Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1996/71@1996-04-25/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

Indledning

Ved § 2 i lov nr. 1104 af 20. december 1995 er skatteansættelsesfristerne i skattestyrelsesloven ændret, både vedrørende forhøjelser og vedrørende nedsættelser. Derudover er der givet regler for den fremgangsmåde, der skal følges, når den kommunale skattemyndighed vil ændre en skatteansættelse, der er under behandling hos en anden skattemyndighed.

Reglerne afløser de regler herom, der blev givet ved lov nr. 824 af 19. december 1989, som ændret ved lov nr. 445 af 1. juni 1994, lov nr. 1113 af 21. december 1994 og lov nr. 1119 af 21. december 1994.

I dette cirkulære gives der retningslinier for administrationen af disse nye regler med udgangspunkt i forholdene for den kommunale skattemyndighed. I cirkulæret behandles ikke reglerne i skattestyrelsesloven om påklage af skatteansættelser, om domstolsprøvelse af skatteansættelser eller om de statslige skattemyndigheders adgang til at revidere skatteansættelser. I cirkulæret behandles heller ikke de ansættelsesfrister, der gælder for indkomstår før 1990, jf. § 40, stk. 3, i skattestyrelsesloven, eller de begrænsninger i skattemyndighedernes genoptagelsespligter, der følger af retspraksis vedrørende retsbeskyttede forventninger.

Paragrafhenvisningerne i cirkulæret er, hvor andet ikke er nævnt, til skattestyrelsesloven.

Under hensyn til den vedtagne afskaffelse af formueskatten fra og med indkomståret 1997, omtales alene indkomstforhold i cirkulæret.

Indholdsfortegnelse

1. Den almindelige ansættelsespligt, jf. §§ 2 m.fl.

2. Ligningsfristen, jf. § 3, stk. 1 og 2.

3. Kompetenceafgrænsning i forhold til andre skattemyndigheder, jf. § 3, stk. 3, og § 36.

4. Forhøjelsesfrister, jf. § 35.

5. Nedsættelsesfrister, jf. § 4.

6. Ikrafttræden.

1. Den almindelige ansættelsespligt, jf. §§ 2 m.fl.

1.1. Det påhviler den kommunale skattemyndighed at foretage skatteansættelse af indkomst og formue. Det gælder både skatteansættelsen af skattepligtige fysiske personer og skatteansættelsen af skattepligtige juridiske personer.

Målet er, at skattepligtige skatteansættes korrekt. Grundlaget herfor er normalt en korrekt opgjort skattepligtig indkomst og formue. Myndihgederne skal derfor tilstræbe, at indkomst- og formueopgørelsen - indenfor rimelige bagatelgrænser - hverken er for høj eller for lav.

Denne vidtgående ansættelsespligt fremgår bl.a. af, at den kommunale skattemyndighed - når der i øvrigt er grundlag derfor - indenfor ligningsfristen efter § 3, stk. 1, kan forhøje allerede foretagne skatteansættelser. Og ved § 35, jf. § 3, stk. 2, er det forudsat, at den kommunale skattemyndighed efter ligningsfristens udløb, men indenfor en - som udgangspunkt - 3-årig frist, under et statsligt tilsyn kan forhøje skatteansættelser. Den kommunale skattemyndighed kan naturligvis under tilsvarende betingelser nedsætte en skatteansættelse.

2. Ligningsfristen, jf. § 3, stk. 1 og 2.

2.1. Efter § 3, stk. 1, skal den kommunale skattemyndighed som udgangspunkt have foretaget skatteansættelserne senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb (ligningsfristen). Indenfor denne frist kan den kommunale skattemyndighed tillige ændre allerede foretagne skatteansættelser.

Formålet med ligningsfristen er at tilskynde den enkelte kommunale skattemyndighed til at planlægge ligningsarbejdet vedrørende et indkomstår, således at det færdiggøres i rimelig tid.

Ligningsfristen begrænser ikke den enkelte skattepligtiges ret efter § 4 til at få genoptaget sin skatteansættelse.

2.2. Ved § 3, stk. 2, er skatteministeren bemyndiget til at dispensere generelt fra ligningsfristen. Dette er gjort ved bekendtgørelse nr. 1176 af 22. december 1994 om den kommunale skattemyndigheds adgang til at foretage skatteansættelser efter udløbet af ligningsfristen.

Efter bekendtgørelsen kan den kommunale skattemyndighed som udgangspunkt foretage eller ændre skatteansættelser efter ligningsfristens udløb og indtil udløbet af forhøjelsesfristerne efter § 35, respektive § 40, stk. 3. Det gælder dog ikke tilfælde af uvæsentlige forhøjelser og tilfælde, hvor Ligningsrådet har truffet afgørelse om efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve skatteansættelsen, jf. statsskattelovens § 42.

En uvæsentlig forhøjelse som nævnt i bekendtgørelsen fastsættes fremover vejledende til en indkomstforhøjelse på under 3.000 kr. i alt for et indkomstår bortset fra tilfælde, hvor »forhøjelsen« foretages i forbindelse med en af den skattepligtige begæret genoptagelse. I disse tilfælde gælder beløbsgrænsen ikke.

Der stilles i bekendtgørelsen krav om indhentelse af en forudgående tilladelse fra den lokale told- og skatteregion (for København og Frederiksberg kommuners vedkommende fra Told- og Skattestyrelsen) til at forhøje en skatteansættelse efter ligningsfristens udløb i tilfælde, hvor forhøjelsen vil vedrøre et forhold i skatteansættelsen, der tidligere er nedsat i forhold til det selvangivne. Manglende overholdelse af dette krav om forudgående tilladelse er en kompetencemangel, der kan påberåbes af den skattepligtige som grundlag for at erklære skatteansættelsen for ugyldig.

Der stilles endvidere krav om efterfølgende underretning af den lokale told- og skatteregion (for København og Frederiksberg kommuners vedkommende af Told- og Skattestyrelsen) i tilfælde, hvor en skatteansættelse foretages eller ændres efter ligningsfristens udløb, og den skattepligtige er fremkommet med en indsigelse mod den varslede ændring. Denne underretning af den lokale told- og skatteregion skal foretages samtidig med at den skattepligtige underrettes om skatteansættelsen. Kravet om efterfølgende underretning er en ordensforskrift, og manglende overholdelse af kravet kan ikke påberåbes af den skattepligtige som grundlag for at erklære skatteansættelsen for ugyldig.

3. Kompetenceafgrænsning i forhold til andre skattemyndigheder, jf. § 3, stk. 3, og § 36.

3.1. Efter § 3, stk. 3, 1. pkt., kan den kommunale skattemyndighed ikke ændre en skatteansættelse for et indkomstår i det omfang en anden skattemyndighed har taget ligningsmæssig stilling til ansættelsen. Den kommunale skattemyndighed kan derimod godt ændre andre forhold i skatteansættelsen end dem, som den anden skattemyndighed har taget stilling til.

Efter § 36, stk. 1, kan skatteankenævnet - eller de statslige told- og skattemyndigheder - ikke ændre en skatteansættelse for et indkomstår i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget ligningsmæssig stilling til ansættelsen. Derimod kan skatteankenævnet m.fl. godt ændre andre forhold i skatteansættelsen end dem, som Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til.

3.2. Efter § 3, stk. 3, 2. og 3. pkt., kan den kommunale skattemyndighed ikke ændre en skatteansættelse for et indkomstår i det omfang en anden skattemyndighed har ansættelsen under ligningsmæssig behandling.

Den kommunale skattemyndighed kan derimod godt ændre andre forhold i skatteansættelsen end dem, som den anden skattemyndighed har under behandling. I disse tilfælde skal den kommunale skattemyndighed forud underrette den anden skattemyndighed om den påtænkte ændring, således at sammenfald mellem de forhold i ansættelsen, der behandles af de to myndigheder, undgås.

Denne underretningspligt gælder også tilfælde, hvor en klageinstans har stillet behandlingen af en klage i bero indtil videre - f.eks. at skatteankenævnet afventer en ledende landsskatteretskendelse - uden formelt at have afsluttet klagebehandlingen.

Underretningen foretages praktisk ved fremsendelse af kopi af agterskrivelsen til den anden skattemyndighed, samtidig med at agterskrivelsen sendes til den skattepligtige. På grundlag af underretningen afgør den anden skattemyndighed, om der er sammenfald i de forhold i ansættelsen, der behandles af de to myndigheder. Den anden skattemyndighed har samme frist til at reagere på underretningen som den, der er givet den skattepligtige i agterskrivelsen. Meddelelse om eventuelt sammenfald gives skriftligt. Hvis der foreligger sammenfald, må den kommunale skattemyndighed afstå fra at gennemføre den varslede ansættelsesændring.

Underretningspligten har karakter af en ordensforskrift, og manglende underretning kan ikke påberåbes af den skattepligtige som grundlag for at erklære ansættelsen for ugyldig.

4. Forhøjelsesfrister, jf. § 35.

4.1. Efter § 35, stk. 1, gælder der som udgangspunkt en 3-årig frist for skattemyndighedernes adgang til at varsle en forhøjelse af en skatteansættelse. Varslingsfristen regnes fra udløbet af den almindelige selvangivelsesfrist den 1. maj i året efter indkomstårets udløb. Agterskrivelsen, hvori forhøjelsen varsles, skal være afsendt til den skattepligtige senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb.

Der er ikke tale om en almindelig frist for foretagelse af partshøring, sml. kapitel 5 i forvaltningsloven. Skattemyndighederne kan derfor efter fristens udløb foretage sådanne ændringer af skatteansættelsen, som ligger indenfor rammerne af den rettidigt varslede forhøjelse. Varslingsfristen udelukker således ikke, at en rettidig afsendt agterskrivelse om forhøjelse af et punkt i en skatteansættelse på grund af nye (efterfølgende) oplysninger følges op af en mindre forhøjelse af det pågældende punkt end oprindelig varslet.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at en agterskrivelse ikke må afsendes, hvis ikke skattemyndigheden på afsendelsestidspunktet er i besiddelse af det fornødne grundlag for at gennemføre den varslede ansættelsesændring. Det skal endvidere bemærkes, at en agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at den skattepligtige kan tage stilling til om ændringen er rigtig.

Varsles en forhøjelse af en skatteansættelse i det 4. år efter indkomstårets udløb, dvs. i perioden 1/1-1/5, har den skattepligtige - uanset de tidsmæssige begrænsninger efter § 4 for genoptagelse af en skatteansættelse - ret til alle indsigelser mod hele den pågældende skatteansættelse. Det har sammenhæng med den tilstræbte tidsmæssige ligestilling mellem henholdsvis skattemyndighedernes og skattepligtiges adgang til at ændre/få ændret en skatteansættelse, jf. § 4 og § 35, respektive § 31 og § 32.

Udover varslingsfristen den 1. maj er der efter § 35, stk. 1, som udgangspunkt et forbud mod at gennemføre en skatteforhøjelse efter den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb. Er indkomståret ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes ansættelsesfristen fra udløbet af det kalenderår som indkomståret træder i stedet for.

En skatteansættelse, der ikke er foretaget af et kollegialt organ, anses for foretaget på tidspunktet for dateringen af den skrivelse, hvori skatteansættelsen meddeles. Udsendes der eksempelvis ikke en særskilt meddelelse om skatteansættelsen, jf. § 3, stk. 4, 3. pkt., anses skatteansættelsen for foretaget på tidspunktet for årsopgørelsens udskrivning (datering). Foretages skatteansættelsen af et kollegialt organ, fremgår ansættelsestidspunktet af organets mødeprotokol. Det er herved forudsat, at skatteansættelsen ikke foretages før selvangivelsesfristens udløb.

Ansættelsesfristen den 1. august er et værn for den skattepligtige mod sene ansættelsesforhøjelser. Skattemyndigheden kan derfor ikke af egen drift forlænge denne frist.

Den skattepligtige er derimod berettiget til at få udsættelse med ansættelsesfristen den 1. august, når hensynet til den skattepligtiges varetagelse af sine interesser vedrørende den varslede forhøjelse taler derfor. Henstand skal således gives, når det må forventes, at den skattepligtige kan fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde bortfald af den varslede forhøjelse, og disse oplysninger ikke kan fremskaffes før ansættelsesfristens udløb. Der skal imidlertid kun gives den nødvendige henstand. Afgrænsningen af hvad der skal anses for nødvendigt, skal ses i lyset af den skattepligtiges adgang til at påklage skatteansættelsen.

Disse nye forhøjelsesfrister i § 35, stk. 1, trådte i kraft den 1. januar 1996. Fristerne finder således anvendelse på skatteansættelser, der vedrører indkomstår efter 1991. Told- og Skattestyrelsen har den 22. december 1995 udsendt en vejledning til ligningsmyndighederne om begrænsning af adgangen efter § 35, stk. 1, til i 1996 at forhøje skatteansættelser for indkomståret 1992.

Forhøjelsesfristerne efter § 35, stk. 1, gælder analogt i tilfælde, hvor en skatteansættelse med urette ikke er foretaget tidligere.

4.2. Efter § 35, stk. 2, omfatter forhøjelsesfristerne efter § 35, stk. 1, ikke punkter i en skatteansættelse, hvor det efterfølgende viser sig, at en forpligtelse eller en erhvervelse, der er lagt til grund for skatteansættelsen, nu giver grundlag for en højere skatteansættelse.

Bestemmelsen skal ses i lyset af det overordnede ønske om samme ansættelsesfrister for skattemyndighederne og de skattepligtige, og dermed i lyset af den tilsvarende bestemmelse om ekstraordinær genoptagelse i § 4, stk. 2, jf. nedenfor under punkt 5.3.

Bestemmelsen finder anvendelse, når det efterfølgende viser sig, at de oprindelige betingelser for en erhvervelse eller en forpligtelse giver anledning til en større erhvervelse eller en mindre forpligtelse for den skattepligtige end oprindelig lagt til grund. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse i situationer, hvor skattemyndighederne efterfølgende underkaster en erhvervelse eller en forpligtelse en ændret vurdering, uden at vurderingsgrundlaget er ændret. Bestemmelsens anvendelse forudsætter, at skattemyndighederne ikke indenfor forhøjelsesfristerne efter § 35, stk. 1, har kunnet foretage en endelig opgørelse af erhvervelsen eller forpligtelsen.

En erhvervelse eller en forpligtelse er en retsstiftende kendsgerning, der kan påberåbes for domstolene. En erhvervelse eller en forpligtelse kan eksempelvis stiftes ved aftale, lovgivning, retspraksis eller arv.

Som eksempel på erhvervelses-forhold, der kan begrunde bestemmelsens anvendelse, kan nævnes køb af et afskrivningsberettiget driftsmiddel, hvor det efterfølgende viser sig, at det oprindeligt fastsatte afskrivningsgrundlag er for højt, f.eks. som følge af efterfølgende prisnedslag. Eller salg af aktier i et aktieselskab på vilkår, at salgssummen reguleres efter selskabets indtjening i en årrække efter overdragelsestidspunktet.

Som eksempel på forpligtelses-forhold, der kan begrunde bestemmelsens anvendelse, kan nævnes et erstatningsansvar, hvor den endelige fastsættelse af erstatningens størrelse først foretages flere år efter skadens indtræden. Eller at en forpligtelse efterfølgende tilsidesættes ved dom, jf. f.eks. UfR 1993/696 HD (Løgstør Hotel og Kursuscenter).

En ansættelsesændring efter denne bestemmelse skal varsles uden ugrundet ophold (vejledende inden 3 måneder) efter at den kommunale skattemyndighed er blevet bekendt med det eller de forhold, der begrunder forhøjelsen.

En ansættelsesændring efter denne bestemmelse kan ikke foretages, hvis det afledte skattekrav vil være forældet, jf. lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-loven), hvorefter der som udgangspunkt gælder en 5-årig forældelsesfrist for myndighedernes krav på skatter og afgifter af offetligretlig natur, regnet fra forfaldstidspunktet.

1908-loven indeholder i § 3 en suspensionsregel, hvorefter forældelsesfristen ikke løber, hvis kreditor på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholdssted har været ude af stand til at gøre sin ret gældende. I sådanne tilfælde løber den 5-årige forældelsesfrist først fra det senere tidspunkt, hvor kreditor var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at gøre sit krav gældende. Denne suspensionsregel begrænses dog af den 20-årige forældelse efter DL 5-14-4 (der regnes fra tidspunktet for fordringens stiftelse), jf. § 4 i 1908-loven.

I praksis vil kriterierne for anvendelsen af § 35, stk. 2, normalt opfylde kriterierne for anvendelsen af suspensionsreglen i § 3 i 1908-loven, idet skattemyndighederne ved anvendelsen af § 35, stk. 2, ikke på ansættelsestidspunktet var i stand til at foretage en endelig opgørelse af omfanget af erhvervelsen eller forpligtelsen.

4.3. Efter § 35, stk. 3, kan skattemyndighederne indenfor forhøjelsesfristerne efter § 35, stk. 1, forhøje skatteansættelsen for et indkomstår, selvom forhøjelsen er baseret på en konstateret ændring i grundlaget for en skatteansættelse for et indkomstår, der ligger udenfor forhøjelsesfristerne efter § 35, stk. 1.

Denne adgang til at ændre grundlaget for en ansættelse for tidligere år gælder ikke tilfælde, hvor ændringen beror på et skøn over de faktiske forhold på daværende tidspunkt.

Der foretages ingen egentlig ansættelsesændring for det tidligere indkomstår, men alene en anden opgørelse af grundlaget for det senere år. En eventuel klage over ændringen skal derfor rettes mod det indkomstår indenfor forhøjelsesfristerne efter § 35, stk. 1, der konsekvensændres som følge af den konstaterede ændring i grundlaget for skatteansættelsen for det tidligere indkomstår.

4.4. Efter § 35, stk. 4, løber forhøjelsesfristerne efter § 35, stk. 1, ikke i tilfælde, hvor den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. I disse tilfælde løber forhøjelsesfristerne først fra det senere tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse. Kom skattemyndigheden eksempelvis i besiddelse af sådanne oplysninger vedrørende indkomståret 1991 den 1/10-1995, så udløber varslingsfristen efter § 35, stk. 1, den 1/10-1998 og ansættelsesfristen efter § 35, stk. 1, den 1/1-1999.

Suspension af forhøjelsesfristerne forudsætter, at den skattepligtige, herunder en repræsentant for den skattepligtige, kan bebrejdes, at skattemyndighederne ikke er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til rettidigt at kunne foretage en korrekt skatteansættelse. Bestemmelsen skal ses i lyset af den almindelige selvangivelsespligt efter § 1, stk. 1, i skattekontrolloven.

Suspensionen indtræder ikke, hvis forholdet alene kan bebrejdes den skattepligtige m.fl. som simpel uagtsomhed. Suspensionen forudsætter, at den skattepligtige forsætligt (med viden og vilje) eller groft uagtsomt (med mere end almindelig uagtsomhed) har forholdt skattemyndighederne oplysningerne. I sådanne tilfælde vil der normalt tillige foreligge en overtrædelse af straffebestemmelserne i § 13 eller § 16 i skattekontrolloven. Derfor skal der i de tilfælde, hvor der gøres brug af suspensionsreglen i § 35, stk. 4, foretages indberetning om sagen til den lokale told- og skatteregion, respektive Københavns og Frederiksberg kommuner, således at denne kan foretage en bedømmelse af, om et eventuelt strafansvar skal gøres gældende.

4.5. Efter § 35, stk. 5, kan en påklaget skatteansættelse forhøjes af klageinstansen på det eller de påklagede punkt, uanset forhøjelsesfristerne efter § 35, stk. 1.

Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med bestemmelserne i henholdsvis forretningsorden for skatteankenævnene (bkg. 1990/202), § 15, og forretningsorden for Landsskatteretten (bkg. 1990/200), § 19, hvorefter klageren til enhver tid kan tilbagekalde klagen.

5. Nedsættelsesfrister, jf. § 4.

5.1. Skattemyndigheden skal tilstræbe en skatteansættelse, der hverken er for høj eller for lav. Skattemyndigheden skal således nedsætte en skatteansættelse - indenfor rimelige bagatelgrænser - hvis den finder, at ansættelsen er for høj.

Samtidig skal skatteansættelsen foretages i overensstemmelse med det selvangivne, medmindre skattemyndigheden kan sandsynliggøre, at det selvangivne er forkert.

Selvangivelsespligten indebærer, at den skattepligtige har et ansvar for, at grundlaget for skatteansættelsen er rigtigt. Dette ansvar afspejles af § 4, hvorefter den skattepligtige har en begrænset ret - set i forhold til de almindelige forældelsesregler - til at få genoptaget sin skatteansættelse, selvom den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan begrunde en ændret skatteansættelse.

I visse tilfælde er der i særlove overladt den enkelte skattepligtige valgmuligheder i forbindelse med selvangivelsen, f.eks. om til- eller fravalg af virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, eller om efterfølgende af- og nedskrivninger, jf. afskrivningslovens § 30, stk. 3, varelagerlovens § 7 og husdyrbesætningslovens § 5, eller om grænsegængeres valg af beskatningsregler, jf. kildeskattelovens § 5 D. Sådanne valgmuligheder er udtømmende reguleret i de pågældende love, og skattestyrelsesloven giver ikke ret til at fravige denne regulering, f.eks. en ret til at ændre et sådant valg i op til 3 år efter indkomstårets udløb.

Genoptagelseskompetencen efter § 4 omfatter ikke afgørelser truffet af et skatteankenævn eller af Landsskatteretten. Genoptagelse af sådanne afgørelser er reguleret i henholdsvis § 22 og § 29.

5.2. Efter § 4, stk. 1, skal anmodning om ordinær genoptagelse fremsættes overfor den kommunale skattemyndighed inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Er indkomståret ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Der er ingen formelle formkrav til en sådan anmodning om ordinær genoptagelse. Anmodningen kan derfor fremsættes mundtligt, men der må normalt kræves et skriftligt grundlag for at skatteansættelsen kan anses for forkert.

Det er den kommunale skattemyndighed, der som led i den almindelige ansættelsespligt afgør, om en anmodning om ordinær genoptagelse skal imødekommes, medmindre skatteansættelsen er foretaget af en anden skattemyndighed. I sidstnævnte tilfælde afgøres genoptagelsesanmodningen af denne myndighed.

Afslag på en anmodning om ordinær genoptagelse kan efter § 4, stk. 4, påklages særskilt til skatteankenævnet og eventuelt videre til Landskatteretten, når afslaget er givet af den kommunale skattemyndighed. Er afslaget givet af en anden skattemyndighed, kan afgørelsen påklages ligesom en skatteansættelse foretaget af denne myndighed.

5.3. Efter § 4, stk. 2, er der med virkning fra den 1. januar 1996 indført en ret til ekstraordinær genoptagelse udover retten til ordinær genoptagelse - når forholdene i særlig grad taler derfor.

Bestemmelsen skal ses i lyset af det overordnede ønske om samme ansættelsesfrister for skattemyndighederne og de skattepligtige, og dermed i lyset af den tilsvarende bestemmelse om erhvervelser eller forpligtelser, der efterfølgende giver grundlag for forhøjelser, jf. § 35, stk. 2, og ovenfor under punkt 4.2.

Ekstraordinær genoptagelse kommer kun på tale, når en genoptagelsesanmodning vedrørende et indkomstår fremsættes efter udløbet af den 3-årige frist efter § 4, stk. 1, for anmodning om ordinær genoptagelse.

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes skriftligt, og anmodningen skal indeholde oplysninger, som dels kan begrunde en ændret skatteansættelse, og dels kan begrunde at der foreligger sådanne særlige forhold, at en ekstraordinær genoptagelse er berettiget.

Ekstraordinær genoptagelse forudsætter, at genoptagelsesanmodningen er fremsat uden ugrundet ophold (vejledende inden 3 måneder) efter at den skattepligtige er kommet i besiddelse af de oplysninger, der berettiger til en ekstraordinær genoptagelse.

Der er formelt ingen grænser for, hvor gamle indkomstår, der kan genoptages ekstraordinært, bortset fra at bestemmelsen i § 4, stk. 2, ikke omfatter indkomstår før 1990. Dog kan ekstraordinær genoptagelse ikke foretages, hvis den skattepligtiges krav på tilbagesøgning af den for meget betalte skat er forældet, jf. 1908-loven.

Det er imidlertid forudsat, at jo ældre år, der ønskes genoptaget, jo større krav skal der stilles til den skattepligtiges sandsynliggørelse af, hvorfor genoptagelsesanmodningen ikke er fremsat tidligere.

Det er endvidere forudsat - af bevismæssige grunde - at det forhold, der begrunder ekstraordinær genoptagelse, er klart dokumenteret af den skattepligtige.

Det er en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at forholdene i særlig grad taler derfor.

Sådanne særlige forhold kan eksempelvis være tilfælde, hvor en skattepligtig er blevet beskattet af en indtægt, der efterfølgende er reguleret således, at den skattepligtige indkomst bliver mindre end forudsat ved skatteansættelsen. Tilsvarende gælder tilfælde, hvor en udgift er fratrukket ved skatteansættelsen og det efterfølgende viser sig, at udgiften er større end først antaget.

Derimod udgør eksempelvis et glemt fradrag ikke i sig selv et sådant særligt forhold, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse. Dette gælder også overfor eventuelle arvinger i et dødsbo. Heller ikke tilfælde, hvor en skatteansættelse er foretaget skønsmæssigt på grund af manglende selvangivelse, og selvangivelsen så indgives mere end tre år efter indkomstårets udløb, begrunder i sig selv en ekstraordinær genoptagelse.

En ekstraordinær genoptagelse forudsætter i almindelighed, at ansættelsesændringen er af en vis størrelse. Dette krav må anses at være opfyldt ved indkomstændringer på i alt 3.000 kr. eller mere for et indkomstår.

Bestemmelsen i § 4, stk. 2, giver endvidere - for så vidt angår genoptagelser udover 3 år efter indkomstårets udløb - hjemmel for den hidtidige praksis som gengivet i Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1993-9 om genoptagelse af skatteansættelser i anledning af at domstolene eller Landsskatteretten har underkendt ligningsmyndighedernes praksis. Efter cirkulæret kan genoptagelse generelt tillades 3 år tilbage regnet fra den først underkendende kendelse eller dom. Ligningsrådet/Told- og Skattestyrelsen udsender et cirkulære hver gang der forekommer en kendelse eller dom, der begrunder en sådan praksisændring med tilbagevirkende kraft. I disse tilfælde skal der ikke gives en særskilt tilladelse til ekstraordinær genoptagelse efter § 4, stk. 2. En sådan underkendende kendelse eller dom giver imidlertid ikke i sig selv et generelt grundlag for ekstraordinære genoptagelser udover den 3-årige frist som anvist i det ovenfor nævnte cirkulære.

Der træffes særskilt afgørelse om, hvorvidt ekstraordinær genoptagelse skal foretages eller ej. Der tages i dennne forbindelse ikke stilling til størrelsen af en eventuel ansættelsesændring.

Kompetencen til at afgøre anmodninger om ekstraordinær genoptagelse tilkommer som udgangspunkt den lokale told- og skatteregion, respektive Københavns og Frederiksberg kommuner, med klageadgang til Told- og Skatte-styrelsen, jf. Sagsudlægningsbekendtgørelsen. Dog forventes kompetencen til at tillade omgørelse af skatteansættelser som følge af en civilretlig omgørelse af grundlaget for skatteansættelsen henlagt til Ligningsrådet.

Det bemærkes, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse kan prøves fuldt ud af domstolene.

Gennemførelsen af en ansættelsesændring som følge af en beslutning om ekstraordinær genoptagelse foretages af den skattemyndighed, der har foretaget ansættelsen af det eller de punkter i skatteansættelsen, der ønskes ændret.

5.4. Imødekommes en anmodning om ekstraordinær genoptagelse, kan skattemyndighederne foretage sådanne ændringer af skatteansættelser for andre indkomstår, som er en direkte følge af den begærede ekstraordinære genoptagelse. Sådanne konsekvensændringer er ikke begrænset af forhøjelsesfristerne i § 35 i skattestyrelsesloven.

Anmodes eksempelvis om ekstraordinær genoptagelse som følge af at en renteudgift skal henføres til et andet indkomstår end det, hvor udgiften oprindelig er medtaget, kan skattemyndighederne konsekvensforhøje det indkomstår, som renteudgiften flyttes fra.

Bestemmelsens anvendelse er tidsmæssigt alene begrænset af de almindelige regler om forældelse af skattekrav, jf. 1908-loven, der er omtalt ovenfor under punkt 4.2.

En anmodning om ekstraordinær genoptagelse, der er imødekommet, kan ikke tilbagekaldes.

6. Ikrafttræden

6.1. Cirkulæret træder i kraft den 26. april 1996.

Underskrift 1

Skatteministeriet, den 12. april 1996. Peter Loft / Kaj Lotz

Versioner

1. 1996-04-25 · til 2026-06-23