Cirkulære om delpension (Til kommunalbestyrelser og arbejdsløshedskasser)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/58@1990-04-07/da
Efter lov om delpension, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 6. januar
1987, som ændret ved lov nr. 854 af 20. december 1989 fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Ved ansøgning om delpension skal kommunalbestyrelsen udlevere skemaer til brug ved ansøgningen.
§ 2.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal indhente alle oplysninger, der har betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan pålægge offentlige myndigheder at give oplysninger og dokumentation, som anses for nødvendige for sagsbehandlingen. Udskrifter mv. kan kræves uden betaling.
§ 3.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen har pligt til at vejlede ansøgeren, om der i stedet for delpension kan være ret til efterløn eller førtidspension.
§ 4.
Stk. 1. Når en ansøger om delpension er medlem af en arbejdsløshedskasse, skal kommunalbestyrelsen underrette kassen om ansøgningen og om afgørelsen. Underretningen sker ved indsendelse af en indberetningsblanket til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.
§ 5.
Stk. 1. Når lønmodtageren har fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge i en sammenhængende periode på 13 uger, har arbejdsløshedskassen pligt til at underrette kommunalbestyrelsen herom.
§ 6.
Stk. 1. Når modtageren flytter til en anden kommune her i landet, skal kommunalbestyrelsen i fraflytningskommunen sende sagens akter til kommunalbestyrelsen i den nye bopælskommune.
§ 7.
Stk. 1. Reglerne om refusion, regnskabsaflæggelse og revision følger de principper, der gælder efter lov om social pension med den undtagelse, at refusionen anvises med 1/3 af kvartalsbeløbet pr. måned, så det kan være til kommunens disposition den 3. sidste bankdag i hver af kvartalets måneder. Følgende forskrifter er fortsat gældende: 1) Socialministeriets cirkulære af 10. december 1986 om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion mv. på visse dele af det sociale område. 2) Socialministeriets cirkulære af 10. december 1986 om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område.
§ 8.
Stk. 1. Dette cirkulære træder i kraft den 2. april 1990. Samtidig ophæves Sikringsstyrelsens cirkulære af 25. november 1988.
Underskrift 1
Socialstyrelsen, den 20. marts 1990 Ole Høeg Gunner Harder Andersen