Cirkulære om forretningsorden for Udvalget vedr. Lokal Radio og TV
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1990/93@1990-05-18/da
I medfør af § 15 h, stk. 3, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 363 af 2. juni 1989, fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Udvalget vedr. Lokal Radio og TV er nedsat i henhold til § 15 h i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
§ 2.
Stk. 1. Udvalget har efter § 3 a, nr. 4 og § 15 h i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed følgende opgaver: 1) Efter forhandling med Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet at træffe den endelige administrative afgørelse om fordelingen af sendestationer på lokalområder under hensyn til de frekvensmæssige muligheder. 2) At træffe den endelige administrative afgørelse i klagesager om udstedelse af tilladelser, jf. lovens § 15 e, stk. 4. 3) At træffe den endelige administrative afgørelse i klagesager om inddragelse af tilladelser, jf. lovens § 15 f, stk. 6. 4) At træffe den endelige administrative afgørelse i sager om tilladelseshaveres udøvelse af programvirksomheden, hvor sådanne sager omfatter flere lokalområder. Udvalget kan i denne forbindelse afkræve tilladelseshavere oplysninger om virksomhedernes drift. 5) At rådgive kommunikationsministeren om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed. 6) I områder, hvor der ikke er oprettet et lokalt radio- eller fjernsynsnævn, i særlige tilfælde at give tilladelse til, at programmer om enkeltstående begivenheder af lokal karakter fordeles i kortere perioder inden for et lokalt område ved hjælp af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg til lokaler, som anvendes til privat beboelse, jf. lovens § 3 a, nr. 4.
Stk. 2. Udvalget har efter § 2 og § 14, stk. 3 i lov om Lokalradiofonden følgende opgaver: 1) At forvalte Lokalradiofondens midler. Udvalget aflægger årligt regnskab for fonden. Regnskabet revideres af Rigsrevisionen, jf. lovens § 2. 2) At træffe den endelige administrative afgørelse i sager om støtteordningens administration, jf. lovens § 14, stk. 3.
§ 3.
Stk. 1. Udvalget holder sig orienteret om udviklingen inden for lokal radio- og fjernsynsvirksomhed og kan indhente oplysninger om forhold inden for området.
Stk. 2. Udvalget kan af egen drift til ministeren fremsende forslag og synspunkter vedrørende ordningen for lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.
Stk. 3. I sager, hvor udvalget ikke træffer afgørelse, jf. § 2, kan udvalget afgive en udtalelse til dem, sagen vedrører.
§ 4.
Stk. 1. Udvalget indkaldes til møde af formanden, når denne eller to medlemmer ønsker det.
Stk. 2. Mødeindkaldelsen skal være skriftlig og indeholde forslag til dagsorden for mødet. Indkaldelsen udsendes senest 1 uge før mødet.
§ 5.
Stk. 1. Udvalget er beslutningsdygtigt, når tre medlemmer er til stede. Afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed gør formandens stemme udslaget.
Stk. 2. Når forholdene gør det påkrævet, kan sager af særlig hastende karakter afgøres uden for udvalgsmøderne. Der gives i så fald medlemmerne mulighed for, inden afgørelsen træffes, at tilkendegive deres standpunkt skriftligt eller telefonisk.
§ 6.
Stk. 1. I udvalgets møder deltager uden stemmeret en tilforordnet for Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet.
§ 7.
Stk. 1. Der tages beslutningsreferat af møderne. Referatet sendes til medlemmerne og den tilforordnede.
§ 8.
Stk. 1. Udvalgets medlemmer, sekretær og eventuelle andre medhjælpere er underkastet forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985), herunder bestemmelserne om tavshedspligt. Kommunikationsministeren, Generaldirektoratet for P&T, den 3. maj 1990 Torben Rechendorff / Liselotte H. Sestoft .