Skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse gældende fra 1. januar 1992 (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1992/5@1992-01-16/da
Indhold
1. Ifølge § 9, stk. 5, i ligningsloven skal godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen.
Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejse- og befordringsudgifter, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Ligningsrådet. Godtgørelsen anses i så fald for skattefri.
Reglerne finder tilsvarende anvendelse på rejse- og befordringsgodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, råd og lignende. Dette gælder ikke reglen i pkt. 4.2.3.
Ligningsrådet har om udbetaling af skattefri godtgørelse fastsat følgende regler:
2. Kørselsgodtgørelse.
Kørselsgodtgørelse for benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig kørsel (det vil sige kørsel omfattet af ligningslovens § 9 B) er skattefri, hvis den ikke overstiger følgende beløb:
- kørsel indtil 12.000 km/årligt 2,21 kr. pr. km.
- kørsel udover 12.000 km/årligt 1,16 kr. pr. km.
For benyttelse af egen motorcykel er satsen som for egen bil.
Det er en forudsætning, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer.
12.000 kr-grænsen gælder kun for den enkelte arbejdsgiver.
Faste månedlige eller årlige kørselsgodtgørelser medregnes ved indkomstopgørelsen.
3. Rejsegodtgørelse:
3.1. Rejse i relation til skattefri rejsegodtgørelse.
3.1.1. Hovedregel.
For at en rejse kan give grundlag for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse efter nedenstående regler, skal rejsen enten være forbundet med overnatning, eller den skal have en varighed af mindst 5 timer og strække sig udover 8 km fra arbejdsstedet.
3.1.2. Undtagelser.
Selv om disse betingelser er opfyldt, kan der ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse i følgende tilfælde:
3.1.2.1. For rejse uden overnatning, når den ansatte har mere end et fast arbejdssted, og heller ikke, når udearbejdet uden overnatning beslaglægger mere end 50% af arbejdstiden inden for lønperioden. Såfremt lønmodtageren har flere arbejdsgivere eller arbejder på deltid, anvendes 50% reglen på det enkelte konkrete arbejdsforhold. Om udearbejdet overstiger 50% af arbejdstiden afgøres udfra en opgørelse over, hvor mange rejsedage uden overnatning lønmodtageren har haft i lønperioden.
3.1.2.2. Når den ansatte i sit hverv transporterer varer og personer, eller arbejder på skibe, i luftfartøjer og i fartøjer og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster.
3.1.2.3. Når den ansatte udstationeres samme sted i så lang en periode eller under sådanne omstændigheder, at udstationeringsstedet (udstationeringsområdet) antager karakter af fast arbejdssted (arbejdsområde).
4. Maksimale rejsegodtgørelser.
4.1. Danmark
4.1.1. Rejse uden overnatning.
Der kan udbetales skattefri godtgørelse med følgende beløb: 9,65 kr. pr. påbegyndt time.
4.1.2. Rejse med overnatning.
Der kan udbetales skattefri godtgørelse med følgende beløb:
4.1.2.1. Logi: Dokumenteret udgift eller 128 kr. pr. døgn. Godtgørelsen kan ikke udbetales, hvis arbejdsgiveren stiller logi til rådighed helt eller delvis vederlagsfrit.
4.1.2.2. Fortæring: 231 kr. pr. døgn og 9,65 kr. pr. påbegyndt time for tilsluttende rejsedag.
4.1.2.3. Hvor arbejdsgiveren yder frit kost, kan der udbetales 57,75 kr. pr. døgn for andre merudgifter på rejsen end merudgifter til ophold og fortæring.
4.1.2.4. Ved arbejde samme sted udover 28 dage nedsættes godtgørelsesbeløbene med 1/3 fra den 29. dag. Fravær ved overførsel til andet arbejde, der nødvendiggør logiskifte på grund af arbejdspladsens geografiske beliggenhed, afbryder som hovedregel 28 dages reglen.
28 dages reglen afbrydes dog ikke ved fravær på grund af midlertidigt arbejde andetsteds af under 5 arbejdsdages varighed.
Tilsvarende gælder fravær på fridage, herunder weekender.
Såfremt der er udbetalt skattefri rejsegodtgørelse efter Ligningsrådets satser for de første 28 dage, kan dokumenterede udgifter til fortæring og overnatning ikke dækkes som udlæg efter regning fra den 29. dag.
4.1.2.5. Færøerne og Grønland.
For Færøerne anvendes samme satser som for rejse i Danmark. For Grønland anvendes de danske satser, for rejser med overnatning med tillæg af 50%.
4.2. Udlandet.
4.2.1. Ved rejser uden overnatning finder satsen i pkt. 4.1.1. anvendelse.
4.2.2. Ved rejser med overnatning kan der udbetales skattefri godtgørelse med følgende beløb:
4.2.2.1. Logi: Dokumenteret udgift eller 1/3 af det af Staten fastsatte hoteldispositionsbeløb for det pågældende land. For lande, for hvilke der ikke er fastsat hoteldispositionsbeløb, kan der udbetales 1/3 af den faste godtgørelse for det pågældende land. Godtgørelse kan ikke udbetales, hvis arbejdsgiveren stiller logi til rådighed helt eller delvis vederlagsfrit.
4.2.2.2. Fortæring: Statens satser. Godtgørelsen beregnes for hver påbegyndt time af rejsens varighed.
4.2.2.3. Ved arbejde samme sted udover 28 dage nedsættes godtgørelsesbeløbene med 1/4 fra den 29. dag. Fravær ved overførsel til andet arbejde, der nødvendiggør logiskifte på grund af arbejdspladsens geografiske beliggenhed, afbryder som hovedregel på 28 dages reglen.
28 dages reglen afbrydes dog ikke ved fravær på grund af midlertidigt arbejde andetsteds af under 5 dages varighed.
Tilsvarende gælder fravær på fridage, herunder weekender.
Såfremt der er udbetalt skattefri rejsegodtgørelser efter Ligningsrådets satser for de første 28 dage, kan dokumenterede udgifter til fortæring og overnatning ikke dækkes som udlæg efter regning fra den 29. dag.
4.2.3. Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerenes udgifter ved rejse i udlandet (herunder Færøerne og Grønland) efter regning, kan arbejdsgiveren udbetale et skattefrit beløb på indtil 60% af Ligningsrådets satser for skattefri rejsegodtgørelse (fortæringssatserne).
Til persongrupperne nævnt under pkt. 5. kan der, såfremt betingelserne er opfyldt, udbetales indtil 60% af de af Ligningsrådet fastsatte særlige satser for fortæring.
5 Særregler.
5.1. Fagforbundenes funktionærer og tillidsmænd.
Uanset 5-timers reglen i pkt. 3.1.1. og timesatsen i pkt. 4.1.1. kan der til fagforbundenes funktionærer og tillidsmænd udbetales følgende skattefri rejsegodtgørelser ved rejser udover 8 km fra arbejdssteder, når rejsen ikke er forbundet med overnatning:
Heldagsmøde (over 4 timer) 150 kr. Halvdagsmøde (indtil 4 timer) 75 kr.
5.2. Handelsrejsende.
Uanset 50%-reglen i pkt. 3.1.2.1. kan der udbetales følgende skattefri rejsegodtgørelse til ansatte, der udelukkende har salgsopsøgende arbejde, og som på årsbasis er på rejse i mindst 100 dage:
Rejsedage med mindst 100 km's kørsel 40 kr.
For sådanne rejsedage kan der herudover fratrækkes 20 kr. i den skattepligtige indkomst til dækning af udgifter til telefon, porto, repræsentation m.v.
5.3. Langturschauffører (lønmodtagere).
Uanset reglerne i pkt. 3.1.2.1. og 3.1.2.2. kan der til lastbilchauffører på langtur udbetales følgende skattefri rejsegodtgørelse pr. døgn.
Rejsedage uden dokumentation for udgifter til natophold (uafbrudt rejsetid mindst 20 timer) 150 kr.
5.4. Turistchauffører (lønmodtagere).
Uanset reglerne i pkt. 3.1.2.2. kan der til dækning af småfornødeheder udbetales følgende skattefri rejsegodtgørelser pr. døgn med overnatning:
Danmark 44 kr. Udlandet 80 kr.
Udbetaling kan alene ske pr. fulde døgn af rejsens varighed.
5.5. Flyselskabernes flyvende personel (piloter, stewardesser og stewarder.
Uanset reglerne i pkt. 3.1.2.1. og 3.1.2.2. og satserne i pkt. 4.2. kan der udbetales følgende skattefri rejsegodtgørelser:
For rejse i Danmark. Satserne i pkt. 4.1.
For rejse til udlandet (herunder Færøerne og Grønland):
Uden overnatning: Satsen i pkt. 4.1.1.
Med overnatning: Statens/Ligningsrådets satser pr. 1. januar 1988 med tillæg af 30%.
Godtgørelsen beregnes pr. påbegyndt time af rejsens varighed.
6. Generelle bemærkninger.
6.1. Hvis der under rejsen/mødet modtages delvis fri fortæring, sker der reduktion i godtgørelsen efter Statens regler. Ved rejse i Danmark med og uden overnatning og ved rejse i udlandet uden overnatning sker der reduktion for morgenmad, frokost og middag med henholdsvis 34,65 kr., 69,30 kr. og 69,30 kr. Ved rejse i udlandet med overnatning reduceres satsen for det pågældende land med 15%, 30% og 30% for henholdsvis morgenmad, frokost og middag.
6.2. Såfremt godtgørelse udbetales med højere beløb, end hvad der kan godkendes efter det foran anførte, anses hele beløbet som personlig indkomst, og fradrag kan foretages i den skattepligtige indkomst, se punkt 7. Dette gælder dog ikke, hvis der foretages skattetræk i det overskydende beløb, og dette beløb anføres som løn på lønangivelsen.
6.3. Hvis betingelserne for skattefri godtgørelse er opfyldt, men udbetaling ikke er sket eller er sket med lavere beløb end de ovenfor under pkt. 2., 4. og 5. nævnte satser, kan der i den skattepligtige indkomst foretages fradrag for differencen, se dog pkt. 6.4. og pkt. 7. De under pkt. 5.7. nævnte skatteydere kan for rejser til udlandet med overnatning fradrage det beløb, hvormed Ligningsrådets satser uden tillæg af 30% overstiger den udbetalte godtgørelse.
6.4. Når arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter ved rejse i udlandet efter regning, men ikke udbetaler skattefri godtgørelse herudover med indtil 60% af Ligningsrådets satser i henhold til pkt. 4.2.3., kan lønmodtagere ikke foretage et tilsvarende fradrag i den skattepligtige indkomst.
6.5. Godtgørelser efter reglerne i dette cirkulære er skattefri, selv om de helt eller delvis modsvares af en reduktion af lønindtægten. Modregning skal ske inden for den enkelte lønperiode. Det kan dog, når ganske særlige omstændigheder gør det nødvendigt, accepteres, at der sker modregning af et a contobeløb, og at endelig opgørelse sker senest ved udgangen af den følgende måned. For så vidt angår december måned, skal der ske endelig afregning inden indsendelse af oplysningssedler.
Dækning af udgifter som udlæg efter regning kan ikke ske i form af modregning i løn.
7. De under pkt. 2., 4, og 6.1. nævnte satser for godtgørelse reguleres indtil videre i overensstemmelse med Statens tilsvarende satser.
Såfremt Statens regulering medfører anvendelse af flere satser for 1992, fastsættes inden udgangen af året en enhedssats for fradrag, jf. 6.2. og 6.3.
Carsten Jarlov Finn Thrysøe