Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/119@1990-07-05/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

Bestemmelserne om omsorg for lig, foretagelse af ligsyn (herunder

retslægeligt ligsyn og obduktion) samt udstedelse af dødsattest er

fastsat i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og

transplantation m.v., der træder i kraft den 1. juli 1990. Samtidigt

ophæves lov nr. 246 af 9. juni 1967 om udtagelse af menneskeligt væv

m.v. og lov nr. 279 af 26. maj 1976 om ligsyn m.v.

Med lov om ligsyn, obduktion og transplantation indføres hjernedødskriteriet som et supplerende dødskriterium, og der indføres skærpede betingelser om samtykke for at kunne foretage lægevidenskabelig obduktion og transplantation.

Iøvrigt er der med loven sket en samling af reglerne i ligsynsloven og lov om udtagelse af menneskeligt væv m.v. (transplantationsloven).

Reglerne om begravelse af ligbrænding findes fortsat i lov nr. 346 af 26. juni l975 om begravelse og ligbrænding.

Bestemmelserne i kap. 2 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. svarer med enkelte redaktionelle og systematiske ændringer til de hidtidige regler i ligsynslovens §§ 1 - 5 og § 9 om ligsyn, dødsattester og omsorg for lig.

Bestemmelserne i kap. 3 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. er - bortset fra en enkelt redaktionel ændring i § 10 - uændrede i forhold til den hidtidige lov om ligsyn m.v. §§ 6 - 8.

Dette cirkulære svarer med enkelte ændringer til Sundhedsstyrelsens cirkulære af 10. marts 1977 om ligsyn og udstedelse af dødsattester mv., som det afløser.

Efter forhandling med Justitsministeriet og Kirkeministeriet fastsætter Sundhedsstyrelsen følgende bestemmelser vedrørende foretagelse af ligsyn m.v.:

1. Indledning

Ifølge lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. (i det følgende: loven) § 1 kan en persons død konstateres

1) ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed, eller

2) ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

Det skal understreges, at der med indførelsen af hjernedødskriteriet ikke er sket ændringer i, hvornår der kan foretages ligsyn, obduktion og begravelse.

Vedrørende lovens § 1 fremhæves, at i de dele af lovgivningen, hvor dødstidspunktet tillægges retsvirkning (arvelovgivningen, forsikringslovgivningen, sociallovgivningen, straffelovgivningen m.v.), er dødstidspunktet det tidspunkt, hvor dødens indtræden er konstateret efter § 1, nr. 1 eller 2. Har lægerne efter gennemførelsen af de foreskrevne undersøgelser konstateret hjernedødens indtræden, skal de erklære den pågældende død, og det konstaterede dødstidspunkt efter dette kriterium er således det tidspunkt, der skal anføres i patientjournalen og i dødsattesten som dødstidspunktet.

Det understreges, at der efter loven ikke består nogen pligt for lægerne til at iværksætte (og fuldføre) de undersøgelser, der er nødvendige for at kunne konstatere dødens indtræden efter hjernedødskriteriet, jf. lovens § 2 og Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 118 af 25. juni 1990 om dødens konstatering ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

I overensstemmelse med hidtidige regler kan ligsyn først foretages, når visse bestemte dødstegn kan iagttages. Dødstegnene skal som hidtil bestå i enten dødsstivhed, døds- eller ligpletter eller forrådnelse. Disse tre dødstegn indtræder noget senere (regnet i timer), efter at døden kan konstateres efter de egentlige dødskriterier (lovens § 1).

Disse dødstegn betegnes ofte som de sene/sikre dødstegn, i modsætning til dødskriterierne, der er de første sikre og uomtvistelige tegn på dødens indtræden.

Bestemmelserne i lovens kap. 2 om ligsyn har først og fremmest til formål at sikre, at der ved ethvert dødsfald foretages en betryggende undersøgelse til konstatering af, om døden er indtrådt, og at der i tilfælde, hvor der kan være mistanke om, at der ikke foreligger naturlig død, sker en nærmere undersøgelse af omstændighederne ved dødsfaldet.

Ligsyn skal foretages i forbindelse med ethvert dødsfald, der indtræffer på dansk område, men også dødsfald uden for dansk område kan imidlertid være omfattet af lovens regler. Kommer således skib eller fly til dansk havn eller lufthavn med lig ombord, skal ligsyn foretages, medmindre der forelægges fyldestgørende dokumentation for, at ligsyn er foretaget i udlandet.

Når ligsyn er afsluttet, udstedes der dødsattest. Dødsattesten tjener i første række som bevis for, at døden er indtrådt, og førend dødsattest er udstedt, må liget ikke begraves, brændes eller føres ud af landet.

Dødsattesten vil endvidere kunne få betydning ikke blot i straffesager, men også i borgerlige sager i anledning af dødsfaldet.

Dødsattesterne anvendes herudover som grundlag for landets dødsårsagsstatistik samt for Sundhedsstyrelsens centralkartotek for døde.

2. Ligsyn

Bestemmelserne vedrørende pligt og ret til at foretage ligsyn er fastsat i lovens § 3.

2.1. Begrebet ligsyn.

Begrebet ligsyn er fastsat i lovens § 3, stk. 1, som en undersøgelse foretaget af en læge, hvorved dødstegn iagttages, og dødsårsag og dødsmåde så vidt muligt fastslås.

Lægen skal enten have opnået den i lægeloven nævnte tilladelse til selvstændigt virke som læge eller have modtaget autorisation til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge eller speciallæge. Læger, der virker i underordnede stillinger på sygehus, eller som amanuensis hos eller midlertidig stedfortræder for en alment praktiserende læge, kan i denne egenskab foretage ligsyn og udfærdige dødsattest.

Ligsyn, jf. ovenfor, kan kun foretages af en læge. Dette udelukker imidlertid ikke, at andre, f.eks. sygeplejersker eller pårørende kan konstatere, at pågældende er død (dødens indtræden er åbenbar) med den retsvirkning, dette medfører efter lovens § 8 om omsorg for lig.

2.2. Pligt til at foretage ligsyn.

Ligsynet skal ordentligvis foretages af den læge, som efter sit kendskab til afdøde eller til den sygdomstilstand, som måtte være gået forud for døden, har de bedste forudsætninger for at tage stilling til, hvad der er den egentlige dødsårsag.

Er dødsfald indtrådt under indlæggelse på sygehus eller lignende institution, påhviler pligten til at foretage ligsyn en af de læger, der her har deltaget i patientens behandling, jf. lovens § 3, stk. 2.

Ved lignende institutioner forstås institutioner med fast lægepersonale.

Det er en forudsætning, at dødsfaldet er indtrådt under indlæggelse.

Såfremt dødsfald ikke er indtrådt på sygehus eller lignende institution, påhviler det afdødes sædvanlige læge eller dennes stedfortræder at foretage ligsynet, jf. lovens § 3, stk. 3.

Det forudsættes, at dødsfaldet sker inden for sædvanlig læges praksisområde, d.v.s. det område, inden for hvilket hans patienter har bopæl og han normalt tager på sygebesøg.

Dette gælder, uanset om patienten måtte dø umiddelbart efter udskrivning fra sygehus. Lægen kan i givet fald rette henvendelse til sygehuset for at få de fornødne oplysninger. Pligten til at foretage ligsyn påhviler ligeledes afdødes sædvanlige læge eller dennes stedfortræder, såfremt pågældende bringes til sygehus, men er død ved ankomsten, og ikke er blevet indlagt. Den sædvanlige læge vil være afdødes sygesikringslæge eller den læge, han sædvanligt har konsulteret. Indtræder døden i hjemmet umiddelbart efter, at en vagtlæge har tilset afdøde, påhviler pligten til at foretage ligsyn ligeledes afdødes sædvanlige læge, under forudsætning af, at denne ikke har gyldigt forfald.

Ifølge lovens § 3, stk. 4, påhviler det enhver stedlig læge at komme tilstede til foretagelse af ligsyn, hvis afdødes sædvanlige læge og dennes stedfortræder har gyldigt forfald, eller hvis afdøde ikke har nogen sædvanlig læge på dødsstedet. Det er også her en forudsætning, at dødsfaldet sker inden for vedkommende læges praksisområde. Er der således etableret en almindelig vagtlægeordning inden for et område, vil en læge, der i henhold til stk. 4 opfordres til at foretage ligsyn, kunne henvise vedkommende til først at forsøge det foretaget af en vagtlæge.

Bringes en person til sygehus m.v., men er død ved ankomsten, vil sygehusets læger således, såfremt afdødes sædvanlige læge eller dennes stedfortræder har gyldigt forfald, være forpligtet til at foretage ligsynet.

Afgørelsen af, om en læge har »gyldigt forfald« vil i nogle tilfælde give sig selv, f.eks. ved bortrejse, fravær og sygdom, i andre tilfælde bero på den pågældende læges egen konkrete vurdering i det enkelte tilfælde - under ansvar efter lægeloven. I tvivlstilfælde kan Embedslægeinstitutionen forespørges.

Det bemærkes i denne forbindelse, at loven ikke pålægger Embedslægeinstitutionerne pligt til at foretage almindeligt ligsyn.

2.3. Berettiget til at foretage ligsyn.

Enhver læge, der opfylder de almindelige betingelser for at kunne foretage ligsyn (jf. 2.1.), er berettiget til at foretage ligsyn, såfremt lægen efter forholdene må anses nærmere til at foretage dette end en af de læger, der måtte være forpligtet hertil, jf. lovens § 3, stk. 3, 2. pkt. Det forudsættes herudover, at lægen finder, at han har tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling også til dødsmåde og dødsårsag: Er den pågældende læge i tvivl om dødsmåden, bør dødsfaldet indberettes til politiet, jf. afsnit 3. En læge er endvidere udelukket fra at foretage ligsyn i de tilfælde, hvor retslægeligt ligsyn er foreskrevet, jf. lovens §§ 5 og 6, samt i de tilfælde, hvor lægen på grund af særligt tilknytningsforhold til afdøde, jf. lovens § 18, stk. 2, er afskåret fra at foretage ligsyn. Jf. nedenfor afsnit 12.

2.4. Ligsynets foretagelse.

Efter lovens § 3, stk. 1, 1. pkt. foretages ligsynet af en læge til afgørelse af, om dødsfald er indtrådt, d.v.s. død indtrådt efter at et barn er kommet levende til verden.

Efter lovens § 17, stk. 1 finder loven tilsvarende anvendelse på dødfødte. Det bemærkes, at fostre, der kommer døde til verden inden udgangen af 28. svangerskabsuge, anses for aborter, medens fostre, der kommer døde til verden efter det nævnte tidspunkt, anses for dødfødte børn. Kun, for så vidt angår dødfødte børn, kræves ligsyn- og dødsattest. Har fosteret imidlertid vist livstegn uden for moderens liv, betragtes det, uanset om det er før eller efter 28. svangerskabsuge, som levendefødt, således at de almindelige regler om ligsyn og dødsattest finder anvendelse, når livstegnene ophører. For dødfødte børn må »afdødes sædvanlige læge« forstås som moderens sædvanlige læge.

Ved almindeligt ligsyn synes liget i afklædt stand, med mindre lægen skønner, at dette ikke er nødvendigt. Det bør dog altid være tilfældet, når det drejer sig om ligsyn af børn.

Ved ligsynet skal dødstegn iagttages og dødsmåde og dødsårsag så vidt muligt fastslås.

Ved almindeligt ligsyn skal mindst et af følgende tre dødstegn være tilstede:

1) rigor mortis (dødsstivhed)

2) livores (døds- eller ligpletter)

3) Cadaverositas (forrådnelse).

Ved dødfødte kan anføres maceratio.

Ved ligsynet skal dødsmåden så vidt muligt søges opklaret.

Følgende dødsmåder kan komme på tale:

1) Naturlig død.

2) Ulykkestilfælde eller følger deraf.

3) Selvmord.

4) Drab.

Under ulykkestilfælde (2) kan også henføres andre strafbare forhold end drab (f.eks. vold med døden til følge).

Ved ligsynet skal endvidere så vidt muligt dødsårsagen, d.v.s. den sygdom eller tilstand, der betinger dødens indtræden, klarlægges.

3. Indberetning til politiet

Opstår der i forbindelse med ligsynet usikkerhed med hensyn til dødsmåden, skal lægen indberette dødsfaldet til politiet, jf. nærmere nedenfor. Hvis det er uomtvisteligt, at der er tale om naturlig død, uanset den nærmere dødsårsag ikke ganske kan fastlægges, kræver det ikke indberetning til politiet. Det kan dog efter omstændighederne - særligt, hvor det ikke er afdødes sædvanlige læge, der foretager ligsynet - være hensigtsmæssigt, at lægen konfererer med Embedslægeinstitutionen om dødsattestens udfærdigelse.

Efter lovens § 4, stk. 2, skal ved dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives indberetning af den ledende læge. Herved forstås den læge, sædvanligvis overlægen, der har ansvaret for afdelingen, hvor dødsfaldet er indtrådt. Ved dødsfald uden for sygehuse eller lignende institutioner skal den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfaldet, afgive indberetning til politiet.

Der er ikke i loven foreskrevet nogen form for, hvorledes indberetningen skal gives til politiet. En telefonisk anmeldelse til nærmeste politi anses for tilstrækkelig. Anmeldelsen skal foretages straks, hvorved forstås uden unødigt ophold.

I nedennævnte tilfælde skal politiet underrettes med henblik på eventuel iværksættelse af retslægeligt ligsyn og/eller retslægelig obduktion:

1) Når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde, jf. lovens § 4, stk. 1, nr. 1.

2) Når en person findes død, jf. lovens § 4, stk. 1, nr. 2.

Indberetning efter 2) skal ske, både når en person findes død et uventet sted, og findes død i sin seng, uanset om afdøde forud har lidt af en sygdom, der kunne forklare dødens indtræden. Har sygdommen ikke givet anledning til, at den pågældende ved indlæggelse på sygehus eller ved pleje eller tilsyn i hjemmet har haft nogen til stede omkring sig på dødstidspunktet, skal der ske indberetning til politiet. Tilstedeværelse på dødstidspunktet er ikke en afgørende betingelse for, hvorvidt afdøde kan betragets som dødfunden eller ej. Har der på eller ved dødsstedet været nogen til stede med sådanne opgaver eller på en sådan måde, at det med fornøden sikkerhed kan udelukkes, at ekstraordinær foreteelse har spillet ind ved dødens indtræden, og at den eller de pågældende overfor lægen på tilstrækkeligt oplysende måde kan udtale sig om de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet, herunder give oplysninger om eventuel forudgående sygdom, skal indberetning ikke ske efter denne bestemmelse.

3) Når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægelige grunde, jf. lovens § 4, stk. 1, nr. 3.

Indberetning efter 3) skal også ske ved dødsfald indtruffet på sygehus.

4) Når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovens § 4, stk. 1, nr. 4.

Indberetning efter 4) skal ske, når det på grundlag af de foreliggende omstændigheder ved dødsfaldet og lægens eventuelle viden om afdødes tidligere arbejdsforhold må antages, at døden kan skyldes en erhvervssygdom. Mistanke om, at døden eventuelt kan skyldes en erhvervssygdom, medfører ligeledes pligt til indberetning.

5) Når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom, jf. lovens § 4, stk. 1, nr. 5.

Indberetningspligten efter 5) omfatter ikke alene de tilfælde, hvor døden sker under behandlingen, herunder diagnostiske undersøgelser, narkose og lignende, men også hvor dødsfaldet indtræffer efter behandlingens afslutning, såfremt det kan siges, at der er årsagsforbindelse mellem behandlingen eller forebyggelsen af sygdommen og dødens indtræden. Ikke kun aktiv behandling, men også undladelse af behandling af sygdom kan medføre pligt til indberetning, såfremt denne undladelse kan være årsag til dødens indtræden.

Der skal dog foreligge konkrete omstændigheder, der tyder på, at døden er en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse. Den abstrakte mulighed for, at der kan være forekommet fejl eller forsømmelse ved den lægelige behandling i tilfælde, hvor dødens indtræden har sin naturlige forklaring i den sygdom, hvoraf patienten led, medfører ikke indberetningspligt.

6) Når dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, jf. lovens § 4, stk. 1, nr. 6.

Hensigten med denne bestemmelse er at hindre, at der kan rejses tvivl om indsattes dødsmåde og dødsårsag.

7) Når det iøvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde, eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have politimæssig interesse, jf. lovens § 4, stk. 1, nr. 7.

Indberetning efter 7) skal ske, selv om den umiddelbare dødsårsag ikke er den ved ulykken forårsagede skade, men en mulig følge af denne. Indberetning skal således ske i tilfælde, hvor en person, der har været udsat for en ulykke, dør nogen tid efter af en mellemkommende sygdom, der kan være en følge af ulykken, eller ikke ville være opstået, såfremt vedkommende ikke havde været udsat for ulykken.

4. Retslægeligt ligsyn

I de tilfælde, hvor lægen indberetter et dødsfald til politiet, jf. ovenfor, iværksættes ifølge lovens § 5 retslægeligt ligsyn.

Efter lovens § 6 foretages retslægeligt ligsyn af politiet og en embedslægen i forening.

Retslægeligt ligsyn kan dog i medfør af lovens § 5, stk. 2 undlades i følgende tilfælde:

1) Ved dødsfald eller ulykkestilfælde, såfremt døden først er indtrådt nogen tid efter ulykken, og politiet efter de tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at dødsfaldet er uden politimæssig interesse.

2) Når en person findes død, når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægelige grunde, når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandlingen eller forebyggelse af sygdom samt når dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, såfremt der mellem politiet og Embedslægeinstitutionen er enighed om, at de tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger naturlig død.

3) Når indberetning er sket, fordi der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadesforsikring, såfremt Embedslægeinstitutionen finder, at de tilvejebragte oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt dødsårsagen.

4) Ved de øvrige indberetningspligtige dødsfald, såfremt politiet efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der er tale om naturlig død.

Såfremt der ifølge lovens § 5 skal foretages retslægeligt ligsyn bemærkes, jf. lovens § 15, stk. 3, at det er en betingelse for at udtage transplantationsmateriale fra den afdøde, at politiet forinden har erklæret sig indforstået hermed. Ved ofre for trafikulykker må transplantationsindgreb dog kunne gennemføres, såfremt politiet ikke på eget initiativ har nedlagt forbud herimod, og de øvrige betingelser er opfyldt.

5. Dødsattest

Efter lovens § 7 påhviler det den læge, der har foretaget ligsynet, at udstede dødsattest, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 475 af 22. juni 1990 om dødsattester.

Det følger heraf, at lægen, uanset at dødsfaldet måtte være indberettet til politiet, er forpligtet til at udstede dødsattest, såfremt politiet meddeler, at retslægeligt ligsyn ikke foretages. Lægen skal herefter udstede dødsattesten med de bemærkninger om dødsmåde og dødsårsag, som han mener at kunne tage ansvaret for.

Når dødsattesten er udfyldt og underskrevet, såvel på for- som bagside, skal attesten foldes sammen og udleveres tilklæbet til den, der drager omsorg for begravelsen. Det behøver ikke at være samme læge, der udfylder dødsattestens for- og bagside.

Lægen bør i forbindelse med udfærdigelse af dødsattest sikre sig, at fornøden identifikation medfølger liget.

Vedrørende udfyldelse af dødsattesten skal man iøvrigt henlede opmærksomheden på lægelovens § 8, stk. 1, hvorefter en læge ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgiver i sin egenskab af læge, skal udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom givne, almindelige og særlige regler. Opmærksomheden henledes videre på Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 20. juni 1935 angående almindelige regler for afgivelse af lægeerklæringer, herunder specielt bekendtgørelsens § 2, stk. 2, hvorefter erklæringer skal være udfærdiget med tydelig skrift, være nøjagtigt dateret og forsynet med læselig underskrift samt angivelse af lægens bopæl. Lægens navn skal såvidt muligt tillige være anført med stempel. I bekendtgørelsens § 4 er videre anført, at de i erklæringen (dødsattesten) indeholdte oplysninger skal være så fyldige og tydelige, at formålet med erklæringen opfyldes.

Opmærksomheden henledes endvidere på Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990 om lægers adgang til at konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion samt afsnit 12.

6. Begravelse og ligbrænding

Efter lovens § 7, stk. 2, må liget ikke begraves, brændes eller føres ud af landet, førend dødsattest er udstedt. Er dødsattesten udfærdiget efter retslægeligt ligsyn, skal attesten yderligere være forsynet med politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at liget begraves, brændes eller føres ud af landet.

6.1. Frister m.v.

Der er ikke i loven fastsat frister for udstedelse af dødsattest. Dødsattesten skal imidlertid, når de nødvendige oplysninger foreligger, udstedes uden unødigt ophold. Opmærksomheden henledes herved på § 14 i Kirkeministeriets bekendtgørelse af 1. december 1975 om begravelse og ligbrænding, hvorefter jordfæstelse eller ligbrænding - hvis kortere frist ikke er foreskrevet i sundhedslovgivningen - skal ske senest 8 dage efter dødsfaldet (eller efter at liget er fundet).

Ifølge § 2, stk. 1, i Kirkeministeriets fornævnte bekendtgørelse skal anmodning om begravelse eller ligbrænding fremsættes snarest muligt efter dødsfaldet over for begravelsesmyndigheden - sognepræsten på afdødes bopælssted - enten ved personlig eller skriftlig henvendelse. Ved Kirkeministeriets foranstaltning er der fremstillet en blanket til brug ved fremsættelse af anmodning om begravelse eller ligbrænding. Blanketten - der tillige omfatter formular til anmeldelse af dødsfaldet - udleveres uden betaling af den dødsattestudstedende læge sammen med dødsattesten til den, der drager omsorg for afdødes begravelse. Blanketten kan også fås udleveret hos begravelsesmyndigheden. Vedrører dødsattesten et dødfødt barn, udleveres tillige fødselsanmeldelsen.

6.2. Særligt vedrørende ligbrænding.

Ønskes ligbrænding foretaget, skal dødsattesten indeholde erklæring fra lægen om, at der efter hans skøn ikke er grund til mistanke om, at døden er forårsaget ved en forbrydelse (underskriftrubrik A). Foreligger der ikke dødsattest med den nævnte erklæring, må ligbrænding ikke tillades (af begravelsesmyndigheden), forinden der af politiet er afgivet erklæring om, at der intet er til hinder herfor, jf. Kirkeministeriets bekendtgørelse af 1. december 1975 om begravelse og ligbrænding § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Finder lægen ikke at kunne afgive den nævnte erklæring, skal han foretage indberetning om dødsfaldet til politiet efter reglerne i lovens § 4. Iværksættes der derefter retslægeligt ligsyn, må ligbrænding ikke tillades af begravelsesmyndigheden, forinden den af Embedslægen udstedte dødsattest er forsynet med politiets påtegning om, at intet er til hinder herfor, jf. lovens § 7, stk. 2. Iværksættes der derimod ikke retlægeligt ligsyn, vil lægen fra politiet modtage meddelelse om, at den stedfundne indberetning ikke giver anledning til retslægeligt ligsyn, og at der intet er til hinder for, at ligbrænding kan finde sted. Det påhviler herefter lægen at afslutte ligsynet og udstede dødsattest, jf. lovens § 7, stk. 1 (underskriftrubrik B). Herefter kan der af begravelsesmyndigheden meddeles tilladelse til foretagelse af ligbrænding.

6.3. Overførsel af lig til udlandet.

Ønskes et lig overført til udlandet, skal der - efter at dødsfaldet er anmeldt til begravelsesmyndigheden - rettes henvendelse til Embedslægeinstitutionen på dødsstedet (i Københavns kommune Stadslægen) om udstedelse af et ligpas, som skal følge liget under transporten, jf. § 2, stk. 1 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse af l4. april l983 om behandling af lig. Den originale dødsattest skal forblive i landet.

Med anmodning om udstedelse af ligpas skal bl.a. følge en udskrift af dødsattesten, og en særskilt erklæring om, hvorvidt afdøde ved dødens indtræden led af en smittefarlig sygdom, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære af 26. september 1983 om transport af lig til eller fra udlandet.

7. Omsorg for lig

Den, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes under forsvarlige forhold, jf. lovens § 8, 1. pkt.

Pligten - til forsvarlig anbringelse af afdøde - der indtræder, når den pågældende antages at være afgået ved døden - er foreskrevet af hensyn til den politimæssige interesse i i videst muligt omfang at hindre, at liget udsættes for efterfølgende ydre påvirkninger, af sømmelighedshensyn samt af hensyn til en eventuel mulighed for genoplivning. Pligten til forsvarlig anbringelse vedvarer, indtil begravelse eller ligbrænding har fundet sted.

Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den pågældende være under jævnligt tilsyn og må ikke føres til lighus, før en læge har iagttaget dødstegn, jf. lovens § 8, 2. pkt.

Tilsynspligten ophører, når dødens indtræden er konstateret af en læge (dødstegn), eller når det iøvrigt er åbenbart, at den pågældende er død.

Liget kan føres til lighus (d.v.s. hospitalsligrum eller morgue), når lægen har konstateret dødstegn. Det er ingen betingelse herfor, at lægen tillige har fastslået dødsmåde og dødsårsag.

Førend ligsyn er afsluttet og dødsattest er udstedt, må liget ikke anbringes i kiste eller føres til kapel, jf. lovens § 8, 3. pkt.

8. Retslægelig obduktion

I lovens §§ 9, 10 og 11 er fastsat regler om, hvornår retslægelig obduktion skal finde sted samt de nærmere omstændigheder i forbindelse hermed, herunder eventuel domstolsprøvelse af beslutningen om retslægelig obduktion.

De retslægelige obduktioner skal ikke forveksles med de obduktioner, der i henhold til lovens § 12 foretages alene i lægevidenskabeligt øjemed. Der henvises herom til Sundhedsstyrelsens Vejledning nr. 117 af 25. juni 1990 om samtykke m.v. til lægevidenskabelige obduktioner (hospitalsobduktioner).

9. Militært personel

Ligsyn i forbindelse med dødsfald indtruffet under aftjening af militær værnepligt foretages efter de almindelige regler.

Henhører efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under militær påtalemyndighed, træder forsvarets auditørpersonel efter lovens § 18, stk. 3, i stedet for politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion. Embedslægeinstitutionen medvirker i øvrigt som ved øvrige retslægelige ligsyn og obduktioner.

10. Blanketgangen

Dødsanmeldelsen - jf. punkt 6.1 - danner grundlag for dødsfaldets registrering i ministerialbogen (i de sønderjyske landsdele personregistret). Med dødsanmeldelsen skal følge dødsattesten - for dødfødte børn tillige fødselsanmeldelsen. De af registreringsmyndighederne (sognepræsterne / personregisterførerne) modtagne dødsattester og fødselsanmeldelser vedrørende dødfødte børn indsendes - dødsattesterne fortsat i tilklæbet stand - inden 14 dage efter hver måneds udgang (i København dog hver uge) til Embedslægeinstitutionen (i København Stadslægen). Embedslægen åbner og gennemser dødsattesterne, og efter at have foranlediget eventuelle fejl og mangler afhjulpet, videresendes dødsattesterne tillige med eventuelle fødselsanmeldelser vedrørende dødfødte børn til Sundhedsstyrelsen.

11. Tavshedspligt

Efter lægelovens § 9 er en læge forpligtet til at iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit kald erfarer eller får formodning om angående privatlivet tilhørende hemmeligheder, medmindre han ifølge lovgivningen er forpligtet til at udtale sig, eller medmindre han handler i berettiget varetagelse af en almen interesse eller af eget eller andres tarv.

Det fremgår af denne bestemmelse, at lægen som udgangspunkt ikke må meddele oplysninger fra attestens lukkede del.

Lægen kan dog give den, som har retlig interesse deri, oplysning om dødsårsagen, såfremt han derved handler i berettiget varetagelse af en almen interesse eller af eget eller andres tarv. Der henvises i denne forbindelse til § 22, stk. 1 i Lovbekendtgørelse nr. 726 af 24. oktober 1986 om forsikringsaftaler, hvorefter sikrede, hvis han rejser krav mod selskabet, skal give dette alle ham tilgængelige oplysninger om forhold, som kan være af betydning ved bedømmelse af forsikringsbegivenheden.

Lægen kan endvidere ifølge anden lovgivning være forpligtet til at afgive oplysninger fra dødsattestens lukkede del.

Lægen vil i almindelighed over for afdødes pårørende have adgang til mundtligt at oplyse om dødsårsagen.

12. Andre bestemmelser

Efter lovens § 18, stk. 1 og 2, fastsætter Justitsministeren regler, hvorefter en læge ikke må konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion på en person, som lægen har haft en særlig tilknytning til. Justitsministeriet har herefter i bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990 om lægers adgang til at konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion, fastsat, at en læge ikke må konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, obduktion eller udstede dødsattest, når den afdøde

1) var lægens nuværende eller tidligere ægtefælle, registrerede partner, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien, så nær som søskendebørn.

2) var lægens samlever, stedbarn eller plejebarn.

3) på dødstidspunktet tilhørte lægens husstand, eller når lægen iøvrigt havde et særligt tilknytningsforhold til afdøde.

Opmærksomheden henledes på, at en urigtig attestation om, at der ikke foreligger tilknytningsforhold som nævnt i bekendtgørelsen, vil medføre strafansvar efter straffelovens § 163.

Såfremt lægen er i tvivl om han herefter bør foretage ligsyn og udstede dødsattest, bør han søge vejledning hos Embedslægeinstitutionen.

Hvis lægen af ovennævnte grunde er afskåret fra at foretage ligsyn eller afstår herfra, fremgår det af lovens § 3, stk. 2 - 4, hvilke andre læger det påhviler at foretage ligsyn af afdøde.

13. Ikrafttræden m.v.

Cirkulæret træder i kraft den 1. juli 1990. Samtidig ophæves Sundhedsstyrelsens cirkulære af 10. marts 1977 om ligsyn og udstedelse af dødsattester m.v.

Underskrift 1

Sundhedsstyrelsen, den 25. juni 1990 Palle Juul-Jensen / Gert Heinild

Versioner

1. 1990-07-05 · til 1997-05-20