Cirkulære om forretningsorden for Det Veterinære Vaccineudvalg
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/165@1990-09-06/da
I medfør af § 40 a, stk. 2, i lov om lægemidler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august 1982 som ændret ved lov nr.
814 af 21. december 1988 fastsættes følgende bestemmelser om Det
Veterinære Vaccineudvalg og dets virksomhed:
§ 1.
Stk. 1. Det Veterinære Vaccineudvalg har til formål at sikre, at de veterinære og dyresundhedsmæssige aspekter inddrages i forbindelse med Sundhedsstyrelsens behandling af sager vedrørende registrering af vacciner, sera og andre lægemidler til veterinær anvendelse.
Stk. 2. Det er udvalgets opgave at rådgive Sundhedsstyrelsen i sager om vacciner, sera og andre lægemidler, der er bestemt til veterinær anvendelse eller kan anvendes veterinært. Herunder skal udvalget rådgive i sager vedrørende optagelse af lægemidler i Sundhedsstyrelsens specialitetsregister, ved vurdering af fornyet dokumentation om allerede markedsførte præparater, i sager om anmeldelse af kliniske afprøvninger samt i sager om udlevering og salg af vacciner eller sera til veterinær anvendelse, som ikke er optaget i Sundhedsstyrelsens specialitetsregister.
§ 2.
Stk. 1. Udvalget består af 5 medlemmer, heraf eet medlem indstillet af Sundhedsstyrelsen, to medlemmer indstillet af Statens Veterinære Serumlaboratorium, eet medlem indstillet af Statens Veterinære Institut for Virusforskning og eet medlem indstillet af Veterinærdirektoratet.
Stk. 2. Udvalgets medlemmer udnævnes af landbrugsministeren for 5 år ad gangen. Såfremt et medlem udtræder inden forløbet af denne periode, udnævnes der et nyt medlem for den resterende del af perioden.
Stk. 3. Senest een måned før et medlems funktionsperiode udløber, eller et medlem udtræder af udvalget, afgives indstilling til Landbrugsministeriet om udnævnelse af et nyt medlem.
§ 3.
Stk. 1. Det fra Veterinærdirektoratet udnævnte medlem er formand for udvalget.
Stk. 2. Veterinærdirektoratet yder udvalget sekretariatsmæssig bistand.
§ 4.
Stk. 1. Formanden drager omsorg for sagernes forberedelse og kan bestemme, at en sag skal sendes til udtalelse hos et eller flere medlemmer af udvalget forud for et udvalgsmøde.
§ 5.
Stk. 1. Sekretæren foranlediger sagsmateriale udsendt og møder indkaldt med angivelse af dagsorden med mindst 14 dages varsel.
§ 6.
Stk. 1. Udvalget kan indhente udtalelser fra særligt sagkyndige.
§ 7.
Stk. 1. Ifølge § 40 i lov om lægemidler er udvalgets medlemmer og sagkyndige, som afgiver udtalelser til udvalget, under ansvar efter borgerlig straffelovs § 152 forpligtet til over for alle uvedkommende at hemmeligholde, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om.
§ 8.
Stk. 1. Denne forretningsorden har virkning fra den 1. september 1990.
Underskrift 1
Landbrugsministeriet, den 23. august 1990 Laurits Tørnæs / Helle Beckmann