Gelex

Cirkulære om anvendelse af statsmidler til personalekantiner m.v.

OphævetVersion 1990-02-23fra 1990-02-23 til 1991-06-28
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/13@1990-02-23/da

Indhold
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
  1. Underskrift 1

§ 1.

Stk. 1. Statslige institutioner må ikke anvende statslige midler til drift af eller indkøb for personalekantiner m.v. og spisepladser for personalet ud over de forpligtelser, der med udgangspunkt i gældende arbejdsmiljøregler og disses sædvanlige anvendelse påhviler arbejdsgivere.

Stk. 2. For tilskudsmodtagende selvejende institutioner m.v., der modtager statstilskud, skal der ved fastlæggelsen af tilskudsgrundlaget ses bort fra udgifter ud over de i stk. 1 nævnte.

§ 2.

Stk. 1. Arbejdsmiljøbestemmelser om spiserum findes for tiden i § 13. nr. 12 i Lov om almindelig arbejderbeskyttelse (lovbekendtgørelse nr. 297 af 4. juli 1968 med senere ændringer) jvf. § 2 nr. 1 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 611 af 18. december 1985 om regler efter den tidligere arbejderbeskyttelseslovgivning, der med mindre ændringer forbliver i kraft efter arbejdsmiljølovens ikrafttræden (ikrafttrædelsesbekendtgørelsen). Der henvises også til meddelelse fra Arbejdstilsynet nr. 1.01.6 Vejledning om spiseplads i forbindelse med faste arbejdspladser, september 1984.

§ 3.

Stk. 1. Statslige institutioners udgifter i henhold til § 1 afholdes under institutionens driftsudgiftsbevilling.

§ 4.

Stk. 1. Nærværende cirkulæres bestemmelser forudsættes iværksat så snart eksisterende kontraktslige eller andre forpligtelser tillader det. Det er ved det politiske forlig om finansloven for 1990 forudsat, at de heri optagne kantinetilskud reduceres med 50 pct. i 1990 og at beløbene bortfalder i BO-årene. En hertil svarende mindreudgift optages på tillægsbevillingslovforslaget for 1990. Tilsvarende besparelser udvises i tilfælde, hvor kantineudgifter afholdes af driftsbevillinger.

Stk. 2. Finansministeriets cirkulære af 21. december 1988 om oprettelse og drift af personalekantiner m.v. hos statslige institutioner ophæves.

Underskrift 1

Finansministeriet, den 10. januar 1990 Henning Dyremose / H. Reinholdt Pedersen

Versioner

  1. 1990-02-23, til 1991-06-28