Gelex

Cirkulære om anvendelse af betalingskort på tjenesterejser (* 1)

OphævetVersion 1992-02-13fra 1992-02-13 til 1993-09-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1992/14@1992-02-13/da

Indhold
  1. Indledning

1. Finansministeriet udsendte den 3. oktober 1991 cirkulære om anvendelse af betalingskort (firmakort) på tjenesterejser i udlandet (APD.nr. 88/91).

Cirkulæret beskriver en nyordning, der er etableret efter henstilling fra Statsrevisorerne, og som er udformet i en aftale indgået mellem Direktoratet for Statens Indkøb og tre betalingskortselskaber om anvendelse af betalingskort på statslige tjenesterejser.

Aftalen afløser en ordning, hvorefter statens institutioner kunne anskaffe private betalingskort til medarbejdere til benyttelse på tjenesterejser. Årskontingent og eventuelle gebyrer betaltes af institutionen. Kortselskabet afregnede forbruget på kortet direkte med medarbejderen, der endvidere hæftede for forbruget over for selskabet.

2. Efter den nye ordning kan der kun anvendes firmakort på tjenesterejser. Et firmakort rekvireres af institutionen, ligesom det er institutionen, der afregner med kortselskabet og hæfter for forbruget på kortet.

Endvidere indebærer nyordningen, at der fremtidigt kun kan anvendes betalingskort på tjenesterejser til udlandet, det vil sige ikke på tjenesterejser i Danmark, på Færøerne og i Grønland.

3. Finansministeriet har efter udsendelsen af cirkulæret kunnet konstatere, at den indførte firmakortordning har en række utilsigtede konsekvenser specielt i form af manglende praktisk anvendelighed og øget administration. Under hensyn til karakteren af den kritik, der er blevet rettet mod den nye ordning, er der truffet beslutning om, at aftalen med kortselskaberne skal genforhandles.

4. For i videst mulig udstrækning at reducere de påpegede uhensigtsmæssigheder i perioden indtil en revideret aftale er indgået, vil følgende supplerende retningslinier være gældende indtil videre:

- Firmakortordningen, som den er beskrevet i cirkulæret af 3. oktober 1991, vil kunne benyttes også i forbindelse med tjenesterejser i Danmark, på Færøerne og i Grønland. Opmærksomheden henledes på, at American Express-kort ikke kan anvendes i Danmark. Firmakortet må fortsat kun anvendes til tjenstlige udgifter, der indgår i rejseafregningen.

- Dobbeltkort, det vil sige et privat betalingskort, som anskaffes i tilknytning til firmakortet, vil kunne anvendes på tjenesterejser. Årskontingent og eventuelle gebyrer vil kunne betales af institutionen.

- Private betalingskort, der er anskaffet i henhold til den betalingskortordning, der var gældende forud for udsendelsen af cirkulæret af 3. oktober 1991, og som ikke allerede er ombyttet med firmakort, vil fortsat kunne benyttes på tjenesterejser. Det samme gælder private betalingskort, som er overtaget af medarbejderen for den resterende kontingentperiode. Års- kontingent mv. kan betales/refunderes af institutionen.

Finansministeriet

Administrations- og Personaledepartementet

Den 17. januar 1992

P.M.V.

E.B.

Mari-Jane Skovgaard

Versioner

  1. 1992-02-13 · til 1993-09-21