Cirkulære om energibesparelser i staten
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1996/239@1997-01-10/da
§ 1.
Stk. 1. Med virkning fra 1. januar 1997 pålægges statens institutioner en afgift på 10 pct. på deres udgifter til energiforbrug.
§ 2.
Stk. 1. Ordningen omfatter alle statsinstitutioner, som er optaget på bevillingslovene, samt selvejende institutioner, som er optaget på bevillingslovene efter reglerne for driftsbevillinger.
Stk. 2. Afgiften skal endvidere betales af selvejende institutioner, der modtager statslige driftstilskud på 50 pct. og derover af de samlede driftsudgifter, herunder bl.a. taxameterstyrede områder under Undervisningsministeriet (f.eks. erhvervsskoleområdet) og Arbejdsministeriet.
§ 3.
Stk. 1. Afgiften opkræves på grundlag af den enkelte institutions udgifter til energi.
Stk. 2. Der lægges ikke afgift på køb af drivmidler til maskiner, motorkøretøjer, skibe o.lign.
Stk. 3. Der lægges ikke afgift på energiforbrug i de af institutionen ejede bygninger i tilfælde, hvor bygningerne er udlejede til private.
Stk. 4. Energiafgiften beregnes på grundlag af kontering af de afgiftsbelagte energiudgifter på en særlig regnskabskonto.
§ 4.
Stk. 1. Økonomistyrelsen udsender nærmere retningslinier for opkrævningen af afgiften.
Stk. 2. For selvejende institutioner omfattet af § 2, stk. 2, kan pågældende ministerium med Finansministeriet aftale særlige retningslinier for erlæggelse af afgiften.
§ 5.
Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 1997.
§ 6.
Stk. 1. Samtidig ophæves cirkulære nr. 189 af 15. december 1995 om energibesparelser i staten.
Underskrift 1
Finansministeriet, den 20. december 1996 Mogens Lykketoft / Marianne Nielsen