Gelex

Cirkulæreskrivelse om tidsfrister i forbindelse med påbegyndelse af opførelse af private andelsboliger

OphævetVersion 1990-04-07fra 1990-04-07 til 1992-01-24
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/54@1990-04-07/da

Indhold
  1. Indledning

Ifølge pkt. 31 i Boligstyrelsens cirkulære af 10.7.1985 om støtte til opførelse af private andelsboliger skal Bygge- og Boligstyrelsens forhåndstilsagn og reservation på kvoten inden 7 måneder efterfølges af kommunalbestyrelsens endelige tilsagn om kommunegaranti og ydelsesstøtte, igangsætningstilladelse og kommunalbestyrelsens godkendelse af anskaffelsessummen inden byggeriets påbegyndelse.

Endvidere er det en forudsætning, at byggeriet påbegyndes inden 7 måneder efter forhåndstilsagnet, uanset hvornår indenfor 7-måneders-perioden kommunalbestyrelsernes endelige tilsagn foreligger.

Reservation på kvoten og forhåndstilsagnet om støtte bortfalder, hvis denne frist ikke overholdes.

Bygge- og Boligstyrelsen har i den seneste tid modtaget usædvanlig mange ansøgninger om forlængelse af denne 7-måneders-frist for påbegyndelse af byggeriet. Ønsket om fristforlængelse begrundes i de fleste tilfælde blandt andet med vanskeligheder med at sælge et tilstrækkeligt antal andele. Styrelsen finder det i den forbindelse tilrådeligt, at kommunalbestyrelsen stiller vilkår om, at en større del af boligerne er solgt, inden et byggeri kan påbegyndes.

På denne baggrund har styrelsen besluttet med virkning fra dags dato at forlænge såvel fristen for kommunalbestyrelsens endelige tilsagn om støtte mv. som fristen for byggeriets påbegyndelse til 9 måneder.

Denne fristforlængelse gælder såvel for forhåndstilsagn, der gives efter denne dato, som for allerede afgivne forhåndstilsagn, hvor den hidtil gældende 7-måneders-frist for byggeriets påbegyndelse pr. dags dato ikke er udløbet.

Fremover vil styrelsens forhåndstilsagn og reservation på kvoten således bortfalde, hvis byggeriet ikke er påbegyndt senest 9 måneder efter den dato, hvor styrelsens forhåndstilsagn er givet.

Hvis styrelsens forhåndstilsagn omfatter en tilladelse til opførelse af en prøvebolig, er det efter boligbyggerilovens § 65, stk. 2 et vilkår, at byggearbejderne for bebyggelsens øvrige boliger igangsættes senest 3 måneder efter kommunalbestyrelsens tilsagn.

I sådanne tilfælde er det en betingelse for forhåndstilsagnets fortsatte gyldighed, at både fristen på 9 måneder fra forhåndstilsagnet og 3 måneder fra kommunalbestyrelsens endelige tilsagn til byggeriets påbegyndelse, overholdes.

Som nævnt kan kommunalbestyrelsen efter styrelsens opfattelse stille krav om, at boligerne skal være helt eller delvist solgt, inden byggeriet påbegyndes. Styrelsen skal endvidere gøre opmærksom på, at kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at bygherren friholder andelsboligforeningen for merudgifter, hvis ikke alle andele er solgt og indflyttede, når den offentlige støtte kan beregnes og udbetales. Dette kan ske ved, at bygherren overfor andelsboligforeningen stiller en pengeinstitutgaranti, som er uigenkaldelig fra hans side. Kommunalbestyrelsen kan forlange at se dokumentation for garantistillelsen.

Eventuelle spørgsmål om ovenstående kan rettes til fuldmægtig Birthe Lock og fuldmægtig Karsten Gullach, Bygge- og Boligstyrelsens 6. kontor, tlf. 33 92 61 00.

H.E. Rasmussen

/Vibeke Køie

Versioner

  1. 1990-04-07 · til 1992-01-24