Gelex

Cirkulæreskrivelse om -ophævelse af bestemmelserne om ydelser og honorering af teknisk rådgivning i statslig og statsstøttet bygge- og anlægsvirksomhed -brug af ABR 89

OphævetVersion 1990-03-08fra 1990-03-08 til 2019-01-03
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/30@1990-03-08/da

Indhold
  1. Indledning

Bestemmelserne om ydelser og honorering

1. Som led i Boligministeriets handlingsplan for afbureaukratisering er det besluttet at ophæve bestemmelserne om, at ydelser og honorering indenfor teknisk rådgivning i statslig og offentlig støttet bygge- og anlægsvirksomhed - og herunder på byfornyelsesområdet - skal fastsættes på grundlag af specialnormerne for teknisk rådgivning.

2. Følgende bestemmelser bortfalder derfor fra 1.3.1990:

- Boligstyrelsens cirkulæreskrivelse af 1.9.1979 om nye regler for teknisk rådgivning og bistand indenfor almennyttigt byggeri mv.

- Byggestyrelsens cirkulæreskrivelse af 1.9.1979 om nye regler for teknisk rådgivning og bistand ved statslige og statsstøttede byggearbejder

- Byggestyrelsens cirkulæreskrivelse af 16.1.1981 om planlægningsnormen

- Boligstyrelsens cirkulæreskrivelse af 19.8.1985 om teknisk rådgivning og bistand inden for almennyttigt byggeri mv.

- Byggestyrelsens cirkulæreskrivelse af 26.3.1986 om nye regler for rådgivning og bistand ved have- og landskabsarbejder.

Samtidig bortfalder alle øvrige administrative forskrifter og supplerende skrivelser on specialnormforhold.

3. De specialnormer, som bygherrerne herefter ikke er forpligtet til at følge, er følgende:

»Specialnorm for bygningsarbejder, arkitekter«, juni 1977

»Specialnorm for bygningskonstruktioner, ingeniører (74)», juni 1977

»Specialnorm for bygningsinstallationer, ingeniører (74)», juni 1977

»Specialnorm for anlægsarbejder, ingeniører (74)», marts 1977. (Revideret pr. juli 1978)

»Specialnorm for planlægning (80)», juni 1980

»Specialnorm for have- og landskabsarbejder, landskabsarkitekter«,

april 1986.

4. Fremtidig fastlægges ydelser og honorering for teknisk rådgivning i den enkelte rådgivningsaftale. Hver statslig eller offentlig støttet bygherre træffer selv beslutning om, hvilke aftalevilkår der kan accepteres. Dog skal alle aftaler ske på grundlag af ABR 89 (se punkt 6).

Fra rådgiverorganisationerne foreligger eller vil fremkomme nye vejledende ydelsesbeskrivelser for henholdsvis arkitekt- og ingeniørbistand samt aftaleformularer. Bygherrerne kan benytte disse som grundlag for rådgivningsaftaler, men er ikke forpligtet hertil.

Bygherrernes opmærksomhed henledes på, at Boligministeriet ikke har taget stilling til vejledende honorarsatser, der måtte blive udsendt af rådgivningsorganisationerne.

5. Bygge- og Boligstyrelsen udsender herefter ikke retningslinier eller vejledning om ydelser og honorarer.

På det støttede byggeris område vil alene rammebeløbet blive krævet overholdt.

Indenfor statsbyggeriets område kan Slots- og Ejendomsstyrelsen, Bygningstjenesten, give statsbygherrerne råd om konkrete rådgiverforhold.

Bygge- og Boligstyrelsen vil i samarbejde med prismyndighederne generelt følge udviklingen på honorarområdet.

ABR 89

6. Almindelige bestemmelser for teknisk rådgivning og bistand' (ABR), der indeholder de generelle juridiske regler for teknisk rådgivning, er fortsat obligatoriske i statslig og statsstøttet bygge- og anlægsvirksomhed. ABR udsendes i en revideret udgave, benævnt ABR 89, og det er denne udgave, der fra 1.3.1990 skal lægges til grund ved aftaler.

Som en væsentlig tilføjelse er der i ABR 89 medtaget bestemmelser om budgetansvar, der tidligere fremgik af de nu ophævede specialnormer.

De statslige og statsstøttede bygherrer bør være meget tilbageholdende med at fravige ABR 89 og med at acceptere forslag fra rådgiverside herom.

Indenfor boligbyggerilovens- og ældreboliglovens områder, hvor der kan være fastsat grænser for byggeudgifterne (rammebeløb), vil disse rammebeløb blive krævet overholdt.

Spørgsmål om brugen og forståelsen af ABR 89 kan forelægges Bygge- og Boligstyrelsen's 1. kontor.

Et eksemplar af ABR 89 vil blive eftersendt snarest. Yderligere eksemplarer kan erhverves ved henvendelse til Praktiserende Arkitekters Råd eller Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Overgangssager

7. Aftaler, indgået på baggrund af de nu ophævede bestemmelser, berøres ikke af ophævelsen, men opgaverne skal færdiggøres på de aftalte betingelser.

8. Af hensyn til allerede indgåede aftaler på grundlag af de nu bortfaldne honorarnormer, vil Bygge- og Boligstyrelsen i en to-årig periode fortsat regulere og offentliggøre basisprocenter for henholdsvis arkitekt- og ingeniørbistand.

Pdv

Flemming Lethan

/Jan Spohr

Versioner

  1. 1990-03-08 · til 2019-01-03