Cirkulære om indsamling af genopladelige NiCd-batterier og apparater med fastmonterede NiCd-batterier fra offentlige institutioner og kontorer (Til alle statsinstitutioner, kommunalbestyrelser og amtsråd)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1992/2@1992-01-16/da
NiCd-batterier er den største enkeltkilde til cadmiumforureningen.
Cadmium ophobes i naturen. Cadmiumforgiftning påvirker levende
organismers evne til at forplante sig og medfører misvækst og
forandringer i blodet. Forgiftning af mennesker medfører især
kroniske nyrelidelser. Det er derfor at stor vigtighed, at disse
batterier indsamles og behandles separat. Der er den 25. september
1991 indgået aftale mellem miljøministeren og Foreningen for
Indsamling af Genopladelige Batterier om en indsamlingsordning for
NiCd-batterier og apparater med fastmonterede NiCd-batterier.
Også offentlige institutioner skal derfor sørge for, at brugte NiCd-batterier og apparater med fastmonterede NiCd-batterier bliver indsamlet og afleveret til genanvendelse, jf. § 6 i lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse.
Med hjemmel i §§ 10, 44 og 45 i lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse fastsættes herefter følgende:
§ 1.
Stk. 1. Statsinstitutioner, kommunalbestyrelser og amtsråd skal pr. 1. februar 1992 iværksætte indsamling af NiCd-batterier og apparater med fastmonterede NiCd-batterier fra egne institutioner.
§ 2.
Stk. 1. De i henhold til § 1 indsamlede NiCd-batterier skal afleveres separat på en kommunal modtagestation, eller på nærmeste Falck-station, eller efter aftale der, hvor de er købt, under forudsætning af, at batterierne sluttelig afleveres til Kommune-Kemi, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. De i henhold til § 1 indsamlede apparater med fastmonterede NiCd-batterier skal afleveres på nærmeste Falck-station, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. De indsamlede batterier og apparater med fastmonterede batterier kan på opfordring afhentes af Falck.
§ 3.
Stk. 1. Ved NiCd-batterier forstås sådanne batterier samt apparater med fastmonterede batterier, som er gebyrpålagt i medfør af bekendtgørelse nr. 10 af 3. januar 1992 om gebyr på genopladelige NiCd-batterier.
§ 4.
Stk. 1. Med statsinstitutioner sidestilles institutioner, hvis indtægter helt eller i overvejende grad betales eller skaffes tilveje ved det offentliges foranstaltning.
§ 5.
Stk. 1. Miljøstyrelsen kan bestemme, at Forsvaret og Politiet skal være fritaget for pligterne i henhold til §§ 1 og 2.
§ 6.
Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 1. februar 1992.
Underskrift 1
Miljøministeriet, den 3. januar 1992 Per Stig Møller / Hanne Thorup