Gelex

Cirkulære om udarbejdelse af valglister og valgkort til brug ved menighedsrådsvalget den 12. november 1996 (Valglistecirkulæret)(* 1)

OphævetVersion 1996-04-13fra 1996-04-13 til 2014-07-02
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1996/62@1996-04-13/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

(Til Biskopperne, provsterne, valgbestyrelserne og folkeregistrene)

Ifølge § 1, stk. 2, i lov om valg til menighedsråd afholdes der ordinært valg til menighedsråd tirsdag den 12. november 1996.

I henhold til lov om valg til menighedsråd § § 5, stk. 3, 8, stk. 6, og 9, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 30 af 24. januar 1996, fastsættes følgende bestemmelser om udarbejdelse af kirkelige valglister og udsendelse af valgkort.

I. Valgbestyrelse

Valgbestyrelse

Valgbestyrelsen består af 3 medlemmer valgt efter forholdstal af og blandt menighedsrådets medlemmer.

Formand

Menighedsrådet vælger valgbestyrelsens formand blandt valgbestyrelsens medlemmer. Menighedsrådet underretter provsten om navne og adresser på valgbestyrelsens medlemmer.

Medhjælp

Valgbestyrelsen kan antage lønnet medhjælp samt eventuelt leje lokale, hvorfra dens arbejde udføres.

Mødeindkaldelse

Valgbestyrelsens formand indkalder valgbestyrelsen til møder.

Formandshvervet

I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

II. Valglister

Udarbejdelse af valglister

Valglister skal kun udarbejdes i de menighedsrådskredse, hvori der er indgivet to eller flere gyldige kandidatlister, og afstemning derfor skal finde sted. Kandidatlister kan tidligst indleveres kl. 19 syv uger før valgdagen, dvs. den 24. september 1996 kl. 19.00, og skal senest være indleveret kl. 19.00 seks uger før valgdagen, dvs. den 1. oktober 1996 kl. 19.00.

Provstens underretning om afstemning

Valgbestyrelsen skal umiddelbart efter fristens udløb og senest torsdag den 3. oktober 1996 kl. 12.00, underrette provsten om, hvorvidt afstemning skal finde sted, eller om der kun er modtaget 1 kandidatliste, således at afstemningen bortfalder.

Blanketter (Bilag 1 og 2)

Indberetninger til provsten afgives på en blanket (Bilag 1), der i god tid før valget vil blive tilsendt valgbesyrelserne fra provsten sammen med blanket til bestilling af valglister og valgkort. (Bilag 2)

Såfremt afstemning skal finde sted, benyttes blanketten til bestilling af valglister og valgkort. Denne blanket udfyldes og underskrives af valgbestyrelsens formand.

Blanketten skal stemples med sognets CPR-stempel, der stilles til rådighed af den kirkebogsførende sognepræst eller kordegnen.

Der udfyldes en særskilt bestillingsblanket for hvert sogn eller kirkedistrikt, også i tilfælde hvor flere sogne eller kirkedistrikter har fælles menighedsråd.

Hvis et sogn er delt mellem to kommuner, skal der udfyldes 2 blanketter. Ønskes der flere afstemningssteder, udfyldes en blanket for hvert af disse.

Også denne blanket skal være provsten i hænde senest torsdag den 3. oktober 1996 kl. 12.00.

Provsten videresender samme dag blanketten/erne til folkeregistret i vedkommende kommune samt kopi af blanketten direkte til Kirkeministeriet.

Afstemningssted

Allerede ved bestilling af valgliste og valgkort skal det oplyses, hvor valghandlingen skal finde sted. Det er derfor nødvendigt, at valgbestyrelsen før udløbet af fristen for indlevering af kandidatlister har truffet bindende beslutning om stedet for valghandlingen og har sikret sig, at valglokalet er til rådighed tirsdag den 12. november 1996. Hvis valgbestyrelsen ikke ønsker at tage stilling til dette spørgsmål, før det er afgjort, om afstemning skal finde sted, må et møde berammes til den 1. oktober

1996 efter kl. 19.00 (sidste frist for kandidatlister).

Flere afstemningssteder indenfor et sogn

Såfremt valgbestyrelsen ønsker, at der skal være flere afstemningssteder inden for et sogn, skal folkeregistret snarest underrettes herom, således at hvert afstemningsområde kan indrapporteres til CPR.

Det bemærkes, at såfremt der i et sogn er flere kirkedistrikter som særskilte afstemningsområder, kan der ikke oprettes særskilte afstemningsområder indenfor kirkedistrikterne, se Kirkeministeriets meddelelse af 11. januar 1996 (bilag 3).

Afstemningstid

Afstemningstiden vil i alle sogne blive fra kl. 9.00 til kl. 20.00.

Valgbestyrelserne modtager senest 8. dagen før valget ( 4. november 1996) fra folkeregistret 1 sæt valglister, der er udarbejdet på grundlag af oplysningerne i det centrale personregister (CPR).

Valglisten

På valglisten er optaget medlemmer af folkekirken, som har bopæl i vedkommende menighedsrådskreds, og som senest den 12. november 1996 fylder 18 år. Valglisten består af en hovedvalgliste og en supplementsvalgliste.

Hovedvalglisten

På hovedvalglisten optages de vælgere, der senest 18. dagen før valget, dvs. senest den 25. oktober 1996, er flyttet til menighedsrådskredsen, og som senest denne dag har anmeldt tilflytning til kommunens folkeregister.

Supplementsvalglisten

På supplementsvalglisten optages vælgere, der ikke er optaget på hovedvalglisten, og som sensest 11. dagen før valget, dvs. senest den 1. november 1996, er flyttet til menighedsrådskredsen, og som senest denne dag har anmeldt flytning til kommunens folkeregister.

Sognebåndsløsere

En sognebåndsløser skal i forbindelse med sognebåndsløsningen vælge, om han/hun vil udøve valgret i den menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløseren bor, eller i en menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløserpræsten er ansat, jf. § 5 i lov om valg til menighedsråd. Det trufne valg er bindende, sålænge sognebåndsløsningen består. Der henvises til bekendtgørelse nr. 58 af 24. januar 1992 om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning samt om sognebåndsløseres valgret til menighedsråd.

Sognebåndsløsere, der har valgt at udøve valgret i en menighedsrådskreds i sognebåndsløserpræstens pastorat, skal af valgbestyrelsen for denne kreds opføres på kredsens valgliste.

Valgbestyrelsen giver underretning herom til valgbestyrelsen for sognebåndsløserens bopælssogn, således at sognebåndsløseren kan slettes af valglisten i bopælssognet.

Det er en betingelse for at optage en ny sognebåndsløser på valglisten for en menighedsrådskreds i sognebåndsløserpræstens pastorat, at sognebåndsløserens erklæring er valgbestyrelsen i hænde senest 11. dagen før menighedsrådsvalget (senest den 1. november 1996). Hvis denne frist overskrides, skal valgbestyrelsen underrette sognebåndsløseren om, at erklæringen er modtaget for sent, og at sognebåndsløseren derfor ikke kan optages på valglisten i sognebåndsløserpræstens menighedsrådskreds ved valget den 12. november 1996 samt om, at valgbestyrelsen i sognebåndsløserens bopælssogn er underrettet herom.

Valgbestyrelsen underretter valgbestyrelsen i sognebåndsløserens bopælssogn i overensstemmelse hermed, således at sognebåndsløseren kan afgive steme i sit bopælssogn ved valget den 12. november 1996.

Om ophør af sognebåndsløsningen og konsekvenserne heraf for sognebåndsløserens udøvelse af valgret henvises til afsnit III.

Flytning indenfor menighedsrådskredsen

Vælgere, der senest den 25. oktober 1996 har anmeldt flytning inden for menighedsrådskredsen, er optaget på valglisten under den nye bopæl.

Ikke stemmeberettigede

Vælgere, der tilflytter efter den 1. november 1996 eller som anmelder tilflytning til kommunens folkeregister efter denne dato, kan ikke optages på valglisten. De pågældende kan derfor ikke stemme ved valget.

Vælgere, der er optaget på hovedvalglisten, men som i perioden fra dennes udfærdigelse til 1. november 1996 fortaber valgretten (fraflytter m.v.), skal slettes af hovedvalglisten. Til dette brug modtages en sletteliste.

Valgbestyrelsen skal endvidere til og med valgdagen berigtige valglisten, hvis den modtager meddelelse om flytning fra menighedskredsen, dødsfald, umyndiggørelse, ophævelse af umyndiggørelse, samt udmeldelse af folkekirken.

Valglisten omfatter ikke valgmenighedsmedlemmer.

Personer, der er umyndiggjort med retsvirkning her i landet, har ikke valgret.

Medlemskab af folkekirken

Personer, der ikke er medlem af folkekirken på valgdagen den 12. november 1996, har ikke ret til at afgive stemme ved valg til menighedsråd, jf. § 4, stk. 2, i lov om valg til menighedsråd.

Med hensyn til spørgsmål om medlemsskab af folkekirken henvises til §§ 1 og 2 i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning og ministeriets bekendtgørelse nr. 57 af 24. januar 1992 om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken. Valgbestyrelsen kan ikke under henvisning til disse bestemmelser slette personer af valglisten, medmindre det dokumenteres, at de står uden for folkekirken.

Valgbestyrelsen sletter en person af valglisten, når den modtager en afgørelse fra den kirkebogsførende sognepræst i medlemmets bopælssogn, eller - hvis medlemmet er henvist til en anden menighed eller har løst sognebånd - fra vedkomende sognepræst om, at den pågældendes medlemskab er ophørt, jf. § 7, stk. 1, bekendtgørelse nr. 57 af 24. januar 1992 om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken.

Personer uden dansk indfødsret

Medlemmer af folkekirken, som ikke har dansk indfødsret, har kun valgret, hvis de har haft fast bopæl i riget uafbrudt i et år forud for valget og i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne.

Døvemenigheder

Medlemmer af en døvemenighed er - uanset om de har begæret sig optaget på valglisten for den pågældende døvemenighed - optaget på valglisten i den menighedskreds, i hvilken de bor, og er således berettiget til at afgive stemme såvel i bopælssognet som i døvemenigheden.

III. Særlige menigheder - sognebåndsløsere

Særlig bestemmelse

Personer, der i henhold til særlig bestemmelse er henvist til et bestemt menighed, for hvilken der er oprettet menighedsråd, kan, hvis de har bopæl i en anden menighedsrådskreds, vælge at udøve deres valgret i den menighedsrådskreds, hvortil de således er knyttet. Dette gælder for eksempel det til en garnison hørende militære personel med ægtefæller, såfremt der måtte være givet særlig bestemmelse om garnisonens kirkelige tilhørsforhold.

Sognebåndsløsere

En sognebåndsløser skal i forbindelse med sognebåndsløsningen vælge, om han eller hun vil udøve valgret i den menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløseren bor, eller i en menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløserpræsten er ansat. Der henvises til ministeriet bekendtgørelse nr. 58 af 24. januar 1992 om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning samt om sognebåndsløseres valgret til menighedsråd.

Sognebåndsløsningens ophør

Har en sognebåndsløser valgt at udøve sig valgret i en menighedsrådskreds i sognebåndsløserpræstens pastorat, og sognebåndsløsningen opsiges, henvises til § 8 i bekendtgørelse nr. 58 af 24. januar 1992 om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning samt om sognebåndsløseres valgret til menighedsråd. Når opsigelsen af sognebåndet er endeligt, jf. § 8 sletter valgbestyrelsen sognebåndsløseren af valglisten og underretter valgbestyrelsen i bopælssognet herom. Sognebåndsløseren optages herefter på valglisten i bopælssognet.

Sognebåndsløserpræstens død, forflyttelse, eller afskedigelse

Det samme gælder, hvis den præst, til hvem sognebånd er løst, forflyttet, dør eller afskedige, og sognebåndsløsningen dermed ophører.

Forflyttes, dør eller afskediges sognebåndsløserpræsten så kort tid forud for menighedsrådsvalget, at ansættelse af en ny præst ikke kan forventes at finde sted inden valget, skal sognebåndsløseren senest 11 dage før valget (senest 1. november 1996) underrette valgbestyrelsen i sognebåndsløserpræstens menighedsrådskreds, om at ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen ønskes udsat. Modtager valgbestyrelsen inngen meddelelse herom, slette sognebåndsløseren af valglisten, og bopælssognets valgbestyrelse underrettes herom, således at sognebåndsløseren kan optages på valglisten for dette sogn, jf. § 9, stk. 2, i ministeriets bekendtgørelse nr. 58 af 24. januar 1992 om stiftelse og ophør af sognebånd samt om sognebåndsløseres valgret til menighedsråd.

Sognebåndsløserpræstens stilling genbesættes/nedlægges

Ved genbesættelse af en ledig sognepræstestilling samt ved nedlæggelse af en sognepræstestilling skal valgbestyrelsen slette alle sognebåndslæsere til den tidligere sognepræst af valglisten.

Valgbestyrelsen underretter sognebåndsløserne om deres slettelse af valglisterne og giver desuden bopælssognenes menighedsråd (valgbestyrelser) underretning herom, således at optagelse på valglisterne for disse sogne kan finde sted.

Sognebåndsløseres flytning

Ved en sognebåndsløsers flytning underretter valgbestyrelsen det nye bopælssogns valgbestyrelse om sognebåndsløserens valg af menighedsrådskreds for udøvelse af valgret.

Protokol om sognebåndsløsere

Valgbestyrelsen noterer oplysning om sognebåndsløseres navn, adresse, personnummer, valg af menighedsrådskreds for udøvelse af valgret, tidspunkt for optagelse eller slettelse af valglisten, og valg af menighedsrådskreds for udøvelse af valgret ved flytning i en særlig protokol, jf. § 18 i bekendtgørelse nr. 58 af 24. januar 1992 om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning samt om sognebåndsløseres valgret til menighedsråd.

Kontrol

Valgbestyrelserne opbevarer de modtagne blanketter og meddelelser med henblik på at sikre, at de pågældende vælgere kun kan være kandidater eller stillere i den menighedsrådskreds, hvor valgretten ønskes udøvet.

Berigtigelse

Såfremt afstemning skal finde sted, må der endvidere foretages amnuel berigtigelse af de modtagne valglister, da anmodninger om at udøve valgret et andet sted end i bopælssognet ikke kan registreres i CPR.

IV. Præster

Præster har kun valgret i den menighedsrådskreds, hvor de er ansat. Præster, der er ansat i flere menighedsrådskredse, kan vælge, i hvilken kreds de vil udøve deres valgret.

Valgbestyrelsen i den menighedsrådskreds, hvori præsten er ansat, skal derfor optage præsten på valglisten og give valgbestyrelsen i præstens bopælskreds meddelelse herom, således at præsten kan slettes af valglisten i sidstnævnte.

Såfremt en præst er ansat i flere menighedsrådskredse, påhviler det de pågældende valgbestyrelser senest den 17. september 1996 at træffe aftale med præsten om, på hvilken valgliste optagelse skal ske.

V. Valgkort

Udsendelse af valgkort fra folkeregistret

Samtidig med valglisterne sender folekregistret valgkort til valgbestyrelserne for de vælgere, der er opført på valglisterne. Valgkortene vil være valgbestyrelserne i hænde senest 8. dagen før valget, dvs. senest den 4. november 1996. 7. dagen før valget, d.v.s. den 5. november 1996, modtages supplementsmaterialet.

Kontrol/udsendelse

Valgbestyrelserne foretager fornøden kontrol af de modtagne valgkort, forinden disse videresendes til vælgerne.

Valgbestyrelserne bør sikre sig det fornødne antal blanke valgkort til brug bl.a. for sognebåndsløsere.

Valgbestyrelserne skal snarest muligt og senest 7. dagen før valget, dvs. senest den 5. november 1996, aflevere valgkortene på vedkommende postkontor. Porto skal betales samtidig med, at valgkortene afleveres på postkontoret til frankostempling. Valgkortene må derfor ikke lægges i en postkasse. Med henblik på at sikre hurtig udbringning skal valgkortene sendes som brev og ikke som økonomibreve (B post). Valgbestyrelserne skal orientere postkontoret om udsendelsen og dennes omfang i god tid før aflevering til postbesørgelse.

Særlige menigheder og sognebåndsløsere

For så vidt angår vælgere, der - i medfør af reglerne for medlemmer af særlige menigheder og sognebåndløsere - har anmodet om at blive overført til valglisten for en anden menighedsrådskreds end den, hvori de har bopæl, foretager valgbestyrelsen for den pågældende menighedsrådskreds manuel udskrivning af valgkort med navne og adresser på disse vælgere.

Såfremt en vælger i medfør af nævnte regler har anmodet om at blive overført til valglisten i en anden menighedsrådskreds, og denne anmodning er imødekommet, makulerer valgbestyrelsen på bopælsstedet det modtagne valgkort, og den pågældende slettes af valglisten.

VI. Bekendtgørelse om udsendelse af valgkort

Bekendtgørelse

Senest 10 dage før valget, dvs. senest den 2. november 1996, bekendtgør valgbestyrelsen i de stedlige dagblade eller lokalaviser, at der vil blive udsendt valgkort til vælgerne. Bekendtgørelsen skal indeholde en opfordring til personer, der mener sig berettiget til at afgive stemme, men som ikke modtager valgkort, samt personer, som fejlagtigt modtager valgkort eller valgkort med fejlagtigt indhold, om at gøre indsigelse til valgbestyrelsen.

Indsigelser

Valgbestyrelsen skal behandle eventuelle indsigelser hurtigst muligt. Såfremt indsigelsen tages til følge, foretages rettelse i valglisten, og der udsendes om nødvendigt nyt valgkort.

Rettelser i valglisten kan foretages til og med valgdagen.

Valgbestyrelsen indfører indkomne klager, og hvad der passerer i anledning af disse, i menighedsrådets beslutningsprotokol. Beslutningsprotokollen skal efter hvert valgbestyrelsesmøde underskrives af samtlige valgbestyrelsesmedlemmer.

VII. Udgifter

Udgifter til udarbejdelse af valglister og valgkort, lokale, papir og porto m.v. samt til fornøden medhjælp for valgbestyrelsen udredes af kirkekassen.

Underskrift 1

Kirkeministeriet, den 1. april 1996 Niels Bjerregaard konsulent i registrerings- og valgspørgsmål

Versioner

  1. 1996-04-13 · til 2014-07-02