Gelex

Cirkulære om ansættelsesmyndighedens prøvelse af, om ansøgere til stillinger i folkeskolen opfylder ansættelsesbetingelserne efter tjenestemandslovens § 10 (Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser)

OphævetVersion 1990-08-09fra 1990-08-09 til 1993-07-29
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/145@1990-08-09/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
  2. Underskrift 1

I medfør af § 39 a, stk. 6, i folkeskoleloven, jf. lovbekendtgørelse

nr. 524 af 10. juli 1990, fastsættes følgende bestemmelser om

fremgangsmåden ved kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes ansættelse

af tjenestemænd mfl. i folkeskolen ved kommunernes og

amtskommunernes skole- og undervisningsvæsen:

§ 1.

Stk. 1. Ansættelsesmyndigheden må, inden den tager stilling til spørgsmålet om ansættelse af en person som tjenestemand, timelærer, fast vikar eller vakancevikar i folkeskolen, foretage en prøvelse af, om den pågældende ansøger opfylder betingelserne i tjenestemandslovens § 10, jf. Finansministeriets cirkulære nr. 2 af 14. januar 1963 angående spørgsmålet om ansættelse under staten af personer, der har begået strafbare forhold. Cirkulæret er optrykt som bilag.

§ 2.

Stk. 1. Ansættelsesmyndigheden bør være opmærksom på, om der efter bestået eksamen foreligger sammenhæng i tidspunkterne for ansøgerens tidligere virksomhed som leder eller lærer. Der bør kræves dokumentation for tidligere ansættelsesperiode(r) som leder eller lærer.

§ 3.

Stk. 1. Hvis ansøgeren ikke fremlægger dokumentation for lærervirksomhed eller anden virksomhed efter eksamen (aftjening af værnepligt, deltagelse i kursus mv.), eller der foreligger anden særlig grund hertil, bør ansættelsesmyndigheden skriftligt indhente straffeattest for den pågældende i medfør af § 18, nr. 11, i Justitsministeriets cirkulære nr. 273 af 5. december 1962 om strafferegistre og kriminalstatistik mv. Det bemærkes, at Justitsministeriet har tiltrådt, at såvel kommunalbestyrelser som amtsråd i henhold til den nævnte bestemmelse kan indhente fuldstændig straffeattest til brug for sager om ansættelse som leder eller lærer i folkeskolen, jf. dog herved forvaltningslovens § 29 om samtykke til indhentelse af fortrolige oplysninger.

§ 4.

Stk. 1. Skrivelsen, i hvilken straffeattesten rekvireres, stiles til rigspolitichefen og skal indeholde oplysninger om formålet med og hjemmelen for rekvisitionen.

§ 5.

Stk. 1. Der skal drages omsorg for, at tilvejebragte strafoplysninger ikke kommer uvedkommende i hænde. Straffeattester og eventuelle andre skriftlige strafoplysninger skal opbevares på særlig betryggende måde og således ikke i et almindeligt tilgængeligt arkiv. Kun personer, der skal benytte attesterne ved behandling af personalesager, må have adgang til dem, og det skal indskærpes disse personer, at oplysningerne er fortrolige, og at de pågældende således har tavshedspligt, jf. forvaltningslovens § 27 og straffelovens §§ 152 og 152 c-f.

§ 6.

Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 1. september 1990.

Stk. 2. Samtidig ophæves Undervisningsministeriets cirkulære af 6. november 1973 om retningslinier for ansættelsesmyndighedens prøvelse af, om ansøgere til stillinger i folkeskolen opfylder ansættelsesbetingelserne efter tjenestemandslovens § 10, stk. 1.

Underskrift 1

Undervisnings- og Forskningsministeriet, den 27. juli 1990 P.m.v. e.b. Jens Kroman

Bilag

Finansministeriets cirkulære nr. 2 af 14. januar 1963 angående spørgsmålet om ansættelse under staten af personer, der har begået strafbare forhold

(Udelades her)

Versioner

  1. 1990-08-09, til 1993-07-29