Cirkulære om løn- og andre ansættelsesvilkår for ledere og lærere ved undervisning m.v. efter lov om støtte til folkeoplysning (Til kredse, kommunalbestyrelser m.fl.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1996/175@1996-11-21/da
Indhold
1. Efter § 44 lov nr. 410 af 13. juni 1990, som ændret ved lov nr. 445 af 14. juni 1995 og lov nr. 1130 af 20. december 1995, om støtte til folkeoplysning (folkeoplysningsloven), efter drøftelser med Lærernes Centralorganisation og efter bemyndigelse fra finansministeren fastsættes:
Område
2. Cirkulæret omfatter
- Løn til den pædagogisk-administrative leder/ledere (ledelse) af undervisning, foredragsvirksomhed og studiekredse
- Timelønnede lærere ved undervisning og studiekredse.
Ledere
3.1. Kredsen ansætter en eller flere ledere. Kredsen beslutter, hvilket antal personer den ønsker at ansætte til ledelse.
3.2. Den beløbsramme, der er til rådighed for løn til ledelse, beregnes således:
- 11% af antallet af undervisningslektioner, jf. 3.4., multipliceret med 254,45 kr., jf. 3.5., for de første 3.000 undervisningslektioner.
- 14% af antallet af undervisningslektioner, jf. 3.4., multipliceret med 254,45 kr., jf. 3.5., for de følgende 10.000 undervisningslektioner. (Intervallet 3001 - 13000 timer.)
- 8% af antallet af undervisningslektioner, jf. 3.4., multipliceret med 254,45 kr., jf. 3.5., for det antal undervisningslektioner, der overstiger 13.000.
Udover løn m.v. til ledelse efter 3.7. - 3.10. og 5.1. - 5.3. kan der afholdes udgifter til løn under sygdom m.v., dagpenge m.v., der er udbetalt i henhold til 3.12., samt øvrige lovpligtige ydelser vedrørende lønmodtagere.
3.3. Kredsen kan beslutte at anvende et mindre beløb til ledelse end det beløb, der er til rådighed efter 3.2.
3.4. Antallet af undervisningslektioner, jf. 4.3., beregnes som antal undervisningslektioner i det kalenderår, kredsens undervisning, studiekredse og foredragsvirksomhed efter folkeoplysningsloven finder sted. Et foredrag indgår i denne forbindelse som 6 undervisningslektioner.
3.5. Den lønsats, der anvendes i beregningen efter 3.2., jf. 3.4., er beregnet som 1/1924 af skalatrin 42 i statens tjenestemandslønsystem multipliceret med 1,6 tillagt 12,5%, og udgør pr. 1. oktober 1996 254,45 kr.
3.6. Ledere ansættes for en tidsbegrænset periode, og højst for et kalenderår.
3.7. En leder, der ansættes som heltidsbeskæftiget svarende til en årlig arbejdstidnorm på 1924 timer inklusive ferie og søgne- helligdage, kan på årsbasis højst aflønnes med et beløb, der svarer til skalatrin 47 med tillæg 22.000 kr.(grundbeløb 1.10.84) og skal mindst aflønnes med et beløb, der svarer til skalatrin 36 i statens tjenestmandslønsystem.
3.8. En leder, der ansættes med en beskæftigelsesgrad, der er mindre end heltidsbeskæftigelse, aflønnes med en tilsvarende kvotadel af lønnen efter 3.7. (Kvotalønnede).
3.9. En leder kan i stedet for aflønning efter 3.8. aflønnes med en timeløn pr. arbejdstime. Timelønnen for en arbejdstime på 60 minutter er beregnet som 1/1924 af skalatrin 42 i statens tjenestemandslønsystem og udgør pr. 1. oktober 1996 141,36 kr.
3.10. Den, der ansættes som timelønnet leder, kan højst aflønnes for 700 arbejdstimer i kalenderåret eksklusiv ferie.
3.11. Lønnen udbetales månedvis bagud.
3.12. For heltidsbeskæftigede ledere samt kvotalønnede ledere, der opfylder beskæftigelseskravet i funktionærlovens § 1, stk. 2, finder funktionærlovens § 5 - § 8 tilsvarende anvendelse. I øvrigt gælder ved sygdom, graviditet, barsel og adoption reglerne i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Endvidere gælder lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov.
3.13. Lederen modtager ved tiltrædelsen et ansættelsesbrev med angivelse af aflønning, ansættelsesperiode og beskæftigelsens omfang.
3.14. For heltidsbeskæftigede ledere samt kvotalønnede ledere, der opfylder beskæftigelseskravet i funktionærlovens § 1, stk. 2, kan ansættelsesforholdet ophæves efter regler svarende til funktionærlovens § 2 - § 4. For øvrige ledere gælder, at opsigelsesvarslet i de første 3 måneder gensidigt er 14 dage til fratræden ved månedens udgang og derefter 1 måneds varsel til udgangen af en måned. Ovennævnte varsler gælder ved opsigelse i ansættelsesperioden.
Lærere.
4.1. Lærere ansættes for en tidsbegrænset periode.
4.2. Timelønnen for en arbejdstime på 60 minutter er beregnet som 1/1924 af skalatrin 33, stedtillægsområde III i statens tjenestemandslønsystem og udgør pr. 1. oktober 1996 122,10 kr.
4.3. En undervisningslektion, jf. »undervisningstimer« i § 15 i bekendtgørelse nr. 1008 af 14. december 1995 om støtte til folkeoplysning, er normalt på 45 minutter, med tilhørende pause på 10 minutter.
4.4. For hver undervisningslektion på 45 minutter ydes betaling for 1,6 arbejdstime. Pr. 1. oktober 1996 udgør lønnen for en undervisningslektion 195,36 kr. Såfremt der anvendes andre lektionslængder, forhøjes eller nedsættes lønnen pr. undervisningslektion forholdsmæssigt.
4.5. Lønnen for en undervisningslektion omfatter ud over at gennemføre undervisningen
- fælles planlægning samt planlægning, forberedelse og efterbehandling af den pågældende lærers undervisning,
- medvirken i visse pædagogisk-administrative funktioner i tilknytning til undervisningen som f.eks. forløbsbeskrivelse, fremmødelister o.l.
- pauser
4.6. Der lønnes kun for gennemført undervisning. Der lønnes dog for undervisningslektioner, der aflyses af kredsen med mindre end en uges varsel.
4.7. Lønnen udbetales månedsvis bagud.
4.8. Ved sygdom, graviditet, barsel og adoption gælder reglerne i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov.
4.9. Læreren modtager ved tiltrædelsen et ansættelsesbrev med angivelse af aflønning, ansættelsesperiode og beskæftigelsens omfang. Forslag til ansættelsesbrev er optaget som bilag.
4.10. Ved opsigelse i ansættelsesperioden gælder, at opsigelsesvarslet i de første 3 måneder gensidigt er 14 dage til fratræden ved månedens udgang og derefter 1 måneds varsel til udgangen af en måned.
4.11. For lærere, der efter 1. april 1987 har været aflønnet med anciennitetsløn efter de før 1. august 1992 gældende regler, er timelønnen for en arbejdstime, jf. 4.2., 122,65 kr. og lønnen for en undervisningslektion, jf. 4.4., 196,25 kr.
4.12. Det påhviler den enkelte lærer at dokumentere lønanciennitet efter 4.11.
Feriegodtgørelse
5.1. Ledere og lærere er omfattet af ferielovens regler.
5.2. Heltidsbeskæftigede og kvotalønnede ledere, der holder ferie med løn, er berettigede til ferietillæg på 1,5%, der træder i stedet for det i ferielovens § 14, stk. 1, nævnte tillæg.
5.3. Til timelønnede ledere og lærere ydes feriegodtgørelse efter reglerne i ferieloven, for tiden 12,5%.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
6.1. Cirkulæret træder i kraft den 31. oktober 1996, og har virkning fra den 1. oktober 1996.
6.2. Undervisningsministeriets cirkulære af 31. maj 1996 om løn og andre ansættelsesvilkår for ledere og lærere ved undervisning m.v. efter lov om støtte til folkeoplysning ophæves samtidig.
Underskrift 1
UNDERVISNINGSMINISTERIET, den 31. oktober 1996 P.M.V. e.b. Vivian Schiøtz