Gelex

Cirkulære vedrørende ordningen om selvstændig likviditet

OphævetVersion 1997-09-25fra 1997-09-25 til 2002-01-23
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1996/230@1997-09-25/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
  2. Underskrift 1

Med henvisning til Budgetvejledning 1996, punkt 20.1.14, således som dette er ændret ved Finansministeriets cirkulære nr. 229 af 17. december 1996 om ændring af Budgetvejledning 1996 (ændringen af ordningen om selvstændig likviditet) fastsættes nedenstående nærmere regler vedrørende ordningen om selvstændig likviditet:

§ 1.

Stk. 1. Hjemmelen til selvstændig likviditet vedrører alle hovedkonti på finansloven med bevillingstypen driftsbevilling og statsvirksomhedsbevilling, medmindre det modsatte fremgår af anmærkningerne til finansloven. Dette betyder, at alle statsinstitutioner, som henhører under hovedkonti med bevillingstypen driftsbevilling og statsvirksomhedsbevilling er omfattet af ordningen om selvstændig likviditet, medmindre det modsatte fremgår af anmærkningerne til finansloven.

§ 2.

Stk. 1. Der tildeles selvstændig likviditet til et likviditetsområde, der er defineret som en eller flere hovedkonti, hvis aktiviteter disponeres med fælles pengeforsyning.

Stk. 2. Ved indtræden i ordningen om selvstændig likviditet oprettes der til hvert likviditetsområde egen konto i Danmarks Nationalbank. Tildelingen af likviditet til et likviditetsområde foregår til områdets konto i Danmarks Nationalbank.

Stk. 3. Der tildeles et likviditetsområde ved indtræden i denne likviditetsordning grundlikviditet. Grundlikviditeten består af 0,5 procent af likviditetsområdets bruttoudgifter, som disse er opført på finansloven i indtrædelsesåret, fratrukket modværdien af de likvide midler, som likviditetsområdet råder over på indtrædelsestidspunktet.

Stk. 4. Der tildeles løbende et likviditetsområde acontolikviditet i finansårets løb svarende til finansårets nettoudgiftsbevilling til likviditetsområdet tillagt et af Finansministeriet skønnet beløb over likviditetsområdets udgifter til refusionsberettiget købsmoms i det pågældende regnskabsår. Likviditetstildelingen foretages i form af tolvtedelsrater af nettoudgiftsbevillingen og det skønnede beløb over refusionsberettiget købsmoms på en af Finansministeriet nærmere fastsat dato i måneden. Er summen af likviditetsområdets nettoudgiftsbevilling på finansloven og det skønnede beløb til refusionsberettiget købsmoms positivt, tildeles likviditetsområdet likviditet på en tolvtedel heraf. Er summen af likviditetsområdets nettoudgiftsbevilling på finansloven og det skønnede beløb til refusionsberettiget købsmoms negativt, overføres der likviditet fra likviditetsområdet på en tolvtedel heraf.

Stk. 5. Der foretages en årlig likviditetsregulering for et likviditetsområde, idet likviditetsområdet tilføres likviditet svarende til forskellen mellem de i regnskabet for likviditetsområdet opførte nettoudgifter eksklusive nettorenter af likviditetsordningen og den tildelte acontolikviditet i det givne finansår. Er forskellen mellem de regnskabsførte nettoudgifter eksklusive nettorenter af likviditetsordningen og den tildelte acontolikviditet positiv, tilføres likviditetsområdet reguleringsbeløbet i likviditet, mens der skal overføres likviditet fra likviditetsområdet, hvis reguleringsbeløbet er negativt. Den årlige likviditetsregulering gennemføres i februar måned i det efterfølgende år, når regnskabet foreligger for det foregående år, på en af Finansministeriet nærmere fastsat dato herfor.

Stk. 6. Der kan efter indtræden i likviditetsordningen på anmodning fra et likviditetsområde foretages en ekstraordinær likviditetskorrektion efter vurdering heraf i Finansministeriet, såfremt likviditetsområdets øvrige nettoomsætningsformue, dvs. når forskellen i beholdningen af debitorer og kreditorer ændres ekstraordinært, varigt og beløbsmæssigt betydeligt.

§ 3.

Stk. 1. Likviditetsområdernes konti i Danmarks Nationalbank forrentes af/til Finansministeriet. Finansministeriets forrentning af kontiene i Danmarks Nationalbank fastsættes af Finansministeriet en gang årligt. Rentefastsættelsen sker med udgangspunkt i den af Finanstilsynet opgjorte gennemsnitlige ind- og udlånsrente i pengeinstitutter for erhverv i 3. kvartal forud for et givet finansår. Hvis likviditetsområdets saldo på kontoen er positiv, forrentes denne med den fastsatte indlånsrente, mens en negativ saldo forrentes med den fastsatte udlånsrente. Renter af likviditetsområdernes konti i Danmarks Nationalbank tilskrives kvartalsvis bagud.

Stk. 2. Finansministeriet udmelder den fastsatte ind- og udlånsrente for et givet finansår i december måned forud for det givne finansår. Finansministeriet fastsætter en ny ind- og udlånsrente for likviditetsområdernes konti i Danmarks Nationalbank, såfremt der i finansårets løb konstateres væsentlige ændringer i de gennemsnitlige ind- og udlånsrenter, der er udgangspunktet for den årlige rentefastsættelse.

§ 4.

Stk. 1. Likviditetsordningens resultat opgøres årligt pr. likviditetsområde i regnskabet for det pågældende likviditetsområde på den hovedkonto, hvorunder den institution, der administrerer den til likviditetsområdet oprettede konto i Danmarks Nationalbank, henhører. Resultatet fremkommer i form af de nettorenter, likviditetsordningen har givet likviditetsområdet. Disse renter består af tilskrevne renter på likviditetsområdets konto i Danmarks Nationalbank og på konti i pengeinstitutter samt af morarenter.

Stk. 2. De nettorenter, som et likviditetsområde oppebærer af likviditetsordningen i et givet regnskabsår, tilfalder likviditetsområdet selv. Er nettorenterne positive, dvs. er renteindtægterne større end renteudgifterne, skal disse indregnes som en forøgelse af likviditetsområdets videreførselsbeløb i det regnskabsår, nettorenterne vedrører. Er nettorenterne negative, dvs. er renteindtægterne mindre end renteudgifterne, skal disse indregnes som en formindskelse af likviditetsområdets videreførselsbeløb i det regnskabsår, nettorenterne vedrører. Nettorenterne indregnes i videreførselsbeløbet på den hovedkonto, hvorunder den institution, der administrerer den til likviditetsområdet oprettede konto i Danmarks Nationalbank, henhører.

Stk. 3. Et likviditetsområde kan højst i et givet regnskabsår få formindsket sit videreførselsbeløb med 2,5 promille af summen af likviditetsområdets regnskabsførte udgifter og indtægter eksklusive eventuel forrentning og afskrivninger. Er de i henhold til regnskabet faktisk oppebårne nettorenteudgifter af likviditetsordningen for et likviditetsområde større end den anførte maksimale formindskelse af videreførselsbeløbet på 2,5 promille, skal forskellen udlignes ved en intern statslig overførsel til likviditetsområdet fra §37. Renter.

§ 5.

Stk. 1. Dette cirkulære har virkning fra finansåret 1997.

Stk. 2. Samtidig ophæves Finansministeriets cirkulære nr. 34 af 10. februar 1994 vedrørende ordningen om selvstændig likviditet.

Underskrift 1

Finansministeriet, den 18. december 1996 Mogens Lykketoft / Henrik Pinholt

Versioner

  1. 1997-09-25, til 2002-01-23