Cirkulære om pensionsbidrags betydning ved beregning af fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a (FUL § 2a)(* 1)(* 2)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1995/57@1995-05-11/da
Indhold
FUL § 2a foreskriver følgende: »Såfremt en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, opsiges, skal arbejdsgiveren ved funktionærens fratræden udrede et beløb svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn.«
I retspraksis og juridisk litteratur har det hidtil været en fast antagelse, at arbejdsgiverens pensionsbidrag ikke skulle medtages i beregningsgrundlaget af fratrædelsesgodtgørelse i henhold til FUL § 2a.
Højesteret har imidlertid ved dom af 28. september 1994 fastslået, at arbejdsgiverens pensionsbidrag skal indgå i beregningsgrundlaget af funktionærens løn ved fastsættelsen af fratrædelsesgodtgørelse efter FUL § 2a. Dette resultat blev begrundet med, at »efter de nuværende løn- og arbejdsforhold er et sådant pensionsbidrag en så sædvanlig og naturlig del af en arbejdsaftale og af det samlede arbejdsvederlag, at det må anses for at indgå i funktionærens løn.«
Enkelte organisationer har overfor Finansministeriet rejst krav om, at der sker en efterregulering af godtgørelser efter § 2a udbetalt før højesteretsafgørelsen.
Den af højesteret valgte formulering viser imidlertid, at dommen skal opfattes som en ændring af hidtil gældende ret. Derfor skal dommen alene tillægges virkning fra den dato, hvor Højesteret ændrede den bestående retstilstand (d. 28. september 1994), og eventuelle krav om efterregulering af godtgørelser udbetalt før dette tidspunkt skal ikke imødekommes.
Hele godtgørelsen, d.v.s også den del der udgør eget og arbejdsgiveres pensionsbidrag, skal udbetales til funktionæren.
Dette cirkulære finder også anvendelse på andre end funktionærer, der i henhold til kollektiv overenskomst er omfattet af de i Funktionærloven gældende regler.
Finansministeriet
Den 21. april 1995
P.M.V.
E.B.
Elisabeth Møller