Gelex

Cirkulære om aftale af 1. juli 1990 om afkald på refusion af udgifter til naturalydelser på sygeforsikringens område mellem Danmark og Spanien EF-forordning 1408/71 art. 36 og art. 63 EF-forordning 574/72 art. 105

GældendeVersion 1990-12-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/237@1990-12-28/da

Indhold
  1. Indledning

REFUSION AF UDGIFTER TIL NATURALYDELSER

EF-forordning 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere m.fl. indeholder særlige bestemmelser om refusion af udgifter til naturalydelser ved sygdom og moderskab (afsnit III, kapitel 1 og 4 og forordning 574/72 afsnit V): Personer, der er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat og som enten har fast bopæl eller er på midlertidigt ophold i Danmark, har ret til visse naturalydelser efter dansk lovgivning, men for hjemstatens regning. Omvendt har personer, der er omfattet af dansk lovgivning og som enten har fast bopæl eller er på midlertidigt ophold i et andet EF-land ret til naturalydelser efter opholdsstatens lovgivning, men for dansk regning.

Herudover indeholder forordning 574/72 om gennemførelse af forordning 1408/71 også en bestemmelse om udgifter ved administrativ og lægelig kontrol (art. 105): I tilfælde hvor retten til ydelser er betinget af administrativ og lægelig kontrol afholdes udgifterne i forbindelse hermed af den kompetente stat.

I de tilfælde, hvor en medlemsstat har afholdt udgiften til naturalydelser for den kompetente stats regning, opstår der et refusionskrav. For at forenkle den gensidige sagsbehandling er der i forordningerne fastsat bestemmelser, der gør det muligt af aftale helt eller delvist afkald på refusion af faktiske udgifter (forordning 1408/71 art. 36 og art. 63 samt forordning 574/72 art. 105).

AFTALE AF 1. JULI 1990 OM AFKALD PÅ REFUSION AF UDGIFTER TIL

NATURALYDELSER PÅ SYGEFORSIKRINGENS OMRÅDE MELLEM DANMARK OG SPANIEN

EF-forordning 1408/71 art. 36 og art. 63

EF-forordning 574/72 art. 105

Socialministeriet i Danmark og Ministeriet for arbejde og social sikring i Spanien har indgået en aftale om delvist afkald på refusion. Aftalen træder i kraft den 1. juli 1990 og finder anvendelse på forhold, der er indtrådt efter den 1. januar 1986.

1.

Refusionsafkaldsaftalen bevirker, at udgifterne til naturalydelser afholdes af den stat, på hvis område de er ydet. Adgangen til refusion af udgifter til naturalydelser efter følgende bestemmelser i EF-forordning 1408/71 bortfalder for begge parter: - Art 22, stk. 1a og art. 55, stk. 1a, - naturalydelser givet under midlertidigt ophold i den anden stat. - Art. 19 og art. 52, - naturalydelser givet til personer med bopæl i den stat, som ikke er den kompetente. Der er ikke givet afkald på ydelser til familiemedlemmer efter art. 19, stk. 2, når der kræves registrering og udarbejdelse af fortegnelser. Da der i Danmark ikke føres fortegnelser over disse familiemedlemmer, kan der ikke gøres danske refusionskrav gældende efter art. 19, stk. 2. - Art. 25 - naturalydelser til arbejdsløse og deres familiemedlemmer. - Art. 21, stk. 2, andet afsnit - naturalydelser til familiemedlemmer bosat i en anden stat end den erhvervsaktive og som opholder sig i den kompetente stat. - Art. 29 - naturalydelser til pensionisters familiemedlemmer, som er bosat i en anden medlemssat end pensionisten. - Art. 31 - naturalydelser til pensionister og deres familiemedlemmer under midlertidigt ophold i den anden stat.

I bilaget findes en oversigt over de blanketter, der anvendes som dokumentation for retten til naturalydelser i de situationer, der er omfattet af aftalen.

Aftalen er betinget af, at Danmark opretholder en særlig sygesikring (rejsesygesikringen), som i en måned dækker udgifter ved sygdom under ferierejser for personer med bopæl i Danmark.

Det spanske sygesikringssystem består af en offentlig og en privat del. Naturalydelserne i den offentlige del vil, med undtagelse af visse udgifter til medicin, være gratis ved brug af den korrekte EF-dokumentation, medens udgifter som betales til privatpraktiserende læger/klinikker vil være på patientens egen regning i det omfang, de ikke betales af rejsesygesikringen. Forordningernes bestemmelser finder kun anvendelse på den offentlige del.

I følgende to undtagelsessituationer vil der dog kunne ydes refusion for udgifter, som er betalt til privatpraktiserende læger/klinikker, forudsat at der kan oplyses en spansk refusionstakst på blanket E 126 DK:

1. Hvis det aktuelle sygdomstilfælde var af en sådan art, at det ville have været livstruende at transportere patienten til nærmeste offentlige sygehus/behandler.

2. Hvis en tilsvarende ydelse er blevet nægtet af en offenlig ansat læge/offentligt sygehus.

Refusionsbeløbet udbetales af Socialstyrelsen på grundlag af refusionstaksten, som fremgår af blanket E 126 DK.

2.

I art. 34 beskrives den situation, hvor en person ikke har kunnet dokumentere sin ret til naturalydelser under midlertidigt ophold i den anden medlemsstat.

Efter refusionafkaldsaftalen finder bestemmelsen i art. 34, stk. 2, andet afsnit ikke anvendelse. Det er således ikke opholdsstedets institution, der endeligt afholder udgifter til naturalydelser. Derimod er det den kompetente institution, der refunderer de udlagte beløb efter de satser, der anvendes af opholdsstedets institution. I de tilfælde, hvor Danmark er kompetent stat, udbetales evt. refusion af Socialstyrelsen.

3.

Aftalen omfatter også afkald på refusion af udgifter til lægeundersøgelser efter art. 105 i forordning nr. 574/72.

Når Spanien som kompetent stat anmoder om at få foretaget en administrativ eller lægelig kontrol af en person, der opholder sig i Danmark, afholdes udgiften i forbindelse hermed endeligt af Danmark. Udgifter til lægeundersøgelser, der fra dansk side rekvireres i Spanien, afholdes af den pågældende institution i Spanien.

4.

I alle andre situationer, hvor Danmark har haft udgifter til naturalydelser for spansk regning efter forordning 1408/71 afsnit III, kapitel 1 og 4 skal der opgøres refusionskrav. Det omfatter udgifter til naturalydelser til personer omfattet af spansk lovgivning efter henvisning eller forudgående tilladelse fra den kompetente spanske institution i form af blanket E 112 E. (EF- forordning 1408/71 art. 22, stk. 1b og c samt art. 55, stk. 1b og c.)

Refusionskravet indsendes til Socialstyrelsen på blanket E 125 DK med henblik på opgørelse og inddrivelse af refusionskravet overfor den spanske institution.

Endelig er udgifter til naturalydelser til pensionister med fast bopæl uden for den kompetente stat ikke omfattet af aftalen. Socialstyrelsen administrerer disse krav efter art. 95 i EF- forordning 574/72.

Reglerne i forordning 1408/71 og 574/72 samt diverse blanketter er beskrevet nærmere i Sikringsstyrelsens vejledning af december 1986 om social sikring af vandrende arbejdstagere.

Socialstyrelsen den 14. december 1990

Anni Banke /

Lisa Ibenfeldt Schultz

--------------------------------------------------------------------

BILAG

OVERSIGT OVER BLANKETTER, DER GIVER RET TIL YDELSER, SOM ER OMFATTET

AF REFUSIONSAFKALDSAFTALEN.

Personer omfattet af dansk lovgivning kan dokumentere retten til naturalydelser i Spanien ved brug af danske blanketter E 111, E 106, E 109, E 119 eller E 123.

Personer, der omfattes af spansk lovgivning, kan dokumentere en ret

til naturalydelser i Danmark ved fremlæggelse af følgende

blanketter:

E 106 Arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, omfattet af art. 19, stk. 1 a i 1408/71, som har fast bopæl i Danmark dokumenterer retten til naturalydelser ved hjælp af spansk blanket E 106.

E 106 og E 109 Familiemedlemmer til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, omfattet af art. 19, stk. 1 a i 1408/71, og familiemedlemmer til pensionister jfr. art. 29, som har fast bopæl i Danmark. Retten til naturalydelser dokumenteres ved hjælp af en spansk blanket E 106 eller E 109.

E 111 Arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, omfattet af art. 22, stk. 1 a i 1408/71 samt familiemedlemmer, dokumenterer retten til naturalydelser under midlertidigt ophold i Danmark ved hjælp af en spansk blanket E 111.

E 111 og E 109 Familiemedlemmer til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, der er omfattet af art. 19, stk. 1 a i 1408/71, som er bosat i en anden medlemsstat end arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende dokumenterer retten til naturalydelser under midlertidigt ophold i Danmark efter art. 21, stk. 2, 2. afsnit ved hjælp af en spansk blanket E 111.

E 111 Pensionister, der er omfattet af art. 31 i 1408/71 samt deres familiemedlemmer dokumenterer retten til naturalydelser under midlertidigt ophold i Danmark ved hjælp af en spansk blanket E 111.

E 119 En arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der er omfattet af art. 25 i 1408/71 samt familiemedlemmer, dokumenterer retten til naturalydelser ved hjælp af en spansk blanket E 119.

E 123 En arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der er omfattet af art. 52, stk. 1 a og art. 55, stk. 1 a i 1408/71 og som er bosat eller opholder sig i Danmark dokumenterer retten til naturalydelser ved hjælp af en spansk blanket E 123.

Versioner

  1. 1990-12-28