på begæring af en anden end ejeren, kan klage desuden indgives af den, der har begæret vurderingen. I tilfælde af frasalg af et areal, der kan vurderes selvstændigt, kan både køberen og sælgeren klage, jf. vurderingslovens § 8, stk. 3. Endvidere kan en ejer påklage vurderinger af andres ejendomme, når vedkommende har en retlig og økonomisk interesse heri. Tilsvarende kan en kommune påklage vurderingen, når den har en særlig retlig eller økonomisk interesse heri. Kommunens almindelige økonomiske interesse i provenuet af ejendomsskatter m.v. er ikke en sådan særlig økonomisk interesse, der berettiger til påklage. Brugere, der ifølge lov eller kontrakt skal betale ejendomsskatter m.v., kan klage, jf. vurderingslovens § 42, stk. 1. Endelig kan Told- og Skattestyrelsen indbringe vurderinger for Landsskatteretten i tilfælde, hvor en vurdering af den samme ejendom er påklaget til Landsskatteretten af en dertil berettiget.

Reglerne for afvisning af klager, for sagsforberedelsen, afgivelse af mundtlige udtalelser, afvikling af retsmøder samt for udfærdigelsen af kendelsen m.v. er i det væsentlige parallelle med reglerne for ligningssager, jf. punkt 43. Reglerne svarer i alt væsentligt til, hvad der var gældende efter den tidligere skattestyrelseslov og vurderingsloven. Der er følgende særtræk ved ejendomsvurderingernes behandling:

Landsskatteretten kan tilkalde særligt sagkyndige til at bistå ved vurderingen, jf. skattestyrelseslovens § 26, stk. 3. Denne mulighed benyttes f.eks., hvor der er tale om at vurdere en ejendom af en særlig, ikke talrig type, f.eks. en ejendom, hvorpå der ligger et skibsværft.

Der sker normalt obligatorisk høring af vurderingsmyndigheden, jf. forretningsordenens § 4, stk. 1. Told- og Skattestyrelsen kan dog anmode om at få sagen til udtalelse uden forudgående høring af skyldrådet, jf. § 4, stk. 2, og styrelsen kan herefter indlede en revisionsmæssig undersøgelse, jf. herom punkt 25. Revisionsmæssig behandling af en vurderingssag medfører, at landsskatteretssagen sættes i bero, jf. § 4, stk. 3.

Der skal tages særligt hensyn til ejeren i tilfælde, hvor denne ikke er klager. Ejeren skal således have adgang til at afgive udtalelse og til at deltage i en eventuel besigtigelse af ejendommen.

Landsskatteretten kan træffe afgørelse i forlængelse af en besigtigelsesforretning på ejendommen, således at besigtigelsesforretningen udgør et retsmøde. I sådanne tilfælde kan en person, der har anmodet om lejlighed til at udtale sig mundtligt over for rettens kontor, i stedet henvises til at fremkomme med sin udtalelse i forbindelse med besigtigelsen. Der kan således gives afslag på afholdelse af et separat møde mellem klageren og rettens kontor. Der henvises til forretningsordenens § 7, stk. 4, og § 13, stk. 2.

Kendelsen skal som i ligningssager være ledsaget af en vejledning om mulighederne for at indbringe kendelsen for domstolene, jf. forretningsordenens § 18, stk. 3. Fristen er 3 måneder fra kendelsens dato. Adgangen til at indbringe kendelser i vurderingssager for domstolene er til dels ny, jf. punkt 52.

Der kan ikke i vurderingssager udmeldes syn og skøn under landsskatteretsbehandlingen, jf. lovens § 30, stk. 1, 2.pkt.

45. Klager over skattemyndighedernes afslag på anmodninger om genoptagelse var ikke omfattet af den tidligere skattestyrelseslovs klagesystem. Virkningen heraf var, at klagerne fulgte det almindelige administrative klagesystem, således at f.eks. klager over en ligningskommissions afslag skulle indgives til amtsskatteinspektoratet.

Den nuværende skattestyrelseslov omfatter derimod også disse klager, jf. lovens § 4, stk. 5, samt § 3, stk. 5, og § 17, stk. 3, i Landsskatterettens forretningsorden.

Der er tale om 2 typer af klager, som dog behandles næsten ens af Landsskatteretten.

Den ene type består af sager, hvor den kommunale skattemyndighed har givet afslag på en begæring om genoptagelse, og hvor dette afslag har været påklaget til skatteankenævnet, som har stadfæstet skattemyndighedens afslag, jf. om denne sagstype punkt 13.

»Overspringsreglen« i lovens § 21, stk. 5, gælder også i genoptagelsestilfælde.

Den anden type består af sager, hvor et skatteankenævn har afslået at genoptage en sag, som nævnet selv har afgjort, jf. lovens § 22.

Til denne type knytter sig tilfælde, hvor en revisionsmyndighed har afgjort en sag og derefter afslået en anmodning fra den berørte private part om genoptagelse. Reglerne for revisionsmyndighedernes genoptagelsesadgang findes ikke i skattestyrelsesloven. At genoptagelse kan og i visse tilfælde bør finde sted, følger imidlertid af almindelige forvaltningsprincipper, se også § 12 i forretningsordenen for Ligningsrådet.

Klagen skal indgives til Landsskatteretten og skal overholde kravene i lovens § 25, stk. 2. Foruden afgørelsen om afslag på genoptagelse skal også medfølge den materielle afgørelse, som ønskes genoptaget.

Landsskatteretten underretter altid den pågældende skattemyndighed om, at dens afgørelse er påklaget, jf. forretningsordenens § 3, stk. 3 og 5. Hvis Landsskatteretten under den efterfølgende behandling af sagen i øvrigt anser det for hensigtsmæssigt, foretages der en egentlig høring af vedkommende myndighed.

Er der tale om en afgørelse fra et skatteankenævn, har nævnet efter § 18, stk. 2, i forretningsordenen for skatteankenævn mulighed for at genoptage sagen, dog kun hvis klageren er indforstået hermed, jf. nærmere punkt 14. Denne mulighed foreligger både, hvor der er tale om genoptagelse af en skatteansættelse foretaget af nævnet, og i tilfælde, hvor nævnet har stadfæstet et afslag, meddelt af en kommunal skattemyndighed, men nu agter at ændre denne afgørelse til et påbud om genoptagelse. En sådan fremgangsmåde kan anvendes tilsvarende af revisionsmyndighederne. Landsskatteretten skal skriftligt meddele klageren, at sagen er henlagt, jf. § 19, stk. 3, i rettens forretningsorden.

Landsskatteretten skal i disse sager alene tage stilling til, om det bør pålægges den underordnede skattemyndighed at genoptage sagen, jf. forretningsordenens § 17, stk. 3.

Landsskatterettens påbud om genoptagelse retter sig til den skattemyndighed, som sidst har truffet en realitetsafgørelse i sagen. Har skatteankenævnets medvirken alene bestået i, at nævnet har stadfæstet den kommunale skattemyndigheds afslag på en anmodning om genoptagelse, kan Landsskatteretten således »hjemvise« til fornyet realitetsbehandling i den kommunale skattemyndighed med overspringelse af skatteankenævnet. Nævnet skal dog have kopi af kendelsen, jf. forretningsordenens § 18, stk. 3.

Landsskatterettens kendelser i disse sager kan indbringes for domstolene efter de almindelige regler i lovens § 31, stk. 1 og 2. Der skal derfor gives sædvanlig vejledning herom, jf. punkt 43.

46. Med hensyn til afgørelser vedrørende dødsboer er opregningen i lovens § 23, stk. 1, nr. 2, den samme som i § 2, nr. 2, bortset fra, at afgørelser vedrørende opgørelser efter kildeskattelovens § 14, stk. 3, ikke kan påklages til Landsskatteretten. Tilsvarende gjaldt efter den tidligere skattestyrelseslov. Landsskatterettens afgørelser følger med få undtagelser de samme regler som de i punkt 43 beskrevne.

Efter lovens § 23, stk. 2, kan klage over disse afgørelser kun indgives af dødsboet.

Kompetencen omfatter værdiansættelser af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16, stk. 4, og to funktioner efter kildeskattelovens § 33 A, nemlig dels beregning af passivposter og dels afgivelse af bindende forhåndsbesked. Forhåndsbesked med hensyn til dødsboers forhold kan også indhentes efter de almindelige regler om bindende forhåndsbesked, jf. punkt 48.

For bindende forhåndsbesked i dødsboer efter den særlige regel i kildeskattelovens § 33 A gælder den særregel, at skattemyndigheden efter § 33 A, stk. 5, kan afvise at afgive eller begrænse en forhåndsbesked i det omfang, der ikke er givet tilstrækkelige oplysninger. Sådanne afslag eller delvise afslag kan efter skattestyrelseslovens § 23, stk. 5, 2.pkt., ikke påklages til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene.

Hvis der er indgivet en klage over værdiansættelsen af et bestemt aktiv eller passiv, kan Landsskatteretten efter lovens § 28, stk. 1, 3.pkt., også påkende værdiansættelsen af boets øvrige aktiver og passiver. Dette er et særligt tilpasset udtryk for den almindelige regel om, at Landsskatteretten kan påkende den påklagede afgørelse i sin helhed og således - modsat en domstol - ikke er begrænset af klagerens påstand.

De omtalte særregler er alle i overensstemmelse med den tidligere skattestyrelseslov. Dog er bestemmelsen i § 28, stk. 1, 3.pkt., i ordlyd ny.

47. Afgørelser vedrørende gaveafgift, der påklages til Landsskatteretten, er truffet af den statslige told- og skatteforvaltning, som både behandler værdiansættelsesspørgsmål og foretager selve beregningen af gaveafgiften, jf. herom punkt 30.

Landsskatteretten kan kun påkende værdiansættelsesspørgsmålene, jf. lovens § 23, stk.1, nr. 4, som er i overensstemmelse med den tidligere skattestyrelseslov. Selve afgiftsberegningen kan derimod ikke påklages til Landsskatteretten.

Værdiansættelsessagerne vil kun have passeret en myndighed, før der klages til Landsskatteretten. Der skal efter lovens § 25, stk. 4, 1.pkt., ikke betales klageafgift, eftersom Landsskatteretten er 1. klageinstans. I øvrigt følger sagerne de almindelige regler for klager over skatteansættelser, jf. punkt 43.

48. Afgørelser vedrørende bindende forhåndsbesked er truffet af Ligningsrådet, jf. forhåndsbeskedsloven § 1, stk. 1.

Klager over disse afgørelser følger med få undtagelser de samme regler, som gælder for klager over skatteansættelser, jf. punkt 43.

For bindende forhåndsbesked gælder efter forhåndsbeskedslovens § 3, at Ligningsrådet kan afvise at afgive bindende forhåndsbesked eller eventuelt begrænse forhåndsbeskeden, jf. § 2, hvis spørgsmålet »ikke kan besvares med fornøden sikkerhed«. Der kan også afvises, hvis det ikke findes af væsentlig betydning for forespørgeren at få svar. Sådanne afslag eller delvise afslag kan efter skattestyrelseslovens § 23, stk. 5, 1.pkt., ikke påklages til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene.

Der skal efter lovens § 25, stk. 4, 1.pkt., ikke betales klageafgift, eftersom Landsskatteretten er 1. klageinstans.

49. Regler om Landsskatterettens genoptagelse af egne klagesager findes i lovens § 29 og i forretningsordenens § 20.

Betingelserne for at tillade genoptagelse er dels, at der må forelægges retten oplysninger, som kan føre til et væsentligt ændret resultat, såfremt rettens klagesag tages op til fornyet vurdering, og dels, at det ikke kan lægges klageren til last, at de pågældende nye oplysninger først foreligger nu.

Landsskatteretten kan desuden efter lovens § 29, stk. 2, genoptage en sag, selv om de almindelige betingelser i stk. 1 ikke er opfyldt.

Sammenhængen mellem § 29, stk. 1 og 2, bevirker, at der ikke bør fastsættes en beløbsmæssig grænse for, hvilke ændringer der må anses for væsentlige henholdsvis uvæsentlige. Dette overlades i stedet til rettens skøn.

En anmodning om genoptagelse af en landsskatteretskendelse indgives til Landsskatteretten. Der er intet selvstændigt krav om, at anmodningen skal fremsættes skriftligt, men efter lovens § 29, stk. 3, anvendes bestemmelsen om klageafgift tilsvarende, d.v.s., at der skal betales klageafgift, medmindre den afgørelse, som ønskes genoptaget, er truffet af Landsskatteretten som 1. klageinstans.

Efter forretningsordenens § 20, stk. 1, og § 10, stk. 5, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt der bør ske genoptagelse, i første omgang af retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef alene. Bliver resultatet, at der tillades genoptagelse, påbegyndes en fornyet behandling og afgørelse af sagen i Landsskatteretten efter de almindelige regler, der gælder for den pågældende sagstype.

En anmodning om genoptagelse medfører, hvadenten den efterkommes eller ikke, ingen suspension af fristerne for sagsanlæg efter lovens § 31, stk. 2-5, jf. forretningsordenens § 20, stk. 2. Opmærksomheden henledes navnlig på, at en afvisning af en anmodning om genoptagelse ikke medfører, at sagens realitet kan indbringes for domstolene inden 3 måneder efter reglen i lovens § 31, stk. 4.

En ny realitetsafgørelse fra Landsskatteretten kan derimod indbringes efter den almindelige regel i lovens § 31, stk. 2.

Landsskatteretten kan ikke på eget initiativ genoptage en sag. Det kræves, at der foreligger en anmodning fra klageren, jf. lovens § 29, stk. 1 og 2, modsætningsvis.

50. De nye regler om klageafgift findes i lovens § 25, stk. 4, og forretningsordenens § 22 (betaling) og § 23 (tilbagebetaling).

Hovedreglen er herefter, at der ved klage til Landsskatteretten skal betales en afgift. Grundbeløbet for afgiften er i § 25, stk. 4, fastsat til 400 kr. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20. Dette indebærer, at afgiften i 1990 udgør 500 kr.

Afgiften skal indbetales samtidig med fremsendelse af klagen, jf. lovens § 25, stk. 4. Hvis afgiften mangler, giver Landsskatteretten en frist på 14 dage til indbetaling, jf. forretningsordenens § 22, stk. 2, der således er parallel med den almindelige regel om Landsskatterettens reaktion på ufuldstændige klager, jf. forretningsordenens § 2, stk. 4.

Hvis klageafgiften herefter ikke indbetales, afsluttes sagen i Landsskatteretten uden behandling, jf. forretningsordenens § 22, stk. 2. Der gives dog klageren skriftlig underretning.

Hvis klageafgiften indbetales efter fristens udløb, kan Landsskatteretten vurdere, om der findes grundlag for at betragte indbetalingen som en anmodning om genoptagelse, og således beslutte at realitetsbehandle sagen efter lovens § 29, stk. 2. Spørgsmålet er hermed overladt til rettens skøn.

Der skal efter forretningsordenens § 22, stk. 1, kun betales klageafgift i nogle nærmere opregnede tilfælde. Den praktiske hovedregel vil imidlertid være, at der skal betales afgift.

Der skal for det første betales afgift, hvor den påklagede afgørelse er truffet af en klageinstans.

Denne regel vil bl.a. omfatte alle skatteankenævnsafgørelser i de i lovens § 2 nævnte sager og alle afgørelser vedrørende ejendomsvurderinger, der er truffet af skyldrådene som 1. klageinstans.

Desuden skal der betales klageafgift i tilfælde, hvor der er klaget til skatteankenævnet, men hvor klageren senere har gjort brug af »overspringsreglen« i lovens § 21, stk. 5, fordi nævnet ikke har truffet afgørelse i løbet af 3 måneder.

Det er uden betydning, om klagen vedrører afgørelsens materielle indhold, eller om der klages over en anden myndigheds afslag på en anmodning om genoptagelse, jf. om disse sager punkt 45.

Hvis klageren anmoder om genoptagelse af en landsskatteretssag, afhænger afgiftspligten af, om der er betalt afgift i den sag, som nu ønskes genoptaget.

De sagstyper, hvori der ikke skal betales afgift, er ikke udtømmende opregnet i loven. Af loven kan umiddelbart udledes, at det bl.a. drejer sig om følgende sagstyper:

- værdiansættelse i gaveafgiftssager,

- sager om bindende forhåndsbesked og

- sager, hvor en revisionsmyndighed har ændret en afgørelse truffet af en anden myndighed.

Afgiftsfriheden gælder også tilfælde, hvor Ligningsrådet har ændret en afgørelse fra et skatteankenævn eller et skyldråd. I disse tilfælde er det Ligningsrådets afgørelse, der påklages, og i relation til denne er Landsskatteretten første (og eneste) administrative klageinstans.

Afgiften tilbagebetales efter lovens § 25, stk. 4, hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen. Herved forstås, at en afgørelse på blot eet klagepunkt ændres helt eller delvis i overensstemmelse med klagerens påstand. Også en forhøjelse i overensstemmelse med klagerens påstand kan således udløse tilbagebetaling. Endvidere er det uden betydning, om afgørelsen samtidig ændres på andre eventuelt ikke påklagede punkter, således at det samlede resultat af ændringen bliver en forhøjelse.

Desuden skal klageafgiften efter forretningsordenens § 23, stk. 2, tilbagebetales, hvis den myndighed, som har truffet den påklagede afgørelse, beslutter at genoptage denne. Dette kan for skatteansættelsernes vedkommende ske som en direkte konsekvens af klagen til Landsskatteretten, jf. § 18, stk. 2, i forretningsordenen for skatteankenævnene, og punkt 14.

Der skal ikke ske tilbagebetaling i tilfælde, hvor:

- klageren ikke får (helt eller delvis) medhold på noget klagepunkt,

- klagen afvises efter forretningsordenens § 2,

- klagen trækkes tilbage, medmindre det sker i forbindelse med genoptagelse hos en anden myndighed, jf. ovenfor, eller

- sagen indbringes for domstolene efter »overspringsreglen« i lovens § 31, stk. 1, 2.pkt.

I genoptagelsessager, hvori der gives klageren helt eller delvis medhold, skal der ske tilbagebetaling af den klageafgift, der er betalt ved genoptagelsesanmodningen, efter den almindelige regel. Medmindre klageafgiften i den oprindelige klagesag er tilbagebetalt, f.eks. fordi klageren har fået delvis medhold i et klagepunkt, skal retten afgøre, om der også skal ske tilbagebetaling af den oprindelig betalte afgift, jf. forretningsordenens § 23, stk. 3.

Retten kan i denne sammenhæng bl.a. vurdere, om det er undskyldeligt, at de nye oplysninger, hvorpå den ændrede afgørelse er baseret, først er fremkommet nu.

Landsskatterettens afgørelse om tilbagebetaling af en afgift skal i disse sager angives i kendelsen med den efter forvaltningslovens § 22 fornødne begrundelse i tilfælde, hvor det besluttes ikke at tilbagebetale.

Tilbagebetaling sker til klageren selv og ikke til dennes eventuelle repræsentant, jf. forretningsordenens § 23, stk. 4.

Rettens afgørelse af tilbagebetalingsspørgsmål kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. forretningsordenens § 23, stk. 5. Derimod kan afgørelsen indbringes for domstolene. For et sådant søgsmål gælder den almindelige frist i lovens § 31, stk. 2.

51. De nye regler om adgang til at udmelde syn og skøn under landsskatteretssager findes i lovens § 30 og forretningsordenen for Landsskatteretten, § 24.

Efter lovens § 30 er der tale om anvendelse af den almindelige regel i retsplejelovens § 343 om isoleret bevisoptagelse (uden samtidig anlæggelse af retssag).

Det betyder bl.a., at begæringen om syn og skøn skal indgives til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring m.v., som ønskes vurderet, befinder sig, og at den, som begærer syn og skøn afholdt, selv skal bære omkostningerne herved og eventuelt kan blive pålagt at betale sagsomkostninger til modparten.

Retsplejelovens regel bygger på en forudsætning om, at der er (mindst) 2 parter i sagen, og at modparten har adgang til at gøre indvendinger imod syns- og skønstemaet og rettens udpegning af skønsmændene, stille supplerende spørgsmål til skønsmanden m.v.

Som »modpart« i retsplejelovens forstand optræder efter skattestyrelseslovens § 30, stk. 2, den skattemyndighed, hvis afgørelse er påklaget til Landsskatteretten.

Efter skattestyrelseslovens § 30, stk. 2, tilkommer adgangen til at kræve syn og skøn både klageren og den pågældende skattemyndighed. Landsskatterettens virke indskrænker sig til at registrere en meddelelse om, at klageren eller vedkommende skattemyndighed agter at begære syn og skøn afholdt. Hvis Landsskatteretten vurderer, at syn og skøn vil være hensigtsmæssigt i en konkret sag, f.eks. hvor der indgår et værdiansættelsesspørgsmål i sagen, kan retten, hvis ingen har begæret syn og skøn, fastsætte en frist, inden for hvilken klageren og vedkommende skattemyndighed skal tage stilling til, om der ønskes afholdt syn og skøn.

Hvis ingen af parterne vil begære det, kan der ikke afholdes syn og skøn, selv om Landsskatteretten måtte anse det for hensigtsmæssigt.

Den part, som ønsker syn og skøn afholdt, må selv indgive begæring herom til byretten efter retsplejelovens § 343. Landsskatteretten kan ikke indgive begæringen på partens vegne og er i det hele ikke part i sagen, men kan efter omstændighederne rådgive parten med hensyn til fremgangsmåde, udformning af spørgsmål m.v. Den part, der begærer syn og skøn, skal underrette Landsskatteretten om, at dette er sket, ved indsendelse af en kopi af skønstemaet samt byrettens bekræftelse på, at rekvisitionen er modtaget, jf. forretningsordenens § 24, stk. 1.

Ved modtagelsen af meddelelsen om, at der er indledt en syns- og skønssag, stiller Landsskatteretten klagebehandlingen i bero, indtil det ved rekvirentens indsendelse af retsbogsudskrift og skønserklæring m.v. godtgøres, at syns- og skønssagen er afsluttet, jf. forretningsordenens § 24, stk. 2. Hvis klageren er skønsrekvirent, skal klageren samtidig tilkendegive, om klagen ønskes opretholdt, jf. forretningsordenens § 24, stk. 3. Er syns- og skønsforretningen derimod begæret af skattemyndigheden, kan Landsskatteretten i stedet skriftligt forespørge klageren, om klagen ønskes opretholdt, jf. forretningsordenens § 24, stk. 4. Der fastsættes en frist på 14 dage, inden for hvilken klageren skal svare. Hvis klageren ikke besvarer henvendelsen, genoptages sagsbehandlingen i Landsskatteretten, men klageren kan altid på et senere tidspunkt tilbagekalde klagen, jf. forretningsordenens § 19, stk. 1.

Landsskatteretten er ikke forpligtet til i alle tilfælde at forespørge klageren, om klagen ønskes opretholdt. Det vil fremgå af skønserklæringen m.v., om der er nogen anledning dertil.

I tiden fra Landsskatteretten er underrettet om syns- og skønsbegæringen og til Landsskatteretten er underrettet om, at sagen er afsluttet af byretten, er »overspringsreglen« i lovens § 31, stk. 1, 2.pkt., suspenderet, jf. § 30, stk. 3, 2. pkt. Klageren kan således ikke ved at begære afholdt syn og skøn sinke Landsskatterettens klagebehandling med den virkning, at sagen kan indbringes direkte for domstolene.

I tilfælde, hvor en klage opretholdes efter afslutningen af en syns- og skønssag, og hvor den underordnede skattemyndighed ikke genoptager sagen, jf. herom bl.a. § 18, stk. 2, i forretningsordenen for skatteankenævnene, indgår skønserklæringen m.v. i sagsmaterialet under Landsskatterettens videre behandling af sagen. Der skal ikke ske høring efter forretningsordenens § 6, stk. 1, da der ikke er tale om oplysninger, som er klageren ubekendt.

Efter forretningsordenens § 15, stk. 2, må klageren tåle, at Landsskatteretten undtagelsesvis indkalder skønsmanden til et retsmøde, og under et sådant retsmøde kan stille de eventuelle yderligere spørgsmål, som retten måtte ønske besvaret. Skønsmanden er imidlertid ikke forpligtet til at møde.

H. Domstolsprøvelse

52. Adgangen til domstolsprøvelse står efter lovens § 31 åben for alle spørgsmål, som kan påkendes af Landsskatteretten. For så vidt angår ejendomsvurderingerne er dette til dels en nyskabelse, idet disse efter den tidligere skattestyrelseslov var endelige for så vidt angik værdiskønnet. Det må imidlertid forventes, at domstolene i overensstemmelse med almindelig retspraksis for kontrollen med skønsmæssige afgørelser vil være tilbageholdende med at efterprøve den del af Landsskatterettens afgørelser, der vedrører værdiskønnet.

I sager, som kan påkendes af Landsskatteretten, må klageren som hovedregel afvente Landsskatterettens afgørelse, før sagsanlæg kan finde sted, jf. lovens § 31, stk. 1, 1.pkt. Efter 2.pkt. er der imidlertid en »overspringsregel« for tilfælde, hvor Landsskatteretten efter 6 måneder ikke har afgjort sagen. Denne regel er i overensstemmelse med den tidligere skattestyrelseslov.

Fristen for sagsanlæg er efter lovens § 31, stk. 2, nu 3 måneder fra kendelsens dato. Dette er en ændring i forhold til den tidligere skattestyrelseslov, hvor fristen var 6 måneder, men med en lang række undtagelser for forskellige sagstyper, hvor fristen var 3 måneder. 3-månedersfristen er altså nu generel. Fristen gælder også for skatteministerens sagsanlæg, jf. § 32.

Fristen for sagsanlæg er absolut, idet domstolene ex officio kan afvise at behandle sagen med henvisning til fristoverskridelsen. Afvisning sker dog normalt kun, hvis der nedlægges påstand herom.

53. I lovens § 31, stk. 3-5, findes en række fristregler for tilfælde, hvor Landsskatteretten har afvist en sag. Disse regler finder dog kun anvendelse i tilfælde, hvor afvisningen er sket i medfør af § 2 i forretningsordenen for Landsskatteretten, og således ikke i tilfælde, hvor afvisning er sket, fordi Landsskatteretten mangler kompetence til at behandle sager af den pågældende art, således f.eks. hvis Landsskatteretten har afvist en sag, der drejer sig om miljøafgifter.

Hovedreglen er lovens § 31, stk. 3, hvorefter sag skal anlægges senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller vurderingsår. Efter den tilsvarende regel i den tidligere skattestyrelseslov var fristen 5 år. Om fristændringerne henvises til afsnit I nedenfor. Den tilknyttede særregel om skattepligtige med forskudt regnskabsår er i overensstemmelse med den tidligere lov.

Efter stk. 4 sker der en forlængelse af 3-årsfristen i tilfælde, hvor en sag er påklaget inden for fristen, men først afvises af Landsskatteretten efter fristens udløb. Her er der en supplerende frist for sagsanlæg på 3 måneder fra afvisningskendelsens dato.

Efter stk. 5 gælder der en undtagelse fra fristerne i stk. 3 og 4 i de i lovens § 2, nr. 2, nævnte tilfælde, jf. punkt 46, samt i gaveafgiftssagerne, idet sagen her skal anlægges senest 1 år efter, at 1.instansafgørelsen i sagen er truffet. Reglen gælder kun, hvor Landsskatteretten har afvist sagen, mens realitetsafgørelser fra Landsskatteretten kan indbringes efter hovedreglen i § 31, stk. 2. Bestemmelsens formulering er ændret i forhold til den tidligere skattestyrelseslov, men er i overensstemmelse med forarbejderne til den pågældende bestemmelse.

54. Retssager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan påkende, anlægges efter lovens § 33, stk. 1, ved landsretten, uanset om Landsskatteretten i det konkrete tilfælde har påkendt sagen. Klagerens modpart i sagen er skatteministeren (Skatteministeriet).

Sagen anlægges ved den landsret, i hvis område den private part bor, jf. § 33, stk. 2. Dette er en undtagelse fra retsplejelovens almindelige princip, hvorefter sagen som hovedregel anlægges, hvor sagsøgte har hjemting. Særreglen sikrer, at en privat part, der bor i Vestre Landsrets område, ikke tvinges til at anlægge sag i København.

Reglen suppleres med tilsvarende særregler for dødsboer og gaveafgiftssager. I sidstnævnte sagstype, hvor der er 2 private parter, tages hensyn til giverens bopæl, jf. henvisningen til »den regionale told- og skatteforvaltning, hvortil gaveanmeldelse skal indgives«, og arveafgiftsbekendtgørelsen (Bkg nr. 505 af 20.oktober 1983), § 17.

Desuden kan parterne aftale, at sagen anlægges ved den anden landsret, jf. retsplejelovens § 245, stk. 1.

Hvis den private part ikke er hjemmehørende i Danmark, kan sagen altid anlægges ved Østre Landsret, jf. skattestyrelseslovens § 33, stk. 3.

I. Fristreglerne i lovens § 35 m.fl.

55. Ved lovens § 35, stk. 1, er der indført en generel regel om, at skattemyndighederne er afskåret fra at forhøje en skatteansættelse senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår, som ansættelsen vedrører.

Reglen er ny. Den har sammenhæng med lovens § 31, stk. 3, om fristen for sagsanlæg ved domstolene, som afløser en tilsvarende regel i den tidligere skattestyrelseslov, og med § 4, stk. 1, om fristen for genoptagelse af en skatteansættelse i 1.instans, som for så vidt er ny. Fristen er nu generelt 3 år, hvorimod fristen for sagsanlæg m.v. tidligere var 5 år.

Reglen skal sikre de skattepligtige mod at blive stillet over for yderligere skattekrav efter fristens udløb. Tilsvarende har den skattepligtige ikke krav på at få sin skatteansættelse genoptaget efter dette tidspunkt, jf. § 4, stk. 1.

Reglen i § 4, stk. 1, er ny, men erstatter en fast administrativ praksis, baseret på den til § 31, stk. 3, svarende regel om fristen for sagsanlæg, når Landsskatteretten har afvist sagen. Den administrative praksis er nu udmøntet i den generelt formulerede regel i § 4, stk. 1. Reglen suppleres af den i medfør af § 4, stk. 2, udstedte bekendtgørelse nr. 230 af 6. april 1990 om tilfælde, hvor genoptagelse kan finde sted efter ligningsfristens udløb.

56. I den tidligere skattestyrelseslov fandtes ingen generel regel svarende til § 35, stk. 1. Derimod fandtes der en særlig regel for skønsmæssige ansættelser. Disse kunne ikke forhøjes af skattemyndighederne på et tidspunkt, som lå mere end 3 år efter udløbet af det indkomstår, som ansættelsen vedrørte. Reglen antoges at gælde alle skattemyndigheder.

Fra reglen gjaldt forskellige undtagelser, som er overført til den nye skattestyrelseslovs § 35, stk. 3-4, og som omtales nærmere i punkt 57.

Den nye § 35, stk. 1, indeholder samme tidsfrist som den tidligere regel, nemlig 3 år fra udløbet af det pågældende indkomstår. For år, som ligger forud for den periode, hvori forhøjelse kan ske, kan der ikke fremsættes krav om yderligere betaling af skat. Derimod er § 35, stk. 1, ikke til hinder for, at der foretages ændringer i grundlaget for en sådan skatteansættelse, og at disse ændringer lægges til grund for ansættelsesforhøjelser i indkomstår, som ligger inden for fristen, jf. § 35, stk. 2, 1.pkt.

3-årsfristen gælder først fra og med indkomståret 1990.

Tages der udgangspunkt i en person, som f.eks. har angivet sit afskrivningsgrundlag for indkomståret 1990 for højt, bevirker fristreglen, at der kun kan opkræves yderligere skat for 1990 på denne baggrund indtil udløbet af 1993. Hvis fejlen først konstateres i 1994, kan der ikke ske forhøjelse af skattetilsvaret for 1990, men der kan foretages en beregning af det korrekte afskrivningsgrundlag, og dette kan lægges til grund for beregning af afskrivninger for 1991 med den følge, at skattetilsvaret for 1991 og de efterfølgende år forhøjes.

For de skønsmæssige ansættelser, som var omfattet af 3-årsfristen i den tidligere skattestyrelseslov, er § 35, stk. 1, suppleret med stk. 2, 2.pkt., som også afskærer skattemyndighederne fra at lægge det ændrede grundlag til grund for skatteansættelsen for de efterfølgende år.

57. Undtagelser fra fristreglerne findes i lovens § 35, stk. 3 og 4. Fristreglerne gælder kun for forhøjelse af skatteansættelsen. Nedsættelse kan således finde sted uden hensyn til fristerne. Skattemyndighederne er dog ikke forpligtet til at følge en anmodning fra en skattepligtig om en nedsættelse i tilfælde, hvor en forhøjelse ville være udelukket.

Efter § 35, stk. 3, sker der suspension af 3-årsfristen, hvis skattemyndighedernes grundlag for skatteansættelsen har været urigtigt eller ufuldstændigt, og dette kan tilregnes nogen som forsætligt eller uagtsomt.

I disse tilfælde begynder 3-årsfristen ikke at løbe fra udgangen af det indkomstår, ansættelsen vedrører, men først fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse. Det er uden betydning, hvordan skattemyndighederne er kommet i besiddelse af de korrekte, fyldestgørende oplysninger, herunder om det er offentlige myndigheder eller den skattepligtige selv, der har fremskaffet oplysningerne. I alle tilfælde begynder fristen at løbe fra den pågældende dag, og skatteansættelsen skal herefter være foretaget inden 3 år efter denne dato.

Spørgsmålet om, hvorvidt den kommunale skattemyndighed eller en revisionsmyndighed har været berettiget til at foretage eller ændre skatteansættelsen efter udløbet af den normale frist herfor, kan efterprøves af klageinstanserne. Klageren vil i sådanne sager kræve, at skatteansættelsen tilsidesættes som ugyldig på grund af overskridelse af ligningsfristen, henholdsvis revisionsfristen, d.v.s. på grund af formelle fejl, jf. herved om klage til Landsskatteretten lovens § 24, nr. 2.

58. Efter lovens § 35, stk. 4, gælder 3-årsfristen ikke for forhøjelser vedrørende selve det påklagede forhold.

Dette betyder, at en skattepligtig, som har påklaget en skatteansættelse til højere instans med påstand om nedsættelse på bestemte punkter, altid må tåle, at klageinstansen foretager en vurdering af disse klagepunkter, som kan resultere i en forhøjelse.

Ved klagebehandling efter 3-årsfristens udløb er klageinstansen ikke afskåret fra at benytte sin almindelige adgang til at påkende skatteansættelsen som helhed, jf. lovens § 21, stk. 4, og § 28, stk. 1. Resultatet af en sådan helhedsvurdering kan imidlertid ikke blive en forhøjelse på ikke-påklagede punkter, men kun nedsættelse eller fastholdelse.

Eventuelle yderligere skattekrav, som udløses, fordi klageinstansen foretager forhøjelser vedrørende påklagede punkter, forældes i øvrigt efter den almindelige 5-års forældelsesfrist i 1908-loven, men forældelsesfristen begynder først at løbe fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne fik tilstrækkelige oplysninger til at foretage skatteansættelsen korrekt.

J. Overgangsbestemmelser

59. Fra lovens ikrafttræden den 1.april 1990 er ligningskommissionerne afløst af skatteankenævnene.

Ligningskommissionernes funktionsperiode fulgte efter den tidligere skattestyrelseslov kommunalbestyrelsens funktionsperiode, og valg til ligningskommissionen skulle finde sted på kommunalbestyrelsens konstituerende møde. Tilsvarende gælder for skatteankenævnene efter lovens § 6, stk. 2.

Ligningskommissionernes funktion er ophørt pr. 1.april 1990, hvor de er afløst af skatteankenævnene. Det vil sige, at de ligningskommissioner, som skulle vælges efter kommunevalget den 21.november 1989, havde en funktionsperiode på 3 måneder fra 1.januar til 31.marts 1990.

Alternativt åbner den nye skattestyrelseslovs § 39, stk. 3, mulighed for, at den nyvalgte kommunalbestyrelse i december 1989 kunne beslutte at forlænge funktionsperioden for den indtil årsskiftet 1989/90 siddende ligningskommission til den 1.april 1990.

Uanset hvilken løsning den enkelte kommunalbestyrelse har valgt, har den været forpligtet til at etablere et skatteankenævn, der kunne træde i funktion den 1.april 1990. Kommunalbestyrelserne var for denne første funktionsperiode ikke bundet af reglen i lovens § 6, stk. 2, 2.pkt., hverken med hensyn til valgtidspunkt (normalt kommunalbestyrelsens konstituerende møde) eller funktionsperiode (3 3/4 år mod kommunalbestyrelsens 4 år. Begge funktionsperioder udløber herefter den 31.december 1993).

60. Fra 1.april 1990 foretages skatteansættelser af den kommunale skattemyndighed. Uafsluttede ligningssager, som verserede for ligningskommissionen ved udgangen af marts 1990, færdigbehandles af den kommunale skattemyndighed.

Fra 1.april 1990 har skatteankenævnet overtaget ligningskommissionens klagebehandling. Uafsluttede klagesager, som verserede for ligningskommissionen, færdigbehandles af skatteankenævnet. Klager, der modtages efter 1.april 1990, og som er stilet til ligningskommissionen, behandles i stedet af skatteankenævnet.

Fra 1.april 1990 er de nye sagsbehandlingsregler trådt i kraft, bl.a. reglerne om sagsfremstilling og om anvendelse af ekstern bistand m.v.

Reglerne anvendes på alle klager, også dem, der er indgivet til ligningskommissionen før den 1.april 1990.

Fristen for at klage til skatteankenævnet er efter loven 1 måned, hvor den efter den tidligere lov var 4 uger.

Afgørelser, der er truffet af skatteankenævnet efter den 1.april 1990, skal påklages til Landsskatteretten. Der skal gives vejledning om klagefristen, som er 3 måneder, jf. lovens § 25, stk. 1, og om pligten til at betale klageafgift ved klage til Landsskatteretten og mulighederne for at få klageafgiften refunderet.

Afgørelser, der er truffet af ligningskommissionen i klagesager i perioden 2.januar til 31.marts 1990, kan påklages til skatterådet (indtil den 1.april 1990) eller til Landsskatteretten (efter den 1.april 1990).

61. Skatterådene nedlægges pr. 1.oktober 1990. Skatterådene kan ikke behandle klager, der indgives efter den 1.april 1990. Modtages sådanne klager, skal de videresendes til Landsskatteretten, og klageren skal underrettes herom.

I perioden fra 1.april til 1.oktober 1990 skal skatterådene søge at afvikle den eksisterende sagsportefølje. Det sker efter de hidtidige regler for skatterådets sagsbehandling. Hertil hører udarbejdelse af sagsfremstillinger efter reglerne herom i skatterådenes forretningsordener. Dog skal der ved afsigelsen af kendelser gøres opmærksom på, at klagefristen nu er 3 måneder, og at der skal betales klageafgift.

De sager, som er uafsluttede den 1.oktober 1990, skal videregives til Landsskatteretten til videre behandling. Klagerne skal underrettes herom.

Amtsligningsrådene er nedlagt pr. 1. april 1990. Uafsluttede revisionssager færdigbehandles af den statslige told- og skatteforvaltning og Ligningsrådet efter de almindelige regler i lovens §§ 14, 16 og 19.

62. Kravet om betaling af klageafgift ved klage til Landsskatteretten gælder for alle klager, der modtages den 1.april 1990 og senere.

Fristen for at indbringe en landsskatteretskendelse for domstolene er efter lovens § 31, stk. 2, 3 måneder, hvor den efter den tidligere skattestyrelseslov var 6 måneder i de fleste sager. Ved lovens § 40, stk. 2, er det bestemt, at fristen for kendelser, der er afsagt før den 1.april 1990, fortsat vil være 6 måneder. Derimod er fristen 3 måneder for alle kendelser afsagt efter den 1.april 1990, også i tilfælde, hvor klagen er indgivet før den 1.april 1990.

K. Ophævelse af tidligere cirkulærer

63. Følgende cirkulærer ophæves:

1) Cirkulære nr. 72 af 10. juni 1983 om ændringer i skattestyrelsesloven,

2) cirkulæreskrivelse nr. 90 af 2. juni 1987 om ændringer i forretningsordenerne til skattestyrelsesloven som følge af forvaltningsloven, og

3) cirkulæreskrivelse nr. 91 af 13. juli 1988 til skattemyndighederne om fristen for skatteydernes adgang til prøvelse af skatteansættelser ved domstolene.

Underskrift 1

Skatteministeriet, den 18. juni 1990 JENS ROSMAN /Hans Refslund

Versioner

1. 1990-06-28, til 2026-06-23