Gelex

Cirkulære om statsinstitutioners anmeldelse af arbejdsskader efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade

OphævetVersion 1997-10-01fra 1997-10-01 til 2026-06-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1996/189@1997-10-01/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I. Indledende bemærkninger

Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 trådte i kraft den 1. januar 1993. Den afløste den tidligere arbejdsskadeforsikringslov fra 1978, der dog fortsat gælder for skader, der er indtrådt før 1. januar 1993. Pr. 1. juni 1996 er der ved lovændring indført et nyt arbejdsskadebegreb, pludselige løfteskader, således at loven fra denne dato dækker:

- ulykkestilfælde,

- kortvarige skadelige påvirkninger,

- pludselige løfteskader, og

- erhvervssygdomme.

II. Forsikringsordningen

Staten er som arbejdsgiver erstatningspligtig over for sine ansatte for følger af arbejdsskade, jf. lovens § 6, stk. 1 og 2. Staten er ikke pligtig at afgive sin erstatningsrisiko til et forsikringsselskab og har heller ikke gjort det.

Pr. 1 januar 1997 decentraliseres erstatningsudgifterne på arbejdsskadeområdet mv. til de enkelte ministerområder. Denne ændring anvendes på skader der indtræffer den 1. januar 1997 eller senere. De enkelte ministerier med tilhørende institutioner vil som følger heraf få status som forsikringsselskab i arbejdsskadesager, og får hermed ankeadgang i både anerkendelsesspørgsmålet og i erstatningsfastsættelsen, jf. lovens § 55. Herudover får ministerierne adgang til aktindsigt, partshøring mv.

Ministerierne får adgang til at behandle de enkelte sager i samme omfang som et forsikringsselskab eller kommuner, der ikke har afgivet risikoen efter loven. Det omfatter adgang til at behandle sager, hvor der udelukkende skal afholdes udgifter til sygebehandling, genoptræning mv., jf. lovens § 30. Skader, der er anmeldt som pludselige løfteskader og som ikke skyldes en udefra kommende begivenhed (ulykkestilfælde), skal dog altid sendes til Arbejdsskadestyrelsen, jf. pkt. VII.

Erstatningsudgifterne afholdes forskudsvis af Arbejdsskadestyrelsen og pålignes det enkelte ministerområde, som kan fordele udgifterne på de tilhørende statsinstitutioner. For så vidt angår sager, som ministeriet selv behandler, afholdes disse udgifter direkte af ministeriet selv.

I sager med skadedato før 1. januar 1997 afholdes erstatningsudgifterne som hidtil af Arbejdsskadestyrelsen over statens selvforsikring.

III. Betaling af Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses administration

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse skal have betaling for sin administration af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade mv. Det følger af lovens § 53, og af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 803 af 6. september 1996. Taksterne for de to styrelsers administration fastsættes på de årlige bevillingslove, og offentliggøres ved Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse en gang om året, senest ved bekendtgørelse nr. 920 af 21. oktober 1996. De to bekendtgørelser er medtaget som bilag til dette cirkulære som henholdsvis bilag 1 og 2.

IV. Hvornår er der tale om arbejdsskade

Ved arbejdsskade forstås, jf. lovens §§ 9, 9a og 10,

- ulykkestilfælde, dvs. at skaden opstår som følge af en pludselig, udefra kommende begivenhed,

- skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,

- pludselige løfteskader i form af varige muskel-, nerve- eller ledskader, der opstår spontant i tilknytning til løftearbejde i akavede stillinger, og

- erhvervssygdomme.

Arbejdsskadestyrelsen afgør, om det anmeldte tilfælde kan anerkendes som arbejdsskade, og om tilfældet i givet fald berettiger til erstatning. Anerkendelse af et tilfælde som arbejdsskade forudsætter, at skadelidte tilhører den personkreds, der er dækket af loven, og at skaden skete på grund af arbejdet, samt at der er medicinsk sammenhæng mellem påvirkningen og den anmeldte skade.

V. Statsinstitutioners anmeldelse af arbejdsskader

I lov om forsikring mod følger af arbejdsskade §§ 15-20 og i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 363 af 10. maj 1996 er fastsat regler om anmeldelse af arbejdsskade:

Hvilke arbejdsskader skal anmeldes og hvornår

a) Tilfælde, som må antages at medføre varigt men eller tab af erhvervsevne samt tilfælde, der har medført eller antages at ville medføre skadelidtes død, anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden.

b) Tilfælde, hvor skadelidte, uanset om tilfældet må antages at medføre varigt men eller tab af erhvervsevne, endnu ikke 5 uger efter skadens indtræden har genoptaget sit sædvanlige arbejde i fuldt omfang, anmeldes senest 9 dage herefter.

c) Tilfælde, som må antages alene at ville medføre krav på godtgørelse af udgifter til proteser, briller eller andre hjælpemidler samt til sygebehandling eller optræning, anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden.

Hvor skal skaden anmeldes til

Anmeldepligten påhviler den statsinstitution, hvor den skadelidte er ansat.

Statsinstitutionerne skal efter gældende regler anmelde de under pkt. a) og b) nævnte skader til Arbejdsskadestyrelsen med angivelse af, hvilken institution der udøver forsikringsselskabsbeføjelser i sagen.

I sager, hvor der udelukkende opstår krav om betaling af sygebehandling, optræning, hjælpemidler mv., jf. ovenfor pkt. c), kan statsinstitutionen i lighed med forsikringsselskaberne selv udbetale erstatningsudgifterne.

Ministeriet kan også vælge at have en central enhed, som udøver alle forsikringsselskabsbeføjelser for skader inden for ministeriets område. Institutionerne skal da anmelde skaderne til denne enhed, som videresender anmeldelserne til Arbejdsskadestyrelsen.

Specielt om erhvervssygdomme

For erhvervssygdomme regnes anmeldelsesfristerne fra det tidspunkt, hvor den anmeldelsespligtige statsinstitution har fået kendskab til, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget.

Specielt om dødstilfælde

Uanset om den arbejdsskade, der har medført dødsfaldet, allerede er anmeldt, skal Arbejdsskadestyrelsen inden 48 timer underrettes om enhver medarbejders død, hvis dødsfaldet efter den anmeldelsespligtige statsinstitutions vurdering er forårsaget af en arbejdsskade. Herudover skal der ved ethvert dødsfald, der er indtruffet på arbejdspladsen, ske underretning til Arbejdsskadestyrelsen inden 48 timer.

Underretning til Arbejdsskadestyrelsen skal ske på tlf. 39 17 78 73 fra kl. 9-15 på hverdage og uden for nævnte tidsrum på hverdage samt i weekender på tlf. 20 42 63 97.

Specielt om småskader

Småskader som fx. splinter, skrammer og buler, der ikke er behandlingskrævende, er ikke anmeldelsespligtige, men tilfældet bør dog anmeldes, hvis skadelidte ønsker det registreret.

De skader, der ikke anmeldes , bør der gøres fyldige notater om svarende til de oplysninger, der normalt afgives ved anmeldelse af arbejdsskader. Evt. kan der udfærdiges en anmeldelse, der opbevares på tjenestestedet.

Specielt om tilfælde, der ikke anmeldes inden for anmeldelsesfristerne

I sådanne tilfælde har skadelidte eller dennes efterladte adgang til at rejse krav om erstatning efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade inden for en frist af 1 år fra arbejdsskadens indtræden. For erhvervssygdomme regnes fristen fra det tidspunkt, hvor de pågældende har fået kendskab til, at sygdommen må anses at være erhvervsbetinget. Der kan ses bort fra fristen, når der er særlig grund dertil.

Sanktioner

Statsinstitutionen kan pålægges et bødeansvar, hvis den ikke rettidig anmelder en arbejdsskade, jf. lovens § 67, stk. 2 og stk. 4.

VI. Fremgangsmåde ved anmeldelse

Ved anmeldelse af arbejdsskade benyttes enten blanketsættet:

»Anmeldelse af arbejdsulykke til Arbejdstilsynet og forsikringsselskabet/Arbejdsskadestyrelsen« eller blanketsættet: »Anmeldelse af formodede eller konstaterede arbejdsbetingede lidelser til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen«. Blanketsæt kan rekvireres i Arbejdstilsynet eller i Arbejdsskadestyrelsen.

Statsinstitutioner skal benytte følgende fremgangsmåde ved anmeldelse af arbejdsulykke, kortvarig skadelig påvirkning eller pludselig løfteskade, jf. også vejledning forrest i blanketsættet:

Blanketsættet udfyldes fuldstændigt, og både side 1(grøn) og side 2 (blå) stemples i felt G: oplysninger om anmelder. Skadelidte skal udfylde og underskrive i felt F.

Dernæst sendes:

Grøn side til Arbejdstilsynet, hvis skaden har medført uarbejdsdygtighed mindst 1 dag ud over den dag, skaden skete.

Blå side til den læge eller sygehusafdeling, der behandlede skadelidte efter arbejdsskadens indtræden, hvis skadelidte ønsker erstatning. Lægen/afdelingen udfylder blankettens bagside (Lægeerklæring I) og tilbagesender blanketten til statsinstitutionen i lukket kuvert, som derefter sender blanketten til ministerområdets centrale enhed/Arbejdsskadestyrelsen. Er der tale om et dødstilfælde, skal blå side ikke sendes til lægen, men direkte til Arbejdsskadestyrelsen.

Er der tale om tandskade, anvender tandlægen den særlige blanket, der er aftalt med Dansk Tandlægeforening i stedet for Lægeerklæring I på bagsiden af blanketten.

Rosa side beholder statsinstitutionen (anmelderen) til eget brug.

Grå side sendes til eller udleveres til skadelidte til eget brug.

Følgende fremgangsmåde anvendes ved anmeldelse af formodede eller konstaterede arbejdsbetingede lidelser, jf. i øvrigt vejledning forrest i blanketsættet:

Blanketsættet udfyldes fuldstændigt, og både side 1(gul) og side 2(blå) stemples i felt G: oplysninger om anmelder. Skadelidte skal udfylde og underskrive i felt F.

Dernæst sendes:

Gul side til Arbejdstilsynet, hvis skaden skal anmeldes dertil.

Blå side til ministerområdets centrale enhed/Arbejdsskadestyrelsen.

Rosa side beholder statsinstitutionen(anmelderen) til eget brug.

Grå side sendes til eller udleveres til skadelidte til eget brug.

Det bemærkes, at arbejdsbetingede lidelser sædvanligvis anmeldes af læge/tandlæge, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 429 af 23. maj 1996 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde arbejdsbetingede lidelse og pludselige løfteskader til Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen.

I begge blanketsæt skal skadelidte i pkt. F besvare to spørgsmål:

1. Ønsker skadelidte, at anmeldelsen behandles med henblik på eventuel erstatning?

2. Vil skadelidte give sit samtykke til, at Arbejdsskadestyrelsen indhenter og videregiver nødvendige oplysninger til brug for sagens behandling?

Er der tale om blanketsættet vedrørende arbejdsulykker mv., skal statsinstitutionen som ovenfor anført sende blå side til førstbehandlende læge, hvis der svares »ja« til spørgsmål 1.

Hvis der er tale om arbejdsbetinget lidelse skal blå side sendes til Arbejdsskadestyrelsen, hvis der svares ja til spørgsmål 1.

Svares »nej« i spørgsmål 1, skal skaden såvel ved arbejdsulykker som ved arbejdsbetingede lidelser udelukkende anmeldes til Arbejdstilsynet.

VII. Ministeriets sagsbehandling

Statsinstitutionerne skal oversende de sager til Arbejdsskadestyrelsen, hvor der er lovmæssig forpligtelse hertil, jf. Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 363 af 10. maj 1996 § 6, dvs. hvis skaden:

1) har medført eller må antages at ville medføre skadelidtes død, eller

2) antages at ville medføre erstatning for tab af erhvervsevne eller godtgørelse for varigt men, eller

3) har medført, at skadelidte endnu 5 uger efter skadens indtræden ikke har genoptaget sit sædvanlige arbejde i fuldt omfang, eller

4) er opstået som pludselig løfteskade, med mindre skaden antages at være omfattet af lovens § 9, nr. 1 (ulykkestilfælde).

Ved oversendelsen oplyser institutionen, hvem der varetager pligter og rettigheder som forsikringsselskab og dermed får partsbeføjelser i sagen, dvs. aktindsigt, partshøring og ankeadgang. Dette medfører adgang til fortrolige oplysninger om den arbejdsskadedes personlige forhold, som arbejdsgiveren normalt ikke har adgang til. Sådanne oplysninger bør derfor holdes adskilt fra personaleadministrationen, idet disse oplysninger alene er en følge af opgaverne som forsikringsselskab. Ministeriet kan eventuelt vælge at have en central enhed, der varetager opgaverne for hele ministeriets område.

Institutionerne kan vælge selv at afholde udgifter efter lovens § 30, dvs. udgifter til behandling, genoptræning, hjælpemidler mv., hvis der ikke iøvrigt er pligt til at oversende sagen til Arbejdsskadestyrelsen. Disse skader oversendes i så fald ikke til Arbejdsskadestyrelsen, med mindre skadelidte ikke er enig i institutionens standpunkt og derfor ønsker en afgørelse i Arbejdsskadestyrelsen.

Dette cirkulære træder i stedet for Arbejdsskadestyrelsens cirkulære nr. 25 af 16. februar 1993 om statsinstitutioners anmeldelse af arbejdsskader efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Underskrift 1

Arbejdsskadestyrelsen, den 2. december 1996 F.B. Svarrer / Ole Pontoppidan

Versioner

  1. 1997-10-01 · til 2026-06-23