Rejseudgifter - ansatte med skiftende, midlertidige arbejdssteder - genoptagelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1996/223@1997-09-25/da
Indhold
1. Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren, for udgifter, lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. ligningslovens § 9, stk. 5. Dette gælder dog ikke godtgørelse for bl.a. rejseudgifter, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Ligningsrådet, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, 2. pkt.
Hvad der i relation til ligningslovens § 9, stk. 5, skal anses som rejse er nærmere fastlagt af Ligningsrådet. Ligningsrådets retningslinier for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse udsendes hvert år i cirkulæreform, senest ved Told*Skat cirkulære 1995-19 om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse (rejsecirkulæret), samt fradrag for arbejde i udlandet, gældende fra 1. januar 1996.
Hvor arbejdsgiveren ikke udbetaler en hel eller delvis skattefri rejsegodtgørelse, men betingelserne herfor er opfyldt, vil der kunne foretages et tilsvarende fradrag i den skattepligtige indkomst. Øvrige rejseudgifter kan fradrages i den skattepligtige indkomst i det omfang, udgifterne er fradragsberettigede efter ligningslovens § 9, stk. 1, jf. statsskattelovens § 6, litra a. Fradrag kan dog kun indrømmes, for så vidt de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger det grundbeløb, der er nævnt i ligningslovens § 9, stk. 1.
2. Højesteret har i en dom af 30. august 1996 (TfS 1996,653) anset en skatteyder, der var specialarbejder og ansat ved Storebæltprojektet, berettiget til at fradrage afholdte rejseudgifter vedrørende kost og logi med Ligningsrådets standardsatser uden dokumentation for de afholdte udgifters størrelse.
Den pågældende skatteyder, der i 1990 også havde ansættelser ved andre bygge- og anlægsprojekter, arbejdede sammenlagt i 156 dage ved Storebæltprojektet. Han overnattede i ugens løb i sin campingvogn på arbejdsstedet og tog hjem til bopælen i weekenderne.
Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen i kraft af sit arbejdes og fags karakter havde skiftende, for ham midlertidige arbejdssteder, og at de med sådan beskæftigelse forbundne, rimelige ekstraudgifter til ophold og forplejning måtte anses afholdt til erhvervelse af den løbende indtægt og derfor fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, litra a, jf. ligningslovens § 9, stk 1.
Højesteret fandt endvidere, at der ikke til skade for skatteyderen kan indlægges den fortolkning af rejsecirkulæret, at rejsemålet skal være et andet en arbejdsgiverens faste forretningssted.
En sådan indskrænkende fortolkning af rejsecirkulæret, fandt Højesteret, kan hverken støttes på ordlyden af eller forarbejderne til ligningslovens § 9, stk. 5 og heller ikke på skattemyndighedernes skiftende udlægninger af rejsebegrebet.
Skattemyndighederne fik således ikke medhold i en påstand om, at skatteyderen ikke kunne anses at have været på rejse for arbejdsgiveren, og at skatteyderen ikke kunne anses for at have haft merudgifter nødvendiggjort af ophold væk fra sit normale arbejdssted.
3. Hvor arbejdet har været forbundet med overnatning, er lønmodtagere, der som følge af deres arbejdes og fast karakter har skiftende, for dem midlertidige, arbejdssteder, ifølge statsskattelovens § 6, litra a, jf. ligningslovens § 9, herefter berettiget til et fradrag for afholdte merudgifter til ophold og forplejning, for så vidt de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger det grundbeløb, der er nævnt i ligningslovens § 9, stk. 1.
Sådanne lønmodtagere, der har afholdt merudgifter til ophold og forplejning uden at modtage skattefri godtgørelse efter Ligningsrådes standardsatser fra arbejdsgiveren, kan tage et tilsvarende fradrag uden dokumentation for de afholdte udgifters størrelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, jf. stk. 4 samt pkt. 6.1.1. i Told*Skat cirkulære 1995-19. Beregning af fradragets størrelse skal ske i overensstemmelse med Ligningsrådets øvrige retningslinier for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, dvs. bl.a. pkt. 4.3.1. i ovennævnte cirkulære om reduktion af satserne for arbejde samme sted ud over 28 dage. Fradrag kan kun fratrækkes i det omfang det sammen med andre udgifter, der er forbundet med det indtægtsgivende arbejde, overstiger 3.800 kr. (1995), jf. ligningslovens § 9, stk. 1.
De retningslinier om fast arbejdssted, jf. pkt. 3.2.3. i Told*Skat cirkulære 1995-19, der er kommet til udtryk i Told*Skat Nyt 1993, nr. 8, side 392 (12 mdrs.-reglen), kan ikke anvendes ved vurderingen af, hvornår der for den pågældende lønmodtager foreligger et for ham skiftende arbejdssted.
Retsstillingen som fastslået med hensyn til befordringsfradrag ved skiftende arbejdssteder, jf. den tidligere bestemmelse i ligningslovens § 9 B, finder i stedet anvendelse. Der henvises her til Vestre Landsrets dom af 28/10 1988 (Skat 1989.1.44, TfS 1988,654), hvor retten fandt, at der ved vurderingen af skiftende arbejdssteder ikke kunne indlægges en tidsmæssig begrænsning.
4. Skattemyndighederne anmodes om at sørge for, at indkomstansættelser, hvor der er indrømmet fradrag som ovenfor anført, bliver ændret i overensstemmelse med ovenstående, hvis der anmodes herom eller forholdet i øvrigt er skattemyndighederne bekendt. Tilsvarende gælder, hvor skatteyderen har afstået fra at tage fradrag på grund af kendskab til myndighedernes holdning til spørgsmålet.
Skattemyndighederne anmodes endvidere om at sørge for, at indkomstansættelser, der er blevet forhøjet som følge af, at udbetalte rejsegodtgørelser er blevet anset for skattepligtige, genoptages og ændres i overensstemmelse med pkt. 3, hvis der anmodes herom eller forholdet i øvrigt er skattemyndighederne bekendt.
5. Genoptagelse af skatteansættelserne kan ske vedrørende indkomstårene 1992, 1993, 1994 og 1995.
Ansøgning om genoptagelse af skatteansættelserne skal indgivet til skattemyndighederne inden udgangen af 1997, på hvilket tidspunkt dette cirkulære bortfalder.
Frantz Howitz/
Finn Thrysøe