Gelex

Cirkulære om dansk indfødsret (naturalisation) (til politiet og Københavns magistrat)

OphævetVersion 1990-02-23fra 1990-02-23 til 2017-12-12
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/17@1990-02-23/da

Indhold
  1. Kapitel 1 Forhandlinger mellem Folketingets indfødsretsudvalg og Indenrigsministeriet har ført til fastsættelse af følgende hovedprincipper for behandlingen af ansøgninger om dansk indfødsret, jf. § 12, stk. 1 i lov om dansk indfødsret jf. bekendtgørelse nr. 155 af 6. april 1978.
    1. § 1.
  2. Kapitel 2 Ophold
    1. § 2.
    2. § 3.
    3. § 4.
    4. § 5.
    5. § 6.
    6. § 7.
  3. Kapitel 3 Særlige betingelser for visse grupper af ansøgere
    1. § 8.
    2. § 9.
  4. Kapitel 4 Slutningsbestemmelser
    1. § 10.
    2. § 11.
    3. § 12.
  5. Underskrift 1

Kapitel 1 Forhandlinger mellem Folketingets indfødsretsudvalg og Indenrigsministeriet har ført til fastsættelse af følgende hovedprincipper for behandlingen af ansøgninger om dansk indfødsret, jf. § 12, stk. 1 i lov om dansk indfødsret jf. bekendtgørelse nr. 155 af 6. april 1978.

§ 1.

Stk. 1. Naturalisation kan normalt kun meddeles personer, der har ophold her i landet, og som har erhvervet så godt et kendskab til det danske sprog, at de kan klare sig på dansk i det danske samfund.

Stk. 2. Naturalisation er dog aldrig en ret, ansøgerne kan gøre krav på med henvisning til, at de opfylder visse betingelser, idet afgørelsen herom udelukkende beror på Folketingets bestemmelse. Ved ansøgningernes behandling bør det tilstræbes, at afgørelserne træffes på grundlag af en individuel bedømmelse af ansøgerens forhold.

Stk. 3. Naturalisation kan normalt kun meddeles personer, der er indforstået med at give afkald på deres hidtidige statsborgerskab.

Kapitel 2 Ophold

§ 2.

Stk. 1. Statsborgere fra de nordiske lande skal have opholdt sig lovligt her i landet uafbrudt i mindst 2 år, andre udlændinge i mindst 7 år. - Personer, der er anerkendt som flygtninge i henhold til FN-konventionen af 1951 om flygtninges retsstilling, og personer, som må ligestilles hermed, kan naturaliseres efter 6 års uafbrudt ophold her i landet.

Stk. 2. En ikke-nordisk statsborger, som lever i et ægteskab med en dansk statsborger, der har bestået i mindst 3 år, kan dog naturaliseres efter 4 års uafbrudt ophold her i landet.

Stk. 3. Opholdsbetingelsen kan også lempes for personer, der er kommet hertil inden det 15. år, eller som har fået en væsentlig del af deres almindelige eller faglige uddannelse her i landet.

Stk. 4. Børn, som er blevet adopteret af danske statsborgere, men som ikke automatisk bliver danske i forbindelse med adoptionen, kan naturaliseres uafhængigt af ophold her i landet, hvis ansøgningen indgives, inden de fylder 12 år. Børn, der er blevet adopteret af danske statsborgere mellem det 12. og 18. år, kan naturaliseres efter 2 års ophold her i landet.

Stk. 5. Også for andre børn end adoptivbørn kan der ske afvigelse fra de almindelige opholdsbebingelser, hvis een af forældrene, der har del i forældremyndigheden, er dansk.

Stk. 6. Det er i alle tilfælde normalt en betingelse for naturalisation, at ansøgeren har tilladelse til varigt ophold her i landet. Opholdsfristen regnes fra det tidspunkt, hvor ansøgeren er meddelt opholdstilladelse. Ung alder

§ 3.

Stk. 1. Ud over de tilfælde, der er omtalt i § 2, stk. 4 og 5, kan dansk indfødsret kun forventes meddelt selvstændigt til personer, der ikke er fyldt 18 år, hvis der foreligger særlige forhold, der gør det ønskeligt eller naturligt, at de får dansk indfødsret. Kriminalitet

§ 4.

Stk. 1. Bødestraf for bagatelforseelser er ikke til hinder for naturalisation. Bødestraf for grovere forhold, særlig for forsætlig overtrædelse af borgerlig straffelov og skatte- og afgiftslovgivningen - herunder administrativt ikendte bøder - udelukker fra naturalisation i mindst 5 år fra gerningstidspunktet. Bøder i øvrigt er til hinder for naturalisation i 3 år fra gerningstidspunktet.

Stk. 2. Betingede domme og tiltalefrafald i medfør af retsplejelovens § 723 på vilkår af straffri vandel er til hinder for naturalisation i den prøvetid, der er fastsat i dommen eller tiltalefrafaldet.

Stk. 3. Ubetinget straf af hæfte eller fængsel i indtil 3 måneder er til hinder for naturalisation i 5 år fra gerningstidspunktet. Fængselsstraf på 3 måneder eller derover og andre frihedsberørende foranstaltninger i medfør af borgerlig straffelov er til hinder for naturalisation i et skønsmæssigt fastsat tidsrum, som normalt ikke kan udgøre mindre end 7 år fra gerningstidspunktet, og 10 år fra gerningstidspunktet efter en fængselsstraf på 1 år eller derover.

Stk. 4. Straffes ansøgeren for samme lovovertrædelse flere gange, forlænges fristen med 3 år for hver gang. Offentlig hjælp

§ 5.

Stk. 1. Hjælp, som er ydet i henhold til lov om social bistand, og som skal tilbagebetales, er normalt til hinder for naturalisation i 5 år, regnet fra det tidspunkt, hvor hjælpen er ophørt. Hjælp, som er tilbagebetalt, eller som de sociale myndigheder har eftergivet, er ikke til hinder.

Stk. 2. Underholdsbidrag, der er udbetalt forskudsvis af det offentlige i henhold til lov om børnetilskud og andre familieydelser, er til hinder for naturalisation af den bidragsskyldige i 5 år fra det tidspunkt, da bidraget blev udbetalt af det offentlige. Underholdsbidrag, som den bidragsskyldige har refunderet det offentlige, eller som de sociale myndigheder har eftergivet, er ikke til hinder.

Stk. 3. Hvis der mellem ansøgeren og de sociale myndigheder er truffet aftale om tilbagebetaling af hjælpen (bidragene), herunder at der finder tilbageholdelse af løn sted hos arbejdsgiveren, og en sådan aftale overholdes og gælden nedbringes, kan der ses bort fra hjælpen (bidragene). Skatte- og afgiftsrestance

§ 6.

Stk. 1. Ansøgere, der er i restance med skatter og afgifter, kan ikke forvente at få dansk indfødsret, medmindre restancen skyldes forhold, der ikke kan lægges ansøgeren til last. Der kan også ses bort fra restancen, hvis ansøgeren overholder en betalingsaftale med myndighederne, jf. § 5, stk. 3. Sprog

§ 7.

Stk. 1. Ansøgere, der ikke har et så godt kendskab til det danske sprog, at de kan forstå og gøre sig forståelige på dansk, kan ikke naturaliseres, medmindre der i det enkelte tilfælde foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en afvigelse herfra.

Kapitel 3 Særlige betingelser for visse grupper af ansøgere

§ 8.

Stk. 1. Personer, som har boet her i landet indtil det fyldte 12. år, og som ved fødslen har fået dansk indfødsret, men som har mistet indfødsretten, kan generhverve denne, når de har opholdt sig 1 år i Danmark. De øvrige almindelige betingelser kan ligeledes lempes eller endog helt frafaldes.

§ 9.

Stk. 1. De almindelige betingelser kan også lempes for personer, der helt eller delvis er af dansk afstamning, eller som uden at være danskfødte tidligere har haft dansk indfødsret.

Stk. 2. Personer fra egnene umiddelbart syd for grænsen, som har særlig tilknytning til danske forhold, kan normalt naturaliseres efter uafbrudt ophold her i landet i mindst 2 år.

Kapitel 4 Slutningsbestemmelser

§ 10.

Stk. 1. Myndighederne bør ikke i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om naturalisation eller ved ydelse af vejledning i øvrigt overfor personer, der vil indgive en sådan ansøgning, fremsætte udtalelser, som kan bevirke, at de frafalder deres ønske om at få ansøgningen behandlet og sendt til Indenrigsministeriet.

§ 11.

Stk. 1. Ansøgning om naturalisation indgives til politimesteren i den politikreds, som ansøgeren bor i. Ansøgere, der bor i Københavns kommune, skal dog indgive ansøgning til Københavns magistrat. Ansøgningerne sendes fra politiet og magistraten direkte til Indenrigsministeriet.

Stk. 2. Ansøgning om naturalisation af adoptivbørn, der er adopteret af danske statsborgere i henhold til en bevilling, som er givet af en dansk myndighed, men som ikke opfylder betingelserne i § 2 A i lov om dansk indfødsret, jf. lov nr. 326 af 4. juni 1986, § 2 kan indgives samtidig med ansøgningen om adoption. Ansøgningen sendes da af adoptionsmyndigheden direkte til Indenrigsministeriet, jf. § 6 i Indenrigsministeriets cirkulære nr. 164 af 3. oktober 1986 om erhvervelse af dansk indfødsret for udenlandske adoptivbørn.

§ 12.

Stk. 1. Samtidig med dette cirkulæres udsendelse bortfalder cirkulære af 1. juni 1983 om meddelelse af dansk indfødsret (naturalisation).

Underskrift 1

Indenrigsministeriet, den 2. februar 1990 Thor Pedersen / Torben Steffensen

Versioner

  1. 1990-02-23, til 2017-12-12