Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1996/2@1996-01-18/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

Sundhedsministeriet har udsendt en ny bekendtgørelse af 21. december 1995 om retten til befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med sygehusbehandling m.v. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1996. Der er sket følgende ændringer:

- Der er fastsat en afstandsgrænse på 5 km for adgang til befordring eller befordringsgodtgørelse, således at patienter, der bor 5 km eller derunder fra behandlingsstedet ikke har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse.

- Samtidig ophæves minimumsgrænsen på henholdsvis 25 kr. og 60 kr. for refusion af befordringsudgifter.

Indenrigsministeriets cirkulære nr. 193 af 29. november 1982 bortfalder hermed.

I det følgende redegøres der for indholdet af befordringsreglerne således: A) Hvilke personer er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse m.v. og i hvilke tilfælde, B) Hvilke institutioner m.v. er omfattet af befordringsreglerne, C) Hvilken sygehuskommune skal yde befordringen eller befordringsgodtgørelsen og D) Administrationen af befordringsreglerne.

A. Hvilke personer er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse m.v. og i hvilke tilfælde

Personer, der har ret til vederlagsfri behandling, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse i de nedenfor under pkt. 1-4 opregnede tilfælde.

»Behandling« dækker al den virksomhed, der foregår inden for sygehusvæsenet som sådant. (Fribefordringsreglerne finder som hidtil ikke anvendelse, hvor en patient behandles i vedkommende læges private konsultation, der er beliggende på sygehuset).

Befordring eller befordringsgodtgørelse dækker som hovedregel transport mellem bopælen og behandlingsstedet og - i tilfælde af akut opstået sygdom - transport mellem det midlertidige opholdssted og behandlingsstedet. For fritvalgspatienter gælder imidlertid, at befordring eller befordringsgodtgørelse ikke i alle tilfælde vil dække transporten til det behandlingssted, patienten har valgt. Amtskommunen er således højst forpligtet til at afholde befordringsudgifter svarende til afstanden til det (nærmeste) behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter amtskommunens visitationspraksis, hvis ikke patienten havde benyttet sig af det frie valg. Patienten må selv afholde de befordringsudgifter, som ligger ud over amtets forpligtelse. Amtets betaling kan ikke overstige patientens faktiske udgifter til transport. Det bemærkes, at reglerne om fribefordring ved frit sygehusvalg angiver en minimumsforpligtelse for amterne. Amterne kan således yde befordring eller befordringsgodtgørelse i videre omfang end de er forpligtede til efter reglerne. Personer med bopæl i udlandet har ikke ret til fribefordring tilbage til bopælslandet. Dog gælder der særlige regler for nordiske statsborgere.

Ved afgørelsen af, om en patient opfylder betingelserne for fribefordring - og i bekræftende fald ved valget af befordringsmiddel - må patientens hen- og hjemtransport til og fra behandlingen bedømmes hver for sig.

1. Ret til befordring (bekendtgørelsens § 2)

Enhver person har ret til befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj, herunder særlig kørestolsvogn, hvis den pågældendes tilstand nødvendiggør sådan befordring.

2. Ret til befordring eller befordringsgodtgørelse (bekendtgørelsens § 3)

a. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, og personer, hvis ægtefælle modtager hustrutillæg efter disse love, jf. dog nedenfor pkt. c.

b. Personer, der er ambulante efterbehandlingspatienter, deldøgnspatienter eller midlertidigt hjemsendt, såfremt deres tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler som bus, tog eller færge, jf. dog nedenfor pkt. c.

Disse persongrupper har således kun ret til befordring eller befordringsgodtgørelse (f.eks. ved benyttelse af egen bil eller hyrevogn), hvis de på grund af deres fysiske eller psykiske tilstand er afskåret fra at benytte de nævnte offentlige transportmidler. En patient, der kan benytte offentligt transportmiddel, har således ikke ret til fribefordring. Hvis en transport med egen bil eller anden personbil alene er nødvendiggjort af en manglende adgang til offentlige transportmidler - og ikke (tillige) af patientens tilstand - er der således heller ikke ret til fribefordring.

Særligt om ambulante efterbehandlingspatienter skal bemærkes, at fribefordring kun ydes, hvis patienten i forbindelse med udskrivningen indkaldes til den ambulante efterbehandling. Der stilles derimod ikke krav om, at den ambulante efterbehandling skal finde sted på samme institution, hvor patienten tidligere var indlagt. Til anden form for ambulant behandling end efterbehandling i forbindelse med udskrivning ydes kun fribefordring, hvis dette følger af andre regler i bekendtgørelsen, f.eks. 50 km-reglen, jf. nedenfor pkt. d.

Gruppen deldøgnspatienter omfatter såvel dag- som natpatienter, jf. i øvrigt nedenfor pkt. c.

For så vidt angår de midlertidigt hjemsendte patienter bemærkes, at hjemsendelsen skal ske efter institutionens bestemmelse og således være et led i behandlingen eller arbejdet på vedkommende institution. Hvis den midlertidige hjemsendelse finder sted alene efter patientens ønske, kan den ikke betragtes som et led i behandlingen og falder dermed uden for befordringsreglerne, således at også fribefordring efter 50 km-reglen er udelukket, jf. nedenfor pkt. d.

c. Befordring eller befordringsgodtgørelse ydes kun til de under pkt. a. og b. nævnte persongrupper, når afstanden mellem patientens bopæl og behandlingsstedet overstiger 5 km.

Det område, inden for hvilket der ikke ydes befordring, bør for hvert sygehus fastlægges i en adressefortegnelse. Udgangspunktet for fastlæggelsen af dette område er afstanden i lige luftlinje fra et fastlagt centralt sted, f.eks. sygehusets hovedindgang. Amtskommunerne vil dog ved fastlæggelsen af afstandsgrænsen kunne følge naturlige geografiske grænser, selvom afstanden til det enkelte behandlingssted herved i nogle tilfælde bliver mindre end 5 km.

Det bemærkes, at 5 km-grænsen ikke gælder for befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj efter bekendtgørelsens § 2. Det bemærkes endvidere, at 5 km-grænsen ikke gælder i forhold til sygehusafsnit, hvis hele funktion beror på, at patienterne afhentes dagligt i deres hjem, f.eks. gerontopsykiatriske eller geriatriske dagafsnit. Sådan befordring betragtes som en nødvendig del af institutionens drift på linie med befordring mellem forskellige sygehuse, hvilke ikke er omfattet af befordringsreglerne.

d. Personer, der har mere end 50 km til eller fra behandlingsstedet (bekendtgørelsens § 4).

Retten til fribefordring i henhold til denne bestemmelse tilkommer enhver patient, der kan godtgøre, at afstanden til eller fra et behandlingssted, hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter amtskommunens visitationspraksis, overstiger 50 km, jf. dog pkt. b om de efter egen anmodning midlertidigt hjemsendte patienter.

Amtskommunerne vil i øvrigt som hidtil kunne administrere ordningen således, at der ydes befordring eller befordringsgodtgørelse til alle personer, der har bopæl eller ophold i et område, f.eks. en by, kommune, postdistrikt eller sogn, fra hvis midte der er ca. 50 km til det sted, hvor vedkommende behandlingsinstitution er beliggende.

Særligt om befordringsgodtgørelse

Ved benyttelse af eget befordringsmiddel kan patienten kun få befordringsgodtgørelse, hvis benyttelsen er sket i overensstemmelse med eventuelle af amtskommunen fastlagte retningslinier, jf. nedenfor afsnit D. Det bemærkes herved, at det normalt må være en forudsætning for ydelse af godtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel, at det ikke har været muligt for patienten at benytte offentlige transportmidler, således at den pågældende ellers ville have været henvist til at benytte hyrevogn eller anden siddende patientbefordring.

Godtgørelsen for benyttelse af eget befordringsmiddel beregnes efter laveste sats i Finansministeriets til enhver tid gældende cirkulære om godtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel på tjenesterejser.

4. Patienternes ret til time- og dagpenge samt overnatning

Kun ambulante patienter, der har krav på befordring eller befordringsgodtgørelse, har ret til time- og dagpenge, og retten er begrænset til tilfælde, hvor overnatning uden for hjemmet er nødvendig. I så fald skal der tillige ydes overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb), jf. bekendtgørelsens § 5.

Time- og dagpenge samt hoteldispositionsbeløb ydes efter laveste sats i Finansministeriets til enhver tid gældende cirkulære om time- og dagpenge m.v.

5. Patientens ledsager

a. Befordring eller befordringsgodtgørelse

En patiens ledsager har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, hvis patienten er omfattet af bekendtgørelsens §§ 2-4, og ledsagelsen har været nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.

Der er som hovedregel kun ret til fribefordring for så vidt angår selve rejseledsagelsen, dvs. rejsen i følge med patienten. Kun i tilfælde, hvor rejsen har nødvendiggjort et fravær fra hjemmet på mere end 12 timer, ydes fribefordring til ledsagerens ud- eller hjemrejse uden følgeskab af patienten, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Afstandsgrænsen på 5 km gælder ligeledes for ledsageren, jf. ovenfor pkt. 2 c.

b. Time- og dagpenge samt overnatning

Ledsageren skal kun have time- og dagpenge i tilfælde af nødvendiggjort overnatning uden for hjemmet. Der skal i denne situation tillige ydes ledsageren overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb), jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2.

7. Særligt om nordiske statsborgeres hjemtransport

Personer, der er bosat og socialt sikret i et andet nordisk land, har i tilfælde af sygdom under midlertidigt ophold her i landet ret til at få dækket de merudgifter ved hjemrejsen til bopælslandet, som skyldes, at den pågældende som følge af sygdommen må benytte en dyrere rejseform, jf. bekendtgørelsens § 7. Bestemmelsen svarer til art. 10 i Nordisk Konvention om Social Sikring, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse af konventionen af 15. juni 1992, hvori konventionens tekst er optrykt.

B. Hvilke institutioner m.v. er omfattet af befordringsreglerne

1. Institutioner m.v. i Danmark

a. Befordring ydes til sygehusbehandling på amtskommunale institutioner samt på private institutioner, der som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver benyttes af vedkommende amtskommune, jf. § 3 i sygehusloven. Der stilles som hidtil ikke krav om, at institutionerne geografisk skal være beliggende i vedkommende amtskommune.

Befordring til ophold på private kur- og rekonvalescenthjem her i landet er således også omfattet af befordringsreglerne, jf. § 2i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 536 af 16. oktober 1975 om amtskommunernes benyttelse af private kur- og rekonvalescenthjem her i landet og i udlandet.

b. Omfattet af befordringsreglerne er også dei svangerskabshygiejneloven omhandlede helbredsundersøgelser hos læger og jordemødre.

c. I medfør af sygehuslovens § 6, stk. 3, har sundhedsministeren endvidere henført nogle institutioner (afdelinger) uden for sygehusvæsenet til reglerne om befordring. Disse institutioner er nævnt i bilaget til dette cirkulære.

Rimelige begrænsninger i befordringsretten i disse tilfælde kan ske gennem fastlæggelse af visitationsregler eller krav om forudgående godkendelse, jf. herved nedenfor afsnit D.

2. Institutioner m.v. i udlandet

a. Amtskommunerne har pligt til at afholde udgifter til befordring af en patient (og eventuel ledsager) til og fra behandling i udlandet med det efter omstændighederne billigste, forsvarlige transportmiddel, når patienten er blevet henvist til behandling i udlandet, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 98 af 13. marts 1978 om adgang til højt specialiseret sygehusbehandling i udlandet.

b. I medfør af Indenrigsministeriets cirkulære nr. 195 af 16. oktober 1975 om amtskommunernes benyttelse af private kur- og rekonvalescenthjem her i landet og i udlandet er det overladt til de enkelte amtsråd at beslutte, i hvilket omfang de vil benytte sådanne institutioner i udlandet, samt i hvilket omfang de vil yde befordring dertil. Det er dog forudsat, at amtsrådene fastsætter generelle bestemmelser herom.

c. Der er ikke i øvrigt efter sygehuslovgivningen ret til befordring i forbindelse med sygehusbehandling i udlandet.

C. Hvilken sygehuskommune skal yde befordringen eller befordringsgodtgørelsen

Amtskommunerne har til opgave at sørge for, at der stilles befordring til rådighed, eller at der ydes befordringsgodtgørelse.

Der skal ydes befordring eller befordringsgodtgørelse til de ovenfor i afsnit A nævnte befordringsberettigede personer til og fra de i afsnit B nævnte institutioner m.v. Der skal tillige ydes befordring til patienter, der overføres direkte mellem sygehusvæsenets institutioner, herunder de institutioner (afdelinger) der er nævnt i bilaget til dette cirkulære. Når der ikke i bekendtgørelsen om befordring og befordringsgodtgørelse er bestemmelser herom, skyldes det, at befordringen i disse situationer sker som led i en fortsat sygehusbehandling. Der opstår imidlertid også her spørgsmål om, hvilken amtskommune der skal yde befordringen, jf. sygehuslovens § 8 samt nedenfor.

Som hovedregel har den amtskommune, der har pligt til at yde vederlagsfri behandling til patienten, tillige pligt til at yde befordringen eller befordringsgodtgørelsen.

1. Bopælsamtskommunen

Den amtskommune, hvori patienten har bopæl, skal yde fribefordring mellem bopælen og vedkommende sygehus. Ved akut opstået behov for sygehusbehandling andetsteds i bopælsamtskommunen har patienten dog ret til fribefordring fra det pågældende sted til vedkommende sygehus.

Såfremt betingelserne for fribefordring fra behandlingsstedet til bopælen er opfyldt, men patienten i stedet tager til et midlertidigt opholdssted, f.eks. for at få pleje hos slægtninge, kan der efter omstændighederne ydes befordring eller befordringsgodtgørelse med et beløb svarende til udgiften ved befordring tilbage til bopælen.

Bopælsamtskommunen skal yde fribefordring ikke blot til og fra vedkommende sygehus m.v. i amtskommunen, men også når patienten skal befordres til og fra behandling på et sygehus eller en anden institution uden for bopælsamtskommunen, hvor patienten skal behandles efter bopælsamtskommunens visitationspraksis. Det bemærkes særligt, at fritvalgspatienter, der efter eget valg behandles på et sygehus eller en anden institution uden for bopælsamtskommunen, alene har ret til fribefordring svarende til afstanden til eller fra et behandlingssted, hvor den nødvendige behandling kunne have fundet sted efter bopælsamtskommunens visitationspraksis, jf. bekendtgørelsens § 4, samt ovenfor afsnit A. Bopælsamtskommunen skal tillige yde fribefordring til og fra behandlingen på de institutioner (afdelinger), der er nævnt i bilaget til dette cirkulære, jf. dog nedenfor om opholdsamtskommunens forpligtelser.

Når patienten efter bopælsamtskommunens visitationspraksis har været overført til et »fremmed« sygehus m.v., og patienten udskrives fra dette, skal bopælsamtskommunen yde hjemtransport, såfremt betingelserne for ret til befordring i øvrigt er opfyldt.

2. Opholdsamtskommunen

En amtskommunes befordringsforpligtelse omfatter endvidere personer, der midlertidigt opholder sig i amtskommunen, og som i medfør af sygehuslovgivningen har ret til vederlagsfri behandling her i landet ved akut opstået behov for behandling. Befordringsforpligtelsen er i disse tilfælde den samme som den, der påhviler bopælsamtskommunen, jf. ovenfor pkt. 1, men således, at det midlertidige opholdssted som hovedregel træder i stedet for patientens bopæl.

Såfremt betingelserne for fribefordring fra behandlingsstedet til det midlertidige opholdssted er opfyldt, men patienten i stedet tager til sin bopæl, kan der dog efter omstændighederne ydes befordring eller befordringsgodtgørelse med et beløb svarende til udgiften ved befordring tilbage til det midlertidige opholdssted. 5 km grænsen, jf. ovenfor afsnit A, pkt. 2 c, gælder også i dette tilfælde.

Den midlertidige opholdsamtskommune har også befordringsforpligtelsen, hvor det skønnes nødvendigt af hensyn til behandlingen at overføre patienten til et andet sygehus m.v. eller til en af de i bilaget nævnte institutioner (afdelinger). Herfra gælder dog følgende undtagelse:

Såfremt patienten overføres til indlæggelse på et sygehus m.v., herunder en af de i bilaget nævnte institutioner, i den amtskommune, hvori han har bopæl, påhviler befordringsforpligtelsen bopælsamtskommunen. Dette gælder ikke blot i tilfælde, hvor overførelsen finder sted fra det sygehus i opholdsstedets amtskommune, hvor patienten oprindeligt blev modtaget, men også når overførelsen finder sted fra et andet sygehus, hvortil patienten senere måtte være blevet overført for opholdsamtskommunens regning.

Bopælsamtskommunen skal dog ikke i disse overflytningssituationer dække eventuelle lønudgifter til ledsagende læge- og sygeplejepersonale. Sådanne lønudgifter m.v. er ikke omfattet af befordringsreglerne, men må dækkes af opholdsamtskommunen som et led i dens behandlingsforpligtelse.

D. Administrationen af befordringsreglerne

Bortset fra de tilfælde, hvor patientens tilstand kræver transport med ambulance eller særligt sygekøretøj, tilkommer det amtskommunerne at træffe bestemmelse om, hvorvidt befordringen skal ydes ved befordring eller befordringsgodtgørelse. Befordringen skal dog i alle tilfælde ske med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel.

Amtskommunerne kan i forbindelse med administrationen af befordringsreglerne tilrettelægge særlige befordringsordninger og herunder fastlægge regler om den fremgangsmåde, der skal følges af de berettigede personer ved benyttelsen af adgangen til befordring eller befordringsgodtgørelse. Amtskommunerne kan tillige fastlægge retningslinier for, i hvilke tilfælde patienter kan få befordringsgodtgørelse ved benyttelse af eget befordringsmiddel, jf. ovenfor afsnit A, pkt. 3.

Hvis amtskommunerne tilrettelægger særlige befordringsordninger eller fastlægger nærmere regler om adgangen til udbetaling af befordringsgodtgørelse, skal patienterne gøres bekendt med, hvordan de skal forholde sig, når de ønsker befordring eller befordringsgodtgørelse. Har en amtskommune som nævnt i afsnit B, pkt. 1.c., truffet bestemmelse om, at der kun ydes fribefordring til de i bilaget nævnte institutioner, når henvisningen forud er godkendt af amtskommunen, må de praktiserende læger i amtskommunen orienteres herom.

Det er i svangerskabshygiejnelovens § 1, stk. 4, fastsat, at reglerne i sygehusloven om befordring eller befordringsgodtgørelse og om klageadgang efter sundhedsministerens nærmere bestemmelse finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med ydelser efter svangerskabshygiejneloven.

Underskrift 1

Sundhedsministeriet, den 5. januar 1996 Yvonne Herløv Andersen / John Erik Pedersen

Bilag

I medfør af § 6, stk. 3, i sygehusloven henføres tillige nedennævnte institutioner (afdelinger) til reglerne om befordring og befordringsgodtgørelse:

Kæbekirurgisk afdeling og afdelingerne for bidfunktionslære og ortodonti ved Århus Tandlægehøjskole og institut for tand-, mund- og kæbekirurgi, institut for bidfunktionslære, institut for ortodonti, afdelingen for elektromyografi og kæbeprotetisk afdeling ved Københavns Tandlægehøjskole.

Statens Øjenklinik, Rymarksvej i København.

Øjenpatologisk Institut ved Københavns Universitet.

Institut for Human Genetik ved Århus Universitet og John F. Kennedy Instituttet for så vidt angår undersøgelse eller rådgivning i forbindelse med prænatal genetisk diagnostik, samt andre institutter, når disse foretager sådanne undersøgelser m.v. efter aftale med de her nævnte institutter eller Rigshospitalet.

Versioner

1. 1996-01-18, til 1996-07-19