Gelex

Told- og Skattestyrelsens cirkulære vedrørende adgang til at foretage nye ansættelser og fordelinger, hvor disse med urette ikke er foretaget, samt skyldrådenes adgang til at ændre vurderingsrådenes ansættelser og fordelinger (* 1)

OphævetVersion 1990-11-15fra 1990-11-15 til 1996-11-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/209@1990-11-15/da

Indhold
  1. Indledning

Vurderingsrådenes adgang til at foretage nye ansættelser og fordelinger, hvor disse med urette ikke er foretaget, samt skyldrådenes adgang til at ændre vurderingsrådenes ansættelser og fordelinger.

Disse regler har hidtil været fastsat i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 318 af 13. juni 1984, udstedt i medfør af § 15, stk. 3, i den dagældende skattestyrelseslov.

Efter ikrafttræden af den nye skattestyrelseslov, lov nr. 824 af 19. december 1989, indeholdes bestemmelserne i denne lov samt i vurderingsloven.

Følgende retningslinier, der i hovedtræk svarer til de i SD-cirkulære 1985-7 fastsatte, gælder herefter:

1. Vurderingsrådene kan foretage nye ansættelser og fordelinger, hvor sådanne med urette ikke er foretaget, jf. skattestyrelseslovens § 14, stk. 6.

Told- og Skatteregionerne (skyldrådssekretariaterne) skal underrettes med henblik på at fastsætte den skattemæssige virkning, jf. pkt.4.

2. Skyldrådene kan i medfør af bestemmelserne i vurderingslovens § 35, stk. 1, litra b, foretage ændringer af vurderingsrådenes ansættelser og fordelinger af ansatte værdier. I overensstemmelse med principperne i skattestyrelsesloven kan ændringer ikke foretages i det omfang Landsskatteretten, Ligningsrådet eller skyldrådet har taget stilling til en ansættelse.

3. Ligningsrådets adgang efter skattestyrelseslovens § 19, stk. 1, med hensyn til revisioner, Told- og Skattestyrelsens adgang efter nævnte lovs § 14, stk. 6, for så vidt angår nyvurderinger, til at bestemme, at en ændring alene skal have fremtidig skattemæssig virkning, henlægges til told- og skatteregionerne (skyldrådssekretariaterne), i medfør af nævnte lovs § 16.

4. Ved told- og skatteregionernes (skyldrådssekretariaternes) afgørelse af spørgsmålet om skattevirkning vil nedenstående almindelige retningslinier være at iagttage:

For kendelser afsagt af skyldrådet som led i revisionsbeføjelsen senere end et år efter vurderingens foretagelse, må der sondres om kendelsen medfører forhøjelse eller nedsættelse.

a. Forhøjes ansættelsen eller foretages nyvurdering, hvor ansættelsen eller fordelingen med urette ikke tidligere er foretaget, tillægges ændringerne alene fremtidig skattemæssig virkning, medmindre ejer bevidst har afgivet urigtige oplysninger eller bevidst fortiet afgørende oplysninger.

I sådanne tilfælde kan forhøjelsen tillægges oprindelig skattemæssig virkning, dog ikke ud over 5 år, jf. 1908-loven om forældelse af visse fordringer.

b. Nedsættes ansættelsen tillægges ændringen skattemæssig virkning tilbage til det tidspunkt, da den ændrede vurdering tidligst kunne få virkning, dog normalt ikke ud over 5 år, fra det tidspunkt, hvor anmodningen om ændring fremsættes. Ændringen tillægges i øvrigt alene skattemæssig virkning inden for den aktuelle ejers besiddelsesstid, medmindre også den tidligere ejer har anmodet om ændring af ansættelsen.

c. Kendelser afsagt af skyldrådet, som led i dettes klagebehandling eller ved revision inden et år efter vurderingens foretagelse, tillægges skattemæssig virkning tilbage til det tidspunkt, da den påkendte vurdering tidligst kunne få virkning, uanset om ansættelsen forhøjes eller nedsættes. Disse ansættelser er således ikke omfattet af adgangen til ændret skattevirkning.

5. I tilfælde, hvor en ændret ansættelse alene tillægges fremtidig virkning, får ændringen betydning for ejendomsbeskatningen pr. 1. januar det følgende år, såfremt »agterskrivelsen« er afgået i 2. halvår, og pr. 1. juli, såfremt »agterskrivelsen« er afgået i 1. halvår.

For indkomst- og formueansættelsen regnes kun med hele indkomstår, og agterskrivelser, som er afgivet inden årets udgang tillægges skattemæssig virkning fra 1. januar det følgende år.

SD-cirkulære nr. 1985-7 af 11. februar 1985 bortfalder.

Erik Eriksen

/Ole Wittenkamp

Versioner

  1. 1990-11-15, til 1996-11-13