Cirkulære om ændring af momsloven og lønsumsafgiftsloven (telekommunikationsydelser m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1997/108@1997-09-25/da
Indhold
1. Indledning
Ved lov nr. 442 af 10. juni 1997 om ændring af momsloven og lønsumsafgiftsloven (Telekommunikationsydelser m.v.) er der bl.a. foretaget ændringer i momslovens bestemmelser vedr. beskatningssted for tjenesteydelser (teleydelser) samt en tilpasning af momsfritagelsen for postforsendelser.
Loven gennemfører rådets beslutning af 17. marts 1997, EF-Tidende 1997, L 86 af 28. marts 1997 om bemyndigelse til Danmark til at gennemføre midlertidige ændringer på momsområdet for telekommunikationsydelser. Tilsvarende bemyndigelse er givet til de øvrige 14 medlemslande med henblik på, at landene kan gennemføre de fornødne ændringer af lovgivningsmæssig og administrativ karakter til ikrafttræden senest 1. juli 1997. Hermed imødegås den konkurrenceforvridning, som er resultatet af de hidtil gældende regler, hvorefter virksomheder uden for EU kunne sælge teleydelser momsfrit til virksomheder og borgere i EU. Bemyndigelsen er midlertidig og udløber 31. december 1999. Rådet forventes imidlertid inden da at have vedtaget et direktivforslag om ændrede regler vedrørende moms på telekommunikationsydelser.
Loven tilpasser endvidere momsfritagelsen for ydelser leveret af Post Danmark i henhold til befordringspligt efter lov om postvirksomhed.
2. Momsloven
a. Telekommunikationsydelser
Definition af telekommunikationsydelser
Ved telekommunikationsydelser forstås teleydelser, hvis formål er transmission, udsendelse og modtagelse af signaler, i skrift-, billed- eller lydform og alle andre oplysninger, ved hjælp af trådforbindelse, radiobølger eller ved optiske eller andre elektromagnetiske midler, herunder hel eller delvis overdragelse af retten til at benytte adgangen til transmission, udsendelse eller modtagelse.
Denne definition anvendes også i den internationale aftale om telekommunikation, Melbourne Konventionen. Den omfatter således ydelser, hvor net og infrastruktur i form af kabler eller satellitter, adgang til internettet og net til elektronisk post stilles til rådighed. Definitionen omfatter kun rene teleydelser og ikke ydelser, der leveres via telenet, såsom reklamer, information, forlystelser m.v. Sådanne ydelser skal beskattes efter ydelsens art.
Som eksempel på ydelser, der er omfattet af definitionen af teleydelser, kan nævnes telefonsamtaler, fax, E-post og adgang til internet.
Baggrund
Efter momslovens tidligere regler skulle der efter § 15 kun betales moms af teleydelser her i landet, hvis den der ydede tjenesten enten havde etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted her.
Da disse regler blev vedtaget i 1977, blev teleydelser generelt leveret af nationale selskaber. Leverandøren var således normalt etableret i samme land som forbrugeren af ydelsen. I de seneste år har telesektoren imidlertid oplevet en kraftig udvikling både på det teknologiske og handelsmæssige område. Det betyder, at leverandøren ved hjælp af den moderne teknologi, f.eks. satellitter, kan udbyde teleydelser uden at være etableret i forbrugslandet.
Denne nye situation gjorde det muligt at benytte teleydelser her i landet uden at betale moms, når leverandøren af teleydelsen var etableret uden for EU. Efter de nye regler skal der imidlertid betales moms her i landet, hvis ydelsen benyttes eller udnyttes i Danmark.
Anvendelsesområde
Benyttes/Udnyttes
En teleydelse anses for at være benyttet eller udnyttet her i landet, hvis ydelserne leveres til en privatperson eller virksomhed, der befinder sig her i landet. Af praktiske årsager vil der dog ikke blive opkrævet moms af rejsende fra tredjelande, der medbringer deres mobiltelefon eller telefonkort her til landet.
Som generel regel kan man antage, at teleydelsen anses for at være benyttet eller udnyttet her i landet, hvis modtageren af ydelsen har en fast tilknytning her til landet bl.a. ved at faktureringsadressen, dvs. bopælsadressen, er her.
Da drøftelserne i EU-Kommissionens Momskomite om de enkelte medlemslandes administration af de nye regler om teleydelser endnu ikke er afsluttet, kan yderligere fortolkningsbidrag forventes.
Salg fra lande uden for EU
Den nye § 18 a i momsloven indebærer, at teleydelser, der leveres fra lande uden for EU og benyttes eller udnyttes her i landet også pålægges moms her i landet. Dette sker rent praktisk ved at købervirksomheder på samme måde, som når der modtages varer eller en rådgivningsydelse fra EU, betaler moms her i landet. Virksomheden skal således medregne momsbeløbet til den udgående afgift. Afgiften vil herefter kunne medregnes til den indgående afgift efter lovens almindelige regler. Virksomheder, der ikke er momsregistreret efter lovens § 49, skal efter loven §65 beregne moms på tilsvarende måde, men har ikke mulighed for at fratrække beløbet i momsregnskabet. Ved salg til ikke afgiftspligtige ( bl.a. private) skal virksomheder uden for EU momsregistreres her i landet, evt. ved en herboende repræsentant og betale dansk moms.
Salg til lande uden for EU
Ved salg af teleydelser til aftagere uden for EU leveres ydelsen uden dansk moms, når ydelsen også benyttes uden for EU. Efter de tidligere regler var sådanne transaktioner pålagt afgift efter lovens § 15.
Salg fra andre EU-lande
For danske virksomheder, der køber teleydelser inden for EU, skal der ligeledes betales moms her i landet. Dette indebærer en administrativ lettelse i forhold til de tidligere regler, hvor afgiften på en teleydelse indkøbt i et andet EU-land skulle betales i det land, hvor yderen er etableret. Efter de tidligere regler skulle afgiften således først betales i det andet EU-land og godtgøres efterfølgende af det pågældende lands myndigheder efter en tilbagebetalingsprocedure, jf. 8. momsdirektiv.
Ved privates indkøb af teleydelser fra virksomheder, der ikke er etableret her i landet men i et andet EU-land, skal der ikke betales dansk moms, idet sælgervirksomheden pålægger moms i sælgerens land.
Salg til andre EU-lande
Ved danske virksomheders salg af teleydelser til virksomheder i andre EU-lande, skal der ikke betales dansk moms, idet modtagervirksomheden i det andet EU-land skal betale moms i det pågældende EU-land. Ved salg til private skal der altid betales dansk moms.
b. Ændringen i lovens § 13, stk. 1, nr. 13, om postydelser
Ved lov nr. 375 af 18. maj 1994 blev affattelsen af momsfritagelsen for postudbringning ændret således, at der er fritagelse for de postydelser, som er omfattet af Post Danmarks befordringspligt efter postlovgivningen, f.eks. almindelige breve og pakker.
Breve og pakker sendes undertiden med postopkrævning. Indtil 1. juli 1996 var selve forsendelsen af sådanne breve og pakker i momsmæssig henseende behandlet som omfattet af befordringspligten, mens opkrævningsydelsen var en momspligtig tillægsydelse. Derfor har alene tillægsydelsen været pålagt moms.
I kraft af administrativt fastsatte ændringer efter postlovgivningen behandles sådanne forsendelser pr. 1. juli 1996 som en samlet forsendelse, der ikke er omfattet af befordringspligten. Momslovens tekst ydede imidlertid ikke tilstrækkelig hjemmel til, at forsendelse af breve og pakker med postopkrævning i deres helhed blev momspligtige. Med den ændrede formulering vil disse forsendelser fuldt ud være omfattet af afgiftspligt, og der opnås samtidig fuld parallelitet mellem momsfritagelsen og Post Danmarks befordringspligt i medfør af lov nr. 89 af 8. februar 1995 om postvirksomhed. Ændringen medfører således, at Post Danmark skal lægge moms på det samlede vederlag for udbringning af breve og pakker med postopkrævning. Lovændringen tager samtidig højde for, at postvæsenet ved lov nr. 88 af 8. februar 1995 blev omdannet til Post Danmark.
c. Ændringen i lovens § 34, stk. 1, om Ålandsøerne
Ved bestemmelsen bliver rejsende med bopæl på Ålandsøerne i relation til reglerne om momsfritagelse for salg til rejsende, der medbringer varen i deres personlige bagage, sidestillet med rejsende med bopæl i Norge, hvorefter der efter en nordisk overenskomst kan indkøbes varer momsfrit her i landet mod at der betales moms i hjemlandet. Bestemmelsen skal ses på baggrund af, at det nu ligger klart, at øerne på trods af det finske EU-medlemskab ikke er en del af EU's afgiftsområde.
d. Ændringen til lovens § 44, samt bilaget til loven
Ændringerne er af redaktionel karakter og skyldes fejl i lov nr.1097 af 20. december 1995, der trådte i kraft den 1.januar1996.
3. Lønsumsafgiftsloven
I lønsumsafgiftsloven er § 2 a, nr. 3, ophævet. Efter denne bestemmelse kunne skatteministeren bestemme, at virksomheder, der afholder arrangementer, hvis overskud fuldt ud anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål, kan afgiftsfritages. Da sådanne virksomheder imidlertid ikke er omfattet af afgiftspligten efter lovens § 1, stk. 1, er denne fritagelsesbestemmelse overflødig. Bestemmelsen er derfor ophævet.
4. Ikrafttrædelses- og virkningstidspunkt
Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Loven indeholder en overgangsbestemmelse for teleydelser. Loven har virkning for teleydelser, der finder sted efter den 1. juli. I loven er der indsat en bestemmelse, der skal hindre »hamstring«, jf. § 3, stk. 2. Er der således sket forudbetalinger for løbende leverancer efter fremsættelsen af lovforslaget den 2. april 1997 , skal der ske en efterbetaling for perioden efter den 1. juli 1997, hvor ydelsen bliver afgiftspligtig her i landet. Dette indebærer også, at der ikke skal betales dansk moms af et abonnement, der er betalt før den 2. april 1997.
Det blev ved lovforslagets behandling i Skatteudvalget diskuteret, om reglerne om forudbetaling kan medføre dobbeltbeskatning mellem EU-landene, især for finansielle virksomheder. Teoretisk set er det korrekt, men formentlig vil problemet ikke opstå i praksis. Hvis det alligevel sker, vil der ved administrationen af reglerne blive taget hensyn hertil. Der skal således ikke betales dansk moms i forbindelse med forudbetalinger indgået i perioden 2. april - 30. juni 1997 vedrørende teleleverancer efter sidstnævnte dato, når ikke-momsregistrerede virksomheder (f.eks. finansielle virksomheder) overfor de statslige told- og skattemyndigheder kan dokumentere, at teleydelsen er faktureret med moms fra et andet EU-land. Det kan tilføjes, at momsregistrerede virksomheder kan få momsen tilbagebetalt via tilbagebetalingsproceduren efter det 8. momsdirektiv.
Ændringerne i momslovens § 44 og i bilaget til loven har virkning fra den 1. januar 1996, idet lov nr. 1097 af 20. december 1995, hvorved de nævnte bestemmelser blev indsat i momsloven, trådte i kraft den 1. januar 1996.
Underskrift 1
Skatteministeriet, den 4. juli 1997 E. Blegvad Andersen / K. Aasberg Karlsen