Ligningsplanen for indkomståret 1994 (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1995/41@1995-03-29/da
Indhold
Indledning:
Ifølge skattestyrelseslovens § 13 skal Told- og Skattestyrelsen forud for den almindelige ligning udarbejde en plan for ligningens forløb og for fremgangsmåden ved udøvelsen af Told- og Skattestyrelsens tilsyn med den kommunale ligningsindsats.
Ligningsplanen forelægges Ligningsrådet til godkendelse.
Tilrettelæggelsen af ligningsarbejdet skal i videst muligt omfang sikre, at alle kommer til at betale den skat, de skal i henhold til gældende lov, hverken mere eller mindre.
Ligningen skal tilrettelægges, så skattesystemet opfattes retfærdigt, og ligningen skal modvirke forsøg på unddragelse.
Ligningen skal være rigtig og gennemføres efter såvel gældende skatteretlige som formelle regler.
Ligningen må ikke være bagatelagtig, og ligningen af den enkelte sag skal gennemføres uden unødig forsinkelse.
Den kommunale og statslige skatteforvaltning skal i relation til borgerne og virksomhederne optræde og fungere som en helhed. Der henvises til skattestyrelseslovens bestemmelser om opgavefordelingen mellem stat og kommune.
Ved skattemyndighedernes informations- og instruktionsvirksomhed skal det tilstræbes, at skattereglerne gøres forståelige for borgere og virksomheder.
Ligningsrådet fastlægger retningslinier for Told- og Skattestyrelsens administration på ligningsområdet og udøver sammen med styrelsen tilsyn med den kommunale ligning.
Den kommunale skatteopgave
De kommunale skattemyndigheder foretager skatteansættelse af indkomst og formue.
Ligningsrådet udmelder hvert år måltal til kommunerne for at sikre en ensartet ligning.
Måltallet angiver hvor mange selvangivelser, der som minimum skal gennemses nøjere. Desuden oplyses, hvor mange ansættelsesændringer en sådan gennemgang erfaringsmæssigt vil medføre, samt de gennemsnitlige ændringsbeløb fordelt på henholdsvis forhøjelser og nedsættelser, der erfaringsmæssigt vil være resultatet heraf.
Ved nøjere gennemsyn forstås i denne sammenhæng de handlinger, der foretages efter indberetning, gennemlæsning og/eller udsøgning, og som normalt vil medføre en kontakt med skatteyderen.
For indkomståret 1994 udmeldes måltal for følgende grupper:
1. Almindelige lønmodtagere og pensionister.
2. Hovedaktionærer.
3. Kommanditister.
4. Skatteydere med særlige forhold (»Særlige skatteydere«).
5. Personlige erhvervsdrivende.
6. Selskaber m.v.
Der skal i de kommunale udsøgninger indlægges en væsentlighedsbetragtning, således at kun selvangivelser med væsentlige fejl udsøges.
Af hensyn til kvaliteten af registreringerne i system 28 er det vigtigt, at indberetningen af henholdsvis tekniske rettelser med ligningsmyndighedskode 1 og ligningsmæssige ændringer med ligningsmyndighedskode 2 sker i nøje overensstemmelse med de anvisninger, der er indeholdt i vejledning om slutsystemerne 1994.
Med henblik på at sikre, at landets største selskaber som minimum gennemses nøjere hvert 3. år, oplyser Told- og Skattestyrelsen kommunerne om de selkskaber, der falder ind under denne kategori.
Kontrolaktion »Sort arbejde«, der blev iværksat den 1. juli 1994, og som gennemføres som et samarbejde mellem de statslige og kommunale skattemyndigheder, videreføres.
I forbindelse med det kommunale ligningsarbejde vedrørende indkomståret 1994 anbefaler Ligningsrådet, at den enkelte kommune yder en særlig indsats med hensyn til et eller flere ligningstemaer. Ligningsrådet kan med baggrund i erfaringer fra det praktiske ligningsarbejde pege på følgende eksempler på relevante temaer for indkomståret 1994:
1. Værdiansættelsesproblemer m.v. vedrørende:
- Overdragelse af goodwill.
- Overdragelse af erhvervsejendomme.
- Overdragelse af firmabiler.
2. Særligt kontrolrelevante forhold vedrørende:
- Udbetalinger fra fonde.
- Erhvervsmæssigt salg af varer og ydelser til ikke skattepligtige (offentlige myndigheder, humanitære og faglige organisationer).
- Fradrag for betalinger i henhold til forsørgelseskontrakter.
- Indtægter ved erhvervslejemål (eksempelvis udlejning af værkstedslokaler, garager og lagerbygninger).
- Ikke oplysningspligtige renteindtægter fra deposita, boer m.v. udbetalt af advokater til deres klienter ved afslutning af forretningsforhold.
- Kursgevinstlovens bestemmelser vedrørende selskabers skatte- pligt af gevinst og tab på såvel fordringer som gæld.
- Overdragne/ophørte/afmeldte virksomheder.
3. Emner med relation til ny lovgivning:
- Beskatning af personalegoder.
- Aktieavanceopgørelse, herunder værdiansættelse af unoterede aktier, såvel pr. 19. maj 1993 som ved afståelse.
I den årlige redegørelse for ligningens forløb omtaler kommunalbestyrelsen de antals- og beløbsmæssige resultater vedrørende de temaer, som kommunen har beskæftiget sig med i den forløbne periode, således at de opnåede resultater kan benyttes til erfaringsopsamling og inspiration ved den fremtidige prioritering af lignings- og revisionsarbejdet.
Den kommunale ligningsplan.
Lignings- og revisionsarbejdet udføres i overensstemmelse med den kommunale ligningsplan, der godkendes af kommunalbestyrelsen.
Kommunen fastsætter i samarbejde med den lokale told- og skatteregion, hvor mange selvangivelser - udover det givne minimumsantal - der skal gennemses nøjere.
Inden ligningsplanperiodens begyndelse vurderes den kommunale ligningsplan af told- og skatteregionen og kommunen i fællesskab. Told- og skatteregionens eventuelle bemærkninger meddeles kommunalbestyrelsen. Ligningsplanen skal omfatte perioden 1. juli 1995 til 30. juni 1996.
Nedenstående hovedelementer bør indgå i den kommunale ligningsplan:
- Ligningsopgavens indhold og omfang fordelt på skatteydergrupper.
- Principper for valg af udsøgningskriterier.
- Antal selvangivelser, der udover Ligningsrådets udmeldte måltal skal gennemses nøjere.
- Beskrivelse af den planlagte kontrol af lignings- og revisions- sager, herunder virksomhedsbesøg.
- De mandskabsmæssige ressourcer såvel kvantitativt som kvalitativt.
- Ressourceanvendelsen, herunder en fordeling på almindelige lønmod- tagere og pensionister, hovedaktionærer, kommanditister, særlige skatteydere, personlige erhvervsdrivende og selskaber m.v. Told- og Skattestyrelsen udsender en vejledning til brug for kommunens opgørelse af den planlagte ressourceanvendelse.
- Beskrivelse af resultatregistrering/statistik.
- Omtale af eventuelle kvalitetsprojekter, som kommunen vil arbejde med i planperioden.
Kommunen skal i ligningsplanen angive, hvor langt den kalkulerer med, at lignings- og revisionsarbejdet vil være fremskredet pr. 1. januar 1996.
Efter 1. januar og senest den 15. februar 1996 afgiver de kommuner, der ikke har nået det kalkulerede mål, en status over lignings- og revisionsarbejdet til told- og skatteregionen.
Såfremt der under det løbende lignings- og revisionsarbejde foretages ændringer i ligningsmålene, meddeles dette til told- og skatteregionen med oplysning om, hvorledes lignings- og revisionsarbejdet tænkes tilrettelagt i den resterende ligningsplanperiode.
Ved ligningsplanperiodens afslutning udarbejder kommunalbestyrelsen en redegørelse om forløbet af lignings- og revisionsarbejdet til told- og skatteregionen. Kommunalbestyrelsen redegør heri for såvel kvalitative som kvantitative forhold, der har haft indflydelse på arbejdet i ligningsplanperioden, og som ikke kan udledes af den statslige ligningsstatistik. Redegørelsen skal indeholde følgende hovedpunkter:
- Afvigelser mellem indberetning til det statslige lignings- statistiksystem om antal nøjere gennemsyn og faktisk antal nøjere gennemsyn.
- Årsag til manglende opfyldelse af såvel minimumsmåltallene for udmeldte skatteydergrupper som de måltal, som kommunen herudover har fastsat i samarbejde med told- og skatteregionen.
- De beløbs- og antalmæssige resultater af arbejdet med det/de valgte ligningstemaer.
- Resultaterne af den turnusmæssige ligning af store selskaber.
- Klagestatistik vedrørende indkomståret 1994, opdelt på personer og selskaber. Statistikken skal omfatte det antal klager til skatteankenævnene, der er færdigbehandlet i planperioden, samt udfaldet af klagebehandlingen. I forbindelse med redegørelsen for den følgende planperiode suppleres statistikken med en opgørelse over de klager, der er færdigbehandlet i denne periode for så vidt angår 1994.
- Antal sager, der er udsøgt til nøjere gennemsyn, og som endnu ikke er færdigbehandlet pr. 30. juni 1996.
Redegørelsen skal fremsendes til told- og skatteregionen senest den 15. oktober 1996.
Såfremt det viser sig, at der er kommuner, der gentagne gange ikke har opnået de forventede resultater af ligningsarbejdet, vil de pågældende kommuner bl.a. blive afkrævet en redegørelse for ressourceanvendelsen.
Ovennævnte regionale opgaver varetages dog af Told- og Skattestyrelsen for så vidt angår Københavns og Frederiksberg kommuner.
Told- og Skatteregionernes opgaver
Told- og skatteregionerne varetager Told- og Skattestyrelsens regionale opgaver, herunder tilsynet med den kommunale ligning. Tilsynet udøves ved samarbejde, instruktion og vejledning.
Told- og skatteregionerne varetager i samarbejde med kommunerne koordineringen af den samlede lignings- og revisionsindsats i den enkelte region.
Regionerne skal udbygge og intensivere samarbejdet med kommunerne og derved bl.a. sikre en ensartet ligning.
Told- og skatteregionerne varetager opgaven med registrering af virksomheder og institutioner - både skattepligtige og ikke skattepligtige - der er oplysningspligtige efter bl.a. skattekontrolloven.
Blandt andet af hensyn til kommunernes ligningsarbejde er det vigtigt, at arbejdsgiverkontrollon og kontrollen med andre indberetningspligtige udbygges og intensiveres.
Regionerne instruerer og vejleder kommunerne om ny lovgivning og praksis.
Told- og skatteregionerne tilbyder bistand til kommunerne ved gennemførelse af større revisionssager og tilrettelægger i samarbejde med kommunerne i regionen fælles større kontrolaktioner.
Regionernes kontrolarbejde skal i videst muligt omfang koordineres med de kommunale skatteforvaltninger, således at skatte-, moms- og afgiftskontrollen af virksomhederne opleves som samordnet kontrol.
Told- og skatteregionerne påser, at der sker en ensartet udtagelse og bedømmelse af ansvarssager, og at der ikke udtages bagatelsager.
For så vidt angår Københavns og Frederiksberg kommuner varetages ovennævnte opgaver vedrørende ansvarssager af kommunerne selv, medens de øvrige opgaver varetages af Told- og Skattestyrelsen.
Told- og Skattestyrelsen
Told- og Skattestyrelsen har ansvaret for planlægning og koordinering af den samlede kontrolindsats, herunder planlægning af landsdækkende kontrolaktioner samt ansvaret for, at indberetningen fra de oplysningspligtige til den centrale registre sker korrekt.
Styrelsens kontrolvirksomhed omfatter instruktion, vejledning og bistand til regioner og kommuner i forbindelse med konkrete kontrolaktiviteter.
Den målrettede kontrolindsats mod leverandører af oplysninger til de centrale skatteregistre vil blive videreført. Kontrolindsatsen omfatter realkreditinstitutters dataleverancer for indkomståret 1993 og forsikringsselskabers samt pengeinstitutters dataleverancer til de centrale registre for indkomståret 1993 og 1994. Kontrollen af arbejdsgivernes dataleverancer vedrørende A-skat og arbejdsmarkedsbidrag vil fortsat blive intensiveret ved regionerne.
Told- og Skattestyrelsen vil i samarbejde med de lokale skattemyndigheder fortsætte arbejdet med at forbedre lignings- og kontrolindsatsen af hovedaktionærer og deres selskaber. Det skal bl.a. sikres, at der foretages en koordineret ligning af selskab og hovedaktionær. Styrelsen vil fortsætte bestræbelserne på at reducere de praktiske vanskeligheder ved en sådan koordineret ligning.
Told- og Skattestyrelsen vil fortsætte den igangværende undersøgelse af de omfattende transaktioner med likvidationsmodne, solvente aktie- og anpartsselskaber og arbejdet med at gennemføre straffe- og erstatningssager i forbindelse med selskabstømninger.
Told- og Skattestyrelsen har etableret en særlig enhed, der bl.a. skal registrere økonomisk aktivitet i den mere useriøse del af dansk erhvervsliv. Den særlige enhed indsamler og registrerer oplysninger om spekulative skattearrangementer. Indsamlingen foregår i tæt samarbejde med den kommunale overvågningsgruppe.
Med udgangspunkt i disse oplysninger iværksætter Told- og Skattestyrelsen sammen med kommunerne og told- og skatteregionerne målrettede kontroller rettet mod disse arrangementer. I indeværende planperiode vil der således blive iværksat undersøgelser af skattearrangementer med investering i filmrettigheder, edb-software, vindmøller, juletræer m.v.
Den igangværende undersøgelse af sommerhusudlejning fortsættes på baggrund af det pilotprojekt, der er afsluttet i 1993.
Den intensiverede og målrettede kontrolindsats mod store koncerner og selskaber fortsættes.
Kontrolprojektet med undersøgelse af forsikringsselskabers udbetaling af erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste og renter heraf for indkomstårene 1991, 1992 og 1993 fortsættes.
Den målrettede indsats mod sort arbejde, der blev iværksat den 1. juli 1994, videreføres.
I samarbejde med udenlandske skattemyndigheder gennemføres et antal simultane skatterevisioner rettet mod internationale virksomheder. Det generelle kontrolsamarbejde med udenlandske skattemyndigheder udbygges og forbedres bl.a. ved anvendelse af moderne teknologi.
Told- og Skattestyrelsen udarbejder ligningsvejledningen og udsender cirkulærer og anvisninger til brug ved tilrettelæggelsen og gennemførelsen af ligningsarbejdet.
Ligningsvejledningen udsendes i marts måned 1995 og finder anvendelse ved ligningen for indkomståret 1994. Den giver udtryk for Told- og Skattestyrelsens opfattelse af gældende ret og skal i almindelighed følges af skattemyndighederne. De anvisninger, der er vedtaget af Ligningsrådet, er indarbejdet i ligningsvejledningen. Disse skal lægges til grund ved ligningen.
Told- og Skattestyrelsen sørger for udvikling og drift af de centrale skatte- og indtægtsregistre. Oplysningerne fra disse registre stilles under hensyntagen til indgåede aftaler til rådighed for de kommunale skattemyndigheder.
Told- og Skattestyrelsen sikrer ved udsendelse af administrative retningslinier, at skattestraffesager behandles ensartet. Styrelsen medvirker endvidere til, at sagsbehandlingen ved politi og domstole fremmes mest muligt.
Styrelsen orienterer om ny skattelovgivning m.v. Der lægges vægt på, at skattereglerne gøres forståelige for borgerne og virksomhederne.
Carsten Jarlov / Børge Aagaard Pedersen